Hvad er dine arbejdsopgaver i Kvickly?
Jeg arbejder i ost- og pålægsafdelingen, hvor jeg sørger for, at alt er, som det skal være. Og så hjælper jeg kunder, hvis de for eksempel skal lave en god middag og vil høre, hvilken vin der går godt til maden eller måske vil spørge, hvilke oste jeg kan anbefale til et tapasbord. Det kan også være, at de ikke kan finde en vare, og så følger jeg dem hen til hylden.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Sammenholdet med mine kolleger, og så glæden ved at hjælpe kunderne. Jeg har mange ældre kunder, og også én som er blind. At mærke hendes smil og varme tak, når jeg finder hendes varer, gør mig glad. Vi kender efterhånden hinanden, og hver gang jeg ser, at hun kommer ind i forretningen, så skynder jeg mig hen for at hjælpe. Hun kan genkende min stemme, og jeg kan genkende hendes indkøbsliste, så det giver mening, at vi klarer indkøbene sammen.
Hvordan oplever du, at hverdagen i forretningen er anderledes under coronapandemien?
Vi oplever, at hverdagen er blevet mere travl. Vi kan mærke, at folk er hjemme og kommer her for at købe frokost. Der er ikke længere nogen døde perioder i et supermarked.
Hvordan oplever du, at kunderne tager imod restriktionerne?
Langt de fleste er gode til at bære mundbind, men afstanden kan være svær at overholde, fordi vi har svært ved at høre hinanden bag maskerne. Så bliver jeg nødt til at læne mig lidt frem, for jeg vil helst ikke være uhøflig og sige: hva’.
Hvad med dem, der ikke respekterer anbefalingerne?
Der er dem, der kommer ind uden mundbind, og som ikke er iført et badge, hvor der står, at de er fritaget. En kollega spurgte eksempelvis to unge fyre, om de var fritaget for at bære mundbind, hvortil de svarede nej og kom med en flabet kommentar. Vi har også en anden kunde, der kommer dagligt, som jeg har oplevet overfuse en anden kunde, fordi vedkommende spurgte, hvorfor han ikke brugte mundbind. Jeg oplever generelt, at folk har mindre overskud og lettere bliver irritable og tager mindre hensyn ved kølediskene. I foråret ventede man mere, nu vil man have varen først. Jeg oplever også, at flere går forbi spritdispenserne.
Hvorfor tror du, at enkelte kunder har svært ved at følge restriktionerne?
Det har varet ved så længe, og vi er trætte. Vi savner vores kære og den almindelige hverdag, og at man kan stå og tale med sine venner, når man møder dem i supermarkedet. Det er måske også derfor, at vi stadig ser familier, der kommer og handler samlet. De søger simpelthen et afbræk i hverdagen, og gør det til en tur. Og så tror jeg også, at mange bare tænker, at indkøbet skal hurtigt overstås, så de ikke bliver smittet, og så slækker de på at spritte og holde afstand, da det tager tid.
Hvad tænker du om, at mange danskere skal arbejde hjemmefra på grund af smittefare, mens du skal møde ind?
På den ene side er jeg glad for at have et arbejde, som jeg ikke er i fare for at miste modsat mange andre. På den anden side er det svært at acceptere, at jeg hver dag udsætter dem, jeg holder mest af – mine to børn og min kone – for smittefare. Jeg ved, at jeg også arbejder i Kvickly for andre menneskers skyld, men nogle gange glemmer jeg det. Måske fordi jeg savner lidt anerkendelse på linje med pædagogerne og sygeplejerskerne. Nogle gange savner jeg at få en tak. Særligt i weekenden, når butikken er mest travl, så har jeg af og til svært ved at sætte mig op til arbejdsdagen, der kunne det da være rart engang imellem lige at sige til sin chef, at man arbejder hjemmefra.
Hvilke etiske dilemmaer oplever du selv som følge coronapandemien?
Min største frygt er at smitte min familie. Jeg tager alle forholdsregler i butikken og vasker hænder, som det første, når jeg kommer hjem, men nogle gange når jeg det ikke. Mine to børn på to og seks år savner mig meget i denne tid, fordi de ikke kommer i institution og derfor ikke aktiveres som normalt. Det mærker jeg ved at blive nærmest overfaldet, så snart jeg træder ind ad døren. Her ved jeg, at jeg skal beskytte dem og vaske hænder, men jeg kan ikke få mig selv til at skubbe dem væk. Jeg savner jo også dem. Og det er et dilemma, man står i i frontlinjen. Samtidig er jeg selvfølgelig også selv bange for at blive smittey og skulle isoleres fra min familie.
Udover corona, hvad ser du så som den største udfordring i verden?
Jeg vil sige forskellen på rig og fattig. Uligheden vokser, og der er mennesker, der tjener så mange penge, at de dårligt kan nå at bruge dem. Selvfølgelig kan man gøre sig fortjent til at tjene mange penge, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor nogen har 200 milliarder kroner på bankbogen, mens andre familier sulter.
Coronakrisen har ændret vores hverdagsliv. Er der nogle af ændringerne, der har været til det bedre i dit liv?
Omsorgen til min familie. Nogle dage tog jeg kærligheden til min familie for givet. Jeg glemte måske at kysse min kone farvel eller sige til hende, at jeg elsker hende. Det husker jeg nu, og det, tror jeg, skyldes corona. Jeg kan blive smittet, og selvom sandsynligheden er lille, så kunne jeg tage billetten og miste livet. Den tanke får én til at sætte pris på livet og sine nærmeste på en anden måde.
Hvad gør dig harm?
At nogle vælger at rejse til Dubai lige nu.
Hvad giver dig håb for fremtiden?
Det er svært. Lige nu synes jeg, at udsigterne til bedre tider er lange, så mit største håb er vel bare, at mine børn snart kan komme tilbage til deres normale hverdag. Det lyder lidt klichéagtigt, men jeg håber bare snart at kunne være på arbejde og sidde i et tog uden visir eller mundbind.
Hvis du skulle give et råd til dine medmennesker, hvad skulle det så være?
Sæt pris på det nære, pas på hinanden og jer selv og lyt efter myndighedernes anbefalinger. Vi ønsker jo alle sammen det samme: At alt bliver normalt igen. At vi kan være sammen med venner og tage på restaurant. Det hjælper ikke at lave bål og brand og protesterer i gaderne. Det har den modsatte effekt.