Prøv avisen

Sorg kan have positive og eksistentielle aftryk

Illustration: Morten Voigt

Dyb sorg kan åbne en kraft, som peger fremad på trods af tab. Kan døden lære os noget om livet?

Der er en sjældent fortalt historie om sorg, som ikke har fyldt meget i et årti, hvor tab og sorg har fået opmærksomhed fra flere sider. Det seneste årti har på nogle måder været sorgens årti. Det er, som om kulturen har taget ved lære af en replik i Shakespeares ”Macbeth”: ”Giv sorgen ord; den sorg, der indestænges, får med sin hvisken hjertet til at sprænges.”

De seneste 10 år har sorgen fået forskningsmidler, et tværfagligt netværk med over 30 sorgforskere, et nationalt sorgcenter, flere bøger, avisartikler, og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har vedtaget en diagnose for langvarig sorg. Men mens der har været megen opmærksomhed på sorgens lidelsesfulde tilstand, har der ikke været fokus på det positive, eksistentielle aftryk, sorgen kan have.

Sorg kan forandre og give en rigere livsanskuelse, agumenterer Mai-Britt Guldin. Hun er psykolog, ph.d. og seniorforsker ved Aarhus Universitetshospital og står bag spørgeskemaundersøgelser blandt efterladte, som dokumenterer, at danskerne generelt oplever, at sorgen forandrer dem og giver en rigere livsanskuelse. En deltager i en spørgeskemaundersøgelse svarer således:

”Mit liv har ændret sig meget siden dødsfaldet. Selvom jeg aldrig ville have ønsket at miste ham, så kan jeg nu se, hvordan mit liv er blevet anderledes og endda rigere. Livet går videre, selvom man er i sorg.”

Kan livet synes rigere efter et tab? Mai-Britt Guldin understreger, at der er tale om en positiv forandring på trods. Udviklingen betyder ikke, at man ikke gerne ville have været tabet foruden. Den rigere livsanskuelse er vokset på trods af tragedien.

I en ny tværfaglig bog med titlen ”Giv sorgen ord”, som udkom i januar, skriver Mai-Britt Guldin blandt andet:

”Sorg kan paradoksalt nok lære os at leve mere i nuet og værdsætte livet, og den bliver på den måde en potentiel kilde til selvudvikling.”

Når hun læser svarene fra efterladte i spørgeskemaerne, konstaterer hun, at sorgen besidder en smertefuld kraft, som tvinger mennesker til at se indad på sig selv og deres liv.

”Sorgens savn og fortvivlelse åbner for en kraft, der peger os fremad mod vores længsler og nyt håb.”

Man vil kunne komme tættere på sorgens eksistentielle aftryk, når Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, lektor i udviklingspsykologi på DPU Aarhus Universitet, afslutter sit forskningsprojekt, hvor hun følger unge, som har mistet en mor eller far. Her ser hun på, hvordan tabet påvirker de unges personlige historie over tid.

”Det er kærligheden, som bevæger os, og den kærlighed forsvinder ikke, når vi mister. Når man mister, får man andre perspektiver på at være levende og død, og det kan føre til en større påskønnelse af det, man har.”

Skal man skildre sorgens eksistentielle aftryk, må man have plads til nuancerne, siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist.

”Man kan for eksempel godt mestre tabet af en forælder, men samtidig have en dyb ulykkelighed et andet sted i sin eksistens. Noget tyder også på, at man kan have taget fysisk eller neurologisk skade af sorgen, samtidig med at man åndeligt og mentalt har haft kapacitet til at vinde nogle nye indsigter.”

Hun beskriver sorg som en forandringskatalysator, som begynder med at lukke alt ned.

”Når man mister en kerneperson, som man elsker, har tabet kraft til at bevæge den efterladte på en meget synlig og tydelig måde. Man har lidt et meningstab, og fremtiden synes tømt for relevans, mening og kærlighed. Den dybe sorg indebærer et tab, man ikke kan erstatte. Men fordi de unge er så fulde af fremtid, vil de fleste også komme sig, men vi ved også, at det kan give en øget sensibilitet og permanent sårbarhed.”

Internationalt har der de seneste to årtier været fokus på sorgens såkaldte udviklingspotentiale. Den amerikanske psykiater John M. Schneider skrev for snart to årtier siden sin første bog om, hvordan sorg rummer et potentiale for forandring. Schneiders hypotese er, at sorg er en kilde til selvudvikling. Kort fortalt mener han, at sorgen har muligheden for at transformere, men det kræver, at man gennemlever tabets smerte.

En anden stemme i den debat er den svenske psykolog Gurli Fyhr. Gyldendal udgav for år siden hendes bog ”Sorgens rum”. Hun skildrer, hvordan sorgen åbner til andre dybder i sindet og dermed giver mulighed for fordybelse, udvikling og forandring. I kærligheden vender man energien ud mod et andet menneske. I sorgen rettet mod tabet af et andet menneske vender man energien indad og oplever måske et nyt nærvær med sig selv og en udvikling af selvet, lyder Gurli Fyhrs tænkning.

Første gang Mai-Britt Guldin skrev om sorgprocessens transformationskraft, var i bogen ”Tab og sorg” fra 2014. Hun mener, at sorg har et indbygget udviklingspotentiale, fordi sorgen åbner andre dybder i mennesket. I bogen fastslår hun, at listen over sorgens positive eller eksistentielle aftryk er kort, hvis man søger i forskningen. I næste måned kommer bogen i en ny udgave, men efter fem år er der ikke kommet mere forskning, som viser sorgens positive aftryk. Mai-Britt Guldin siger:

”Vi ved ikke meget om den betydning, sorgen har som livserfaring. De mennesker, jeg møder her på klinikken, er dem, som bøvler med sorgen, men langt de fleste finder ud af at leve med sorgen og smerten. I forskningen har vi forsømt at spørge, hvad det er for en livserfaring, mennesker, som har mistet, får. Hvis vi udelukkende fokuserer på sorg som en negativ tilstand, går vi glip af en potentielt berigende erfaring.”

Døden kan være en potentielt berigende erfaring, siger cand.comm. Stine Buje. For syv år siden fik hendes mor konstateret uhelbredelig kræft og døde. Erfaringerne i forbindelse med moderens sygdom og død inspirerede datteren til at skrive bogen ”Snak på livet løs”, og sidste år udkom ”Bogen om livet”.

Udgivelserne har ført en række foredrag med sig. Når hun holder foredrag, siger Stine Buje gerne, at der er liv i døden.

”Det er min måske lidt kække måde at sige på, at tabet også kan åbne op for erkendelser, som vi kan bruge aktivt i vores liv.”

De berigende forandringer mødte hun, da hun i forbindelse med et bogprojekt interviewede 40 pårørende om deres tab.

”Når vi mister vores nærmeste, bliver vi samtidig mindet om vores egen dødelighed. Jeg oplever, at tabet får mange pårørende til at kigge på deres eget liv med nye briller og spørge sig selv, hvorfor de gør, som de gør. På den måde bliver mødet med døden en katalysator for at skabe forandringer i livet.”

De konkrete forandringer handler om prioriteringer affødt af overvejelser om, hvad der giver livet værdi. Flere vælger at arbejde mindre og i stedet vægte ro. Andre vælger at bruge mere tid i det fri, fordi de finder en slags ordløs forståelse i naturen. Nogle kan fortælle, at det er blevet vigtigere for dem at tage ansvar for, hvordan de behandler og påvirker andre.

De forandringer, Stine Buje skildrer blandt efterladte, kan lyde meget idealistiske. Er der tale om varige forandringer?

”Naturligvis er der sociale mønstre, som kan gøre, at vi falder tilbage til tidligere mønstre, men jeg oplever faktisk, at det for mange er muligt at holde fast i forandringerne. Når først vi indser, at vi har et ansvar for, hvad vi gør med den tid, vi er her, så bliver døden et afsæt for at skabe et liv, som giver mere mening for os.”

Er der overhovedet en positiv historie at fortælle om, hvad døden kan lære os om livet?

Lone Vesterdal er sognepræst, MA i sjælesorg og forfatter til flere bøger om sorg og tab og bidrager desuden til ”Giv sorgen ord”. Når hun hører fagfolk beskrive sorg som forandringsagent, ser hun det som en malplaceret gentagelse af 2000’ernes begejstring for personlig udvikling. Lone Vesterdal mener ikke, at der er noget godt at sige om døden.

”Døden er tilintetgørelse af liv. Den river os fra mennesker, vi ikke kan undvære.”

At der ikke er noget godt at sige om døden, er ifølge Lone Vesterdal en af kulturens grundfortællinger. Hun henviser til Bibelens første kapitler for at forklare hvordan. Man skal blot læse tre kapitler i Første Mosebog, før man møder døden, da Kain dræber sin bror Abel.

”Døden kommer ind meget tidligt i historien og dermed også sorgen med dens kompleksitet. Sorgen er på den måde en del af dna’et i den jødisk-kristne tradition og dermed noget, vi ikke kan komme af med.”

Selvom der ikke er noget godt at sige om døden, argumenterer Lone Vesterdal for, at der kan komme noget godt ud af det, hvis man går ind i en teologisk fordybelse omkring sorgen.

”I sorgen kan noget nyt og godt bryde frem, når vi ikke nøjes med at fokusere på vores egne følelser, men lader de store myter kaste deres lys ind over vores liv. Med myterne kan vi få et perspektiv, som kan åbne en ny vej og give et nyt mod, men det kræver, at vi må gå omvejen om de store symboler for at få en større forståelse.”

Hun henviser til den engelske forfatter og filolog C.S. Lewis (1898-1963). Lewis beskriver kristendommen som myten, der blev historisk virkelighed og sandhed.

”Vi erkender i bevægelsen mellem at være optaget af vores følelser og at fordybe os i den store fortælling om Gud. I den erkendelse er der dels solidaritet med vores følelser, men også en virkelighed, der kommer udefra og trækker os ud af sorgen og ud på en ny vej.”

Det lyder måske en smule abstrakt, når hun taler om at lade de store myter kaste et lys ind over livet. Lone Vesterdal oplever, at det er det, som sker ved eksempelvis en begravelse.

”Her bliver vores sorg belyst af den store myte. Kristendommen, der blev sand og virkelig, og det bliver understreget, at selvom vi dør, falder vi ikke ud af Guds kærlighed. Gud findes og er en aktiv, elskende Gud i vores liv. Sorgen er der stadig, men her kan man få lov at opleve, at både levende og døde hører til hos Gud.”