Prøv avisen
Boguddrag

Le Gammeltoft og Marie Nørgaard sætter med bogen "Tabet" fokus på spontane aborter

Le Gammeltofts tal er 5:2. Fem graviditeter, to børn. Direktøren for Heartbeats sætter fokus på spontane aborter i en ny bog, hvor kvinder fortæller deres historier om graviditetstab. Vi skal have nogen at spejle os i, siger hun Foto: Johanne Teglgård Olsen

"Vi er de første i vores vennekreds, der får børn, men pludselig bliver vi overhalet indenom. De andre får deres toere og treere som perler på en snor, føler vi." Læs Sofie Berggren Bylovs historie i dette uddrag fra bogen "Tabet"

Allerede tre måneder efter Mads og jeg bliver kærester, er jeg gravid. Vi er faktisk folkeskolekærester på Falster og spillede fodbold sammen, men jeg flyttede til København. Jeg blev bartender, gik i byen, festede. Men så en dag støder vi ind i hinanden igen, og ingen af os er i tvivl.

Jeg fortæller ham ret hurtigt, at jeg har svært ved at få børn. Derfor er ingen af os i tvivl om, at vi skal beholde barnet, da jeg mirakuløst er blevet gravid ved et “uheld”.

Da Asta er halvandet år gammel, beslutter vi at prøve at få et barn mere. Der går et års tid, og i sommeren 2015 er jeg gravid. Jeg går til lægen, der tager en test. Negativ, siger den. Jeg forstår ingenting. Jeg bliver henvist til scanning, hvor de godt kan se, at der er “noget” derinde - men det er gået i sig selv. Jeg får piller med hjem, så jeg kan abortere.

Derefter fucker min cyklus helt op. På et tidspunkt går der 82 dage mellem mine menstruationer, og det gør det relativt vanskeligt at få et barn. Jeg bliver henvist til undersøgelse, men der er lang ventetid. I mellemtiden bliver jeg gravid - uden at have fået min menstruation. Min læge prøver forgæves at regne ud, hvor langt jeg er henne. På sygehuset vurderer de, at det er seks uger.

En uge senere begynder jeg at bløde. Det hele føles op ad bakke. Jeg får lavet en udskrabning, fordi de ikke tør give mig piller igen, når min krop er så meget i ubalance.

I julen 2017 rammer Mads og jeg en mur. Det er et halvt år siden seneste abort, og nu er jeg blevet gravid igen. Vi når forbi nakkefoldsscanningen, hvor babyen har det godt, men fordi Mads er født med en hjertefejl, skal vi til en ekstrascanning i uge 16.

Med det samme kan jeg se, at der er noget helt galt. Babyen har ikke den størrelse, den skal have, og der er ligesom et tomrum på skærmen. Der er ikke noget liv mere, fortæller jordemoderen. Jeg får sovebriller på, så jeg ikke behøver at se det, mens hun sammen med en kollega scanner videre.

Jeg får en tid til operation dagen efter. Jeg er ked af det, men samtidig er det godt, at jeg bliver sendt hjem. Så kan jeg få talt med Mads, og vi kan sammen tage derind igen dagen efter. Om aftenen bliver jeg ringet op af en sød jordemoder, der forbereder mig. Da vi møder ind på afdelingen næste morgen, starter helvedet.

Den første, jeg møder, er en jordemoder, der siger, at “det sker for 20-25 procent af alle graviditeter,” så jeg skal bare slappe af. Vi har jo et barn, så vi skal nok få et mere på et tidspunkt. Vi er på sygehuset i otte timer, og det er de værste otte timer i mit liv. Fordi både lægerne og sygeplejerskerne reagerer tåbeligt. Da jeg skal lægges i narkose, bliver jeg ked af det, og anæstesilægen siger, at jeg jo bare skal tage det roligt, jeg har jo et barn derhjemme. Jeg er familiekonsulent - tænk, hvis jeg sagde det, når jeg er ude ved familier, der lige har fået tvangsfjernet et barn: “Op på hesten. I laver bare et nyt barn.” Jeg er så sårbar, da jeg ligger der, og jeg har brug for at blive mødt i min sorg - eller bare tale om noget helt andet. Vejret eller whatever…

Der er mange, der møder os med samme misforståede trøst. “I er unge, I skal nok nå det.” Det er bare slet ikke det, det handler om for os. Vi har fået vores første datter i 2013, og nu er vi i 2018 - og vi har stadig ikke fået barn nummer to. Det kan da godt være, at vi er under 30 år begge to, men vi vil jo virkelig gerne have det barn. Det er jo ikke for sjov, at der er seks-syv år mellem folks børn.

Der sker ikke noget i lang tid efter aborten. Dagen efter min fødselsdag i februar 2019 har jeg det mærkeligt. Jeg tager ti graviditetstests. Ti. De er alle sammen positive. Jeg tror ikke på det. De andre gange, jeg har været gravid, har jeg været helt vildt glad og fortalt det til mine søstre og veninder. Denne gang siger jeg ikke noget. Jeg er sikker på, at vi mister igen. Jeg siger ikke noget til Mads.

To-tre dage senere tager jeg syv tests mere. Stadig positive. Jeg ringer til lægen - som er Mads’ barndomslæge - og spørger, hvad jeg skal gøre, og at jeg ikke tør sige det til Mads. Jeg får en tid hos lægen samme eftermiddag. Til Mads siger jeg, at jeg skal ud at handle.

Lægen konkluderer også, at jeg er gravid, og jeg får en tid til en tryghedsscanning 14 dage senere. Jeg siger først noget til Mads dagen før scanningen. “Er du nu sikker?” spørger han. Han bliver ked af det, da jeg fortæller, at jeg har holdt det hemmeligt i 14 dage, fordi jeg ikke vil såre ham igen.

Mads og jeg tager til scanning. Lægen starter indvendigt, men kan intet se. Mads ryster og har svedige håndflader. Jeg siger til lægen, at jeg muligvis er længere henne, end vi tror - måske kan han scanne mig udvendigt?

Han scanner mit maveskind, og der kan vi se en lille baby. Jeg er 10 uger henne, vurderer lægen. Vores datter ligger så langt fremme, at han ikke kunne se hende vaginalt. Resten af graviditeten bliver jeg scannet hver anden uge - torsdag klokken 10.30. Hver gang sender jeg et billede og en besked til Mads: “Hun er her stadig.”

Graviditeten er fysisk nem, men psykisk er det frygteligt. Jeg tror på intet tidspunkt, at vi vil få en baby ud af det. Heller ikke selv om hun sparker, eller når hun har hikke inde i maven.

Jeg bliver sat til planlagt kejsersnit 28. oktober, men i efterårsferien et par uger inden får jeg rigtig mange smerter. Lægerne og jordemoderen bliver nervøse og vil have hende ud. Det vil jeg også for alt i verden. Nu har jeg gået en hel graviditet og været bange for, at hun ikke vil overleve. Jeg får en tid til akut kejsersnit i uge 43. Det går fint, og hun er helt perfekt, da hun kommer ud. Lille Alberte.

Dér bliver jeg hamret i gulvet af sorg over, hvad der er sket i de seneste mange år. Alt ramler. Og jeg er vred. Vred over den måde, som jeg er blevet talt ned til. Når man ligger og mister sit ufødte barn, er man ligeglad med, at det sker for hver fjerde eller femte gravide kvinde. Jeg forstår ikke, at lægerne og jordemødrene ikke ved, hvordan de skal møde os. Det burde da være en del af uddannelsen.

Vores liv handler ikke længere om at få børn. Mads og jeg er blevet gen-gift for et par uger siden. Faktisk har vi været gift i to år - det var der bare ikke nogen, der vidste. I min tale til Mads sagde jeg, at ingen ud over os kan forstå den smerte og sorg, vi har gennemgået i de seneste syv år.