Jeg indrømmer det. Jeg blev en lille smule træt, da jeg så, at der stod “stress” ud for den næste patient.
Det er jo forfærdeligt tarveligt over for det arme lidende menneske, og jeg lover, at jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at efterlade min egen afmagt udenfor. Hun er jo desværre bare ikke den eneste. Der er mange. Rigtig mange.
Det er, som om der alle steder er skåret så hårdt ind til benet på arbejdspladserne, private som offentlige, at der kun er dem tilbage, der virkelig kan løbe stærkt og tage fra, og nu er det dem, der rammes. Og det er noget skidt.Det er typerne, der arbejder efter devisen, at “nogen skal jo løse opgaven”, eller de har det bedst, hvis de har fuldstændig styr på tingene, også når det så kræver, at de skal blive lidt længere, end det var aftalt. Og lidt længere“ Og måske bare et par timer i weekenden“.
Det bliver grænseløst og svært at sætte grænserne for, hvornår det er i orden, at man giver et ekstra lille nyk, og hvornår det tager over og invaderer hele ens selvopfattelse og fornemmelse af, hvad der er rimeligt, og hvor det kører af sporet. Hvornår er det en selv, der er sart, og hvornår er det arbejdspresset og vilkårene, der er for meget?
Og så går det fra at køre i overhalingsbanen i højeste gear, løse og ordne, løse og ordne, til at bremse fuldstændig op og brænde sammen og ligge som en skildpadde på sit skjold.
Uden mulighed for at vende sig igen. Slippe al kontrol og klamre sig til “paradisdrømmen”, hvor vi løber rundt på yndige blomstrende enge som treårige børn. Ubekymrede og uden større ansvar end at skulle vælge, om der skal spegepølse eller leverpostej på madpakken i morgen.
Det var sådan en skildpadde på sit skjold, der kom ind til mig.
“Nu kan jeg ikke mere. Jeg har kastet håndklædet i ringen,” sagde hun. Hun havde været på vej på arbejde efter at have afleveret tre børn i tre forskellige institutioner, og det havde været en elendig morgen med råben og skrigen.
Sure børn og en sur mor. Far var på forretningsrejse, så hun havde stået med det hele selv, og alt drillede. Og jo mere det drillede, jo mere irriteret og presset hun blev over at få dem klar, jo mere gik ungerne selvfølgelig i baglås. Ville have noget andet tøj på. Ville selv tage sko på. Ville ikke have regntøj på og så videre.
Så klappen gik ned, dér midt på ringvejen, og hun måtte køre ind til siden. Stortudende og rystende over hele kroppen. Så nu stod hun så hos mig.
Topbelastet på alle fronter. Chef for en større afdeling. Dygtig og afholdt. God til at uddelegere, samtidig med at hun nok gerne vil have alt gennem sine fingre, før det forlader afdelingen. Flere og flere arbejdsopgaver, der er landet på hendes bord gennem de sidste to år, hvor der er skåret ned og fyret en del medarbejdere, hvilket hun har været med til.
Hendes egen chef, som hun ringede til fra ringvejen, er meget fornuftig og støttede hende med det samme i at tage op til mig og blive hjemme og få gang i stresshåndteringsforløb og psykolog.
Og hun kan bestemt ikke andet end at være derhjemme lige nu, men hun synes samtidig, at hendes arbejde ofte har været et slags fristed fra børneimperiet derhjemme. Den næsten umulige balance mellem arbejde og et småbørnshjem er måske i virkeligheden dét, der er allermest svært for hende.
Dèt, der presser hende allermest. Når hun er på arbejde, er hun optaget af det og synes, det er meget spændende, men har dårlig samvittighed over for børnene. Og når hun er hjemme, har hun dårlig samvittighed over, at hun ikke blev lidt længere på arbejdet, og at hun er træt, når hun kommer hjem.
Så hun kompenserer alt, hvad hun kan, med arrangementer derhjemme og ude, og så er der lige pludselig ingen oaser at samle næring i længere. Intet fristed, hvor hun bare kan trække vejret en anelse frit.
Balancen mellem forpligtelser og lystbetonede aktiviteter, som helst skal være i en skøn ligevægt, er tippet fuldstændig over, så intet længere føles lystbetonet, og selv efterårsferieudflugter med ungerne føles som en tung forpligtelse, hun skal drive sig selv af sted til. Og hun er fuldstændig klar over, at kun hun kan ændre på det.
Så der er masser at tage fat på. Masser at arbejde med. Hun skal nok lande. Vi må se at komme i gang, så den afmagt, hun føler lige nu, og som allerede havde forplantet sig til mig, inden hun trådte ind ad døren, kan vige.
Så hun kan foretage de tilvalg og fravalg, der kan give hende styringen tilbage. Så hun kan vende sig fra sit skjold, få et godt greb om tømmerne og få sit liv til at hænge sammen på en ny og bedre facon.