Prøv avisen

Filosof: Stress er en slags død

Arkivtegning: Morten Voigt

Filosof Mette Vesterager ser stress som en eksistentiel belastningstilstand og vil med ny bog tage et opgør med det individualiserede syn på stress

”Det er jo også mig selv, der vil for meget. Jeg kan jo bare lade være.”

Sådan faldt ordene fra en medarbejder, som havde stress i en samtale med filosoffen, coachen og ledelsesrådgiveren Mette Vesterager. Nu er ordene med i bogen ”Stress og eksistens”, hvor hun forsøger at ændre synet på stress.

Den tyske sociolog Ulrich Beck skrev tilbage i 1997, at samfundsmæssige problemer bliver gjort til psykologiske problemer hos den enkelte. Med sin nye bog vil Mette Vesterager gøre op med det individualiserede syn på stress og anviser i stedet 10 eksistentielle grundvilkår, som også er knyttet til stress.

Mette Vesterager ser stress som knyttet til menneskets eksistens og forankret i grundvilkår som frihed, ensomhed og meningsløshed. Hun argumenterer ud fra eksistensfilosofien og minder om betydningen af ”at eksistere”, som kommer fra det latinske ”ex-sistere”, som betyder ”at stå ud”. Mennesket står ud fra sig selv, hvilket betyder, at mennesket forholder sig til sig selv. Hermed adskiller mennesket sig fra genstande og dyr, som man beskriver ved hjælp af deres essens. Når man ser på et menneske med eksistensfilosofiske briller, går eksistensen forud for essensen og er hele tiden under tilblivelse, fordi vi forholder os til os selv, også hvis vi ikke er bevidste om det.

I bogen gennemgår hun 10 eksistentielle grundvilkår og kobler dem med stress. Et eksempel er mening. Hun henviser til Viktor Frankls ord om, at mening er det samlende princip bag menneskelig motivation, og at tabet af mening er den største trussel mod det moderne menneske.

”Vi har et eksistentielt behov for mening, og meningsløshed er netop forbundet med stress og relaterede lidelser som depression, der kan være en konsekvens af langvarig stress,” skriver hun og citerer en tidligere stressramt kvinde for følgende:

”Jeg kunne slet ikke se, at jeg var stresset, da jeg blev sygemeldt. Jeg havde det skidt, men forbandt det ikke med stress, for jeg syntes ikke, at jeg havde travlt. Men bagefter kunne jeg se, at jeg fuldstændig havde mistet følelsen af mening i mit arbejde.”

Forbundethed er et andet grundlæggende tema, som kan være knyttet til stress. Denne forbundethed til andre mennesker er årsagen til, at konflikter og magtkampe kan fungere som stressudløsere, og vi kan opleve moralsk stress, hvis vi føler os tvunget til at behandle vores medmennesker umenneskeligt.

Ud af (manglende) forbundethed gror ensomheden, der er et andet eksistentielt begreb knyttet til stress. Mette Vesterager skriver:

”Ensomhed er ikke nødvendigvis forbundet med, at de andre er fraværende i fysisk forstand. Ofte kan ensomheden trænge sig mest på i sociale sammenhænge, eksempelvis oplevelsen af ikke at føle sig forstået og anerkendt af andre. Ensomheden skærpes også, når stresstilstanden hæmmer vores hukommelse, og påvirker perceptionen af verden og os selv, i det vi oplever, at andre i mindre grad kan bekræfte vores oplevelser og viden.”

Efter at have gennemgået stress i forhold til konkrete omstændigheder, den enkelte ikke selv har valgt, frihed, krop, tid og forandring, peger Mette Ves-terager på døden, som hun mener hele tiden er til stede i vores liv. Ikke mindst når man arbejder med stress. Stress er forbundet med en højere dødelighed og betyder, at man kan opleve, at man er truet på livet. Men stress er også en slags død. Som en stressramt udtaler i bogen:

”Det er, som om jeg har mistet mig selv. Jeg vil gerne tilbage til mit gamle jeg, finde den arbejdsglæde og gnist, jeg havde engang, eller mit tidligere tiders mod.”

Den død, som er knyttet til stress, handler om tab af identitet, vurderer Mette Ves-terager og skriver:

”Stress fører til tab af identitet, idet det helt grundlæggende rører ved, hvem vi er. Vi får sværere ved at genkende os selv og er bange for at falde fra hinanden over for omverdenen. Den, man var før, er død – selvom mange desperat forsøger at vække deres gamle jeg til live.”

I en kultur, hvor frygten for fyringer truer på nogle arbejdspladser, kan stress knyttet til døden og tab af identitet trives. Mette Vesterager skriver:

”Afskedigelser kan virke lige så traumatiske som at miste en ægtefælle. Ofte kan en potentiel trussel være mere stressende end en konkret negativ hændelse, og med de mange organisatoriske forandringer lurer den evindelige trussel om at blive afskediget i mange ansattes liv.”8