Prøv avisen
Spørg om livet

Jeg føler mig helt alene med sorgen efter min mands pludselige død

I sommer mistede jeg min mand uden varsel. Han var midt i 60'erne, og vi havde kun kendt hinanden i 14 år, fortæller Mille. Modelfoto.

Efter sin ægtefælles pludselige død er en brevskriver nu i vildrede om sit videre liv. Hun er ensom og afhængig af hjælp - måske er det tid til at flytte

Kære brevkasse. I sommer mistede jeg min mand uden varsel. Han var midt i 60'erne, og vi havde kun kendt hinanden i 14 år.

Desværre vil hans søskende ikke tale om det, og det er frygteligt hårdt for mig, at de bare lukker af, når jeg prøver at tale om ham.

Jeg er tilflytter og kender ikke mange ud over familien, så jeg er meget ensom. Jeg går fortsat til psykolog og har lige sluttet i en sorggruppe.

Jeg er desværre en del afhængig af andre, da jeg efter nogle blodpropper i hjernen ikke må køre bil. Har I nogle tanker om min situation?

Venlig hilsen

Mille
 

Kære Mille

Tak for dit brev. Det er meget svært at miste en god ven og ægtefælle. Det kan opleves som en amputation af en væsentlig del af livet, og man kan opleve sig næsten handicappet og dybt påvirket på krop og sjæl i lang tid.

Når du samtidig fortæller, at det kom uden varsel, forstår vi, at du fra den ene dag til den anden blev kastet ud i en form for choktilstand, hvor man kan opleve afmagt og tab af mange af de måder at tackle livet på, som man ellers har erfaring og fortrolighed med.

Mange kan sammenligne det, som du har oplevet, med et jordskælv, hvor grundvoldene vakler, og hvor huset, man bor i, begynder at ryste, sådan at nogle af væggene og de vante rum falder sammen.

Det er godt at høre, at du har søgt hjælp. Vi håber for dig, at det har været en støtte og en lindring at være i en sorggruppe. For det kan være godt at møde andre, som også har prøvet at miste, og som kender til sorgens mangeartede følelser. Det modvirker oplevelsen af at være forkert.

Og samtidig er det ofte håbefuldt at være i en sådan gruppe, ikke kun fordi der er så meget, man kan genkende, men også fordi forskellighederne kan give idéer og tanker om, at noget kan ændre sig til det bedre. Det er også lettere at få fat i latter og humor igen, når man er sammen med nogle, som på egen krop kender til den dybe sorg. Sorrig og glæde de vandre til hobe, som Kingo siger det.

Vi kan forstå, at du og din mand blev gift i en godt voksen alder, og at du måske var midt i livet, da du flyttede til hans hjemegn, hvor hans søskende og familie også bor. Der har du så boet sammen med din mand i 14 år.

Måske bliver det spørgsmål langsomt mere påtrængende for dig, hvordan du skal kunne leve videre der, nu hvor din mand ikke længere er der. Ordet tilflytter, som du bruger i dit brev, har måske ikke været andet end et hyggeligt ord, mens din mand levede.

Men nu, hvor han er væk, fylder ordet måske på en anden måde og får en anden klang, især når du oplever, at kontakten eller den trygge samtale med din mands søskende ikke rigtig er der. Det er trist at høre, at hans søskende lukker af og ikke vil snakke om din mand eller om det, som er sket.

Og det kan være svært at finde grunde til det, når du ikke skriver noget om fortiden, for eksempel om din mand var gift tidligere, eller om han havde børn fra før.

Alle sådanne ting kan spille ind, for eventuelle svære ting omkring fortiden kan nogle gange aktiveres, når der er en, der dør. Søskende kan også have sin egen sorg og sin egen måde at tackle den på.

Uanset hvad det handler om, er det ikke godt for dig, at du ikke har venner og familie tæt på, som du kan dele tanker med om livet med din mand på godt og ondt.

Hans søskende er vidner til hans og jeres liv sammen, og det kunne være godt for dig at kunne snakke om ham ind i det resonansrum.

Vi ved ikke, hvad du har forsøgt, eller hvordan de har lukket af. Drejer det sig om nogle få gange eller noget, som er opstået lidt tilfældigt, synes vi, du skal gøre nogle nye forsøg, hvor du måske inviterer hans søskende en ad gangen og på forhånd siger eller skriver noget om, at du gerne vil snakke med dem om deres bror og jeres fremtidige forhold i familien.

Du kan sige, at det har været en meget stor omvæltning for dig at blive alene, og det kunne være så godt, hvis I kunne finde en måde at snakke og være sammen på i det videre forløb.

Måske kunne noget i den retning være en mulighed, for nogle gange kan der lettere opstå misforståelser, når vores følelser er under pres. Måske har de slet ikke noget ønske om at afvise dig, og de har måske ikke vidst, hvad de skulle sige.

Er noget lignende forsøgt af dig i de sidste måneder, eller får du kun afvisninger i de kommende måneder fra hans familie, så synes vi, at du alvorligt skal overveje, om du ikke skal finde et andet sted i landet, hvor du kan skrive dit næste livskapitel.

Hvis det eneste sted, der egentlig binder dig til din nuværende egn, er vanen og din mands grav, så er det ikke nok til at fylde hverdagene. For vi mennesker lever af relationer til mennesker, som vi holder af, og som vi kan være i gensidigt og respektfuldt fællesskab med.

Vi tror, du alvorligt skal overveje, om der ikke er andre steder i landet, hvor du kender mennesker, som du trives med. Du må have haft et liv et andet sted i de første 40 år af dit liv, som måske var en mulighed igen, eller også kender du nogle mennesker et andet sted, som kunne være værd at overveje.

Ledetråde til at finde et nyt hjem må være, at der er gode mennesker, som du kender, og at der måske er en natur eller nogle muligheder for kulturelle eller kirkelige tilbud, som kan give inspiration og nye tanker og kontakter, og hvor det er praktisk for dig at bo.

Du skriver også, at du har en vis begrænsning vedrørende bilkørsel på grund af nogle blodpropper i hjernen. Ved jævnlig kontrol af blodtryk med videre kan det sikkert bedres med tiden. Du må også snakke med din læge om, hvordan det har påvirket dit humør, da 20 til 30 procent efterfølgende godt kan udvikle en depression.

Sådanne helbredsproblemer kan heldigvis afhjælpes, og du kan få mange gode år endnu. Du er ikke gammel, og hvis der skal ske nye ting i dit liv, må du tage nogle nye skridt og måske vove nogle ting, som på den korte bane ikke er så lette, men som kan bedre mange ting på den lange bane. Og du skal nok ikke vente for længe med eventuelle nye initiativer og beslutninger.