Sorg er et livsvilkår, der aldrig forsvinder

I en ny bog, "Når livet går i sort", beskriver en række personer, hvordan sorg opleves. Læs her et uddrag af bogen, hvor journalist Eva Jørgensen fortæller om sorgen som et allestedsnærværende grundvilkår

Sorgen er en urkraft, der har sin egen skønhed, skriver journalisten Eva Jørgensen i ny bog om sorg. Sognepræsterne Sophie Nordentoft og Lone Vesterdal står bag bogen. Her ses Eva Jørgensen fotograferet hjemme i privaten på Frederiksberg.
Sorgen er en urkraft, der har sin egen skønhed, skriver journalisten Eva Jørgensen i ny bog om sorg. Sognepræsterne Sophie Nordentoft og Lone Vesterdal står bag bogen. Her ses Eva Jørgensen fotograferet hjemme i privaten på Frederiksberg. Foto: Thomas Lekfeldt.

Sorg er en urkraft, der har sin egen skønhed. Det sagde en klog, gammel præst til mig engang, da jeg begræd min mands alt for tidlige død. Jeg holdt op med at græde – og tog imod udtalelsen, som var det en kostbar gave.

Præsten havde jo ret. Dér var lige præcis min sorg. Urkraften, som satte hverdagens tanker og handlemåder ud af spillet. Skønheden, som kom indefra og bundede i en renselse, jeg ikke før havde kendt.

For den, der sørger, er alting rent. Tankerne og følelserne er store. Ekstra Large. Der findes intet småt eller småligt i forbindelse med sorg. Den vælter ind over én og tager al opmærksomhed. Tager imod og tager fra.

Det havde jeg ikke prøvet før sorgen i forbindelse med min mand. Og den tog endda forskud på sit nærvær. Min sorg vågnede den dag, han fik sin diagnose på en sjælden og ufravigeligt dødelig sygdom.

Den dag begyndte jeg at sørge over den mand, jeg nu havde mistet. Den store, livskraftige gut, som dybest set følte sig lidt udødelig. Han var væk i samme sekund, lægen havde sat ord på diagnosen.

Tilbage var et dødsmærket menneske. Et menneske, som vidste og på sin krop kunne mærke, at tiden var et kapløb med døden. Vi andre kunne intet gøre. Kunne blot se til og øse vores sorgfulde ømhed ud over sygdommens offer.

Så det gjorde vi. Øste af ømhed og empati og kærlighed. Kærligheden har hårde kår, når døden står som modstander. Ingen kærlighed er stor nok. Intet hensyn rækker.

Mennesket bliver den lille, der løber som i et hamsterhjul for at indhente, hvad man synes er forsømt. Hurtigere, hurtigere, vi når det ikke, vi når det ikke – eller gør vi? Jo!

Alt bliver nået. Alle gør det så godt, som de overhovedet kan. Deri ligger sorgens karakter. At den målretter os og giver os evne til at bære den byrde, Herren lægger på vores skuldre.

Det er ikke kun bibelsnak. Det er den rene og skære sandhed for den, der er i sorg.

Og samtidig med, at vi bliver stærke som aldrig før, dukker en ny skrøbelighed op. Den gør et sørgende menneske til noget ganske særligt i forhold til omgivelserne. Noget sart og gennemsigtigt.

Var jeg politiker, ville jeg på stedet stifte et parti for sørgebindets genindførelse. Der er brug for det. Brug for et særligt tegn, der kan vise alle, at den sørgende befinder sig i specielle omstændigheder.

Vise, at her er et medmenneske, der skal tages ekstra hensyn til. Det glemmer vi i dag – og vi glemmer tiden.
Sorg tager den tid, sorg tager. For nogle er det to måneder, for andre to år. Der findes ikke en rigtig tid – ligesom der ikke findes en rigtig eller en forkert måde at sørge på. Mennesker gør det på hver deres måde.

Nogle har brug for at tale med mange andre eller ligefrem gå til psykolog eller i sorggruppe på grund af sorgen. Andre sørgende siger ikke så meget, men går måske nogle ekstra ture i skoven eller laver mere havearbejde, end de plejer.

Begge dele er lige fint. Det samme er forskellen på dem, der hopper meget ud og ind af sorgen og så de mere fokuserede, hvor sorgen beskriver en ret linje, der langsomt daler.

Sorg er et livsvilkår. Har man stiftet bekendtskab med sorg, forsvinder det ikke igen. Det er kommet for at blive. På én eller anden måde og i én eller anden facon.
Deri ligger urkraften netop – en urkraft, som ved siden af skønheden også giver bæreren selvindsigt.

Dén, der sørger, får noget at vide om sig selv. Bliver klogere. Finder frem til en visdom, som sørgende mennesker har særlig adgang til. Livets visdom.