Prøv avisen

Marianne Gaarden: Styrke udspringer af modet til at være svag

Marianne Gaarden har ikke altid haft et sprog for sin tro, men den har altid været der – også gennem hårde perioder, som da hun mistede sin første mand. Foto: Jens Welding Øllgaard

Den nyvalgte biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden troede længe, at hun skulle være billedkunstner. Hun blev opfordret til at læse teologi og fik et sprog for den tro, som altid havde været der

Marianne Gaarden var et stærkt barn. En betydelig del af hendes barndom blev tilbragt i friluftsbadet i Brønderslev. Hendes storebror kom der og tog hende med. Da hun var fem år, blev hun Danmarks yngste frisvømmer. Hun husker endnu, hvor pavestolt hun var, den dag hun havde tilbagelagt 400 meter uden korkbælte. Siden blev hun konkurrencesvømmer og var ofte i vandet både før og efter skoletid.

Hun var tidligt udviklet og i 5. klasse var hun et hoved højere end klassekammeraterne, og med sin veltrænede krop kunne hun vinde over klassens drenge, når der blev lagt arm i frikvartererne på Skolegades Skole i Brønderslev. Det var ikke kun kroppen, som var stærk. Hun var stærk, som man kan blive det af at vokse op i en familie med sparsom harmoni.

Som hun står i en ærmeløs sommerkjole, ser man tydeligt svømmerens markerede overkrop, og selv om hun flyttede fra Vendsyssel som 18-årig, er hendes sprogs melodi præget af vendelbomålet. Idealet om at være stærk har hun for længst forladt.

”Som barn og ung var det min overlevelse at være stærk og være i kontrol, men som voksen erkendte jeg, at det var min svaghed, at jeg troede, jeg skulle være stærk. Jeg konkluderede, at den virkelige styrke udspringer af modet til at være svag. I dag ved jeg, at det er en del af kristendommens dna, det anede jeg ikke den gang. Men det er et af eksemplerne på, hvordan mine livserfaringer har båret mig i retningen af kristendommen, før jeg fik et sprog for den kristne tro.”

I sidste måned blev Marianne Gaarden valgt som biskop over Lolland-Falsters Stift. Hun har foreslået, at vi mødes i Slagslunde Kirke ikke langt fra hjemmet i Lynge i Nordsjælland. Middelalderkirken er kendt for at huse et rost stykke moderne kirkekunst: Erik Heides altertavle med den sejrende Kristus.

Marianne Gaarden holder så meget af Heides værk, at hun fik lov at bruge motivet til materialet i valgkampen. Og når hun i september bliver bispeviet, bliver hun iført en bispekåbe med en Kristus-figur lavet af netop Erik Heide.

Hun er vokset op i et lærerhjem. Begge forældre var dygtige til matematik, så de anbefalede datteren at tage en matematisk studentereksamen. Hun fulgte rådet, men havde en drøm om at blive billedkunstner. Hun havde tegnet gennem opvæksten og søgte derfor ind på Kunstakademiet og Skolen for Brugskunst over nogle år.

Og hvert år kom hun gennem det første nåleøje på uddannelsesstederne, men endte med afslag, og så flyttede hun til Spanien og gik på kunstskole i et år i Barcelona. Her blev det klart for hende, at hun ikke skulle være billedkunstner. Det var hendes mand, tv-produceren Gösta Petersen, som foreslog hende at søge ind på teologi.

”Han mente, at jeg havde nogle evner og en åndskraft, som jeg var forpligtet til at bruge. Der er ingen teologer i min familie, men jeg fulgte hans opfordring, og studiet viste sig at være hamrende interessant. Teologien var et nyt land og et nyt sprog, og jeg brugte lang tid på at prøve at forstå. Gennem studiet blev det klart for mig, at jeg ikke har haft et sprog for min tro, men at den altid har været der.”

For at fortælle, hvordan troen har været der, uden at hun havde ord for det, beskriver hun sin barndoms søndage. Her kørte familien fra Brønderslev til hendes mormor og morfar, som havde en gård med marker ud til Rubjerg Knude Fyr. Når man fulgte markvejen gennem plantagen, kom man til den mark, hvor kvierne gik. Marianne Gaarden satte sig gerne og bandt blomsterkranse, mens hun så på kvæget og det himmelstræbende, hvide fyr. Nogle gange forsvandt tid og sted, mens hun sad på marken.

”Det var en fornemmelse af livets storhed, en fantastisk glæde og en følelse af, at alt er, som det skal være, selv om overfladen kunne være ret kaotisk. I dag vil jeg sige, at det er Gud, som ånder på sin skabning, eller i et teologisk sprog: En immanent erfaring af transcendensen.”

Når hun skal fortælle om vejen fra erfaring til italesættelse af tro, beskriver hun en aften i studietiden, hvor hun og hendes mand havde madklub sammen med to andre småbørnsfamilier. I samtalen omkring bordet påpegede hun, at det var, som om folk selv ville skabe deres liv og have kontrol over det.

”Det diskuterede vi, og jeg sagde, at det var et spørgsmål om at kunne have tillid og overgive sig. En af de andre spurgte: ’Tillid til hvad?’. De andre har måske ikke bemærket mit svar, men for mig var det en markering. Jeg svarede: ’Til Gud selvfølgelig.’”

”Jeg vil sige med Grundtvig, at troen har været der som et frø, som er plantet i mig og er vokset gennem livet. Mit liv har til tider været omtumlet, og jeg oplevede tidligt at stå i cyklonens centrum, hvor der var kaos omkring mig. Der kan man kun stå, hvis man ikke står der ved egen kraft, og i dag takker jeg min Gud og skaber for, at jeg har fået den gave.”

Mens hun studerede, blev hendes mand syg. Efter flere fejldiagnoser fik han konstateret kræft. Efter et intensivt sygdomsforløb blev han rask. Fem år senere blev han atter syg af lymfekræft og fik knoglemarvstransplantation, og gode år fulgte. I 2008 fik han akut leukæmi forårsaget af kemoterapien og døde efter halvanden måned.

”De tre sygdomsforløb har gjort livet utroligt intenst. Det sætter livet i perspektiv at se døden i øjnene. Mange oplever mig som meget effektiv, og det er nok, fordi jeg lever mit liv med en vished om, at vi ikke ved, hvornår der er udløbsdato. Efter de tre sygdomsforløb er noget i mig galvaniseret, for det overflødige ætses fra, når man ser ind i døden.”

Da hendes mand var syg første gang, læste hun den katolske teolog og mystiker Johannes af Korset (1542-1591) på studiet, hvilket inspirerede hende til at læse videre om mystikeren hos den katolske munk Wilfrid Stinissen (1927-2013), og hun læste ”Natten er mit lys”. I dag har hun læst hele Stinissens forfatterskab.

”Her var noget, jeg kunne bruge i mit personlige, åndelige liv. Når ens ægtefælle måske var ved at dø, så var der lys i mørke. Ikke sådan lys-lys, men en fornemmelse af en sjælefred, som jeg også i glimt oplevede, når det hele så svært ud.”

”Læsningen af Stinissen har lært mig, at tro først og fremmest er et spørgsmål om hjertets indstilling og ikke et spørgsmål om at forstå med hjernen. Når jeg ser på livet som en opgave, så minder Stinissen mig om, at det er en gave, ligesom han har inspireret mig i den fortsatte selvafvikling, som er forbundet med beslutningen om at ville tjene Gud.”

Da hendes mand døde, var Marianne Gaarden 44 år og sognepræst i Præstø. Et par år efter tabet af ægtefællen mærkede hun, at hun gerne ville tilbage til sit netværk i Nordsjælland. Hun talte med veninden professor Marlene Ringgaard Lorensen på teologisk fakultet på Københavns Universitet, som foreslog, at hun søgte en erhvervs-ph.d.

”Jeg vidste lige, hvad jeg ville skrive om: Hvordan bliver præstens prædiken hørt? I teologien er man meget optaget af, hvad præsten siger, men hvordan høres det?”.

Der var kun to uger til ansøgningsfristen. Pastoralseminariet, hvor hun var ansat som timelærer, ville gerne ansætte hende, men de vidste ikke, om de kunne få de fornødne ekstra midler til det.

”Jeg valgte at sige mit embede op, uden at vide om jeg fik min ph.d., selvom jeg stod med ansvaret for to børn, og jeg skulle finde en bolig. Det var som at være i frit fald gennem tilværelsen, men det blev også en tid, hvor jeg fik lov til at opleve, at de rigtige hænder blev sendt, som vi synger det i salmen: ’Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.’”

Når Marianne Gaarden ser tilbage på, hvad der er sket de seneste syv år, så taler hun om en opstandelse.

Hendes akademiske arbejde har været frugtbart, og hun er blevet en del af et internationalt netværk og er inviteret til at være gæsteforelæser på det anerkendte amerikanske Vanderbilt Universitet.

I forbindelse med det akademiske arbejde blev hun en del af en kirkeforskningsenhed, hvor hun blev kollega med Michael Schelde.

”Vi fandt ud af, at vi tænkte ens teologisk, fagligt var han en fantastisk sparringspartner, og i vores reoler stod bøger om de samme emner, og så havde han boet 17 år i Vendsyssel, som jo er min hjemegn.”

Men også i deres livshistorier var der ligheder. De havde begge levet i lykkelige ægteskaber, mistet efter et længere sygdomsforløb og stået alene med børn. I næste måned er det et år siden, de blev gift.

”Det var en lige så stor omvæltning at gå ind i et forhold med Michael, som det var at miste. Når man lever sammen med et andet menneske, så er der et dig, et mig og et fælles rum. Det fælles rum er med til at forme den, man er. Når man mister, mister man også det rum. I et nyt forhold opstår der et nyt fælles rum med livsglæde og et dybt fællesskab.”

Efter intense måneder med valgkamp vil Marianne Gaarden tilbringe de næste uger i Vendsyssel. Parret har et sommerhus lidt syd for Sæby. Der skal bades i Kattegat, løbes, læses og skrives.

Hun har omarbejdet sin ph.d. til en bog, der udkommer på et akademisk amerikansk forlag til september, med titlen ”The Third Room of Preaching” – på dansk: ”Prædikenens tredje rum”.

Marianne Gaarden var et stærkt barn. Når hun i dag skal tale om styrke, taler hun om at læne sig tilbage og lade livet komme til sig. Hun genfortæller et sted i Wilfrid Stinissens forfatterskab, hvor han skriver om Jesu vandring på søen.

”Det bliver en matrix for en måde at være i verden på: ’Vov at træde ud på vandet med dit blik fæstnet på Jesu blik og hvert af dine skridt båret af ordene: ’Jesus, jeg stoler på dig’.”

225970555
Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard