En dag mistede Pernille Nyvang Jørgensen synet. Hun sad i et møde med en medarbejder, der skulle have sparring på et projekt, og hver gang kollegaen viste hende noget, kunne hun ikke se det. På samme måde mistede hun hørelsen. Hun kunne se sine kollegers læber bevæge sig, og til sidst kunne hun høre, at de sagde hendes navn og spurgte, hvorfor hun ikke svarede.
I dag er det fire år siden, at den dengang 31-årige Pernille Nyvang Jørgensen blev sygemeldt med stress. Hun sad i en mellemlederstilling i en stor medicinalvirksomhed, og alle faresignalerne havde været der: trykken for brystet, uoplagthed, manglende lyst til at gå på arbejde og et fokus på at overleve hver eneste dag på den måde, det nu kunne lade sig gøre.
“Jeg mistede evnen til at snakke engelsk og kunne ikke læse et engelsk menukort, selvom jeg havde boet i udlandet i flere år og var flydende i engelsk. Det er virkelig skamfuldt at opleve det her tab af funktion, og det kan være svært både at forstå og sige fra. Og da jeg så endelig sagde fra, var der ikke den rigtige hjælp hurtigt nok, og det endte med, at jeg var sygemeldt i et halvt år og sad og kiggede ind i en væg,” siger hun.
Pernille Nyvang Jørgensen er langtfra den eneste dansker, der har oplevet at gå ned med stress. Ifølge Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil fra februar i år er omkring 35.000 danskere i øjeblikket ramt af sygdommen, og 10 procent af arbejdsstyrken har et stresskollaps bag sig. Eksperter taler om en stressepidemi, men hvad er det egentlig, der gør os så stressede?
“Man kan nok ikke pege på én ting, der er den store årsag, men derimod en række forskellige faktorer,” siger Rasmus Lund-Nielsen, der er psykolog og forfatter til den nye bog “Tilbage efter stress”.
En faktor er, at vi sover mindre i dag end tidligere. Søvnmangel i sig selv kan give symptomer på stress. Så bruger vi meget tid på sociale medier, som både stjæler vores tid og præsenterer os for en perfekt verden, vi stræber efter, og som presser os. Vi har ønsker om ting, der kan være svære at realisere, medmindre vi arbejder ekstremt hårdt for dem. For 150 år siden var der ikke samme krav til, hvad livet bestod af, og ens skæbne var ofte givet på forhånd af de kår, man var født af. I dag er der i princippet ingen undskyldning for ikke at blive læge, for alle kan blive det, bare man arbejder hårdt nok. Og det er et stort pres, der kan stresse, fordi man aldrig føler, at man gør det godt nok, siger han.
Han bakkes op af Einar Baldursson, der er lektor i psykologi ved Aalborg Universitet og i en årrække har forsket i arbejdsmiljø og stress.
“Vi ser folk bukke under for krav, der føles som en endeløs spiral i deres liv. Og jeg siger bevidst ‘føles som’, for ofte kommer kravene fra en selv. Man vil gerne præstere, og det sker kombineret med en udvikling på arbejdsmarkedet, der har frataget den enkelte medarbejder en del af ansvaret for eget arbejdsliv. Vi ser i dag flere og flere ledere, og de skal skabe forandringer og resultater, så de hele tiden forstyrrer deres medabejdere med nye tiltag,” siger han.
Forandringer er ikke et onde i sig selv, påpeger Einar Baldursson, når bare man har haft en vis indflydelse på forandringen. Hvis forandringen kommer, uden at du har ansvar for den, kan den derimod føles som en trussel mod dit ståsted. Og så aktiveres det center i hjernen, der er udformet til at håndtere akut usikkerhed og trusler. Men hvis det center er aktiveret for længe ad gangen, brænder hjernen sammen, og det er det, der er stress.
”I dag er det, som om selve formålet på en arbejdsplads er at sætte kravene op, så det hele skrues op konstant,” siger han.
Det billede genkender Pernille Nyvang Jørgensen. Siden sin sygemelding er hun blevet selvstændig og arbejder i dag med ledelsesrådgivning hos forskellige virksomheder. Hun ser et arbejdsmarked, hvor der er en ubalance mellem det, der kræves, og de kompetencer, den enkelte medarbejder har.
“Der bliver mere og mere topledelse, så den enkelte medarbejder får et stort ansvar, men har ikke beslutningskompetencerne til at ændre på rammerne. Så hvis man pludselig har for mange deadlines, kan det være svært at gøre noget ved,” siger hun.
Og så peger hun på, at der stadig mangler en forståelse for, hvor alvorlig stress er.
“Der er skabt et normalbillede af, at det er i orden at gå og have det lidt skidt hele tiden. Når jeg snakker med folk rundtomkring i virksomhederne, oplever jeg, at folk siger, at de har trykken for brystet, men de undskylder det med, at det nok er, fordi de har små børn. Eller at det nok bare er en overgang. Man har sat en alt for høj acceptgrænse for, hvad der er normalt,” siger hun og peger på, at arbejdsmarkedet i dag bliver normeret efter, at alle medarbejdere yder 100 procent 100 procent af tiden. Men selv de mest robuste medarbejdere har perioder i deres liv, hvor blusset skrues ned et øjeblik, for så bliver man skilt, eller et familiemedlem dør. Men det er der ikke rigtig plads til. Hun efterlyser derfor, at virksomhederne tager mere ansvar over for deres medarbejdere.
“Mange tror, at man kan håndtere stress på et torsdagsmøde, og så laver man en stressindsats og får nogen ud for at holde et foredrag. For så kan man sige, at man har gjort noget. Men få er villige til at se på, om rammerne for arbejdet fungerer, om der er lagt for meget ansvar på for få hænder, eller om mellemlederne er låst fast i en rolle, hvor de ikke kan ændre på noget. Hvis man ikke er villig til at se kritisk på den måde, man leder virksomheden på, kommer det ikke til at gå op,” siger hun.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener man dog, at problemet ligger flere steder. For hvis man kigger på statistikken, vil man se, at de mindst stressede danskere faktisk er dem, der er i beskæftigelse. Unge kvinder og arbejdsløse er mere stressede, så præmissen om, at arbejdslivet er den primære stressfaktor, er man ikke helt med på, siger chefkonsulent Christina Raby.
“Dermed ikke sagt, at man ikke skal tage snakken og ikke skal kigge på, om der er steder, man kan sætte ind. Men det er, som om der er sat lighedstegn mellem stress og arbejdsplads. I virkeligheden tror jeg, det er et generelt samfundsproblem. At man skal være på hele tiden, at man sætter for store krav til sig selv, at man aldrig gør det godt nok. Det gælder både privat og på arbejde. Man kan ikke isolere den udløsende faktor til bare at være arbejdspladsen,” siger hun.
Men derfor har arbejdspladsen stadig et ansvar, mener Pernille Nyvang Jørgensen.
“Grunden til, at det er så vigtigt at se på, hvad arbejdspladsen kan gøre, er, at et bølgeskvulp i privaten – som kan være den dråbe, der får bægeret til at flyde over – kan du ikke planlægge. Du kan ikke planlægge, om du bliver skilt, eller om et familiemedlem dør. Men på arbejdspladsen er det altså muligt at skrue op og ned for arbejdsbelastningen, så man i de tilfælde, hvor der er private forhold, der spiller ind, kan skrue ned for arbejdspresset. Men de fleste aner ikke, hvad de skal gøre,” siger hun.
Ifølge Christina Raby kan det have noget at gøre med, at det kan være svært for mange medarbejdere at sige det til deres leder, når de føler sig pressede.
“Det kan føles meget skamfuldt for den enkelte, at man oplever, at man ikke kan klare sit arbejde, og så kan en leder overse en medarbejder i mistrivsel,” siger hun.
Det tog Pernille Nyvang Jørgensen halvandet år at vende tilbage på arbejde efter sin stresssygemelding. I dag holder hun foredrag om stress og forsøger at give ledere og arbejdsmiljørepræsentanter viden om, hvor alvorlig stress er, og hvordan de kan forhindre sygemeldinger hos deres medarbejdere, så færre kommer til at opleve det samme, som hun gjorde for fire år siden.