Prøv avisen

Forfatter: Spillet på skærmen er som et fremmed væsen, der holder fast i sønnen

Foto: Hanne Paludan Kristensen

Forfatter Jan Kjær har skrevet en bog om børns computerspilsvaner. Han vil videreformidle den viden og de råd, som han selv har manglet for at kunne sætte rammer for sin egen søns spilletid foran skærmen

Børne- og ungdomsforfatter Jan Kjær, 48 år, har ofte spillet computerspil sammen med sin niårige søn. Ikke kun for at sikre sig, at spillene var forsvarlige for en dreng på ni år at bruge sin tid på, men også fordi han selv hyggede sig med det. Hans søn spillede også en masse på egen hånd og sammen med sine venner. Og det var sådan set helt i orden. Indtil forældrene pludselig bemærkede, at sønnen ikke kunne lægge skærmen fra sig igen.

Der var én faktor, der særligt bekymrede Jan Kjær. Selvom familien havde lavet en regel om, at sønnen kun måtte spille én time om dagen i hverdagene, kunne forældrene se, at den ene time ofte kom til at definere hele hans dag. Sønnen planlagde således sin dag, så spilletimen altid kunne gennemføres. Legeaftaler, fritidsaktiviteter. Alt blev fravalgt, hvis det karambolerede med hans mulighed for at spille. Computerspillene blev vigtigere end alt andet.

”Og når han var færdig med at spille den ene time, slap han ikke spillet. Det fulgte ham. Alt, hvad han derefter lavede, var spildefineret. Hvis han sad med sin tegneblok, malede han spilfigurer og tænkte på, hvad han skulle gøre næste gang, han skulle spille. Og når han var sammen med vennerne, legede de, at de var inde i spillene,” siger Jan Kjær.

Sønnen blev suget fuldstændig ind i spiluniverset i en grad, hvor det virkede som om, han ikke kunne give slip.

”Det er som om, spillet er et andet væsen, der holder fast i ham, og den fuldkomne opslugethed kan jeg godt blive lidt skræmt over. Hvis vi ikke havde sat nogle regler for, hvor meget vores søn måtte spille, er jeg ikke i tvivl om, at han ville spille hele dagen,” siger Jan Kjær.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har for nylig anerkendt spilafhængighed som en diagnose, og Center for Ludomani advarer mod gamblingelementer i computerspil for børn. Så hvor bekymret skal man som forælder egentlig være, og hvornår går spilforbruget fra at være sundt til usundt? De spørgsmål besluttede Jan Kjær sig for at komme nærmere svarene på i sin seneste bog ”Hjælp! Spillet ta’r mit barn”, hvori han også har inddraget interviews med landets førende forskere på feltet og videnskabelige undersøgelser om spilafhængighed og de fastholdelsesmekanismer, som spilproducenterne benytter sig af.

”Der er ikke noget at sige til, at børnene har svært ved at lægge computerspillene fra sig. I virkeligheden er det jo en milliardindustri, der igennem årtier har forfinet deres fastholdelsesmekanismer – som for eksempel løbende belønninger, trofæer og tidsbegrænsede goder – til børns letpåvirkelige hjerner. Børn er jo ikke færdige med at udvikle deres selvkontrol, og det gør dem til lette ofre,” siger Jan Kjær.

I bogen har Jan Kjær også inddraget et par kapitler, hvor psykolog og stifter af Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed, David Madsen, sætter perspektiv på de tanker, som Jan Kjær og andre forældre gør sig om deres børns spilvaner. Og selvom der ikke er noget entydigt svar på, hvornår spilforbruget går fra at være sundt til usundt, fordi det er forskelligt fra barn til barn og fra familie til familie, tog Jan Kjær et par vigtige pointer med sig, som han og andre forældre kan navigere efter.

”Jeg tog med mig, at der er to pejlemærker, som man som forælder bør reagere på. Det første er naturligvis de fysiske faktorer. Dit barn må ikke tilsidesætte søvn, fysisk aktivitet og fysisk socialt samvær til fordel for spil. Der skal man som forælder sætte grænser. Det andet er, at hvis man som forælder har et problem med sit barns spilvaner, så er det et problem. I det øjeblik at spilaktiviteten går ind og udfordrer dine ønsker for dit barn og din familie, så skal man respektere den følelse og reagere på den,” siger Jan Kjær.

Hvis han skal tage sig selv som eksempel, blev det et problem for ham, da sønnen blev initiativløs i forhold til alle andre aktiviteter i tilværelsen.

”Det var dét, der for alvor skubbede til noget i mig. Selvom jeg forstår alle de positive aspekter i spil, kunne jeg ikke se, at spillene på noget tidspunkt inspirerede eller motiverede min søn til en form for skabertrang. Det var rent rekreativt og havde ingen producerende effekt. Derfor synes jeg, at jeg som forælder skulle sætte en begrænsning,” siger Jan Kjær.

For at genvinde kontrollen og skabe en ordentlig balance har familien skåret spil væk fra mandag til torsdag, så sønnen udelukkende må spille i weekenderne derhjemme.

”På de dage, hvor han ikke spiller, er han faktisk blomstret op og har genfundet sin evne til at aktivere sig selv. Når det er sagt, er det jo en evig proces, og coronaperioden har ikke gjort det lettere at håndhæve reglerne,” siger Jan Kjær.