Prøv avisen
Min sorg

Sorgen ramte mig med en styrke, jeg ikke forventede

Ove Thams' kone Ruth døde i december 2014. Siden har han følt sig som et halvt menneske. Foto: Privat foto

80-årige Ove Thams fra Esbjerg var forberedt på, at hans demenssyge hustru snart ville dø. Alligevel slog sorgen over hendes død ham fuldstændig omkuld

Min kone Ruth fik på sin 79 års fødselsdag i 2010 en blødning i hjernen og blev i august året efter udret som dement. Som ægtefælle gennem 50 år oplevedes det svært belastende at vandre med Ruth af hendes Via Dolorosa (lidelsens vej), som en anden Simon af Kyrene, der blev tvunget til at bære korset for Jesus. Samfølelsen, empatien, sugede mig ind som med-lidende i processen.

Diagnosen lød på en vaskulær demens. Det er en kredsløbsbetinget demens. Den kan ikke behandles. Ind imellem var Ruth sig fortvivlende bevidst, at hun var kaptajn på et synkende skib, og at ingen kunne forhindre forliset.

Det lå i sygdommen, at hun havde nedsat hukommelse, problemløsning og sygdomsindsigt. Hjælp fra ældreplejen, ophold på aflastningshjem og endelig indflytning i plejebolig blev oplevet som et overgreb eller et indgreb i hendes integritet. Især da hun følte sig presset til at indgå et lejemål, der medførte egen folkeregisteradresse og status som enlig. Vi var altså adskilte uden at være fraskilte. Det oplevede Ruth, som var hendes hjem taget fra hende. Vores fælles hjem var jo fortsat hendes. ”Hvorfor må jeg så ikke bo hjemme hos dig?” At hendes plejebehov ikke kunne tilgodeses ved fortsat at bo hjemme, var meget svært at leve med for os begge. Vi har ikke børn og var i vort samliv blevet en enhed.
 

Ruth døde den 22. december 2014. Vi sang hende ud af hendes bolig dagen efter. Det var meget smukt. Hun blev begravet 3. januar i år. Jeg vågede hos Ruth de sidste to nætter og havde kontakt med hende den næstsidste nat. Jeg oplevede, at mine ressourcer mentalt var opbrugte. Men de mange praktiske opgaver, der skal varetages, gav mig, da stenen var lagt på plads, en følelse af, at der var taget en værdig afsked med Ruth, og det var godt. Jeg følte en stor lettelse. Nu var det ovre, og jeg klarede det. Men som personalet på plejestedet sagde: ”Meget kan du forberede, men sorgen kan du ikke forberede dig på”! 

Sorgen overraskede mig og slog mig fuldstændig omkuld. En følelse af gudsforladthed, som også Ruth havde givet udtryk for følelsen af, den dominerede mig. Søren Kierkegaard har sagt, at ”det modsatte af tro ikke er tvivl, men fortvivlelse”. For en tid følte jeg, at jeg mistede kontrollen over mine følelser. Jeg hulkede som et barn, og angsten for livet dominerede. Mine sanser lukkede ned. Men jeg sansede Ruths væsen, ånd: Essensen af alt, hvad der var hende. ”Min livsfordobler, mit hjertes indvandrer”, som Benny Andersen i et digt til sin hustru, 1993, har udtrykt det.

”Jeg savner hende, og jeg mangler hende”, citerer tidligere biskop Kjeld Holm fra en debat om døden, i bogen ”Åbne døre”, og han gør opmærksom på, at savn og mangler ikke er det samme. Jeg kan nikke genkende til, når han uddybende bemærker, at ”savnet er mindelserne om et fravær, bevidstheden om et ikke-nærvær, en viden om, at det menneske skal man aldrig se mere. At mangle er fraværet af alt det, som det mistede menneske kunne i samværet. Hjælpen, der ikke længere er der, den fælles latter, den fælles bekymring for dette eller hint.” Udtrykket ”min bedre halvdel” giver mening. Vi var os. Nu er jeg virkelig efterladt.

”Ja, men hun blev da 83”, kan jeg høre nogen sige og tænker så på Holger Drachmanns digt fra 1910: ”Alt, hvad der lever, maa dø – hvad der blomstrer gaa i Frø: de Kys og Taarer, der væder Puden, det navn, som vi skælvende ridser i Ruden – Alt, hvad der lever, maa dø; saa underligt er der paa Verdens Ø”. Vi ved det godt. Men sorg er ikke styret af fornuft. Sorg handler ikke om alder, men om vores relationer til det menneske, vi har mistet. Vi kan ikke sammenligne eller gradbøje sorg. Den er et grundvilkår ved livet. Den er ikke en sygdom. Alle dør af livet, men livet er jo ikke en sygdom. Den, der har fået meget, mister meget. Jeg er blevet meget fattig. Men smerten er aftaget. Jeg hulker ikke mere, men græder stadig. Savnet vil jeg aldrig komme af med. Den er forbundet med erindringen om ”min livsfordobler”. Efter 56 års bekendtskab og 53 års samliv, er jeg blevet amputeret. Min bedre halvdel er væk. Men hun lever i mig.

Når jeg fortæller, at Ruth blev 83 år, så siger folk, at så fik hun da også et langt liv. Men sorg handler ikke om alder, det gør det altså ikke. Jeg føler mig amputeret, som et halvt menneske. Smerten fortager sig, men sorgen komme jeg ikke af med. Det er vilkårene ved at elske. Sorgen er kærlighedens pris.