Prøv avisen

Lone Frank: Jeg kommer aldrig igennem sorgen over min mands død

Lone Franks mand, Morten Malling, donerede sin krop til Panum Instituttet, da han døde. I månederne efter hans død sad Lone Frank på et kontor på instituttet og skrev sin nye bog . Foto: Leif Tuxen

Videnskabsjournalisten Lone Frank er aktuel med ”Lystens pioner”, som hun kalder sin ”hidtil bedste bog”. Men hun kan næsten ikke huske, hvordan hun skrev den - i sit livs sorteste måneder efter sin mands død

”Det skulle have været det bedste år i mit liv,” siger videnskabsjournalisten Lone Frank og lader sætningen hænge længe i luften.

”Hvis jeg havde troet på Gud, ville jeg nok rette min vrede mod ham over det, der er sket. For det virkede så uretfærdigt, at Morten skulle dø så tidligt. Kort efter måtte jeg også finde et andet sted at bo, fordi han ikke havde nået at skrive testamentet under. Men jeg tror altså ikke på Gud, så nu har jeg bare måttet lade vreden dø langsomt ud af sig selv. Og jeg er faktisk underligt nok ikke bitter,” siger hun og tilføjer:

”Hvordan kan man også være bitter over sin skæbne, hvis man tror, at vi dybest set ikke er andet end tilfældigheder? Jeg tror på den mening, vi selv kan give livet gennem kunst, videnskab og kærlighed. Men jeg tror ikke på meningen. Ingenting er dybest set større end den biologi, kemi og fysiologi, vi består af. Og når vi dør, er der kun et tomt hylster tilbage. For jeg tror desværre heller ikke, at sjælen er mere end den kemi, den består af. Men jeg indrømmer gerne, at det er svært at tænke på, at ens elskede er væk og aldrig kommer igen. Det har jeg stadig svært ved at acceptere. Og det kommer jeg mig heller aldrig over.”

Året, Lone Frank troede skulle blive det lykkeligste i hendes liv, var 2014.

Hun husker stadig, hvordan hun cyklede glad hjem til parrets store lejlighed på Frederiksberg og fortalte sin mand, Morten Malling, om, hvordan hun som aftalt var gået ind på sin chefredaktørs kontor på Weekendavisen og havde bedt om et helt års orlov til at skrive sin næste bog.

Den skulle handle om intet mindre end et overset kapitel i videnskabens historie, som Lone Frank var faldet over under research til en avisartikel. For sådan havde hun opdaget den amerikanske psykiater Robert Heath, der allerede i 1950 eksperimenterede med at sætte elektroder dybt ned i levende menneskers hjerner for især at forsøge at helbrede skizofreni.

Heaths metoder bliver igen brugt - faktisk vælter de ind i psykiatrien, hvor de betragtes som det nye store håb for alt fra depression til tvangstanker.

Men mens Heaths metoder altså er mere udbredte end nogensinde, er den visionære videnskabsmand i dag nærmest helt glemt, og i hvert fald er han mest kendt for at gå for vidt. Det var, da han i 1972 forsøgte at omvende en ung homoseksuel mand ved at påvirke hans lystcenter med elektroder, mens patienten som en del af eksperimentet havde besøg af en kvindelig prostitueret.

Det var det kontroversielle forsøg, Lone Frank først havde læst om. Men siden fandt Lone Frank altså ud af, at Heath var et overset geni, der var forud for sin tid. Nu ville hun nå at møde de sidste af Heaths kolleger, der stadig levede.

Og endorfinerne holdt altså en velfortjent fest i hendes egen hjerne, da hun overbragte sin mand, Morten, nyheden om, at orloven til at skrive om Heath var gået igennem.

Parret havde trods succes på hvert sit felt - hun som videnskabsjournalist, han som it-udvikler - gennem 13 år forstået hinanden med en ”fælles stoisk, pessimistisk livsholdning om, at glasset altid er halvt tomt”, men den aften skålede de i fyldte vinglas, mens de talte om, hvor fedt det ville blive, at hun kunne gå derhjemme og hygge sig med at skrive sin bog, mens de to ville have masser af tid til hinanden, og hun måske også kunne få mere tid til at male lidt i fritiden.

”Nu skulle jeg endelig nyde livet lidt i stedet for at presse endnu et bogprojekt ind mellem avisens deadlines. Og i februar 2014 rejste jeg til USA for at møde de 90-årige pensionister, der havde arbejdet med Heath som unge,” fortæller Lone Frank.

Hun havde ovenikøbet fået nok midler fra Velux Fonden til at skrive bogen på et kontor på Panum Instituttet, så hun kunne skrive om den oversete forsker i et forskningsmiljø.

Nu er bogen netop udkommet under titlen ”Lystens pioner”, men selvom hun kalder den sin hidtil bedste bog, blev det ikke den fest at skrive den, som hun havde forestillet sig.

”Jeg nåede kun at skrive halvandet kapitel, før min verden væltede, efter at Morten var til en rutinescanning. Han var sådan set kendt fri for den tarmkræft, han havde fået et år inden. Men nu havde den spredt sig til stort set alle organer og knogler og knoglemarv. Det var ligesom at få en håndgranat i hovedet. Jeg gik i gang med at undersøge, hvor han kunne blive behandlet. Jeg syntes, at det gik ufatteligt langsomt med at få ham i behandling, og jeg blev mere og mere desperat. Og han blev hurtigt enormt syg. Han havde metastaser i huden, og det gør sindssygt ondt, så han blev simpelthen lynhurtigt sengeliggende.”

Drømmeprojektet var blevet erstattet af et mareridt, hvor hun måtte passe sin 56-årige mand i stedet for at skrive bogen, der virkede mere og mere ligegyldig for hende.

”Morten blev dårligere og dårligere i løbet af det næste halve år. Han gik og faldt om derhjemme og kom en gang i mellem på hospitalet fuldstændig konfus af infektioner. Til sidst kunne han ingenting, og så døde han pludselig under en infektion. Jeg havde talt med lægen på palliativ afdeling, og han havde sagt, at der nok ville gå flere måneder, før Morten døde, men pludselig ringede de til mig klokken syv om morgenen og sagde, at de nu ikke kunne afvise, at han var døende. Da jeg kom derop var han bevidstløs, og han vågnede ikke igen. En sygeplejerske gav ham en morfinsprøjte, og så gik der meget kort tid, og så var han død.”

Lone Frank reagerede spontant ved at begynde at kaste med møblerne, så afdelingen tildelte hende hurtigt en psykolog, som hun har haft mange samtaler med siden, fortæller hun.

”Ingenting har slået mig mere ud end Mortens død. Min mor døde også af kræft, da jeg var 18 år, det var da også hårdt, ligesom jeg savnede min far, efter at han døde, men det var værre at miste min elskede. Det var netop som at miste en del af mig selv. Morten var også mit sidste store livsvidne. Og det er mærkeligt, at jeg nu kun har min kat tilbage som det eneste levende væsen fra mit gamle liv. Det eneste positive, man kan sige om det, er, at det værste nu er overstået i mit liv. For jeg har allerede mistet min elskede. Og det er på en måde en lille trøst.”

Morten var heller ikke religiøs. I sine papirer havde han endda skrevet, at han var ”antiteist”, og han havde heller ikke ønsket en kirkelig begravelse, hvor ”man skulle give en eller anden fremmed præst, man ikke kendte, nogle stikord til begravelsestalen”, som Lone Frank siger:

”Den skik har jeg aldrig forstået, og jeg holdt også talen selv, da min far døde. Det gjorde jeg også for Morten. Jeg havde inviteret hans venner og familie via hans Facebook-profil til at komme forbi hospitalets kapel. Det skulle gå stærkt efter hans død. For han havde ønsket at donere sin krop til de studerende på Panum Instituttet. Det havde jeg det sådan set fint med, for jeg ville heller ikke forbinde ham med en grav. Jeg bærer i stedet rundt på mine døde inde i mig selv. Og sådan går jeg også rundt og mindes Morten hele tiden.”

Efter Mortens død anbefalede flere venner og kolleger hende at begynde at arbejde igen så hurtigt som muligt:

”Det var utroligt, som alle sagde, at jeg skulle få mig en hverdag. Men det kunne jeg ikke. Jeg var totalt smadret, så jeg bad om orlov et halvt år uden løn, for jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ville kunne lave noget som helst fornuftigt på avisen.”

Det næste halve år husker hun som en tåge, hvor hun prøvede at huske at spise og prøvede at huske at købe ind, men køleskabet var konstant tomt.

”Jeg følte mig totalt mørbanket, som om nogen havde stået og slået på mig. Jeg kunne ingenting. Jeg kunne ikke tænke, men var hele tiden ked af det. Og jeg havde absolut ikke lyst til at leve, men alligevel endte jeg med ikke at spise resten af Mortens morfinpiller. Det er fascinerende, at vi på den måde har en evolutionistisk selvopretholdelsesdrift i os, når livet er mest sort. Og det var også midt i det, at manuskriptet til bogen om Heath er blevet lavet. Men jeg kan ikke forklare hvordan. Jeg kan huske nogle få møder med min første redaktør på Gyldendal, for jeg nåede at have tre redaktører, fordi de tilfældigvis sagde op en efter en. Men efter mit møde med den første redaktør kan jeg ikke huske, hvad der skete.”

En gang imellem tog hun op på Panum Instituttet for ikke at skulle sidde derhjemme, og sådan skrev hun sig tilbage til livet på det sted, hvor medicinstuderende havde overtaget Mortens krop.

”Langsomt må jeg have fået skrevet bogen, men jeg kan mærkeligt nok ikke huske hvordan. Efter mine andre bøger kunne jeg huske, hvor jeg havde været, da jeg skrev de forskellige afsnit, men da jeg læste denne bog til korrekturen, kunne jeg simpelthen ikke huske, at jeg havde skrevet den.”

Siden er hun også begyndt at arbejde som journalist på Weekendavisen igen, men selvom hun nu godt kan leve et liv med deadlines og indkøb, bliver hun aldrig den samme som før.

”I morges gik jeg og tænkte på, at man ofte siger, at man har været igennem noget, men sorg er ikke noget, man kommer igennem. Man går ind i den, og så er man et andet menneske derfra, fordi sorgen forandrer en for altid.”

Hvordan er du blevet forandret?

”Den rest af sorgløshed, jeg tidligere havde i mit liv, er forsvundet helt. Jeg er aldrig glad, uden at der under glæden ligger en sorg, for jeg bærer hele tiden rundt på mindet om Morten. På den måde lever han videre i min erindring, og jeg snakker også med ham, selvom jeg ikke tror på opstandelsen. Og selvom det gør ondt nu, synes jeg, at den kærlighed, vi havde sammen, var sorgen værd. Sorgen har vist mig, hvor meget vi var vokset ind i hinanden. Vi var begge kantede mennesker, men de kanter passede bare enormt godt sammen. Det er også derfor, at det føles, som om jeg har mistet en del af mig selv. Ingen kendte mig som ham. Han kunne læse mig med det samme og vidste præcis, hvad jeg mente, når jeg sagde noget. Og sorgen har vist mig, hvor stor den kærlighed var og er, for jeg elsker ham jo stadig,” siger hun med et smil og tilføjer:

”Hvis man skal sige noget godt om sorgen, er det, at den også har vist mig, at jeg har haft noget at være taknemmelig for i livet. Og samtidig viser den mig også, hvor ligegyldigt meget af det, jeg før har gået op i, er. Ikke mindst anerkendelse. Lige nu sidder jeg og laver oplægget til at få oversat min bog til engelsk. Det var sådan noget, jeg ville gå enormt meget op i tidligere, hvor jeg hele tiden målte min succes i forhold til andre. Og jeg har været enormt dårlig til at glæde mig over det, som jeg havde. Engang gik jeg og surmulede over, at jeg ikke havde mere succes. Så sagde en af mine venner, at mine bøger da var udkommet i syv lande. 'Jamen, så er jeg en fiasko i syv lande', svarede jeg. For sådan tænkte jeg altid, at glasset var halvt tomt. Men nu tænker jeg, at livet ikke handler om at skrabe succes og lykke til sig, men om at gøre en indsats, mens man nu engang er her. Det gjorde Robert Heath også. Han arbejdede stædigt med sin forskning, selvom han mødte stor modstand. Og han gjorde en forskel for mange mennesker, selvom han i dag er glemt. Det prøver jeg så at ændre lidt på med bogen. Men efter Mortens død tænker jeg også mere over min egen død, som jeg sådan set ikke frygter. For mig kan det tværtimod være en trøst, at mange af de problemer, jeg synes er store i dag, er glemt om 100 år.”

Gennem sin bog holder hun dog mindet i live om to mænd, Robert Heath og ikke mindst sin mand, som bogen er tilegnet med ordene: ”Til Morten Malling. Min elskede - altid”.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen