Søskende er ­hinandens spejl, allierede og ­modsætninger

Forholdet til brødre og søstre er det længstvarende, de fleste mennesker får, og sætter ofte et blivende aftryk. Danskernes søskenderelationer er både præget af kærlighed og konflikt, men meget sjældent ligegyldighed

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Forældre dør, børn kommer til, og venner kommer og går gennem ­livet. Men søskende. Det er dem, man har børstet tænder sammen med som barn, dem, hvis børn man står fadder til, og dem, man rydder op i forældrenes dødsbo sammen med. Kort sagt:

”Søskende er den længstvarende re­lation, vi får i livet,” som den svenske adfærdspsykolog og småbørnspædagog Elisabeth Schönbeck siger.

Og hun fortsætter:

”Søskende er der ofte hele vejen, og det er dem, der kan hjælpe os med at forstå, hvem vi er, og hvorfor vi er, som vi er.”

I en ny artikelserie sætter Kristeligt Dagblad fokus på søskende i medgang og modgang og særligt på, hvordan søskenderelationer udfolder sig i voksen­livet. I den forbindelse har avisen fået lavet en Yougov-undersøgelse, der viser, at de fleste voksne søskende sætter hinanden højt, men at en del også har konfliktfyldte forhold til deres søskende. Det er dog kun syv procent af danskerne, der vil karakterisere forholdet til deres søskende som ”ligegyldigt”.

Spørger man fagfolk, hvad det skyldes, vender de ofte tilbage til barndommen, hvor relationen blev grundlagt. Og de konkluderer, at en søskenderelation aldrig er helt uden knaster, for siden barndommen har man kæmpet med sine søskende om forældrenes kærlighed og anerkendelse. Samtidig er det de selvsamme søskende, man har haft den første meget nære venskabsforbindelse til. Sagt på en anden måde, så lærer man fra barnsben både at elske og hade sine søskende, og det mønster sætter sig ofte også igennem i voksenlivet. Der vil tit være noget på spil.

”I den forstand er der intet nyt under solen,” siger Elisabeth Schönbeck og fortsætter:

”Se bare på bibelhistorierne: om Kain og Abel og om den fortabte søn, der tager ud og bruger alle pengene og alligevel bliver fejret af sin far, da han kommer hjem – til sin brors fortrydelse. Og der er også Jakobs yngste søn Josef, der bliver forældrenes favoritbarn, hvilket gør hans brødre misundelige.”

Søskendes betydning for det enkelte menneskes identitetsdannelse og selvforståelse er (selvfølgelig!) omfattende. Det siges af og til, at et menneske kan defineres ud fra sit nummer i søskenderækken. En af dem, der ser en betydning i placeringen i flokken, er cand.psych. Margrethe Brun Hansen, der i 2013 skrev bogen ”Søskende – et livslangt venskab?”.

”Der er skrevet tusind historier om det ældste, mellemste og yngste barn og de roller, de hver især får. Selvfølgelig kan man ikke sige, at det er sådan for alle, men det er gennemsnitligt sådan, det fungerer: At den ældste bliver projektbarnet, der får masser af kærlighed, opdrages efter bogen og bliver lederen af flokken. Det yngste barn er ofte mere kreativt – det ser, at rollen som den, der lever op til alle forventningerne, allerede er taget, og går derfor sine egne veje. Og så er der den mellemste, som bliver diplomaten mellem den ældste og den yngste, og som får nære venskaber uden for familien, hvor der er lidt mere ørenlyd.”

Det lyder i og for sig forholdsvis rædsomt, hvis man resten af sit liv er defineret af, hvilket nummer man har haft i søskendeflokken, og Margrethe Brun Hansen understreger da også, at det perspektiv ikke skal forstås så snævert.

”Når søskende går ud ad døren i barndomshjemmet, viser det sig pludselig, at de er meget mere end den rolle, de har fået i familien. Så er den mindste pludselig chefkirurg i USA og leder en hel afdeling. Men når hun kommer hjem og går ind ad døren, vil hun ofte blive lillesøsteren igen. En pilot sagde engang til mig, at han kunne få et helt fly til at vende, men når han så kom hjem til sine store søskende, kunne han knap nok finde ud af at bruge kniv og gaffel.”

En ting er dog, hvilke roller man har i en søskendeflok. Noget andet er, om ens nummer i søskendeflokken sætter varige spor i ens personlighed.

Det har videnskabsfolk beskæftiget sig med i mere end 100 år. I 1874 analyserede britiske Francis Galton data på engelske forskere og kunne i den forbindelse se, at de fleste af dem var førstefødte. Han overvejede, om det kunne skyldes, at ældste sønner fik særligt god behandling af forældrene og derfor trivedes ­mere på et intellektuelt plan.

Den østrigske psykoterapeut ­Alfred Adler (1870-1937) blev toneangivende på området, da han foreslog, at førstefødte var mere neurotiske som følge af at være mere privilegerede end deres yngre søskende, men også mere tyngede af ansvar og frygt for at blive sat af tronen. Den amerikanske psykolog Frank Sulloway genoplivede debatten i 1996 med bogen ”Born to Rebel”, hvor han argumenterede for, at førstefødte identificerer sig med forældrene og med autoritet og derfor støtter staus quo, mens yngre børn gør oprør mod netop det.

Teorien om placering i søskendeflokken som afgørende for personlighed er blevet efterprøvet mange gange, og i 2015 gjorde et tysk forskerhold det ved at bruge store datasæt fra USA, England og Tyskland. De analyserede data på over 20.000 mennesker ved hjælp af den psykologiske tilgang til personlighed, der kaldes big five, og som rummer fem personlighedstræk, man kan bonne mere eller mindre ud på. Resultatet: Ens nummer i søskenderækken så ud til muligvis at kunne have en lille indflydelse på intellektet, men ikke på andre dele af personligheden.

”Det er ikke det samme som at sige, at det aldrig har betydning, hvilken placering man har i en søskendeflok,” siger en af forskerne, personlighedspsykolog Julia M. Rohrer fra Leipzig Universitet i Tyskland.

”Men når vi kigger på det generelle billede og systematiske effekter, kan man altså ikke sige noget om, at sådan er den ældste i en søskendeflok, og sådan er den yngste.”

Julia M. Rohrer fortæller, at samme forskerhold netop har fået accepteret endnu et studie, de har lavet på et indonesisk datasæt.

”Her fandt vi ingen udslag – ikke engang på intellektet, som vi gjorde i de vestlige datasæt. Det er faktisk ret overraskende, fordi folks navne på Bali er en kombination af familienavnet og ens nummer i søskendeflokken. Man skulle tro, at det ville føre til en systematisk effekt, fordi det er så synligt i samfundet. Men vi kunne intet finde.”

Ud over at ens nummer i søskenderækkefølgen ikke synes at have empirisk beviselig effekt på menneskers personlighed, så er der i de seneste generationer også sket en anden ændring, som gør op med hele præmissen med at have et nummer i søskenderækken. For i takt med at flere og flere danskere bliver skilt og får nye partnere, oplever børn i højere grad, at søskende­relationer kan være flydende.

Man kan få stedsøskende, man ikke deler forældre med, og halvsøskende som følge af nye pardannelser. Og man kan miste stedsøskende igen. Det har indflydelse på, hvor stor betydning søskende får på hinandens identitet, siger Ida Wentzel Winther, der er kultursociolog ved Aarhus Universitet (DPU) med speciale i søskende og familie.

”Med så mange skilsmisser, som vi ser i dag, bliver mange hele tiden en skiftende brik i søskendeflokken. Og når søskende har så stor betydning for hinandens måde at være i verden på, er det jo blandt andet på grund af de mange ­klinger, der krydses, de mange bilture gennem Europa og de mange opvaskemaskiner, man har tømt sammen. Men

i en tid med sammenbragte familier og deleordninger bliver tiden med søskende ofte lidt mindre, og har man eksempelvis en konflikt med sin søster for derefter ikke at se hende i 12 dage, så er der også nogle af de almindelige småtterier, som kommer til at fylde mere, fordi de i længere tid forbliver uafklarede,” siger hun.

Når konflikter opstår mellem voksne søskende, sker det somme­tider i forbindelse med deres forældres død. Det oplever flere præster, som Kristeligt Dagblad har talt med.

En af dem er tidligere sogne- og sygehuspræst Preben Kok, der også er kendt for mange års erfaring med at yde sjælesorg.

”I min tid som præst bad jeg altid børnene til den afdøde om hver sin historie om vedkommende. For hvis der for eksempel var tre børn, vidste jeg, at jeg skulle begrave tre forskellige mødre eller fædre. Og jeg sagde også, at de ikke behøvede at kunne genkende alt, hvad der blev sagt i talen, for søskende vil ­have oplevet deres opvækst og forældre forskelligt.”

Når søskende enten har meget tætte eller meget konfliktfyldte forhold til hinanden, kan det ikke alt sammen forklares ud fra et psykologisk perspektiv, mener Preben Kok. Og på spørgsmålet om, hvorfor søskende ofte er meget forskellige, lyder hans svar:

”Fordi Gud har skabt det sådan. Og gode søskendebånd er ofte ikke knyttet på grund af enighed, men derimod fordi søskende er modsætninger og således supplerer hinanden. Det er også derfor, deres forskellige fortællinger om deres afdøde forældre tilsammen danner et sandt billede.”

Preben Kok mener, at danskerne i dag – modsat før 1968 og ungdomsoprøret – er for tilbøjelige til at tro, at de har magt over alle dele af livet. Det er måske en af grundene til, at det går galt, når voksne søskende får et konfliktfyldt forhold til hinanden, siger han.

”Efter ’68 har vi bildt hinanden ind, at vi ikke skal finde os i noget som helst. Og hvis vi ikke har ret, skal vi arbejde på at få ret. Hengivenheden til hinanden er forsvundet i et moderne samfund, hvor vi ikke længere har brug for hinanden på et praktisk plan. Og den hengivne ­ bror eller søster kan se ud til at være vag, hvorimod den, der står på sin ret, ser magtfuld ud. Men det er lige så ofte den hengivne, der får det hele til at hænge sammen,” siger han.

Når danskerne så alligevel, trods konflikter og skærmydsler, i langt de fleste tilfælde sætter deres søskende højt, skyldes det blandt andet en iboende længsel efter den modsætning, man møder i sine søskende, mener Preben Kok.

”Vi har i bund og grund brug for vores søskendes andet livssyn og for deres ­anden måde at betragte barndommen, verden og familiehistorien på.”