Prøv avisen
Allehelgensklassiker

Præst: Sorg kan skabe stærkere bånd mellem mennesker

”Hvis min overlæge dengang havde ordineret en psykolog, havde det måske afholdt mig fra som ung sygeplejerske at være hos de sørgende med nærvær og omsorg,” siger Tine Vængtoft Kristensen, som i dag er sognepræst. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Præst og sygeplejerske Tine Vængtoft Kristensen undrer sig over, i hvor høj grad død og sorg er tabuiseret. Hun er bekymret for, at samtalen om sorg bliver henvist til fagfolk, og hun ser allehelgensgudstjenesten som et vigtigt ritual i en sorgforskrækket kultur

Invitationerne til gudstjenesten allehelgen er for længst sendt ud til efterladte, og sognepræst Tine Vængtoft Kristensen har hørt fra flere, der kommer til allehelgensgudstjenesten i Grøndalskirken i det nordvestlige København. Det er en søndag, hvor kirken typisk er velbesøgt, og ifølge Tine Vængtoft Kristensen tilbyder folkekirken den dag et afgørende ritual i en kultur med et forskrækket forhold til sorg og død.

Læs også: Sådan støtter du bedst et menneske i sorg

”Vi ønsker ikke at komme af med sorgen, for den er kærlighedens pris, men vi går ud og ind af sorgprocessen og ønsker at kunne leve med den og bære de døde med os og tale med dem. Kristendommen tilbyder mennesker at eksistere i en virkelighed, som frisætter dem fra de mest selvkredsende tanker, så der bliver plads til at leve både med fortvivlelsen, troen og håbet.”

Hun er bekymret for, at samtalen om sorg i disse år bliver underlagt en professionalisering. I 2014 blev hun ordineret præst og kom til Grøndalskirken, men inden var hun i næsten 20 år sygeplejerske på intensivafdelingen på Rigshospitalet i København.

Som ung sygeplejerske bad hun en overlæge om at hjælpe en familie i sorg med kontakt til en psykolog. Overlægen afviste og bad hende i stedet gå ind til de sørgende med nærvær og omsorg. Det blev et vendepunkt.

”Jeg følte ikke, at jeg som sygeplejerske var dygtig nok til at være i al den sorg. Jeg syntes, man skulle prøve at løfte sorgen væk fra de efterladte. Jeg kunne tilbyde kaffe, men hvad kunne jeg ellers?”.

”De fleste sørgende har ikke brug for en terapeut, men de har brug for et medmenneske, der tør være i det, som er svært. På sådan en hospitalsstue kan der være såvel sorg som vrede. Det er store følelser, man bliver konfronteret med, og man må være modig og spørge sig selv: Hvad er det værste, som kan ske? Jeg har prøvet at blive overfuset og skældt ud af pårørende, men det, som får os til at trække os som medmennesker, er typisk, at vi kommer i kontakt med, at vi selv kunne være dem, som sad ved det døende barn eller ægtefælle.”

Hun beskriver arbejdet på intensivafdelingen som en hverdag med fokus på håbet om overlevelse for patienterne, hvor døden tit havde det med at fylde som noget usynligt i rummet.

”Succeskriteriet er at overvinde døden, men jeg oplevede, at hvis jeg åbnede op for samtalen om døden, kunne det give flere ressourcer, fordi tankerne om døden fyldte, selv om de ikke talte åbent om det.”

Hun videreuddannede sig til intensivsygeplejerske, men følte, at hun manglede noget for at kunne understøtte patienternes livskraft og tale med dem og deres pårørende om svære følelser.

”På vej op ad trapperne bad jeg for patienterne, når det var håbløst, og jeg oplevede mig magtesløs og mærkede, at der var brug for noget, som var større end mig, som skulle komme mig til hjælp.”

Hun overvejede at studere filosofi eller psykologi for at dygtiggøre sig som sygeplejerske. Hun læste Johannes Møllehaves ”Kærlighed og dæmoni” og blev på den måde introduceret til Søren Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger”. Da hun havde læst den, besluttede hun sig for i 2001 at studere teologi sideløbende med, at hun havde vagter på intensivafdelingen i aften- og nattetimerne.

”Hos Kierkegaard fandt jeg et alment, menneskeligt sprog, som kan bruges til at udtrykke erfaringer som afmagt, frygt og angst. Det sprog er vi generelt ikke trænet i at bruge i dag. Da jeg begyndte at læse teologi, oplevede jeg, at jeg kunne låne sproget til andre, så de fik ord til at udtrykke følelser, som de ikke tidligere kunne italesætte.”

Hun fortæller om en dag, hvor hun havde været til forelæsning hos professor Arne Grøn om ”Kærlighedens gerninger” på Københavns Universitet og cyklede over til Rigshospitalets intensivafdeling, hvor hun havde en vagt, hvor hun var sammen med en døende og hans unge hustru.

”Her mærkede jeg helt konkret, hvordan jeg i teologien fik et sprog, som jeg kunne låne til et andet menneske, der følte sig forstået og mødt.”

Tine Vængtoft Kristensen havde tænkt, at hun ville være blevet i sygeplejen, men som cand.theol. oplevede hun et kald til at blive præst. Udsigten til, at kompliceret sorglidelse i 2018 kan blive en diagnose ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fik for nylig Tine Vængtoft Kristensen til at skrive et debatindlæg.

”Det gode ved diagnosen er, at mennesker med patologisk sorg vil kunne få hjælp, men jeg ser en stor fare i, at noget så alment menneskeligt og naturligt som sorg sygeliggøres, for det kan betyde, at vi mister blikket for, hvad man kan gøre som netværk omkring mennesker, som har mistet.”

Det er Tine Vængtoft Kristensens erfaring, at sorg kan skabe nye stærkere netværk mellem mennesker. Hun har set det som sygeplejerske, og hun ser det af og til som præst.

”Vi ville få stærkere relationer, hvis vi turde dele de her stærke følelser med hinanden og ikke kun med behandlere og terapeuter. De stærke følelser har betydning for vores relationer, men det kræver, at man har tid og vilje til at være vedholdende som familie og netværk. Det kræver ikke nogen særlig uddannelse, men at vi tør være modige medmennesker.”