Prøv avisen

Tidligere studenterleder: Studenteroprøret var nødvendigt, men fik også uheldige konsekvenser

Mihail Larsen var en af de førende studenterledere ved Aarhus Universitet under studenteroprøret. Han bor i dag i Jægersborg nord for København med sin familie, men i ferierne er han næsten altid i Ebeltoft, hvor tiden går med at vedligeholde slægtens historiske hus fra 1700-tallet – midt på Torvet og tæt ved byens velkendte rådhus. Foto: Lars Aarøe/Fokus

Mihail Larsen var en af de ledende skikkelser under studenteroprøret på Aarhus Universitet. Dengang ønskede de studerende at nedlægge professorvældet og indføre mere demokrati ved at give politikerne mere magt over universiteterne. Men det sidste var en fejl, der kom til at bane vejen for et erhvervsrettet universitet uden klassisk dannelse

Han måtte ikke følge hende hjem efter festen. Hvorfor forstod Mihail Larsen ikke helt. Men det viste sig senere, at den unge kvindelige studerende var datter af en professor, og det måtte Mihail Larsen for alt i verden ikke opdage – ”for så ville jeg måske ikke være interesseret i hende længere”.

Året var 1968. Og Mihail Larsen var kendt som en af de ledende studenteroprørere på Aarhus Universitet. Dem, der blandt andet råbte ”Ned med professorvældet” og krævede studenterindflydelse. Det ændrede nu ikke på forelskelsen, at den unge kvinde viste sig at være datter af litteraturprofessor Gustav Albeck og barnebarn af en af universitetets grundlæggere, Victor Albeck. Faktisk endte parret med at blive gift og er i dag forældre til to voksne døtre, bedsteforældre og oldeforældre. Mihail Larsen fik derudover også en fantastisk svigerfar, som han blandt andet kunne dele sin interesse for klassisk musik med.

”Historien siger jo lidt om, hvad det var for en tid, og hvilke spændinger der var. På begge sider. Vi studerende var helt klart inspireret af det generelle ungdomsoprør, der faktisk begyndte allerede i 1950’erne, hvor selve ungdommen pludselig blev synlig som en selvstændig generation – både i film, musik og i bøger. I 1960’erne fik ungdomsoprøret så mere karakter af en antiautoritær bølge, der ikke var specielt politisk, men insisterede på medindflydelse generelt i samfundet. Og det var den bølge, vi som studenteroprørere hoppede med på,” fortæller Mihail Larsen, der året før, i 1967, som en af de første studerende var begyndt at læste idéhistorie på det nyoprettede institut i Aarhus. Med Johannes Sløk som professor.

I dag er Mihail Larsen selv professor i idéhistorie og tilknyttet Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, hvor han også har boet.

Han har inviteret indenfor i familiens historiske feriebolig i Ebeltoft. Midt på det gamle brostensbelagte torv i den idylliske købstad på Djursland. Med udsigt fra stuen til Ebeltoft Vig og minder i væggene fra de mange slægtsled, som har boet i huset, der kan dateres helt tilbage til 1786, ”fra før Den Franske Revolution”, som han påpeger.

I flere år har Mihail Larsen ellers ikke ønsket at kommentere sin rolle i studenteroprøret og den såkaldte ’68-generation, men med 50-året som anledning og en for ham at se trist udvikling inden for universiteterne i dag, har han sagt ja til at give sit bud på, hvad der skete dengang, og hvordan det siden har påvirket samfundet.

Han synes stadig, at studenteroprøret var nødvendigt. Og i sin begrundelse trækker han netop tråde tilbage til Den Franske Revolution, hvor det gamle regime, l’Ancien Régime, var behersket af et autoritært enevælde. Det havde mistet sin berettigelse og stod ifølge idéhistorikeren for fald, fordi ”det var endt som en stopklods for samfundets, og især borgerskabets, progressive idéer om frihed, lighed og broderskab”.

I 1968 passede den professorale selvforståelse på samme måde dårligt ind i en tid, hvor demokratisering og tanker om lighed vandt frem.

Men som det skete knap 200 år før, opstod der også denne gang interne fraktioner blandt oprørerne, og selvom studenteroprøret var på sin plads og noget, han stadig er stolt af at have deltaget i, så kan nogle af midlerne og følgerne diskuteres, siger Mihail Larsen i dag:

”Vi ville gøre op med professorvældet og det hierarkiske system, der dengang var på universiteterne. Vi ville have mere demokratisk styring og studenterindflydelse – ja, vi ville på et tidspunkt endog have det teknisk-videnskabelige personale, TAP’erne, med i universitetets ledelse. Det var der brug for i en tid, hvor ’forskningen ikke kun skulle være for profitten, men for folket’. Men vi var politisk naive, fordi vi troede, at det var politikerne, der skulle sikre os ændringerne. Med slagord som ’Al magt til Folketinget!’. For ved at gå den vej var vi desværre indirekte med til at lade politikerne nedbryde universiteternes autonomi, og vi blev på den måde til nyttige idioter for de politikere, der siden har arbejdet på at gøre universiteterne til institutioner, der kan underlægges og strømlines efter samfundsøkonomiske strategiplaner. Det var en fejl. I stedet for ’forskning for folket’, som vi efterlyste, fik vi groft sagt ’forskning for erhvervslivet’.”

Mihail Larsen ser denne udvikling på landets universiteter som en fortsat bevægelse hen imod et masseuniversitet, hvor især erhvervslivets krav og behov er blevet de væsentligste kriterier i forhold til de forskellige studiers normering og anerkendelse. En meget trist udvikling ifølge Mihail Larsen, også fordi den har medført en forringelse af det faglige indhold på uddannelserne. Med kortere studietider og reducerede sprogkrav. Universiteterne er, som han ser det, endt som ”professionsskoler”:

”En del af os var faktisk temmelig elitære. Vi ville egentlig ikke gøre op med synet på klassisk dannelse og respekten for dyb faglighed. Det er ofte blevet misforstået, og i dag kan jeg se, at det nok var, fordi vi primært talte så meget om selve magtforholdene på universitetet. Meget af det, de reaktionære professorer sagde dengang, var jo rigtigt. For eksempel at man for at kunne udøve kritisk forskning er nødt til at værne om universiteternes autonomi, det der nu andre steder kendes som ’armslængdeprincippet’. Vi burde have set professorerne mere som vores allierede end som vores fjende og så have ført en fælles kamp for den fagkritik, som vi valgte at have fokus på i Aarhus. I modsætning til i København, hvor studenteroprøret mere kom til at handle om partipolitik.”

Hvis man var medlem af Studenterfronten ved Aarhus Universitet, var det nemlig ikke velset at være medlem af et politisk parti. For det var fagenes kritiske potentiale, der var i fokus, ikke partibogen. Derfor var der i begyndelsen også studerende fra alle fløje, bortset fra de konservative, med i Studenterfronten. Fra starten var oprøret på den måde både tværpolitisk og tværfagligt.

Ud over at kræve medindflydelse, som de fleste studerende støttede, ønskede specielt studenteroprørerne i Aarhus at udvikle studierne hen imod en kritisk videnskabelighed med relevans for samfundet, så man ad den vej ikke bare ændrede universitetet indefra, men også kunne reformere samfundet på sigt.

Selv var Mihail Larsen da også konservativ, da han flyttede fra København til studenterlivet i Aarhus. Men især Vietnamkrigen, apartheidstyret i Sydafrika og Sovjetunionens overfald på Tjekkoslovakiet samt oplevelsen af de danske politikere, som han syntes ”lukkede øjnene for især USA’s forbrydelser og på den måde gjorde os til medskyldige”, fik Mihail Larsen til at skifte politisk farve. Lige som det skete hos mange af de øvrige toneangivende studenteroprørere.

Fra 1968 og i årene frem blev Studenterfronten derfor mere politiseret, og de borgerlige samt socialdemokraterne forsvandt, mens socialisterne var tilbage.

Mihail Larsen blev valgt som formand for Studenterfronten i 1970 og efterfølgende til studenterrådsformand og kunne dermed være med til at fejre studenternes helt store sejr, da Folketinget samme år vedtog en ny styrelseslov for de danske universiteter.

Loven gav blandt andet de studerende 50 procent af pladserne i studienævnene, hvor fagenes udvikling fremover skulle besluttes. Denne ordning er i øvrigt netop i år til diskussion. Et regeringsudvalg anbefaler at ændre universitetsloven, så det alene bliver ledelsens ansvar ”at tilrettelægge arbejdet med og udstikke rammerne for uddannelsernes indhold og kvalitet”.

I sin bog ”De fire dimensioner – essays om forskning, uddannelse og formidling” fra 2012 stiller Mihail Larsen selv spørgsmålet: ”Blev vi ofre for vores egen naivitet?”. Og en del af hans svar i samme bog lyder: ”Tvivlen er berettiget, for hvorfor skulle vi være den første generation i verdenshistorien, der har været i stand til at bevare idealismen, efter at ’vi selv er kommet til magten’?”.

Han mener, at det allerede dengang var tydeligt, at ikke alle aktive studenter gik på barrikaderne og besatte institutter for at ændre grundlæggende ved universitetet og samfundet, men nærmere for selv at få magt:

”Der kom en spaltning i studenteroprøret med de kritisk intellektuelle på den ene side og så de studerende, vi i dag kender som djøf’erne, på den anden side. De sidste brugte i virkeligheden mest oprøret som en platform, der kunne sikre dem selv økonomisk og politisk indflydelse fremover.”

Mihail Larsen er udmærket klar over, at omverdenen siden har opfattet det, der dengang skete på Aarhus Universitet, som et knæfald for marxismen, der i 1970’erne satte sit præg på megen undervisning og forskning på især de humanistiske studier, hvor den såkaldte kapitallogik havde ophøjet status.

”Vi blev kritiseret for at være munkemarxister, fordi vi med Marx og Franfurter-filosoffer som Adorno, Marcuse og Habermas i ryggen påstod, at flere og flere værdier, normer og behov bliver underlagt kapitalens logik. At udviklingen går den vej, hvor vi ikke længere er os selv som individuelle personligheder, men forvandles til kunder i butikken for til sidst selv at ende som varer på hylderne – at kapitalismen med andre ord tingsliggør mennesket. Det er rigtigt, at den tænkning prægede os meget, men prøv lige at se på verden af i dag. Vi bliver da mere og mere underlagt markedslogikker, med skandalen omkring Facebook som det seneste eksempel. Så kapitallogikerne havde ret. Man skal så samtidig huske på, at selvom vi satte et stort præg på tiden, så var vi altså et fåtal. Flertallet af de studerende var bedøvende ligeglade med oprøret eller tog afstand fra det. Men det er jo altid de få toneangivende, der navngiver en tid. Det samme gælder for eksempel guldalderens digtere og malere, oplysningstænkerne og de antikke græske filosoffer for den sags skyld. De tilhørte alle sammen en lille, men toneangivende elite,” siger Mihail Larsen og tilføjer: ”Min allerførste publicerede artikel og min senere licentiat-afhandling handlede i øvrigt om de moderne intellektuelles vigende evne til at fastholde kritikken af det bestående.”

Han blev selv senere ansat på Aarhus Universitet som lektor og var en overgang institutbestyrer på idéhistorie, inden han kom til Roskilde Universitet. I sin karriere har han blandt andet også været ansat på Berkeley University i Californien, stedet hvor studenteroprøret begyndte i 1964. Fire år før det for alvor kom til Danmark.

”Herhjemme kom studenteroprøret desværre til at score et akademisk selvmål ved så entydigt at udpege professorerne som vores modstandere. Jeg måtte også senere indse, at nogle af vores krav var puerile. Som for eksempel at kræve halvdelen af pladserne i Konsistorium, der var det øverste ledende organ på Aarhus Universitet,” siger Mihail Larsen, der som institutleder i Roskilde siden selv oplevede at komme i konflikt med de studerende.

”De modsatte sig de sprogkrav, jeg krævede af dem. De ville kun læse tekster på engelsk og dansk. Men man kan altså ikke være en kritisk intellektuel og så kun læse engelsk. Præcis som også Sløk fremførte, da vi studerede. Det hører ganske enkelt til et universitets helt naturlige opgave at være sprogligt kapabel,” siger han og begræder i samme forbindelse, at flere sprogfag i dag nedlægges på landets universiteter:

”Det er en trist udvikling og slet ikke i harmoni med politikernes slogan om ’forskning i verdensklasse’. For når vi konstant skærer ned på sprogfagene og i øvrigt argumenterer for at opsplitte universiteterne i mindre fagmiljøer, så skaber vi endimensionale fagidioter i stedet for. Og ånden forsvinder. Derfor er det så vigtigt, at vi i dag bevarer engagementet for udviklingen på universiteterne. For vores ønske fra dengang om kritisk forskning og samfundsrelevans har vist sig at være et tveægget sværd. Men jeg mener stadig, at det er af den allerstørste vigtighed at blive ved med at kæmpe for at finde balancen.”

Fra dengang i 1971, hvor Mihail Larsen var formand for Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Med kaffe, vand og obligatoriske askebægre til møderne. – Foto venligst udlånt af Den Universitetshistoriske Samling, Aarhus Universitet.