Sorgen rammer også pårørende til de sørgende

Charlotte Drues sorg over sin afdøde bror førte til skilsmisse fra hendes mand, Bjarne Christensen. Når vores kære mister én, de holder af, er det bedste, vi som pårørende kan gøre, at lytte og stå til rådighed, lyder rådet fra eksperter

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Bjarne Christensen lå sammen med sin hustru, Charlotte Drue, på sofaen i deres nykøbte hus i Nordsjælland og så tv. Det var den 12. juli 2002, og i rummet ved siden af sov deres søn på halvandet år, Christoffer. Men da svigermoderen lidt senere på aftenen ringede fra Fyn, gik alt fra idyl til kaos. Charlotte Drues bror, René, var kørt galt og dræbt på stedet.

”Det var så svært at kapere, hvad der skete. Jeg kan huske, at vi tog til Kerteminde og så ulykkesstedet og planlagde begravelsen. Imens gik jeg rundt med Christoffer på armen. Han var en form for virkelighedsflugt for mig, for jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv,” husker Bjarne Christensen.

”Folk græd alle vegne. Christoffer vidste ikke, hvad der foregik, for han var så lille, så det var naturligt for mig at tage mig af ham. Det var håndgribeligt i modsætning til alt det andet, som jeg ikke kunne gøre noget ved.”

Bjarne Christensen og svogeren var mest sammen til fødselsdage og på familieture. De havde et godt forhold til hinanden, men ikke nogen nær relation. I modsætning til hustruen, der var tæt knyttet til sin bror.

”René havde været udstationeret førhen, så han havde altid en masse røverhistorier i ærmet. En glad gadedreng,” husker Bjarne Christensen, der i dag er 49 år og arbejder som programmør.

Efter begravelsen lagde det værste chok sig. Men hvor Bjarne Christensen forsøgte at få hverdagen med lille Christoffer til at hænge sammen, var Charlotte Drue fortsat i dyb sorg.

Han tog sig af det praktiske, og hun søgte mod ligesindede, der også havde prøvet at miste en bror eller søster. I den forbindelse etablerede Charlotte Drue et forum på internettet, ”Søskendekram”, hvor mennesker, der har mistet en søskende, kan komme i kontakt med hinanden.

”Charlotte havde ikke overskud til at tage sig af Christoffer, så jeg brugte tiden med ham og lod Charlotte bruge tiden på det, hun havde behov for, blandt andet ’Søskendekram’,” fortæller han.

Men sorgen voksede over hovedet på dem, og det var svært for Bjarne Christensen at navigere i ægtefællens sorg.

Det kan skyldes, at sorgen ofte river tæppet væk under os. Den kan opleves som meget voldsom, og mange har ikke erfaringer, som de kan trække på, når sorgen rammer, lyder det fra Ester Holte Kofod, psykolog og forsker i sorg ved Aalborg Universitet.

”Sorg er en tilstand, der truer vores rutiner og vante måder at være i verden på. Når vi rammes af sorg, vil vi gerne forsøge at ordne noget, der i udgangspunktet ikke kan ordnes. Det gør sorgen vanskelig at forholde sig til,” siger Ester Holte Kofod.

Når sorgen rammer, kan der opstå en form for rollefordeling. Begge parter kan godt være ramt af tabet, men man har måske haft forskellige relationer til den afdøde, eller man håndterer sorgen forskelligt. Og det kan føre til misforståelser.

”For eksempel ser man nogle gange par, hvor den ene ønsker at dele og tale om sorgen, mens den anden ønsker at beskytte partneren ved at påtage sig rollen som ’den stærke’. I værste fald kan det føre til en ond cirkel, hvor begge parter føler sig misforståede og pressede,” lyder det fra Ester Holte Kofod.

Da René døde, var Charlotte Drue og Bjarne Christensen borgerligt viet, men for at have et fælles lyspunkt at se frem til planlagde parret et bryllup i Kerteminde Kirke ét år efter dødsfaldet. Ikke langt fra, hvor ulykken havde fundet sted, fik de taget bryllupsbilleder. De havde et håb om, at brylluppet ville blive et vendepunkt.

For at have et fælles lyspunkt at se frem til blev Bjarne Christensen og Charlotte Drue gift, et år efter Charlottes bror var omkommet i en bilulykke. Bisættelsen og brylluppet fandt sted i Kerteminde Kirke. Tre måneder efter brylluppet blev parret skilt.
For at have et fælles lyspunkt at se frem til blev Bjarne Christensen og Charlotte Drue gift, et år efter Charlottes bror var omkommet i en bilulykke. Bisættelsen og brylluppet fandt sted i Kerteminde Kirke. Tre måneder efter brylluppet blev parret skilt. Foto: Privatfoto

”Brylluppet var et forsøg på at sætte plaster på et skudsår. Mentalt havde det ikke ændret noget. Vi havde bevæget os i hver sin retning. Mens jeg var optaget af Christoffer, sørgede hun stadig. Skaden var uoprettelig, og tre måneder efter brylluppet gik vi hver til sit,” fortæller Bjarne Christensen.

Sorg kan vise sig forskelligt hos mennesker. Nogle græder meget, andre bliver forstenede og tomme indeni, eller måske bliver de det modsatte – meget handlingsorienterede.

For enhver sorg er sin egen, lyder det fra ph.d.-studerende i diakoni og tidligere leder af institut for sjælesorg og diakoni på Filadelfia på Midtsjælland Conny Hjelm. Men det vigtigste er ifølge hende at give plads til det udtryk, som sorgen viser sig i, og stå til rådighed for den sørgende.

”Når man har mistet, er det vigtigste, at de andre kan holde ud at høre på det, der bor inde i én. Nogle gange kan man som pårørende godt blive forskrækket over, hvad man skal gøre eller sige, men 90 procent af det at stå til rådighed handler om at lytte. Det værste, man kan gøre, er ikke at tage kontakten,” siger Conny Hjelm.

Efter et stykke tid kan det være en god idé som pårørende at spørge ind til, hvad vedkommende har mistet. Hvad var det for en relation, og hvad er det, vedkommende savner mest. Det kan bidrage til at komme ind i fortællingen om det, der gør ondt, og så skal man huske, at sorg ikke er farlig, lyder det fra Conny Hjelm.

”Sorgen opstår, når man mister nogen, man gerne ville have beholdt. Hvis sorgen derimod ikke kommer, skal man være påpasselig,” siger Conny Hjelm.

Bjarne Christensen og Charlotte Drue talte aldrig rigtig om det, der var svært. Og det var måske det, de skulle have været bedre til, lyder det fra Bjarne Christensen.

”Fra den dag, hvor René døde, og fremefter ved jeg ikke, hvad der skete. Jeg har stadig ikke svar på, hvad der gik galt og hvorfor. Jeg kunne have ageret anderledes, men jeg vidste bare ikke hvordan.”

Ligesom Charlotte Drue søgte ligesindede igennem ”Søskendekram”, ville han også gerne have talt med nogen om, hvordan det var at stå i hans situation som pårørende.

”Hvad er det folk, der sørger, har brug for? Hvordan kunne jeg hjælpe, og hvordan kunne jeg have ageret i det? Det er selvfølgelig meget individuelt, men jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg havde haft nogen, der kunne give sit besyv med,” siger Bjarne Christensen.