Det er onsdag, og journalist og forfatter Henrik Wivel mærker forventningens glæde over weekendens gensyn med sønner og børnebørn. Der er også en planlagt middag hos et vennepar i ugen efter, som han ser frem til, men så går hans forventning og planlægning heller ikke meget længere frem. Sådan er det blevet. Han har ikke lyst til, at det skal være sådan, men det kan ikke være anderledes.
Da hans elskede gennem 44 år, Birgitte Wivel, blev syg af kræft og døde for et halvt år siden, kom der en uforudsigelighed og en vilkårlighed ind i hans liv. Den gør det svært at lægge langsigtede planer. Til gengæld forsøger han at være meget til stede, lige der hvor han er. For livet er dyrebart, og vi har en forpligtelse til at forsøge at være i det, også når det er allersværest. Det mener han, og det efterlever han.
Ramt af en af forårets første skarpe solstråler sidder han derfor i sin stues karnap og hælder te op i musselmalede kopper og serverer de der særligt velsmagende hindbærsnitter med dobbelt lag syltetøj og rigeligt glasur, mens han fortæller om den sorg, han skal leve med resten af sit liv. Ikke fordi han vil ynkes, intet kunne ligge ham fjernere, men fordi sorgen, trods al sin tristesse, også kan være smuk. Og det vil han gerne, at andre også skal forstå.
”Sorg er en smuk følelse, fordi den udspringer af kærlighed. Man kan sige, at sorgen er kærlighedens og glædens pris. Har du elsket, så vil du også føle sorg,” siger 62-årige Henrik Wivel og citererer den svenske nobelpristager Harry Martinson, som han også gjorde, da han talte ved sin kones kiste ved bisættelsen i september:
”Enhver dyb sorg har en mistet glæde som årsag, glem aldrig det, tab aldrig det sigte af syne, lad aldrig sorgen glemme sit anliggende. Sorgen er den dybeste ære, glæden kan få.”
Birgitte Wivel var et udadvendt og uforstilt menneske, og det faldt hende helt naturligt at være åben over for andre mennesker. Sådan var det også, da hun blev syg. Intet skulle fejes ind under noget gulvtæppe. For Henrik Wivel har det været lidt sværere. Han har mange gange i livet skullet overvinde sin medfødte generthed, når han som underviser eller foredragsholder har stået over for større forsamlinger. Og det bliver ikke lettere af, at det nu handler om noget meget privat.
”Én ting er at skyde kunsten og litteraturen ind som mellemled, som jeg gør som kritiker, forfatter og foredragsholder. Det her er anderledes ufiltreret og sårbart. Det er en viljesakt for mig at tale åbent om Birgttes sygdom og død. Men jeg er blevet glad for åbenheden, og da en af mine bedste venner for nylig sagde: ’Henrik din følsomhed er din styrke,’ var det noget af den bedste ros, jeg har fået på det seneste.”
Den første reaktion var chok og stor fortvivlelse, da Birgitte Wivel fik konstateret lungekræft i et fremskredet stadium. Hun, der var folkeskolelærer og blandt andet underviste i idræt og svømning, var i super god form og ikke-ryger, så sygdommen forekom helt uforståelig.
”Birgitte var sej og kunne tackle det meste, men i ugerne efter at sygdommen blev konstateret, var der øjeblikke af fuldstændig sammenbrud og afmagt. Det var meget voldsomt at stå ved siden af. Der er ingen trøst, så man forsøger jo at lindre på en eller anden måde, men man kan ikke nå et menneske, der er så fortvivlet. Efter kort tid kom sejheden tilbage, hun blev meget stoisk, og jeg har ikke set hende græde siden. Hun gik fuldstændig ind i behandlingen. Som en besværgelse blev vi ved med at sige til hinanden, at det godt kunne være, vi fik et par år mere sammen, men dybest set vidste vi begge, at det nok ikke var tilfældet,” fortæller Henrik Wivel.
Han fulgtes med sin kone til alle samtaler og behandlinger, og de tilbragte mange, mange timer i deres Østerbro-lejlighed i København med at tale om det lange liv, de havde haft sammen.
”Jeg er meget taknemmelig for, at vi fik tid til at sige ordentligt farvel,” siger han.
”Det står i vielsesritualet, at man skal være sammen i medgang og modgang, men at være ved Birgittes side var noget, der kom helt af sig selv. Flere sagde til mig, at jeg ikke kunne holde til at gå med til alle kemobehandlingerne, men det gjorde jeg, og det var slet ikke det, der var det slemme.”
Der gik 14 måneder fra diagnose til død. Den sidste uge tilbragte Birgitte Wivel, der blev 64 år, på Hospice Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.
Den fælles beslutning om åbenhed havde blandt andet den positive effekt, at mange mennesker tilbød deres hjælp.
”Vi har oplevet en deltagelse og omsorg, som virkelig får en til at tro på det gode i menneskene. Sammen blev vi inviteret meget ud, og det er fortsat, efter at jeg blev alene. Her det første halve år har jeg vel været til middag hos venner to-tre gange om ugen. Nu er det ved at ebbe ud, og det er fint, for nu kan jeg meget bedre tackle situationen og leve med den.”
Åbningen ind til sorgen får endnu et udtryk, når Henrik Wivel på onsdag udgiver sin danske oversættelse af svenske Bodil Malmstens digtsamling ”Det her er hjertet” med sit eget personlige forord på Kristeligt Dagblads Forlag. Han faldt tilfældigt over digtene nogle uger efter Birgittes død, hvor han sad og passede sit hverv som redaktør af Nordisk Tidsskrift. Digtene var da for nylig udkommet i Sverige, og da han begyndte at læse dem, var der umiddelbart noget, der vakte genklang hos ham. Bodil Malmsten (1944-2016) levede en lang årrække sammen med billedkunstneren Peter Csihas, som døde i 2011. Hun ønskede ikke, at digtene skulle læses selvbiografisk som en elegi over den elskedes død, men som almene i deres erfaring.
”Det er prosadigte, som har noget usentimentalt over sig, og jeg kunne lide dem med det samme. Forfatteren har det her billede af hjertet, der kommer ud af rytme og går i stykker. Ved blandt andet at bruge sådan en anatomisk metafor holder hun en dejlig blanding af følsomhed og nøgternhed hele vejen igennem. Jeg kan godt lide, at det ikke bliver for sørgeligt og overladet med følelser, men sådan går mere direkte på,” siger Henrik Wivel, der betegner arbejdet med digtene som”decideret rart” i netop den tidlige fase af sorgen.
”De berørte mig, og jeg vil tro, at det var en form for sorgbearbejdelse at oversætte dem. I hvert fald var det en sprogliggørelse af nogle følelser, som var naturlig for mig. Jeg er ikke skønlitterær forfatter og føler derfor, det ville være et noget hasarderet projekt selv at skrive lyrik. Men det her kunne jeg gøre med ført hånd og alligevel gøre ordene til mine egne.”
I forbindelse med en lille sammenkomst efter nedsættelsen af Birgitte Wivels urne på kirkegården i Vordingborg, læste han et par af de oversatte digte op. Det viste sig at tilhørerne der, blev lige så berørte af digtene, som han selv gjorde, og det var for Henrik Wivel et vink om, at digtene burde ud til en større kreds.
”Der kommer utrolig meget faglitteratur og selvhjælpsbøger af psykologisk tilsnit om sorg, som jeg ikke tror vil hjælpe mig. Det jeg så godt kan lide ved skønlitteratur og især ved lyrikken, er, at det er et åbent og uafsluttet sprog. Du kan selv digte med og lægge betydninger ind, du får ikke det hele forklaret. I den sorg, jeg bærer, har jeg ikke brug for at få forklaret alting, men mere brug for at nogen sætter ord på de følelser, jeg selv går rundt med, og derefter lader mig selv konkludere. Lyrik er en intens beskrivelse af følelser, derfor er poesi ideelt til mennesker, der er i sorg,” siger Henrik Wivel og fortsætter:
”Der er ingen retningslinjer om, at nu skal du gøre sådan og sådan for at komme igennem det her. Kunstens sprog er åbent, og derfor tror jeg, det passer mange mennesker, som ikke vil have faste anvisninger eller forklaringer på, hvorfor de har det sådan og sådan, og hvad de skal gøre for at komme ud af det. Man skal leve med sorgen og se den levendegjort. Kun tiden kan læge, og sorgforløb er meget individuelle.”
Der er flere ting hos Bodil Malmsten, Henrik Wivel ikke kan genkende. Han kan eksempelvis ikke spejle sig i de passager, hvor hun skælder ud på verden. En sådan vrede har han ikke, men til gengæld har han fuld sympati for hendes tanker om det meningsløse i at gå til sorgcoach og hendes beskrivelser af dødens endelighed og tavshed. Og så skriver hun godt om skylden, synes han.
”De fleste efterladte føler skyld, og sådan har jeg det også. Jeg søger en mening med, at Birgitte skulle dø og spørger mig selv, om jeg måske har budt hende for meget, og om jeg har været god nok. Skyldfølelsen er motor i, at man hele tiden forsøger at finde årsager til sygdommen og en eller anden form for mening, så vi ikke er fuldstændig prisgivet vilkårligheden. Det siger jeg helt uden koketteri eller ynk, for jeg mener, at skyldfølelsen er reel og en nødvendighed. Et eksistensvilkår.”
Henrik Wivel ser, ligesom Bodil Malmsten, døden som udtryk for en transformation, som ikke kun gælder den døde, men også den efterlevende.
”Ingenting bliver det samme, der er et før og et efter. I et ægteskab deler man ansvaret, nu skal jeg træffe alle beslutninger selv. Det positive er blandt andet, at jeg er kommet tættere på vores børn. Birgitte var den, der oftest tog initiativ til, at vi skulle ses, og satte scenen for det. Nu har jeg fået en mere direkte relation til dem, men har samtidig også overtaget alle bekymringerne,” siger Henrik Wivel med et smil.
Birgitte Wivel brugte i timerne før sin død sine allersidste mentale kræfter på at forklare, at livet havde dannet en meningsfuld cirkelbevægelse for hende. Det var ifølge Henrik Wivel meget bevægende. Hun var ikke noget religiøst menneske og talte aldrig om et eventuelt efterliv, for det troede hun ikke på. Det, hun var optaget af, var børnenes og Henriks liv, når hun var borte.
Selv har Henrik Wivel, med egne ord, krabbet sig sidelæns ind på den kristne tro, i kraft af at han har beskæftiget sig med kunst og litteratur hele sit liv. I den sammenhæng kan man ikke tænke sig uden om kristendommen, da 90 procent af vestlig kunst hviler på kristne myter, mener han.
”Jeg har det rigtig fint med kristendommen, men nogen overbevist troende ved jeg ikke, om jeg nogensinde bliver. Jeg tror ikke på Gud, men på Guds virkningshistorie, som man kan se i alle de smukke værker og fortællinger, der er skabt i hans ånd,” siger han.
Han sad i 10 år i Salmebogskommissionen og holder meget af at synge salmer. Til Birgittes bisættelse havde han blandt andet valgt B.S. Ingemanns ”Nu titte til hinanden”, som hun selv holdt meget af, og som han synes rummer sødmen i hendes væsen.
”Den salme har den der helt utrolige linje med, at Gud ånder på øjet, når det græder. Det er uden sammenligning det smukkeste forløsningsbillede i dansk poesi nogensinde. Jeg får tårer i øjnene bare ved at sige det.”
Birgitte er i Henriks Wivels tanker hver eneste dag. Han kan savne hendes vidunderlige smil og episoder af deres liv sammen. Det er trøstende at tænke på og fylder ham med taknemmelighed. Men han savner hende ikke længere fysisk og ser ingen mening i at ønske hende tilbage.
”Da Birgitte levede, savnede jeg hende altid forskrækkeligt, når jeg var væk fra hende i længere tid. Men nu synes jeg ikke ’savne’ er det rigtige ord længere, for når noget er endeligt, giver det ikke mening at savne. Det er slut.”