Prøv avisen
Spørg om livet

Man kan også sørge over drømme, som ikke gik i opfyldelse

Det er, som om jeg hænger fast i den traumatiske oplevelse, selvom jeg i dag er over 50 år, skriver Ulla til brevkassen. Foto: Arkivfoto/Nima Stock

En gammel håndboldskade præger fortsat Ulla. Ikke kun fysisk, men også mentalt, og det kan meget vel hænge sammen med uforløste drømme

Kære brevkasse

Tak, fordi I skriver om sorg, som I gør. Jeg har haft den tæt inde på livet ad flere omgange, men denne skrivelse handler om en anden form for sorg. Den opstod for mange år siden som 15-årig sportspige, hvor jeg kom til skade med mit knæ i en håndboldkamp. Et læderet ledbånd med flere meniskskader satte en brat stopper for mine drømme om at gøre sportslig karriere. Alligevel blev jeg idrætslærer, arbejdede fysisk aktivt på min mands gård indtil vores skilsmisse og hans dødsfald for en hel del år siden. Tabet af min mand betød afsked med vores fælles hjem, og samtidig mistede jeg mit arbejde på grund af stress og stod uden fast grund under fødderne med ansvaret for et barn på 11 år.

I denne turbulente tid oplevede jeg nogle voldsomme indre forandringer, der havde deres afsæt i gamle traumatiske oplevelser. Jeg skrev dem ned, efterhånden som de dukkede op, og jeg følte, at det lykkedes mig at frigøre mig fra fortidens fortræd. Kun ét traume må jeg fortsat kæmpe med: mine nu nedslidte knæ.

Jeg er blevet tilbudt udskiftning af begge knæled, og jeg har deltaget i et vigtigt træningsforløb, alt sammen uden, at det løste mit helt fundamentale problem: sorgen over mine manglende fysiske kompetencer. Jeg ved godt, at det kan være et luksusproblem, når jeg ser andre bevæge sig rundt med proteser, men det løser ikke mit problem. Det er, som om jeg hænger fast i den traumatiske oplevelse, selvom jeg i dag er over 50 år. Jeg har talt med min læge om det og har fået en henvisning til en psykolog, men kan ikke overskue det. Hvem har indsigt i netop mit problem?

Noget af det, som jeg har fået ryddet op i, har været selvdestruktive tanker fra mine ungdomsår, men der er måske også en gammel rest af en ikke særlig voldsom anoreksi. Den er forbundet med min mor, som jeg synes jeg egentlig er fint afklaret med, men jeg kæmper med at genfinde den fysiske balance, som bestemt ikke forbedres af, at jeg i de forløbne år har taget 10 kilo på. Jeg ved, at jeg skal passe på med asketiske madindtag, og at jeg ”bare” skal indtage mindre, end jeg forbrænder, for at tabe mig, men over det hele svæver ubehaget ved bevægelse, der relaterer sig til mine knæ.

Hvordan genfinder jeg den fysiske balance? Hvad kan I råde mig til? Jeg planlægger et besøg til den idrætshal, hvor jeg pådrog mig skaden, idet jeg ikke har været på stedet siden dengang. Jeg har en tro på, at traumer kan kureres med nænsom konfrontation, men jeg føler bestemt også, at jeg skal træde varsomt.

Jeg er i gang med en humanistisk kandidatuddannelse og er snart færdig. Jeg ved ikke rigtig, i hvilken retning mit liv skal gå efter det. Jeg vil gerne holde foredrag om frigørelse fra følelsesmæssig social arv for at blive et helt menneske, men da den viden primært baserer sig på egne erfaringer og oplevelser, kan jeg blive betænkelig ved det.

Venlig hilsen Ulla.


Kære Ulla

Tak for dit brev, som vi har forkortet lidt. Vi kan læse både på og under linjerne, at der har været mange svære ting og sorger i dit liv, som du har måttet forholde dig til. Vi kan også læse, at du har taget skæbnen på dig, og at du har tilkæmpet dig et liv, hvor du endog har magtet at gå i gang med en videregående uddannelse, som du snart er færdig med.

Det aftvinger også respekt, at du i den turbulente tid efter din mands død formåede at tage mange gamle traumatiske oplevelser og forhold op – og på en måde binde dem fast ved at skrive dem ned. Det kan for nogle mennesker være en rigtig god ting at få printet sin egen historie på papir. Ad den vej kan der komme en lidt større afstand til vigtige og vanskelige hændelser i ens liv, og det kan give en mulighed for at frigøre sig fra den dødvægt i psyken, som traumatiske forhold har efterladt.

Hvad angår dine nedslidte knæ, er det sandsynligt, at det hænger sammen med din gamle sportsskade, selvom andre forhold som arv, vægt og fysiske belastninger også kan spille ind. Mange mennesker og især kvinder over 50 har ondt i deres knæled. Når du kalder den gamle skade et traume, så er det helt til at forstå. For det var et fysisk traume. Og det var et psykologisk traume. I det følgende deler vi blot nogle tanker om det psykiske traume, uden at det skal forstås som facit.

Lever man sig ind i en 15-årig pige, der elsker at spille håndbold, er det let at forstå, at hun har drømt om en håndboldkarriere på et højere niveau, måske divisions- eller landsholdsniveau. Den pludselige skade stopper hende midt i sådanne måske hemmelige tanker. Fra omgivelserne får hun sikkert at vide, at det var synd for hende, at hun kom til skade, men at hun må være glad for, at det ikke var værre, og at hun må prøve at kaste sig over andre ting. Det gjorde hun så som idrætslærer og andre fysiske ting. Hvorfor vedblev det så at være et traume?

Måske hænger det sammen med, at den hemmelige drøm har fået lov til at leve i dig uden nogensinde at blive hørt, forstået og belyst. I den indre verden kan der måske være nogle tanker i retning af: ”Jeg kunne måske være kommet på det eller det hold og blevet en anerkendt spiller. Men det skete ikke, fordi jeg blev skadet”. Og det fortsætter og udløses igen og igen, når du mærker dine slidte knæ nu mange år efter. Og på den måde kan det blive en gentagen krænkelse af det, du drømte om.

Hvis du ikke var blevet skadet, havde du måske som 17-årig mistet interessen. Eller du havde måske opdaget som 19-årig, at du ikke var dygtig nok til et divisionshold. Eller at du ikke orkede at bruge så mange træningstimer hver uge. Vores pointe er, at så havde du gennemgået en udvikling, som forholdt dig til virkeligheden, og du skulle ikke forholde dig baglæns til en drøm.

Sorgen, tror vi, får ikke lov at slippe, så længe du ikke får drømmen og de andre svære ting op i lyset og kan slippe den. I den sammenhæng tror vi, at det er en rigtig god idé at besøge den gamle sportshal. Bare det, at du ikke har været der siden dengang, siger noget om, hvor mange følelser og tanker, der er bundet på det sted. Besøg den gerne langsomt og flere gange. Og gør brug af din læges henvisning og tag kontakt til den psykolog, som din læge hører godt om fra andre patienter. Vi tænker, at det er afgørende, at du får en at tale med over mange gange.

Måske kan det at få hjælp til sorgen omkring drømmen også hjælpe dig til det med vægt- og knæproblemer. Samtidig eller efterfølgende. Og måske er det en god idé at revidere dine forbehold ved nye knæ, især hvis dygtige kirurger anbefaler det. Til dit spørgsmål om at holde foredrag om dine egne erfaringer har du selv nogle betænkeligheder. Og så længe du har dem, er det nok ikke tiden.

Mange hilsener Annette og Jørgen