Da professor emeritus i teologi Troels Engberg-Pedersen i begyndelsen af december blev inviteret til at tale om stoicisme og ledelse til en ledelseskonference i ingeniørforeningen IDA, sagde han til sin kone, inden han tog hjemmefra, at han regnede med, at mellem to til fem personer ville dukke op.

”Men i stedet mødte der 90 meget interesserede mennesker frem,” siger han.

Stoicisme trækker tråde til ledelsesteori

Troels Engberg-Pedersen var inviteret til konferencen, fordi han netop er udkommet med bogen ”Stoicisme og ledelse: At lede og blive ledet”, hvor han trækker tråde mellem stoisk etik og amerikansk ledelsesteori. Moderne ledelse var egentlig ikke noget, han kendte ret meget til, men som forsker har han igennem en årrække beskæftiget sig indgående med den antikke græsk-romerske filosofiske skole stoicismen.

Det er hans helt klare opfattelse, at der er kommet mere opmærksomhed på denne filosofiske retning i de senere år, og i arbejdet med bogen blev han især bevidst om den store interesse for stoicismen inden for erhvervslivet – blandt andet i den såkaldte techbranches højborg, Silicon Valley, i Californien. Det var dog ikke altid en lige grundig fremstilling af de stoiske idéer, han faldt over i sin research, og idéerne mindede ofte om et flygtigt modefænomen.

”Det er en ledelsesindustri, hvor man pludselig fanger en eller anden interessant idé, og den bliver der så kogt en del suppe på. Og jeg må sige, at jeg slår syv kors for mig over nogle af de eksempler på stoicisme, jeg er faldet over. Det bliver meget vulgært,” siger han.

Det er dog ikke alle moderne fortolkninger af stoicisme, som er overfladiske, og det øgede fokus på det stoiske tankegods ses ikke kun inden for ledelsesindustrien og den moderne teknologiverden. Interessen kan ses bredt inden for både filosofi, psykologi og psykoterapi og er en tendens, som har sit udspring i England og USA i slutningen af 1970’erne. Det fortæller idéhistoriker og ph.d. i psykologi Anders Dræby Sørensen, som i 2017 har skrevet bogen ”Stoisk ro – Stoicismens genkomst i det 21. århundrede”.

Ifølge ham bygger blandt andet den kognitive terapi, som er den mest anvendte terapiform i dag, på stoisk teori, og også den franske filosof Michel Foucault var i midten af 1980’erne med til at sætte et fornyet fokus på stoicismen. Det er dog først efter årtusindeskiftet, at stoicismen for alvor har fået vind i sejlene, og i dag udkommer flere og flere bøger på området, og hjemmesider, debatfora, Twitter-konti myldrer frem på nettet. Der er sågar en årlig konference i London kaldet Stoic Week (stoisk uge) med omkring 5000 deltagere.

Interessen kan i høj grad spores uden for universitetsverdenen, og det skyldes, at stoicismen er en praktisk livsfilosofi, der både har et terapeutisk og spirituelt aspekt, hvilket appellerer til mange almindelige mennesker uden for den akademiske verden, forklarer Anders Dræby Sørensen.

”Man kan sige, at hele genopdagelsen af stoicismen også er et brud med den akademiske filosofi, sådan som den har været praktiseret de sidste 200 år. Det er en slags tilbagevenden til livet. Filosofien skal have en praktisk anvendelighed i menneskers hverdag. Det skal ikke bare være teori og begrebsanalyser,” siger han.

Ifølge ham afspejler den voksende interesse, at vi befinder os på et historisk tidspunkt, hvor verden er i opbrud, og ”folk farer vild”. For selvom flere mennesker i dag oplever en enorm materiel velstand, viser adskillige undersøgelser samtidig, at forekomsten af stress, angst og depression vokser eksplosivt i disse år.

”Jeg mener, at vi befinder os i det, som man kan kalde afslutningen på den moderne tidsalder, og folk er nu begyndt at søge efter en ny retning i livet. Og stoicismen er jo en meget individualistisk filosofi, som passer på tiden, men det er også en spirituel og åndelig filosofi, som fokuserer på, at mennesket er mere end bare sig selv,” forklarer Anders Dræby Sørensen og tilføjer:

”Der er så mange ting, der er galt med den måde, vi lever vores liv på, og stoicismen er en enkel og let tilgængelig livsfilosofi, der giver et andet bud.”

Erklæret stoiker

Massimo Pigliucci, professor i filosofi ved City University of New York, er erklæret stoiker og står bag hjemmesiden ”How to Be a Stoic” (Hvordan skal man være stoiker). Han gik igennem en midtvejskrise for nogle år tilbageog besluttede derfor at studere antikke dydsetiske filosoffer, blandt andre Aristoteles og Epikur.

”Og så faldt jeg over et tweet – af alle ting – som opfordrede til at fejre ’Stoic Week’ (stoisk uge, red.), og det gjorde mig nysgerrig. Jeg tilmeldte mig, jeg blev hooked og har dyrket det lige siden,” siger han.

For Massimo Pigliucci er stoicismen en livsfilosofi, som tilbyder et etisk kompas, der gør ham i stand til at leve et bedre liv. Det er en hjælp til at prioritere de ting, der virkelig er vigtige i livet, hvor man kan lære at håndtere modgang og udvikle bedre relationer til andre mennesker.

”I den forstand har stoicismen mange af de samme mål som buddhisme, kristendom, sekulær humanisme og så videre,” siger han og understreger, at han ser tydeligere paralleller mellem buddhisme og stoicisme.

Og det giver også mening at drage paralleller til både kristendom og buddhisme, mener Troels Engberg-Pedersen, som forklarer, at den tidlige kristendom og stoicismen på mange måder minder om hinanden, og både Paulus og Johannes trak på stoisk filosofi i deres skrifter. Men de mere apokalyptiske idéer i den tidlige kristendom adskiller sig dog væsentligt fra stoicismen, ligesom det alene var den foreliggende verden, som var afgørende for stoikerne. Men også det antikke gudsbegreb er markant forskelligt fra det kristne.

”Stoicismen er en naturalistisk filosofi. Den forstår Gud og guderne og hele den religiøse dimension af verden naturalistisk,” siger Troels Engberg-Pedersen.

Ifølge Massimo Pigliucci har hverken de menneskelige samfund eller den menneskelige natur ændret sig synderligt siden antikken, og det giver derfor stadig god mening at benytte sig af et mere end 2000 år gammelt filosofisk tankesæt, forklarer han.

”Ja, vi har iPhones og internettet i dag – og atomvåben – men vi ønsker også stadig de samme ting, som de gamle grækere og romere gjorde: kærlighed, venskab, ro i sindet, et godt arbejde, tag over hovedet og social status,” siger han.

Han opfatter også den aktuelle interesse som et udtryk for, at vi i dag – ligesom stoikerne i antikken – lever i en urolig og uforudsigelig verden, hvor mennesker føler sig magtesløse over for udviklingen.

”Og hver gang tingenes tilstand er på denne måde, er der en tendens til, at filosofi, som handler om udholdenhed og selvhjulpenhed, bliver populær,” siger den amerikanske professor.

Stoicisme, selvhjælp og Svend Brinkmann

Herhjemme er stoicismen i en moderne kontekst mest kendt fra psykologiprofessor på Aalborg Universitet Svend Brinkmanns bøger, og især bogen ”Stå fast” fra 2014 benytter sig af et stoisk begrebsapparat. Bogen var blandt andet et opgør med positiv psykologi, selvhjælp og kravet om konstant personlig udvikling, og i ”Stå fast” leger Svend Brinkmann med grebet fra selvhjælpsgenren og vender den mod genren selv, forklarer han.

”Jeg ledte efter en filosofisk skole, der lød lidt selvhjælpsagtig, men som samtidig havde nogle modsatrettede pointer af det, som prædikes i dag, og der faldt jeg over stoicismen, som jeg ikke havde beskæftiget mig særligt meget med før. Jeg syntes, det var interessant, at alle mennesker gik og sagde, at vi skulle være positive, og så sagde stoicismen nej, du skal huske, du skal dø, og du skal huske, at du skal se realiteterne i øjnene. Og så begyndte jeg at læse mig ind på stoicismen,” siger Svend Brinkmann.

Først senere blev han bekendt med det ”kæmpe boom” i stoiske hjemmesider, selskaber og konsulenter i erhvervslivet, og det har han det ambivalent med og har derfor efterhånden forladt det stoiske vokabularium i sine bøger. Den moderne tolkning af stoisk filosofi risikerer nemlig hurtigt at blive et koncept og en del af en allerede individualistisk kultur. Her bliver den brugt som et redskab, der skal klæde den enkelte på til at møde omstændigheder, som egentligt er ganske problematiske, forklarer han. I stedet mener han, at vi bør fokusere på at ændre på de problematiske omstændigheder frem for kun at forsøge at ændre måden, hvorpå vi tænker, og han advarer mod, at stoicismen går ind og bliver en slags ”tilpasningsideologi”.

”Vi har en verden, som er fuld af kriser og stigende økonomisk ulighed i mange lande. Og klimakrisen virker nærmest lammende. Man ved ikke, hvad man skal gøre, man er jo bare et lille væsen. Og der kan stoicismen komme til at fremstå som individets redning i et buldrende kaotisk univers. Når klodens skibe og færger synker, så klamrer man sig til sin egen lille stoiske redningsbåd: Når jeg ikke kan forbedre verden, så kan jeg i det mindste arbejde med mig selv og forbedre mig selv. Det er det, jeg ikke kan lide – det bliver en ny form for selvudviklingsfilosofi,” siger Svend Brinkmann.

Det betyder dog langtfra, at han mener, at man bør forkaste de stoiske idéer. Tværtimod synes han, at der er nogle vældigt gode grundtanker i stoicismen, og han mener også, at man samtidig kan tolke den stigende popularitet i et mere positivt lys, idet interessen for stoicismen udtrykker en større og større længsel efter eksistentielle og etiske svar.

”Der er en fornyet interesse for, at livet ikke bare handler om at gøre, hvad man har mest lyst til og realisere sig selv totalt uhæmmet. Der er faktisk noget, jeg er forpligtet på, fordi jeg er et menneske, der tilhører nogle fællesskaber og står i relation til andre mennesker. Og det har stoicismen jo en virkelig fin udfoldet teori om,” siger han.

Det er Troels Engberg-Pedersen enig i, og han understreger, at det er en misforståelse at tro, at stoicismen har noget at gøre med selvhjælp. Det styrkende ved filosofien handler omvendt om at reflektere over sammenhængen mellem den enkelte og hele verden. Han forklarer, at en af grund-idéerne i stoicismen og meget af den antikke etiske tradition er, at der ikke er en sondring mellem lykke og pligt.

”Det er en sondring, som vi har fået meget stærkt med Kant (tysk filosof 1724-1804, red.),” understreger han og tilføjer:

”Men i stoicismen er det lige præcis pointen, at menneskelig lykke består i at handle på den måde, man også skal. Man både skal og vil handle på den måde, som er den rigtige. På den måde er modsætningen mellem pligt og lykke slet ikke til stede; den er overvundet, og det er en af de ting, som gør, at jeg synes, den antikke etiske filosofi er uhyre interessant og relevant for os nu,” siger Troels Engberg-Pedersen.