For nylig kunne sognepræst Torben Jensen knapt tro sine egne ører. I det satiriske tv-program ”Quizzen med Signe Molde” på DR sad de to ministre Søren Pind (V) og Søren Pape Poulsen (K) og gjorde grin med torturofre i Kina. Ikke med deres gode vilje, så det ud til, men de gættede alligevel beredvilligt med på, hvilke torturmetoder statskritiske kinesere mon bliver udsat for.
”Min første reaktion var: Tænk, hvis det var min far, der var blevet mishandlet, og der så sad nogen og gjorde grin med det i fjernsynet. Det var en uværdig og dybt uetisk måde at slå plat på tragiske menneskeskæbner, og jeg blev sur på Danmarks Radio for at give sendetid til den slags. Og så blev jeg skuffet over politikerne. For netop de to normalt reflekterede mennesker, der begge har alderen og ansvaret til at vide bedre, burde have sagt fra,” siger han.
Politikere må gerne vise, at de er hele mennesker med humor, og hvis de har lyst til at gøre sig selv til grin, er det helt fint, understreger sognepræsten fra Marie Magdalene Sogn i Ryomgård på Djursland. Men når de gør det, har de en forpligtelse til at holde klar afstand til grænsen for, hvornår det blot bliver platheder, der går ud over andre, som ikke kan forsvare sig.
”Jeg oplever, at politikerne i stigende grad deltager i alt muligt, der intet har med politik at gøre. Og det forstår jeg godt, kan være nødvendigt for at profilere sig selv, men vi er nået til et punkt, hvor den indbyggede grænse for, hvad politikerne bør stille op til, er blevet udvisket. Og det gør næppe noget godt ved politikerleden,” siger han.
Men er det rigtigt? Deltager stadig flere politikere i stadig flere underholdningsprogrammer – og påvirker det vores syn på dem i negativ retning?
Spørgsmålene er ikke mindst relevante her i dagene op til Grundlovsdag, hvor vi hylder demokratiet. For svarene kan have betydning for den stigende politikerlede og tilliden til, at landet ledes i den rigtige retning af de rigtige mennesker.
Det første først: Ingen har optalt udviklingen i politikere i underholdningsprogrammer, men fornemmelsen blandt både medieforskere og politologer, Kristeligt Dagblad har talt med, er, at omfanget formentlig er stigende, også inden for de seneste år.
Der er stadig flere underholdningsprogrammer, og det har formentlig en selvforstærkende effekt, når politikere ser andre politikere have held med at vise nye sider af sig selv, som kan gavne deres muligheder for genvalg. Og man skal ikke tage fejl: Det er derfor, de overhovedet er med, påpeger Rune Stubager, professor i statskundskab på Aarhus Universitet:
”Jeg forstår godt, hvis nogle undrer sig over, hvad selv ministre laver i madprogrammer og andet, der intet har med politik at gøre, men de har her en mulighed for at nå ud til vælgere, der ikke ser deres politiske debatter eller opdateringer på Facebook. Og de kan vise en anden og mere menneskelig side af sig selv, som der ikke er plads til i de mere seriøse og konfronterende programmer, de normalt optræder i.”
Og netop denne menneskelige side er blevet vigtigere. Ikke mindst fordi tonen i den politiske debat er blevet mere uforsonlig de senere år, forklarer Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab på Københavns Universitet.
Men også fordi politikerleden er taget til. Politikere er i dag den faggruppe, der nyder mindst tillid i samfundet, så skal man forsøge at sælge sig selv til vælgerne, er det ikke nok at gøre det med politiske argumenter, som mange vælgere alligevel er kritiske over for. Dertil kommer, at vi i forhold til mange andre lande har en politisk kultur, hvor der er særligt kort mellem vælgere og valgte. Vi vil gerne have kompetente ledere, men også nogen, vi kan spejle os i og have lyst til at drikke en øl med, siger Kasper Møller Hansen.
Med til den genkendelighed hører også den danske humor, som ikke mindst er præget af selvironi, mener medieforsker Hanne Bruun fra Aarhus Universitet. Hun har blandt andet forsket i dansk satire og peger på, at netop evnen til at tåle latterliggørelse og ikke tage sig selv så højtideligt er egenskaber, danskerne forbinder med særligt sympatiske karaktertræk. Det giver endnu et incitament for politikerne til at vise sig frem i netop underholdningsprogrammer.
”Det er påfaldende, at selv de mest outrerede programmer kan få selv de mest magtfulde politikere til at stille op, men det skyldes formentlig også, at den danske form for humor altid har gjort meget ud af at forbinde høj og lav. Det er en særlig velfærdskomik, hvor man mødes om at revse både op og til siden, og kan man som politiker fange den humor, fanger man samtidig en meget vigtig del af den danske folkesjæl,” siger Hanne Bruun.
Okay, så rigtig mange og måske endda stadig flere politikere har alle mulige grunde til at deltage i underholdningsprogrammer, men tilbage står stadig spørgsmålet:
Er det nu også sundt for vores syn på politikerne og demokratiet?
Politikerleden er som nævnt højere end nogensinde, og det kunne jo godt have noget at gøre med, at politikerne ikke altid fremstår som egnede ledere, når de gør sig selv til grin. Eller gør grin med alvorlige ting som tortur.
Svaret er ikke så enkelt endda, mener professor Tim Knudsen fra Københavns Universitet. Han har blandt andet forsket i demokrati- historie og ser en markant tendens til, at politik er blevet mere fikseret på personer frem for idéer. Det behøver ikke at være skidt, men har i hvert fald haft den konsekvens, at vi har fået en anden type politikere.
Den udvikling begyndte for alvor i 1970’erne, da flere partier skiftede til sideordnet opstilling til valget, hvilket øgede den interne konkurrence om opmærksomheden betydeligt. Nu kom flere politikere som Svend Auken og Ritt Bjerregaard til, der virkelig kunne tale for sig. Med bruddet på tv-monopolet i slutningen af 1980’erne blev den udvikling forstærket yderligere, og allerede i 1990’erne var det blevet almindeligt at se politikere i underholdningsprogrammer.
”Det har altid været en fordel at være godt skåret for tungebåndet,” siger Tim Knudsen,”men det er blevet mere udtalt. Samtidig er der blevet færre solide slidere, der bare arbejder løs uden behov for opmærksomhed. Om det ligefrem er en trussel mod demokratiet, er svært at vurdere, men jeg har svært ved at se, at der skulle være noget vundet ved det.”
Også professor Rune Stubager vægrer sig ved at konkludere entydigt, for der er bestemt både fordele og ulemper ved, at folkets distance til politikerne bliver stadig mindre.
Professor Kasper Møller Hansen hælder dog til, at udviklingen er mere positiv end negativ for demokratiets tilstand. Ulemperne er nemlig til at overse, for når en politiker gør sig uheldigt bemærket eller måske fremstår useriøs, er det typisk kun dem, der i forvejen ikke kan lide den pågældende, der bliver påvirket.
I mange tilfælde er det desuden mere værten eller selve programmet frem for politikerne, der fremstår uprofessionel – sådan som det også var tilfældet i ”Quizzen med Signe Molde”, siger han.
”Færre går til vælgermøder eller er medlem af et parti. Der er også færre politikere end tidligere, og derfor er afstanden mellem vælgerne og den politiske elite øget. At politikerne er blevet mere folkelige, ser jeg derfor som en nødvendig og nyttig modvægt til den udvikling. Samtidig tror jeg på, at politikeres deltagelse i eksempelvis ’Vild med dans’ faktisk arbejder imod den stigende politikerlede, som især er skabt af den hårde debattone. Her kan vælgerne se, at det er hele mennesker og ikke blot hårde hunde, de kan vælge imellem. Så selvom det ind imellem kan gå ud over politikernes troværdighed at fjolle rundt, så er der mere vundet for dem og for demokratiet, end der er tabt.”