Prøv avisen

Sorgen over sønnen er som en sky i sindet

Lene Wad Knudsen troede, hun havde hele resten af sit liv til at tale med sønnen Mikkel. Men han døde uventet i 2009 og har efterladt en stor og smertelig sorg hos hende. Foto: Leif Tuxen

Da Lene Wad Knudsens voksne søn døde, oplevede hun, at hun mistede noget af sig selv. Få år senere blev hun enke, men det er sorgen over sønnen, som har forandret hende

Det er ikke andet end et par dage siden, det skete sidst. Pensioneret pædagog Lene Wad Knudsen stødte på en bekendt, som kendte til de tab, hun har lidt de seneste år. Inden Lene Wad Knudsen havde haft mulighed for at sige noget, havde kvinden sagt: ”Du har det også bedre nu.” Hun blev både irriteret og ked af det, men gjorde op med sig selv, at hun bare ville nikke. Men nej; selvom det til maj er seks år siden, hendes søn døde, bærer hun stadig en dyb sorg, der løber som mørke farver gennem hendes tilværelse. Sønnens død sendte Lene Wad Knudsen ind i en sorg, som hun beskriver som et fortvivlelseshelvede.

At Lene Wad Knudsen bærer på en sorg, er ellers ikke det, man tænker, når man møder hende velklædt og med øjne, der smiler. Daglige traveture med den godmodige golden retriever-tæve holder hende i form, og hun bruger hver dag megen energi på at leve et godt liv med motion, litteratur, musik, familie og venskaber, men sorgen er ved hende som en skygge og har forandret noget i hende.

”Jeg føler mig som en anden, efter jeg mistede Mikkel,” siger hun.

Lene Wad Knudsen voksede op i Skive, hvor hendes far var brugsuddeler. Et trygt barndomshjem med fire søskende. Som ung flyttede hun til Aarhus, hvor hun uddannede sig til pædagog, og i 1971 blev hun mor til Mikkel Wad Knudsen. Fem år senere kom Troels til verden.

”Mikkel var ikke sådan et menneske, for hvem tingene gik lige ud ad landevejen. Han var en meget levende og livlig fyr, som ikke skånede sig selv. Jeg var aldrig i tvivl om, at han nok skulle finde en vej, men der har været perioder i hans ungdom, hvor jeg var bekymret for hans vildskab,” siger hun.

Men de bekymringer lagde Lene Wad Knudsen bag sig, da sønnen som 24-årig begyndte at læse hf med planer om at tage en videregående uddannelse.

Studielivet blev imidlertid brutalt afbrudt, da han en morgen ville krydse vejen med sin hund. Mikkel Wad Knudsen blev kørt over af en bybus, og hans tilstand var kritisk. Han kom sig, men ulykken satte sig spor. Han havde fået en mindre hjerneskade og udviklede epilepsi.

”Han har altid været en vildt frihedselskende dreng, og det var svært for ham, at han ikke længere kunne have den samme frihed. Det var noget, han sloges en del med.”

Med ulykken blev forholdet mellem mor og søn tættere. De har altid været på god fod, men som følge af ulykken fik han på en anden måde brug for støtte fra sit hjem. Han fik fleksjob i Randers Regnskov, som han var rigtig glad for, og han købte en lejlighed i det centrale Aarhus, hvor han trivedes og havde et rigt socialt liv. Men en majdag i 2009 blev Lene Wad ringet op fra ejendommen, hvor sønnen boede. Det løb ned med vand, og man mente, at det kom fra sønnens lejlighed.

Da hun kort efter stod i lejligheden, måtte hun sande, at hendes værste frygt var blevet til virkelighed. Mikkel Wad Knudsen lå livløs i badeværelset, død efter et epileptisk anfald, som han havde fået, da han gjorde sig klar til dagens arbejde.

”Jeg har altid tænkt, at det at miste et barn må være det mest frygtelige i hele verden. Men jeg havde aldrig tænkt over, hvordan det ville være at miste et voksent barn, og jeg kendte heller ikke nogen, som havde prøvet det.”

Det var i tiden efter sønnens død, at hun kom på ordet ”fortvivlelseshelvede”, som var det ord, som bedst dækkede hendes tilstand, og ordet skrev hun ned og tog med i den bog, hun skrev om tabet af sønnen, ”Mikkels bog - om at miste sin søn”.

”Jeg var helt ved siden af mig selv og havde nærmest bevidsthedsudfald. Det var uvirkeligt, og samtidig smertede min krop, og mine ben var tunge som bly. Jeg havde min gode mand og venner, som sørgede for, at jeg fik noget at spise. Jeg kunne også godt gå en tur og måske smile, men så havde jeg et indre liv, som slet ikke stemte overens med mit ydre liv. Det var skræmmende, at jeg ikke kunne få mit indre og ydre liv til at nå sammen. Ja, faktisk var det, som om mit liv blev levet i to spor. Det ene spor var hverdagslivet med rutinerne, og så var der den dybe fortvivlelse,” siger hun.

Det, som stod klart for hende, var, at med sønnens død var noget af hende også gået tabt.

”Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan livet skulle gå videre, og var grundlæggende i tvivl om, hvem jeg var. Med Mikkels død havde jeg mistet noget af min identitet. Han var voksen, men han var også vores barn, og ikke mindst efter ulykken var vi blevet tætte, og han skulle bare være der. Der var så meget, jeg endnu ikke havde fået sagt eller talt med ham om, men jeg havde jo tænkt, at vi havde hele resten af mit liv til at tale om det.”

For at finde vej og næring i sorgen har hun læst meget. Fra skønlitteratur over Johannes Møllehave til præsten Lise Traps ”Sorg - den dybeste ære glæden kan få”.

”Sorgen over Mikkel var jo på en måde en afløser for den kærlighed, jeg havde haft til Mikkel, mens han levede. Derfor blev det også vigtigt for mig ikke at slippe sorgen, selvom mange har en uudtalt forventning om, at man slipper og går videre.”

I den tid, som er gået siden sønnens død, har hun flere gange reflekteret over, hvordan omgivelserne har håndteret konfrontationen med hendes sorg. Der er dem, som snakker om sønnen og deler minder om ham.

Alene bisættelsen samlede omkring 300, og siden har de fejret hans fødselsdag i april med velbesøgte kaffeborde på kirkegården. Nogle har spurgt deltagende og givet sig tid til at høre hendes svar. Andre formår bare ved deres tilstedeværelse at vise, at de ved og forstår. Der er dem, som giver udtryk for, at hun må komme videre. Der er dem, som har fortalt hende, at hun bliver stærk af modgang, mens andre lader som ingenting.

”Der kan være mange grunde til, at man vil prøve at lade som ingenting. Men tabet er så slemt og forfærdeligt, som man kan forestille sig. Jeg har reflekteret en del over, hvorfor folk reagerer så forskelligt. Når man prøver at gå let hen over det, kan det måske være et forsøg på at beskytte hinanden for det, som er så svært og smerteligt.”

”At komme videre i forhold til mit levede liv er vigtigt. Jeg har gerne villet forlade fortvivlelseshelvedet, men sorgen er der ingen, som skal tage fra mig, for det vil være som at miste noget af Mikkel. At tabet måske gør mig stærk, kan jeg aldrig se som noget formildende ved det at have mistet min søn,” siger hun.

For halvandet år siden mistede Lene Wad Knudsen igen, da hendes mand stille sov ind en sommernat som følge af dårligt hjerte. Også her kom døden ganske uventet, og uden at hun fik mulighed for at tage afsked.

”Det var en stor sorg at miste Niels. Jeg råber stadig 'jeg er hjemme', når jeg kommer hjem, for Niels var der altid. Men sorgen efter Niels var ikke som sorgen efter Mikkel. Niels og jeg havde været sammen i 23 år og levede et godt og trygt liv. Hvis jeg ikke havde haft Niels, da Mikkel døde, ved jeg ikke, hvor jeg havde været. Niels var min store trøster. Han var som et stativ uden om mig, som bare var der, og der gik ikke en dag, hvor vi ikke talte om Mikkel. Men jeg oplevede ikke, at der var noget af mig, som døde, da Niels døde.”

Efter dødsfaldene har hun fået hjælp fra flere sider, ikke mindst familie og venner. Men hun har også opsøgt både psykolog og præst for at tale.

”Selvom jeg er tvivlende, har jeg fundet trøst i troen. Gennem en veninde fik jeg kontakt med en præst, som var en fantastisk sjælesørger. Det er skønt, at der er nogle, som tror på, at vi skal ses igen. Og jeg lader også den mulighed være der,” siger hun.

Psykologen har hun talt med om nogle af de fysiske udtryk, sorgen har haft.

”Sorgen mærkede jeg meget fysisk som noget smertende. Jeg har haft så stærke smerter, at jeg var bange for, at jeg havde udviklet en alvorlig sygdom. Men med psykologens hjælp har jeg fået hjælp til at gå ind i smerten og løse det op,” siger hun.

Skyen er der stadig, og behovet for at blive mødt af blikke, som viser, at man forstår sorgen, er der fortsat. Men benene er ikke længere tunge som bly, og Lene Wad Knudsen er klar til at tage fat på et nyt kapitel. Inden ægtefællens død var planen at blive boende i villaen i Holme ved Aarhus. Men snart vil den blive sat til salg.

”Da Niels døde, foreslog min søn Troels, at jeg skulle flytte til København, hvor han bor. Det forslag blev jeg enormt glad for, men dengang var jeg ikke parat til at flytte. Det er jeg nu. Jeg er 68 år og kan godt nå at lave et skifte i mit liv, selvom det da er en stor ting at skifte landsdel,” siger hun.

Efter måneder med boligjagt håber hun snart at finde den rigtige lejlighed i København, som gerne må være i gåafstand til sønnen og svigerdatterens lejlighed i København.

”Jeg tror på, at det bliver godt for mig at flytte, og jeg håber, at jeg må blive god til at bo for mig selv. Mikkel er stadig meget tæt på og på en meget god måde, hvor jeg kan høre ham bakke mig op, slå mig på skulderen og sige 'det skal nok gå, mor'.”