Prøv avisen
Spørg om livet

Brevkassen til Beate: Sorg kan kaste lange skygger

Grunden til, at jeg sørger over mors sorg, er, at jeg blev involveret i den og ikke kan undgå at føle skyld, skriver Beate til Brevkassen. Modelfoto Foto: Iris/ ritzau scanpix

I mere end 30 år har Beate levet med en skyldfølelse i forhold til sin mor. Men det er på tide at få mor ned fra piedestalen, lyder rådet

Kære brevkasse

Jeg havde den meget store sorg at miste min mor for seks år siden. Hun var godt oppe i 80’erne. Det har været forfærdeligt og mere end sørgeligt. Min bror har ikke været til nogen hjælp, for han har slet ikke været i sorg på samme måde. Mor og jeg var meget tæt på hinanden og delte faktisk alt. Hun var også en omsorgsfuld datter for min mormor, en god søster for sine søskende, og hun var en god mor og afholdt af mange.

Min sorg over at have mistet min mor forværres af, at jeg også sørger over, at min mor selv havde en meget stor sorg over, at hun ikke fik sagt farvel til sin mor, min mormor. Det bar hun på i 30 år, og jeg er bange for, at min mors ellers livsglade sind og livskvalitet på en måde blev formørket af denne sorg. Jeg er bange for, at min gode mor har følt skyld over, at hun ikke fik sagt farvel til mormor.

Min mormor døde, da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Hun boede på plejehjem, og en dag, hvor jeg besøgte hende, sagde hun: ”Jeg tror ikke, jeg lever ret meget længere.” Dertil sagde jeg for at trøste hende: ”Du skal se, det går nok, mormor.”

Da jeg forlod hende, kan jeg huske, at jeg ikke rigtig hæftede mig ved det, som hun havde sagt, for hun havde det ikke specielt dårligt. Og jeg ringede ikke til min mor og fortalte om det. Min mor boede i et andet land med sin nye mand på det tidspunkt. Da mormor så døde 14 dage efter, var min mor ikke der, og hun fik ikke sagt farvel.

At jeg ikke handlede på de ord, som mormor sagde, og gav dem videre, må vel tilskrives min unge alder. At det kunne føre til sorg for mor og trække dybe spor i årene frem, var ikke noget, jeg tænkte på. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg jo sagt noget til hende. Omstændighederne var uheldige. Jeg var også umoden og usikker. Jeg havde ikke nogen familie i nærheden, som jeg kunne tale med. Min bror var der ikke, og min far boede et andet sted, for min mor og far var blevet skilt flere år før. Jeg besøgte mormor alene.

Mor kom efterfølgende til Danmark og blev boende her. Hun havde ikke rigtig trivedes i udlandet. Kort efter min mormors død sagde hun, da hun ikke fik sagt farvel: ”Jeg kunne dø på stedet.” Det var synd for hende, selvom hun havde mig, familie og sin mand, men stor sorg er stor sorg. Hverken hende selv eller jeg, som var meget tæt på hende, tænkte på, at det måske kunne have hjulpet hende at snakke med en psykolog. Det er heller ikke sikkert, at mor ville have brudt sig om det.

Mange år senere, det sidste år, min mor levede, sagde hun: ”Alting havde været lettere, hvis jeg havde fået sagt farvel.” Det, jeg svarede, var: ”Jamen mor, jeg kunne ikke have handlet anderledes.” Da mor ikke sagde noget, tilføjede jeg: ”Jeg kan ikke leve med det, hvis du synes, det er min skyld.” Mor svarede ikke på min bemærkning, men kiggede ned i gulvet, og jeg sagde ikke mere.

Grunden til, at jeg sørger over mors sorg, er, at jeg blev involveret i den og ikke kan undgå at føle skyld. Desværre fik mor og jeg ikke talt om det på en god måde. Mor måtte gerne have skældt mig ud, men det gjorde hun ikke. Så kunne jeg have sagt hende grunden til, at jeg ikke handlede på det, som mormor havde sagt. Jeg var ung, og jeg regnede vel med, at mors andre søskende ville sige noget, eller at hun ville få besked over telefon, hvis der var meget alvorlige ting, der skulle reageres på.

Jeg kan ikke rigtig slippe de ting, som jeg har skrevet om. Jeg har snakket med min læge, der siger, at det ikke er min skyld. Nogle gange kan jeg falde til ro og tænke, at mor flere gange sagde, at jeg var verdens bedste datter, og jeg ved, at jeg har været meget hjælpsom og betænksom over for hende, selvom jeg også har begået dumme fejl. Men så kommer jeg til at tænke på mors sorg igen og min egen sorg oveni, og derfor får jeg det ofte dårligt. Har I nogen gode råd til mig?

Venlig hilsen

Beate

Kære Beate

Tak for dit brev. Vi kan læse, at du er virkeligt langvarigt hårdt ramt af sorg. Og du beskriver, at det på en måde er en dobbeltsorg, fordi du også sørger over din mors 30 år lange sorg.

Som man har kunnet læse i forskellige aviser, herunder også Kristeligt Dagblad for nylig, er der en ny diagnose på vej, som hedder kompliceret sorg eller vedvarende sorg. På en måde hører du måske til der. En sådan diag- nose handler om de cirka 10 procent af de sørgende, der bliver syge af en sorg, som bliver ved i intensitet og ikke mildnes i løbet af det første års tid. Der har været en del diskussion om den diagnose, for på den ene side skal man ikke sygeliggøre sorgen, og på den anden side handler det måske mere om, at den forlængede sorg giver mennesker en depression, som er noget andet end en sorg.

Når vi læser din fortælling, får vi en meget stærk fornemmelse af, at du tænker, at der kun må siges gode og kærlige ting om din mor. Det er, som om du har sat hende op på et så højt sted, at hendes ord altid vil veje tungere end alle andres ord. Så selvom flere end din læge sikkert har sagt, at det ikke var din skyld, det som skete for mere end 30 år siden, så kan du ikke slippe det, så længe din mor ikke har sagt det. Vi tror, at du har gjort hende så ophøjet god og givet hende en plads i dit indre, som ikke tilkommer noget menneske. For vi er alle undervejs, og ingen kan leve uden at tage fejl og gøre fejl. Heller ikke din mor, selvom hun på andre måder sikkert har været god og afholdt. Naturligvis kan man i en længere tid være vemodig over, at man ikke var der, når ens nærmeste døde, men døden kan ingen vide, hvornår kommer. Og at sørge over det i 30 år er ikke en normalreaktion.

Skal vi være ærlige, så synes vi, at det er helt forkert af din mor at fastholde en skyld og en bebrejdelse på dine skuldre i 30 år. Lige netop det har bidraget til, at du sidder fast i din – komplicerede – sorg. Og din mor har levet med et uopgjort forhold til sin egen mor og sin egen historie i 30 år, som hun ikke har taget ansvar for eller søgt om hjælp til. Det er hendes ansvar og ikke dit. Hun var ikke et barn dengang, formentlig var hun omkring de 50 år, og af en sådan person må man forvente mere og andet end af en usikker pige i begyndelsen af 20’erne.

Hun har nu været død i seks år. Du kan hverken gøre hende godt eller ondt længere. Måske skulle du bevidst prøve at løsne dig fra din indre binding til hende og sige: ”Mor, du gjorde mange gode ting. Men du er ikke nogen helgen. Jeg vil ikke længere bære din komplicerede sorg. Jeg vil ikke længere påtage mig skyld for det med mormor, bare fordi du på grund af omstændighederne ikke var til stede ved hendes død.”

Vi tænker også, at du må dele disse ting med gode venner i din egen generation. Opsøg gode mennesker, som kan snakke om det virkelige liv, og hvor alvor og glæde følges ad. Vi synes også, at du skal besøge din læge igen og få undersøgt, om du har en depression og i hvilken grad. For en sådan kan behandles, ofte med en kombination af samtaler og anti- depressiv medicin. Er man deprimeret, kan man let få de samme negative og selvanklagende tanker igen og igen. Klistertanker kalder vi dem. Og det er, som om du skal have hjælp til at forlade dem og få nye tanker og nye perspektiver.

Mange hilsener