Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Spørg om livet

Sorgen kan give nyt fodfæste

Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Når vi oplever sygdom og dødsfald, kan det skabe en stor smerte. Men sorgen skaber også en erkendelse af, at livet kan favnes igen, lyder det i et svar til Sara

Kære brevkasse

Jeg læste med stor interesse jeres svar i brevkassen før sommerferien den 21. juni. I den var en bemærkning, som jeg synes var overordentlig interessant, men som bør uddybes mere. Det er der, hvor I skriver ”at sorgen på en måde er en livgivende gave, som Vorherre har givet os, for at vi kan leve videre uden dem, som vi ikke troede, vi kunne leve foruden”.

Hvad mener I med det? Jeg kunne godt tænke mig at få sat flere ord på det.

Venlig hilsen

Sara

Kære Sara

Tak for din hilsen. Hver sommer plejer vi at holde en længere pause fra brevkassen, og når vi dukker op igen i august måned, er vi spændte på, om der også vil komme breve med fortællinger og spørgsmål til os i det kommende efterår. Det håber vi meget, for selvom vi snart har bestyret brevkassen i tyve år, synes vi fortsat, at det giver mening at reflektere over livets mange forunderlige, vanskelige og smertefulde ting sammen med læserne.

Dit spørgsmål har ligget der og på en måde givet ekko i en fin lille oplevelse, vi havde i sommer. Den vender vi tilbage til. Når vi siger, at sorgen på en måde er en gave fra Vorherre, betyder det, at uden sorgens mulighed, sorgens kommen til os eller sorgens gave, ville vi ikke kunne klare at gå igennem livets mest smertefulde ting som det at miste helbred eller miste en af de kæreste mennesker, der har været i vores liv. Sorgen hjælper os til ikke at blive endegyldigt knuste over vores tab.

Erfaringen hos mange af os er, at vi måske engang i vores liv har oplevet et meget stort tab af en ægtefælle, et barn, en forælder eller noget andet dyrebart, hvor vi i meget lang tid levede i en tilstand, hvor vi var helt overbeviste om, at vi aldrig i dette liv mere ville kunne få en glad dag eller komme til at le og glæde os igen. Og så må man erkende efter et stykke tid og nogle gange efter meget lang tid, at man kom til at opleve glæde og livsmodet igen. I begyndelsen måske bare i små korte øjeblikke, men efterhånden mere og på en anden og ny måde.

Hvad var der sket? Jo, det var sorgen, der var kommet til os og havde gjort sin vigtige gerning. Sorgen var måske meget stor og overvældende og meget smertefuld, og samtidig blødgjorde den vores indre tilknytning til det eller den umistelige, så vi langsomt kunne give slip og få et nyt fodfæste og nye erkendelser at gå videre på sammen med dem, der fortsat var der. Så i den forstand er sorgen livgivende og bringer os efter en tid ind i et nyt land. Ikke forstået på den måde, at sorgen ikke er en del af os mere, eller at den indre tilknytning forsvinder, men at man trods tab og trods smerte kan erfare, at livet kan favnes igen.

Tilbage til den lille oplevelse. Vi var på tur i Norge og besøgte gode venner på Modum Bad for få uger siden. Det var det sted, vi boede i fem år for snart mange år siden. Modum Bad er et psykiatrisk hospital for mennesker med angst og depression, svære traumer med videre. Hospitalet ligger ude i en smuk skov 80 kilometer fra Oslo. På Modum Bad finder man blandt andet også Sjælesorgsinstituttet, hvor hvem som helst fra hele verden kan komme i kortere eller længere tid og få hvile, samtaler og ny inspiration.

Mellem Modum Bads bygninger og Sjælesorgsinstituttet findes en fin lille sø som kaldes ”det sorte hav”. Og der på vejen mellem de to institutioner mellem træer og vandløb og med en skovbund fyldt med lyng og tyttebær finder man noget, der hedder ”poesi-stien”. Man går langsomt fra sted til sted mellem træerne og finder forskellige poster med digte og gode ord, som er sat fint op, så de, der kommer forbi, kan stoppe op og få ord med til refleksion på den videre vandring. I en periode bestod poesi-stien af gode citater fra kendte forfattere. Lige nu er det forskellige patienter, der anonymt har lagt deres tanker ud på poesi-stien. Der var mange gode og vigtige ord. Og så var der et bestemt digt, der fik os til at tænke på dit spørgsmål:

”Lån mig dine tårer

for jeg er en udtørret brønd

Lån mig dine tårer

for jeg tørster

efter grådens velsignede regn

Jeg vil sejle af sted

på et hav af tårer

til landet jeg forlod

landet jeg aldrig

kan vende tilbage til

Men i gråden

vil jeg alligevel drage dertil

på et hav af tårer

Tør ikke tårerne bort

som rinder

ned over dine kinder

Lad dem strømme

som en rensende regn

fra en åben himmel.”

Sorgen handler på forskellig vis om at give udtryk for det, der er hændt os og give det gode rammer og gode betingelser. Det handler blandt andet om at finde ord og klage, som kan deles med andre. Eller som måske kan råbes til Gud. Sorgens udtryk er også gråd. Alt for ofte bliver sorgen og sorgens tårer undertrykt og tørret bort.

Men at græde er godt og sundt og rensende, og når man græder sammen med gode mennesker, kan det midt i det smertefulde også opleves som en lettelse. Faktisk er gråden med til at mindske stresshormoner og aktiverer beskyttende stoffer i kroppen. Så når sorgens gråd får lov at rinde, kan man opleve sig mere rolig og afslappet efterfølgende.

Både nye og måske gamle hengemte sorger vil have godt af at blive taget vare på og blive udtrykt i en god sammenhæng, så det, der smerter, kan komme ud i den friske luft og langsomt åbne for nye fremtidshåb og glæde i krop og sind.

Mange hilsener