Det er ikke mange dage siden, at Margrethe Kähler holdt sin afskedsreception. Der var noget at fejre. 50 år på arbejdsmarkedet, de fleste brugt i forsøget på at afvige fra paragraffer og kontorarbejdet som jurist for i stedet at hjælpe nogle af dem, der har det sværest. Først i Ankestyrelsens børneafdeling, siden i Børnerådet og de seneste 19 år i Ældre Sagen, hvor hun som chefkonsulent har talt de demente, de ensomme og de oversetes sag.
Egentlig har hun flere kræfter og mere på hjerte, men ”når man har rundet 75, er man nødt til at overveje, om det ikke er ved at være tid til at give andre plads”, som hun siger.
Der var flere fine taler, der blandt andet kommenterede hendes store hjerte og let distræte sind, og det var hun glad for, men hun havde også selv noget at sige. En slags værdiarv, hun gerne ville give videre. Stol på al fryd, sagde hun. Frygt ikke døden. Gør dig klar til at blive 100.
”Det er det, jeg tror på. At sprede glæde. At tro på optimismen og folde det skrøbelige liv så langt ud, det kan bære. Det er de værdier, jeg har arbejdet for, og dem, jeg har forsøgt selv at leve efter. Selvom det ikke altid har været lige nemt.”
Det sidste siger hun med noget, der ligner et smil, men det snyder. Sådan er hendes ansigt bare, åbent og smilende. De klare, blå øjne sender lys ud i hver en forfinet rynke, selv når en tåre afslører, at hendes liv langtfra har været så fuld af det livsmod, hun udstråler. Ikke fordi hun forsøger at dække over noget, det er blot en tillært vilje til at se glæden, søge friheden og leve livet, mens det er der, som har indlejret sig dybt i hende.
I Margrethe Kählers lejlighed på Frederiksberg i København udfolder optimismen sig i form af hyggekroge og vægge fulde af farverig kunst. På reolerne står meter efter meter af klassisk litteratur, og møblementet er tilpasset deres ejermand med samme elegance og ro.
Hun har boet her siden 1981, alle årene alene, siden børnene flyttede hjemmefra, selvom hun har været kæreste med Gunnar i mange år. Hun nyder, at det føles, som om hun går ind i en varm luffe, når hun går ind ad hoveddøren.
Ligegyldigt, hvad der sker uden for luffen, kan hun altid komme her tilbage, sætte sig ud i køkkenet på stolen ved det lille tomandsbord og tænke over den situation, hun nu er havnet i. Og blive enig med sig selv om, at det værste, der kan ske, er, at livet lige så stille går videre alligevel. Hvilket jo ikke er så slemt endda.
”Jeg minder nok lidt om min mormor. Det vil jeg i hvert fald gerne, og det er hendes livssyn, jeg har forsøgt at gøre til mit eget,” fortæller hun med en blød og lidt skrøbelig stemme, man kun vanskeligt kan forestille sig også indeholder et stort temperament. Men det gør den, forsikrer hun med den lille latter, der kommer rullende lige efter mange af hendes sætninger.
”Min mormor var sådan en Pippi Langstrømpe, der gik i blåternede kitler og alpehue og røg cerutter. Hun var enormt rebelsk og sjov og helt sin egen, og jeg så meget op til hende. Hun havde en rejsegrammofon og spillede hele huset op, så det gyngede, når jeg var på besøg. Det var Kathleen Ferrier. Enrico Caruso. Og ’Her står jeg hver aften på risten’ med Carl Alstrup. Min morfar var mere indadvendt, men lige så varm. Han tog mig med på ture rundt i Midtjylland med smurte spegepølsemadder og kaffe i termokande og fortalte mig om de gamle slægter, han kendte, når vi gik tur på kirkegårdene. De to blev den grund, jeg stod på som barn og langt ind i voksenlivet. Barndommens grønne plet.”
Kontrasten til hverdagen var til at mærke. Hendes far var tegner og maler.
Han rejste en del i udlandet, men når han var hjemme, var han familiens intense centrum og kunne ændre stemningen på et splitsekund. Margrethe kendte hans isnende øjne alt for godt og satte sig ofte til at sy, når han var i huset, altid med hovedet helt nede i skødet, så han ikke kunne bebrejde hende noget.
Hendes mor var en blid pige fra Jylland, der beundrede ham grænseløst. Og Margrethe forstod hende godt, for han var samtidig spændende og fyldte energisk huset med kunstnervenner og studiekredse.
Der var altid noget at opleve, når han var i nærheden.
”Min mor og jeg sad ofte og lyttede stilfærdigt til hans fortællinger for enden af bordet,” fortæller hun.
”Jeg prøvede at få hende til at sige noget, for jeg ville så gerne, at hun foldede sig ud. At hun kom til sin ret. Men det lykkedes aldrig, hun var altid tavs omkring min far. Det var jeg ikke, men jeg fik heller ikke lov til at være barn, for han kommenterede alt, hvad jeg gjorde og sagde, og jeg lærte tidligt at aflæse enhver situation for at kunne dæmpe dramaet.”
Han havde været leder af en modstandsgruppe under Besættelsen, men blev taget i 1944. Han overlevede kun, fordi forhørslederen i Shellhuset viste sig at være hans gamle klasselærer. I stedet for øjeblikkelig henrettelse blev han sendt i kz-lejr.
Året efter holdt skæbnen også hånden over resten af familien. Sammen med sin mor var den toårige Margrethe gået under jorden få dage forinden og var derfor væk fra huset på Maglekildevej, da britiske fly på vej mod Shellhuset ved en fejl bombede Den Franske Skole og flere huse omkring den. Familiens hus forsvandt fuldstændigt.
Så da krigen var slut, var de alle i live, men traumet fra kz-lejrene skulle for altid formørke faderens sind. Og dermed forme familien Kähler, ikke mindst Margrethe, der lærte at søge mod lyset og mod et almindeligt liv væk fra kunstens tyngde. Hun var fascineret af de stærke, intelligente mænd, men de skulle være i stand til at grine ad sig selv og verden.
Den tilgang til livet blev yderligere styrket af hendes mormor og morfar. Og med tiden også hendes mor.
”Efter hun blev skilt fra min far, blev hun endelig sin egen. Vi kunne tale sammen i timevis og hulke af grin, og det har jeg trukket på i de lidt tungere dele af mit liv. Jeg har været i stand til at se dem udefra og overbevise mig selv om, at det hele nok skulle ordne sig,” siger Margrethe Kähler.
En af de gange, hvor det blev nødvendigt, var, da hun – højgravid – tilfældigt så sin far komme gående på gaden. De havde ikke set hinanden længe, og hun sprang ham i møde, fuld af forventninger om hans reaktion på at skulle være morfar.
Hun kan stadig se for sig, hvordan hun i slowmotion bredte sine arme ud mod ham, og hvordan han vinkede hende væk med hånden og gik videre. Den dag parkerede hun ham dybt inde i hovedet og lukkede døren så hårdt, at da han nogle få år senere døde kun 55 år gammel, tænkte hun ikke på det som en tragedie, men som en fortvivlet sjæl, der fik fred.
En tragedie var det til gengæld knap 20 år senere, da hendes 18-årige søn blev syg og døde. Det kom pludseligt, og chokket har aldrig forladt hende, men hun gik ikke under.
En nat så hun ham gående i et slags paradis bag en jernport, hun ikke kunne åbne, og han smilede til hende. På armen bar han det guldur, han havde lånt af hende en sommer, de rejste Europa tyndt med tog. Det var en slags kærlighedspant, og hun vidste, hvad det betød, at han stadig havde det, og det lindrede smerten. Nogle gange mærkede hun, næsten fysisk, hvordan han tog hende om skuldrene og sagde: Bare rolig, mor. Jeg har det godt.
Så hun fortsatte. Hun tog sig af sine to andre børn, hun gik på arbejde, hun udtalte sig til medierne og skrev bøger, der kunne hjælpe dem, der havde behov for hjælp.
”Jeg har aldrig været bange for selv at gå under,” siger hun. ”Lyset har altid vundet, men jeg har nogle gange følt mig magtesløs over ikke at kunne hjælpe dem, jeg elskede allermest. Det kan kun Gud, og derfor har jeg bedt ham om hjælp mange gange, men mest til andre. Mine drenge siger altid: Mor, du kan jo ikke redde hele verden. Men det er åbenbart mit lod at være forpint over, at folk omkring mig ikke altid har det godt. Og forsøge at gøre noget ved det.”
Måske derfor sætter hun så stor pris på Benny Andersens ord:
Skil dig fra mørket og tag dit parti.
Du er det lys, du kan sprede.
Vis mig dit ansigt, før alt er forbi.
Så er vi begge til stede.
”Vi mennesker har en utrolig indflydelse på hinanden, helt ind til marv og ben,” siger hun ”Den måde, vi er på over for andre, er det mest betydningsfulde i vores liv. Det har jeg selv oplevet, både positivt og negativt, og det vil jeg fortsætte med at fortælle til alle, der vil lytte.”
Ude foran lejligheden står hendes cykel og venter. Nogle gange siger hun til den: ”Det nytter ikke, at du står der og hopper for at komme af sted, det er mig, der bestemmer.”
Hun har brug for at tage tingene i sit eget tempo. På sin egen måde. Det er derfor, hun endnu ikke har lagt faste planer for de mange planer, hun har. Der er stadig konferencer og foredrag, og hun går også og overvejer at skrive en børnebog om børns oplevelser af døden. Og så er der selvfølgelig endnu mere tid brugt på børn og børnebørn, bøger og kunstudstillinger. Hun skal nok nå det hele. Hendes mor blev 94 år. Margrethe Kähler forventer at slå det tal.
”For mig har livet altid været knald eller fald. Enten går man under, eller også erobrer man sin skæbne på trods af alt. Jeg har brugt det meste af mit liv på at opfordre andre til at vælge det sidste, så det vil da være skørt ikke selv at gøre det.”
