Prøv avisen
Spørg om livet

Sorgen efter tab af venner bør ikke negligeres

"Vi har mistet en håndfuld meget nære venner i de seneste år – og to af mine meget gode veninder er døde inden for det seneste halvandet år. Det har været et stort tab både for min mand og for mig," skriver en kvinde til brevkassen. Modelfoto.

To af mine nære veninder er døde det seneste halvandet år, skriver Ella, der mener, at man skal blive bedre til at spørge ind til hinanden, og hvordan det påvirker at miste også i en moden alder

Kære brevkasse

Jeg læste brevkassen for et par uger siden om det med pligten eller lysten til at deltage i begravelser for familie, venner og bekendte. Jeg har bestemt ikke noget svar på, hvilke regler der skal gælde i vores liv om disse ting. Selv tænker jeg, at jeg meget gerne vil deltage, når et menneske er gået bort, som har stået mig nær, og som jeg har en historie og et vigtigt kendskab til. Et par gange har jeg ikke haft mulighed for at deltage i sådanne gode venners begravelse, og det har jeg været meget ked af, fordi det også for en selv kan være en konkret måde at få sagt farvel, og som man kan bære med sig i sin tanke og sit minde, selvom det var sorgfuldt.

Og så deltager jeg i de begravelser, hvor jeg føler, det kan være til glæde, at man viser sin opmærksomhed. Men jeg har også lyst til at sige, at det kun er i det omfang, jeg kan magte det – for når man er oppe i årene, må man vurdere, hvor langt kræfterne rækker, og hvad der er mere eller mindre vigtigt.

Men det, jeg egentlig kom allermest til at tænke på ved læsning af brevkassen, var, at der er en ting, som jeg i min alder virkelig synes er smertefuldt, og det er at miste gode, nære venner. Jeg tror, at jeg undervurderede det, da jeg var yngre. Venner er gode mennesker, som man frivilligt har delt liv med, og som man har opbygget fællesskaber med, men som man ikke er i familie med. Jeg har ikke haft det tætteste forhold til mine to brødre og deres ægtefæller. Vi bor dels langt fra hinanden, og dels har de ikke været der i livets udfordringer og omvæltninger på samme måde, som vi har oplevet iblandt vores nære vennekreds.

Vi har mistet en håndfuld meget nære venner i de seneste år – og to af mine meget gode veninder er døde inden for det seneste halvandet år. Det har været et stort tab både for min mand og for mig. Det er mennesker, vi har delt store sorger og store glæder med, som har haft interesse for vores liv og vores børn, og som vi har kunnet være fortrolige med – også når livet ikke altid var, som man kunne ønske sig.

På en måde synes jeg, at det er mere legitimt, når man fortæller om sin sorg, når det gælder familiemedlemmer, men når det gælder venner, kan tabet være måske endnu større. Og der er rigtig mange ældre, der skal igennem den sorg, det er at sige farvel til dem, som de har delt livet sammen med, og som har været med i de lyse og mørke dage.

Jeg har oplevet det, at når jeg fortalte nogen om det svære ved at miste en gammel ven, så kom kommentaren: ”Det er jo også naturligt i den alder” eller lignende. Jeg er klar over, at det er et livsvilkår, at med alderen så banker døden og afskeden på. Men måske skulle vi alligevel blive bedre til at spørge ind til hinanden, hvad det gør ved os at miste – også i vores modne og høje alder. Lidt mere lytten og medleven tror jeg, mange med fordel kunne have glæde af. Og måske skulle vi blive bedre til at dele sorgen over det at miste livsvenner. Det er i hvert fald kommet bag på mig, hvor meget det har betydet for mig at skulle tage afsked med flere jævnaldrende gode venner.

Selv har jeg bearbejdet nogle af de meget vigtige vennetab ved at skrive om mine venner – bare til mig selv. Jeg har skrevet om, hvad de har betydet for mig, og hvor meget jeg holdt af dem, og hvor meget vi har haft tilfælles. Dels fik jeg skabt en form for taknemmelighed, som jeg kunne konkretisere på en måde, og dels var det en måde at holde mindet levende for mig selv på i tiden efter. Alt det, jeg har skrevet, har jeg læst op for min mand, som jeg heldigvis har endnu, og det har givet os anledning til værdifulde samtaler om ting og oplevelser gennem tiderne i forhold til de mennesker, der har været en vigtig del af vores liv. I et tilfælde renskrev jeg det, som jeg havde skrevet, og så sendte jeg det til min venindes datter.

Hun blev så glad for på denne måde at få fortalt om vores venskabs betydning. Hun syntes, det var sådant et vigtigt dokument om hendes mor, som hun skrev til mig efterfølgende. Og hun sagde, at dette brev ville hun virkelig passe på og bruge som minde og som eksempel på, hvad et venskab kan betyde.

Når jeg skriver nu, erfarer jeg, at jeg egentlig ikke har et konkret spørgsmål, men jeg havde bare lyst til at sige, at ældres sorg også skal tages alvorligt, og at tab af venner ikke skal underkendes. Familie har man ikke selv valgt, og venner kan komme til at betyde noget helt uvurderligt i ens liv. Taknemmeligheden, i forhold til dem, jeg har mistet i de seneste år, er i hvert fald stor, og tabet betydeligt. Hvor har jeg dog været glad for, at jeg havde disse mennesker med i mit liv.

Venlig hilsen

Ella

Kære Ella

Tak for dine tanker. Du minder os om den respekt og opmærksomhed, som ældre menneskers sorg fortjener, og at tabet af nære venner kan have en særlig betydning. I vores kultur, hvor vi flytter som aldrig før, er der mange, der ikke lige bor med sin familie i nærheden. Og venner får derfor ofte en meget vigtig rolle i ens liv. Samtidig er det ikke en given ting, at familie er nogle, som man deler et fortroligt liv med.

Man er heldig, hvis man har familie, der også er ens venner. Men det er ikke en selvfølge. Vi har i vores arbejde gennem årene været vidne til mange smerter i det område, hvor man har skullet forholde sig til, at de biologiske og familiære bånd har været udfordrende eller belastende i forskellig grad. Mange bærer på længsler helt fra barndommen og langt ind i voksenlivet.

Dit brev minder os om glæden ved venner gennem livet. Det er en rigtig fin opfindelse. Venner kan have forskellige roller og funktioner, og sammen kan de danne en palet med mange farver, som kan bidrage med livsglæde, livsmod og inspiration til et til tider udfordrende liv. Det kan være godt at fortælle om den taknemmelighed til dem, som fortsat er der.

Når vi mister noget eller nogen, der er en del af vores liv, så mister man på en måde en lille bid inde i sig selv. Og jo ældre man får lov til at blive, jo flere tab skal man igennem. Det kan være krævende at stå tilbage, når vigtige mennesker fra ens liv er draget af sted. Heldigvis minder du også om, at vi kan gemme mange ting i vores hjerte og lade det blive til taknemmelighed. Den fjerner ikke sorgen, men den kan måske hjælpe til nyt mod og ny tro på nye dage. Og taknemmelighed efterlader varme, fordi minderne kan bringe varme med sig.

Mange hilsener