Prøv avisen
Interview

Svend Brinkmann: Sorgen er nøglen til at forstå, hvad det vil sige at være menneske

Svend Brinkmanns nye bog om sorg handler om, hvad der egentlig sker med os, når vi mister en nærtstående, og hvad sorg betyder for det at være menneske. Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Vi lever i en tid, hvor alt skal kunne måles og fikses, så vi kan komme videre. Derfor sætter vi diagnoser på det, der før var livsvilkår. Men det er på tide at tale åbent om, at nogle ting i livet gør ondt, uden det behøver at være sygt, siger professor Svend Brinkmann i ny bog om sorgens væsen

Sorgen er blevet et centrum i vores tilværelse. Alene i Danmark findes cirka 500 sorggrupper og organisationer, der hjælper mennesker i sorg. Et utal af artikler, bøger, radio- og tv-udsendelser behandler løbende emnet. Og håndteringen af sorg bliver i stigende grad professionaliseret og medikaliseret. Tidligere på året gjorde Verdenssundhedsorganisationen (WHO) endda vedvarende sorg til en diagnose.

Det er på denne baggrund, at Svend Brinkmann, professor i almenpsykologi på Aalborg Universitet, står bag et femårigt forskningsprojekt om sorgens kultur og væsen. Og det er i denne forbindelse, at han nu udgiver bogen ”Det sørgende dyr.” Den ser nærmere på, hvad der egentlig sker med os, når vi mister en nærtstående, og hvad sorg betyder for det at være menneske. Hans udgangspunkt er, at vi i Danmark og globalt er på vej i en forkert og farlig retning, når sorg i stigende grad bliver sygeliggjort.

Kan man overhovedet sørge forkert?

”Det er farligt at sige, at nogen sørger forkert, for det indikerer jo, at der er en rigtig måde. Men det er rimeligt at sige, at det er en meget naturvidenskabelig tilgang, der dominerer vores syn på sorg i disse år. Der laves symptomlister, tilbydes omfattende behandlinger og vedtages diagnoser, og det er en problematisk vej at gå. Sorg er en helt særlig menneskelig følelse, der bestemt er lidelsesfuld. Og de sørgende skal selvfølgelig hjælpes. Men al lidelse er ikke noget sygeligt, der skal fjernes hurtigst muligt.”

Hvorfor egentlig ikke?

”Som mennesker har vi et enestående forhold til døden. Det ligger ikke nær så dybt i noget andet dyr og bunder i det, nogle psykologer kalder den menneskelige sans. Her er vi ved selve kernen i det at være menneske, for kun vi forstår, at vi livet igennem binder os til andre i relationer, der er dømt til at blive brudt. Vi kan lære at leve med det, men vi forstår, at tabene er uerstattelige, og netop det gør os i stand til at sørge på en langt mere indgribende måde end andre dyr.

Sorgen er på den måde et udgangspunkt ved det at være menneske og ikke blot et biprodukt ved evolutionen. Men i tidens iver efter at fikse sorgen, så vi kan komme videre, afslører vi, at vi ikke forstår, hvor dyb betydning sorgen har for os. Sorgen var den sidste erfaring, vi havde, som var lidelsesfuld, men samtidig meningsfuld og derfor friholdt fra sygeliggørelse. Det giver ikke mening at sygeliggøre det meningsfulde, men det har vi alligevel gjort på en lang række områder.”

Kan du give et eksempel?

”Et godt eksempel er angst, som gennem århundreder er beskrevet som et grundlæggende menneskeligt fænomen – ikke mindst af Søren Kierkegaard – men vi har reduceret det til en sygdom. Noget tilsvarende er sket med tristhed og alle andre store psykiatriske lidelser, der har en eksistentiel kerne i sig.

Selvfølgelig er det et fremskridt, at vi kan hjælpe så mange mennesker med deres udfordringer, og jeg vil ikke romantisere lidelsen, men der må være en grænse, hvor vi besinder os på, at der er nogle dimensioner og dybder i tilværelsen, som ikke kan forstås psykiatrisk. Sorg var den sidste, der var tilbage, og nu er den også en diagnose.”

Hvornår er vi begyndt at reducere vores eksistentielle liv på denne måde, og hvad er drivkraften?

”Det er et ret nyt fænomen. Freud understregede så sent som i 1917, at sorg ikke kan være en psykisk forstyrrelse, fordi der er en mening med den lidelsesfulde følelse, man har. Melankolien behøver ikke at være forbundet til et ydre tab og en mening, og derfor kan den være udtryk for en forstyrrelse.

Op gennem det 20. århundrede begyndte Freuds arvtagere så at foreslå, at sorg alligevel godt kunne være sygelig, og det skete som del af en bred kulturel bevægelse, som forfatteren Aldous Huxley indkapslede i sin roman ’Fagre nye verden’ fra 1932 med ordene: ’Et civiliseret menneske behøver ikke at finde sig i noget ubehageligt’.

Siden blev den opfattelse stadig mere udbredt i takt med et generelt tab af dybde i tilværelsen til fordel for et mere fladt menneske- og livssyn, hvor alt skal gøres op i lyst og ulyst. Særligt tydeligt er det blevet i diagnosesystemet, hvor man skal sætte krydser i et skema, der kun spørger til hvor meget og hvor længe, men ikke hvordan.”

Der er vel også positive ting ved, at vi er blevet mere opmærksomme på de negative sider af tilværelsen?

”Ja, dette er ikke blot en forfaldshistorie. Man har opdaget sygdomme, ingen vidste var der, og det er blevet muligt at hjælpe flere mennesker til et bedre liv. Men i det store billede er der sket en forfladigelse gennem den stadig mere kvantitative tilgang til tilværelsen. Vi har mistet meget af det rige, moralske og religiøse sprog for livets med- og modgang. Pludselig skal alt måles på skalaer med plusser og minusser, og hvis der er tilstrækkeligt med minusser, skal vi behandle.

Drivkraften er en slags sekularisering. Ikke bare er troen blevet et spørgsmål for den enkelte, det er hele den åndelige verden også. Det er et bortfald af idéen om, at tilværelsen har umålelige dybder.”

Hvordan bør vores tilgang til sorg så være?

”Det er et kompliceret spørgsmål med et ikke entydigt svar. Vi er helt klart blevet bedre til at håndtere sorg siden Freud. Han argumenterede for, at alle bånd skulle kappes til den døde, men i dag er der stærke faglige belæg for i stedet at bevare båndene.

Der er også vokset en anden sorgteori frem kaldet to-sporsmodellen. Den går imod den tidligere opfattelse af, at sorgen udviklede sig i faser, man skulle igennem. I dag tror man på, at der findes et tabsorienteret spor og et genopbygningsspor, og at det mest hensigtsmæssige er at veksle mellem de to spor.

Der er dog et indbygget dilemma i håndteringen af sorg. Tidligere var der en række ritualer, fællesskaber og traditioner forbundet med sorgen. Der var en skabelon, man fulgte, og for enden af den kunne man vende tilbage til livet. I dag er samfundet i høj grad afritualiseret, og mange vil opleve det som krænkende med en skabelon. De vil selv bestemme, hvordan de håndterer deres sorg. Så dilemmaet er: I hvor høj grad hjælper det faktisk folk at finde deres egen vej? Og hvornår kommer påtvungne skabeloner til at virke forstyrrende og indskrænkende på sorgprocessen? Der er jo både dem, der føler sig som dårlige forældre, hvis de ikke får en diagnose som følge af deres barns død, og dem, som absolut ikke vil kaldes psykisk syg.”

Så hvor finder vi den bedste balance?

”I mine øjne skal den ideelle verden findes et sted mellem slet ingen skabeloner og de påtvungne skabeloner. Ingen skal se ned på dem, der sørger på en anden måde end de fleste, men samtidig skal der stå folk klar til at hjælpe, hvis behovet er der. Hjælpen skal dog have karakter af vejviser og ikke fastlagte spor, som jeg mener, diagnoser er.”

Der er jo mange varianter af sorg lige fra den naturlige til den meget komplicerede, som ifølge den officielle sorgdiagnose indebærer ”en klinisk signifikant nedgang i vigtige funktionsområder i minimum seks måneder”. Hvis man er fastholdt i sådan en sorg, kan man så ikke have glæde af den mere fokuserede hjælp, der som regel følger med en diagnose?

”Man kan bestemt have glæde af hjælp og endda behandling, men det kræver ikke en diagnose. For i den diagnose ligger en forståelse af, at har man haft det virkelig svært i længere tid, må man have en psykisk sygdom. Så må noget helt grundlæggende være gået i stykker, og der mener jeg – med alle teorier om psykiske lidelser i hånden – at den automatik er der ikke.”

Fortalerne for at indføre en sorgdiagnose siger jo også netop, at de ikke ønsker at sygeliggøre sorg generelt. Diagnosen er til de cirka 10 procent, der oplever vedvarende sorg, og som måske kan undgå at blive fejlbehandlet for eksempelvis depression, hvis de i stedet får en specifik sorgdiagnose. Så er der vel ikke nogen automatik?

”De har helt sikkert en god pointe i forhold til overbehandling. Flere studier tyder på, at behandler man folk i almindelig sorg med psykoterapi, kan man forstærke sorgen. Men den vigtigste diskussion handler om, hvem de 10 procent er. Diagnosen siger, at det er dem, der har haft funktionsnedsættelser i mere end seks måneder. Men hvorfor lige seks måneder? Og hvad er det, de mener, der er gået i stykker og ikke duer mere? Nogle psykologer tror på, at mennesket består af indre mekanismer, som faktisk kan gå i stykker, men sorg er et biprodukt af kærlighed, og det er ikke i sig selv sygt at sørge. Det kan godt medføre en langvarig lidelse, som kræver hjælp, og det egentlige spørgsmål er derfor: Hvilken slags hjælp? Skal det nødvendigvis være psykiatrisk hjælp og medicin? Der findes sorggrupper, sjælesorg og alle mulige andre projekter, som hjælper uden at føre den sørgende ind under psykiatriens faner.”

Men hvad er faren ved at bruge en diagnose?

”Min frygt er, at vi med den nye sorgdiagnose i hånden netop kommer til at glemme alle de andre veje at gå med sorg, især de mere eksistentielle og fællesskabsorienterede. En diagnose indkapsler sorgen i den enkelte, for det er kun den enkelte, der har diagnosen.

Desuden vil der ske det, som er sket så mange gange før: når en menneskelig tilstand først får en diagnose og bliver kategoriseret som en psykisk sygdom, følger screeningerne, behandlingerne og medicinen. Det er – eller kan være – en glidebane. Og det er helt unødvendigt, når vi taler om sorg, for jeg ser først og fremmest sorgen som et livsvilkår og ikke et psykisk problem.”

Hvorfor er det så vigtigt for dig, om der bliver sat en diagnose på folk i vedvarende sorg? Hvad er det, der er på spil?

”Jeg er meget optaget af, hvad det vil sige at være menneske. Og noget af det, der kendetegner os, er, at vi helt grundlæggende er afmægtige. Tidens mantra er jo meget i retning af, at man kan, hvad man vil, the sky is the limit, just do it! Og det kommer af en tro på, at mennesket er frit, men sorgen lærer os, at det er en løgn. Den gør det tydeligt, at vi er relationelle væsener, der kun er noget i kraft af hinanden. Vi lever i bevidstheden om, at de relationer en dag går under, og det betyder, at der er ting, vi ikke magter. Men det vil vi bare helst ikke være ved. Vi fortæller hinanden, at hvis vi ikke kan komme op på hesten igen og komme videre, er vi nok syge. Det er vi ikke, vi er bare dømt til at være det sørgende dyr, og det er vi nødt til at tale mere om, for sorgen er i centrum for det menneskelige.”

Hvis nogen siger, at du kun har det syn på sorgen, som du har, fordi du aldrig har oplevet vedvarende og kompliceret sorg, hvad er dit svar så?

”Det er jo svært at diskutere noget som helst, hvis man skal have erfaret alle holdninger på egen krop. Men jeg holder ikke bare dogmatisk på mit. Hvis alternativet er, at folk ingen hjælp får, så er det da bedre med en sygeliggørelse. Jeg håber dog at kunne få flere til at reflektere over, hvilke andre muligheder for hjælp der er ud over en diagnose. Og jeg håber, jeg kan minde flere om, at nogle ting i livet gør ondt, uden at det er sygt.

Jeg synes, det er sørgeligt, at vi har brug for en diagnose for at hjælpe folk, der har mistet. Det burde være selvfølgeligt, at mennesker kan få længere snor på arbejdet og møde forståelse hos familie og venner, i forhold til at der er ting, de ikke længere kan. Desværre har vi åbenbart brug for at legitimere de ting med en diagnose.”