Prøv avisen
Ung i krise

Spiseforstyrrelser rammer også unge mænd

En sund opmærksomhed på kosten blev til en sygelig angst for at putte mad i munden, da Stefan Eriksen blev syg med anoreksi og siden bulimi. Foto: Leif Tuxen

Som 19-årig blev Stefan Eriksen syg med anoreksi. Han er en af de mange mænd med spiseforstyrrelser, man aldrig hører om

I en gammel lejlighed på Nørrebro i København ligger der et bofællesskab. Beboerne har hver deres lille lejlighed i den store og et køkken til deling. Det er egentlig ganske lig mange andre bofællesskaber i de store byer, hvor unge mennesker deler huslejen. Men alligevel er noget anderledes. For bofællerne deler ikke køleskab.

Hver person har sit helt eget, der er låst inde i et større skab, og som ingen andre end de selv kan låse op. Det har de, fordi de mennesker, der bor her, alle lider af spiseforstyrrelser. Fordi det at dele køleskab med andre kan betyde et grænseoverskridende tab af kontrol, når man har et problematisk forhold til mad. 

Et af køleskabene tilhører Stefan Eriksen. Han er 26 år og kommer oprindeligt fra Husum ved København, og så har han i omtrent otte år lidt af anoreksi og bulimi.

Og han er ikke alene. I Danmark er der ifølge Videnscenter for Spiseforstyrrelser og Selvskade omtrent 75.000 mennesker, der lider af spiseforstyrrelser. Centeret oplyser, at der ikke er nye eller nagelfaste tal for området, og fra forskellige forskere lyder det, at det da også er svært at gøre sådanne tal op. Man formoder nemlig, at mange med spiseforstyrrelser ikke er i behandling eller på anden måde i kontakt med systemet.

Ud af de mange, som lider af anoreksi og bulimi, er kun omkring hver 10. mand, og det er måske en af forklaringerne på, at man i medier og litteratur sjældent møder netop dem. Mændene med spiseforstyrrelser. 

Men hvordan er det egentlig at være en ung mand med et sygt forhold til mad? Og hvad gør det ved ungdommen, når sådan en krise rammer?

”Anoreksi og bulimi har ødelagt meget af min ungdom,” fortæller Stefan Eriksen, der sidder på kanten af sin sorte lædersofa i sit værelse på Nørrebro og trækker en sort cardigan tæt sammen om brystet.

”Jeg har mistet rigtig mange venner, fordi jeg trak mig fra dem, og de trak sig fra mig. Og så har min sygdom betydet, at jeg den dag i dag står uden en uddannelse. Men selv om jeg på en måde er gået glip af otte års ungdom, så føles det alligevel, som om det hele er gået ufattelig hurtigt. Som en tåget fantasiverden, der bare er fløjet af sted, som om jeg ikke har levet i den tid.”

Stefan Eriksen havde allerede før spiseforstyrrelsen en svær ungdom. I de tidlige teenageår kæmpede han med dødsangst og med den psykiske lidelse OCD, der medfører tvangstanker og -handlinger, ligesom et hashmisbrug for en periode tog magten fra den dengang 14-årige dreng. 

Som 19-årig sprang Stefan Eriksen ud som homoseksuel, og det skete i samme periode, som han besluttede sig for at droppe ud af 1. g i gymnasiet og for at tabe sig et par kilo. Han stoppede med at drysse sukker på havregrynene og skar ned på sit sodavandsforbrug.

Men efterhånden blev en sund opmærksomhed på kosten til en sygelig angst for at putte mad i munden, og da Stefan Eriksen opdagede, at han fik dårlig samvittighed efter at have spist et halvt æble, gik det op for ham, at noget var galt. 

Ifølge Birgit Petersson, der er lektor og speciallæge i psykiatri med 38 års erfaring inden for området, kan årsagerne til spiseforstyrrelser være mange. Hvad mange ikke ved er, at man kan være genetisk disponeret for at få en spiseforstyrrelse, ligesom også madkulturen i hjemmet eller problemer med den seksuelle eller kønslige identitet kan spille ind.

”Men i bund og grund begynder det ofte med en usikkerhed hos den unge, som vedkommende håndterer ved at tage kontrol over sin mad. Det kan være ved at lade være med at spise eller ved at spise alt for meget og eventuelt kaste op.”

Den usikkerhed genkender Steen Andersen, der er generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Mange af de mennesker, som kommer i landsforeningen, har været udsat for livsudfordringer, som de ikke har kunnet håndtere på en sund måde, fortæller han.

”Det kan være alt fra mobning over skoleskift til stress eller fysiske overgreb, og alle udfordringerne er kendetegnet ved, at de har bevirket et lavt selvværd hos den unge.”

Mobning eller stress er ikke til at styre, men det er mad til gengæld, forklarer Steen Andersen. Spiseforstyrrelsen bliver på den måde et sted i tilværelsen, som den unge oplever at kunne kontrollere.

”Nogle tænker på en spiseforstyrrelse som en psykisk krykke, der hjælper dem til at tackle andre psykiske udfordringer,” forklarer han.

Stefan Eriksen husker, hvordan kontrollen med fødevarer blev det mest centrale i hans unge liv, efterhånden som sygdommen tog til. Anoreksi blev akkompagneret af bulimi, og da det stod allerværst til, var han nede på en vægt på 35 kilo.

”Nogle gange føltes det som om, jeg ville dø, hvis jeg spiste noget. Det var en ganske forfærdelig kaos-følelse,” husker Stefan Eriksen.

Usikkerhed og dårligt selvværd er noget, de fleste kender til. Ifølge Birgit Petersson kan det kamme over i eksempelvis spiseforstyrrelser, hvis man føler sig meget afhængig af ydre autoriteter.

”Hvis man hele tiden tænker på, hvad andre mener og synes, kan det være svært at opretholde sin egen kerne som menneske. Og ens fokus på, hvad de andre tænker, bliver farvet af det mindreværd, man selv lider af. Det kan føre til, at man idealiserer andre mennesker og tror, at de i kraft af evner eller udseende er meget mere værd end en selv,” siger hun. 

Det er den samme idealisering, som kan betyde, at man får et vrangbillede af sin egen krop i forhold til andre, tilføjer Birgit Petersson:

”De unge er i en særlig risiko her, fordi de endnu ikke har fået et ordentligt selvbillede, men har en identitet og en krop, der er i konstant forandring.”

Stefan Eriksen husker, at han var ligeglad med sin psykiske tilstand.

”Det vigtige var, hvordan jeg så ud, så jeg spændte ben for mig selv i behandlingen,” fortæller han.

Den dødsangst, Stefan Eriksen tidligere i sit liv havde kæmpet med, oplevede han paradoksalt ikke længere – selv ikke, da han reelt var i livsfare på grund af sin undervægt.

”Det lyder hårdt, men på det tidspunkt var min sygdom vigtigere for mig end mit liv,” forklarer han.

Netop det forhold til mad har langt de fleste mennesker svært ved at sætte sig ind i, lyder det fra Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. Og det oplever Stefan Eriksen hver dag.

”Folk tænker tit, at man da bare kan sætte sig til at spise. Men det kan man ikke. Det er som at sige til en alkoholiker, at han skal stoppe med at drikke,” siger han.

Med en spiseforstyrrelse følger også det tabu, som mange med psykiske sygdomme lægger under for, og som er særligt markant, når det handler om mænd, fortæller Birgit Petersson.

”Vi har i årtusinder haft nogle kønskarakteristika, som betyder, at den eneste følelsesmæssige reaktion, der for alvor er tilladt hos mænd, er aggressionen. Det er ikke forbundet med mandighed at være ked af det eller psykisk ustabil, og det gamle syn på kønnene kan man se afspejlet her.”

Derfor oplever Birgit Petersson også, at mænd først kommer i behandling hos hende, når de er meget syge. Og den tendens genkender Steen Andersen, som peger på, at mange mænd ikke kan identificere sig med det billede af spiseforstyrrelser, som de oplever i medierne og i den behandling, der tilbydes.

Efter mange år med indlæggelser på psykiatriske afdelinger og tilknytning til forskellige behandlingstilbud kom der i sommer et vendepunkt i Stefan Eriksens sygdom. Han var på weekendtur i London med sin familie og oplevede for første gang i mange år at glemme sine tanker om mad. Han kunne se, hvor trættende det var hele tiden at føle, at han skulle leve op til et kropsideal, som han troede, andre havde. Han havde fået nok af at være syg.

I dag er Stefan Eriksen stadig ikke rask, men han er stålsat besluttet på aldrig igen at få et tilbagefald:

”Jeg kan se en fremtid nu, og det er rigtig rart. Men jeg kan også mærke en tomhed, fordi der er et hulrum der, hvor alle mine tanker om mad før i tiden var.”

Stefan Eriksen drømmer om at få en læreplads hos den frisør, som han i dag er tilknyttet via et praktikforløb. Han drømmer om at blive økonomisk uafhængig af kommunen og om at flytte fra bofællesskabet for spiseforstyrrelsesramte – for som han siger med et smil:

”Det ville jo være et sundhedstegn.”

”Folk tænker tit, at man da bare kan sætte sig til at spise. Men det kan man ikke. Det er som at sige til en alkoholiker, at han skal stoppe med at drikke,” fortæller Stefan Eriksen. Foto: Leif Tuxen