Stilhed er en vigtig del af et godt børneliv

Det er hårdt arbejde at gå i daginstitution. I Børnehuset Næsdal ved Holbæk er stilletid, massage og fodbad derfor en del af hverdagen

Alle børn i Børnehuset Næsdal får løbende kraniosakral terapi. Her er det Willum på to et halvt, der er i hænderne på kraniosakral-terapeut Charlotte Olesen.
Alle børn i Børnehuset Næsdal får løbende kraniosakral terapi. Her er det Willum på to et halvt, der er i hænderne på kraniosakral-terapeut Charlotte Olesen. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

”Behandling” står der på den lukkede dør. Bag døren på en briks ligger Willum på to et halvt år helt stille på ryggen og læser i en lille bog om Peter Pedal. Blid, drømmende musik flyder ud i rummet.

Imens står kraniosakral-terapeut Charlotte Olesen og holder om hans baghoved, trykker ham blidt i nakken og løsner op for eventuelle spændinger, så han er rustet til kolbøtter, hop og spring.

Willum ser ud til at nyde dagens behandling.

I tilstødende lyse rum er børn på samme alder og yngre i gang med at få fodbad og kropsmassage. De har ble på og ikke andet.

Pædagoger nusser de små buttede tæer og aer de små hoveder. Fra lofterne duver stribede hængekøjer i børnestørrelse. I nogle af dem ligger et barn, som lige har brug for en lille pause.

Andre er på den store legeplads i det gode vejr, mens andre igen har lavet deres egen kolbøttebane i gymnastiksalen. I de fleste rum er roen bemærkelsesværdig.

Det er en helt almindelig torsdag i Børnehuset Næsdal, der ligger i en nedlagt landejendom i udkanten af landsbyen Asnæs nord for Holbæk.

75 vuggestue- og børnehavebørn og 16 ansatte er samlet i denne private institution, som åbnede for otte år siden. Målet er at skabe en institution, som er så lidt institution som muligt, fortæller daglig leder, ejer og idrætspædagog Heidi Emanuel.

”Vi forsøger at efterligne børnenes egne hjem. Der skal være så megen ro, tid og plads, at de kan få lov til at være børn.

De skal sove, når de er trætte, spise, når de er sultne, og kun tisse, når de selv skal. Og ellers så leger vi bare. Børn er på arbejde, når de ikke er derhjemme,” siger hun.

Netop kraniosakral terapi og massage er noget, alle børn får løbende - og de spørger tit, om det ikke snart er deres tur igen.

”Massage og fodbad giver børnene en tiltrængt pause, hvor de kan bygge op til de næste timer. Vi optimerer børnenes udvikling og går meget i detaljer med hele barnet - også den sensitive side.

Vi må give dem redskaber til at kunne være i denne lidt hårde verden. Vores mål er at give dem optimal mulighed for at kunne mærke sig selv, kende sig selv og stå ved sig selv,” siger Heidi Emanuel.

I husets gymnastiksal hænger der en plan over, hvilke børn der skal hvile hvor. Stilletid er nemlig et fast punkt på dagsprogrammet. Over middag går alle de børn, som ikke længere sover middagslur, mod gymnastiksalen.

Stilletimen varer mellem en halv time og tre kvarter. Tanken med stilletiden er egentlig ikke, at det skal være sovetid. Men mange af børnene falder i søvn. Og så får de lov at sove, til de vågner.

”Ligesom vi voksne har en halv times frokostpause, har også børnene brug for en pause. Nogle gange er børnene mere klar til at være i børnehave efter stilletiden, end da de kom om morgenen,” siger Heidi Emanuel.

Stilletiden blev indført, da personalet kunne mærke, hvordan en del børn havde svært ved at klare en hel dag i institution uden pauser. Børnehuset Næsdal er for alle.

Dog er der en større andel af sensitive børn end i den gennemsnitlige institution, fordi deres forældre aktivt går efter en vuggestue eller børnehave, hvor der er mere ro.

Massage og fodbad giver børnene en tiltrængt pause, hvor de kan bygge op til de næste timer. Vi optimerer børnenes udvikling og går meget i detaljer med hele barnet - også den sensitive side, siger idrætspædagog Heidi Emanuel.
Massage og fodbad giver børnene en tiltrængt pause, hvor de kan bygge op til de næste timer. Vi optimerer børnenes udvikling og går meget i detaljer med hele barnet - også den sensitive side, siger idrætspædagog Heidi Emanuel. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Hvis ikke de særligt sensitive børn får pauser, bliver de hurtigere overstimulerede og syge. Nogle bliver udadreagerende, mens andre bliver apatiske, fordi verden synes uoverskuelig. Ser vi på mange små børns liv i dag, så bliver det overlevelse i stedet for at leve.

Man kan se børn ned i vuggestuealderen, der har symptomer på stress. Når nogle børn er hos os fra 6.30 til 16.30, så bliver det jo pludselig vores børn. Det er her, de sover, spiser og får skiftet ble, og hvis de så skal i seng klokken 19, er der ikke megen tid til at være sammen med sin familie.”

Hun ved godt, at mange forældre er afhængige af, at deres børn kan være mange timer i institution. Til gengæld bør forældrene så tage ansvar for, at den tid, de bruger sammen med børnene, ikke udelukkende er fokuseret på aktiviteter og oplevelser.

Hun er ikke bange for at tage fat i forældrene, hvis hun mærker, at nogle børn har et hektisk program på hjemmefronten - blandt andet i weekenden.

Fodbad, massage og stilletid er en fast del af programmet i Børnehuset Næsdal. Pauserne giver børnehuset mere energi til at klare en lang dag i daginstitution.
Fodbad, massage og stilletid er en fast del af programmet i Børnehuset Næsdal. Pauserne giver børnehuset mere energi til at klare en lang dag i daginstitution. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Om mandagen bliver en del børn afleveret tidligt, fordi forældrene gerne vil af med dem. Forældrene fortæller, at det har været en hård weekend, og nu er børnene vores ansvar.

Et barn kan godt komme igennem weekenden i 27. gear, men det kan ikke mærke sig selv, og så falder hammeren mandag morgen.

Vi kan selvfølgelig ikke bestemme, hvad forældrene skal gøre med deres børn, men vi kan godt informere forældrene om, hvad de udsætter børnene for, hvis de sender dem i institution ni timer om dagen fem dage om ugen og så fylder weekenden med børnefødselsdage og Tivoli-ture.

Det går ud over deres trivsel.”

Det er blevet frokosttid i børnehuset. Dekorativt smørrebrød i miniatureudgave bliver serveret for grupper af børn både inde og ude. En gruppe sidder under halvtaget på legepladsen, en anden i udehuset Troldehuset.

Andre igen sidder inden døre. Pointen er, at der altid er mulighed for at have et roligt hjørne at spise i. Maden er sukkerfri og lavet på stedet.

”Torskerognsmadder, skinkemadder og stilletid er det bedste,” lyder det fra nogle af børnene i førskolealderen.

At være i naturen og opleve årstidernes skiften er også centralt for Børnehuset Næsdal. Børnene må gerne lære, hvordan det føles, når man fryser, så de kan tage en ekstra trøje på. Når det er varmt, må de gerne have bare tæer og mærke, hvordan græsset kilder under fødderne.
At være i naturen og opleve årstidernes skiften er også centralt for Børnehuset Næsdal. Børnene må gerne lære, hvordan det føles, når man fryser, så de kan tage en ekstra trøje på. Når det er varmt, må de gerne have bare tæer og mærke, hvordan græsset kilder under fødderne. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Om fredagen bliver maden altid tilberedt på bål udendørs. Lige op ad institutionen ligger bølgende kornmarker til alle sider. At være i naturen og opleve årstidernes skiften er også centralt for Børnehuset Næsdal.

”De må gerne lære, hvordan det føles, når man fryser, så de kan tage en ekstra trøje på. Når det er varmt, må de gerne have bare tæer og mærke, hvordan græsset kilder under fødderne.

Og når det regner om sommeren, er det også o.k. at prøve at tage tøjet af og mærke regnen på sin krop i stedet for at tage regntøj på.

Jeg synes generelt, vi har en tendens til at pakke vores børn alt for meget ind i uv-dragter, flyverdragter og strømper, og det er med til at uselvstændiggøre dem,” mener Heidi Emanuel.

Og der er både plads til vildbasserne, der helst vil klatre i træer og boltre sig i gymnastiksalen, og til dem, der har det bedst med at dingle i en af hængekøjerne.

De fleste af børnene her har brug for en overvægt af ro.

”Jeg siger til mine ansatte, at hvis de kan nyde synet af børn i ro, er det, vi gør, en succes,” siger Heidi Emanuel.