Sundhedsprofessor: Nu er jeg selv blevet sådan en, som jeg tidligere grinede lidt af

Sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen er en aktiv deltager i coronadebatten. Han elsker sit arbejde, men vil gerne blive bedre til at prioritere familien

Bøgerne bliver i dag læst elektronisk men bogbudgettet er stadig højt for sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen.
Bøgerne bliver i dag læst elektronisk men bogbudgettet er stadig højt for sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix.

Hvad er du rundet af?

Jeg er ud af en håndværkerfamilie, hvor min far senere blev selvstændig. Jeg havde en hjemme-udearbejdende mor. Hun var stationsforstander på en station, hvor vi boede, så jeg så meget til hende.

Jeg blev den første i min familie, der fik en studentereksamen, og blev ligeledes den første akademiker i familien. Men det var der som sådan intet specielt i, for sådan var det i mange familier i de år, hvor flere og flere unge kom på gymnasiet.

En af de ting, der har haft stor betydning for mig, var, at jeg blev udvekslingsstudent i USA. Jeg kom nok fra en lidt anden samfundsklasse end de fleste af de andre, der var af sted. Men jeg lærte utroligt meget om mig selv det år. Vi sejlede derover med skib, hvor tiden blev brugt på at spille bridge. Det var et nyt spil for mig – der blev nok spillet mere whist der, hvor jeg kom fra.

Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?

Det er i virkeligheden, at jeg stadigvæk kan arbejde. Jeg fylder snart 73 år, og det er et privilegium stadig at kunne arbejde med noget, som jeg rigtig godt kan lide. Min hustru vil dog nok sige, at hun synes, at jeg skulle være holdt op. Jeg har også et rimelig fornuftigt helbred, hvilket giver mig en stor grad af frihed.

Hvad bekymrer du dig for?

Jeg bekymrer mig for at blive gammel. Det skal forstås sådan, at jeg håber, at jeg ikke rammes af demens og kan blive ved at være velfungerende og kunne få besøg. Jeg har altid grinet lidt, når bekendte blev bedsteforældre, for jeg syntes, de var lidt vel kuldrede, men nu er jeg selv blevet sådan en kuldret bedstefar. Og jeg håber, at jeg kan blive ved at være så tilpas, at jeg kan bruge tid med familien og måske også rejse noget mere.

Hvad får dig til at falde til ro?

Jeg skal bare have noget at læse i. Jeg er altlæsende og altid-læsende. Det har jeg været, siden jeg var barn. Det kan være kriminalromaner, skønlitteratur og faglitteratur – jeg kan godt lide at skifte mellem genrerne. Jeg er gået over til at læse det hele digitalt og køber vel bøger for 1000 kroner om måneden. Nogle ville måske sige, at jeg i stedet skulle komme ud og få gået lidt mere, men jeg slapper nu bedst af ved at læse.

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige nej til?

Jeg skal blive bedre til at sige nej til nye udfordringer. Det er svært for mig, for jeg er så nysgerrig. Jeg holder normalt 40 til 50 foredrag om året, og jeg synes, at jeg lærer rigtig meget af det hver gang. Men jeg bør blive bedre til ikke at holde helt så mange – det synes min hustru også. Det er det samme, hvis en kollega ringer og spørger, om jeg vil være med i et forskningsprojekt – så er det svært for mig at sige nej. Igen er det nysgerrigheden, der får mig til at glemme, at jeg ikke altid skal sige ja.

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige ja til?

Hvis du spurgte min kone, ville hun sige, at vi skulle bruge nogle flere timer sammen. Det samme ville mine børnebørn. Så jeg skal blive bedre til at bruge mere tid med min familie og venner. Og så siger min kone, at hun godt kunne tænke sig, at jeg ville passe haven.

Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først?

Jeg tror, at jeg ville løbe efter min bærbare computer, for selvom der ligger meget ”i skyen”, så ligger der dokumenter fra de seneste 20-30 år på den. Det er mit primære arbejdsredskab, og det er også der, jeg har private dokumenter liggende, for eksempel mit testamente.

Hvad tror du på?

Jeg betragter mig selv som kulturkristen. Selvom jeg som barn var i søndagsskole og har været KFUM-spejder, så har det aldrig udviklet sig til mere end at være kulturkristen. Noget af det, jeg tager med fra kristendommen, er næstekærlighed og tilgivelsen. Jeg kan ikke afgøre, om jeg selv praktiserer det godt. Det må andre vurdere.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

Jeg tror, at det var, at jeg valgte i en periode at holde op med at arbejde på universitetet, efter jeg var blevet professor. Jeg sagde ja til at blive amtssundhedsdirektør i det daværende Vejle Amt i en årrække, og bagefter var jeg så heldig at få muligheden for at være direktør i Lego-gruppen. Jeg var væk fra den akademiske boble i næsten 12 år, og det ville jeg ikke have undværet. Det at have været i en offentlig forvaltning har givet mig meget i forhold til min ellers akademiske tilgang til sundhedssystemet, ligesom jeg lærte meget af at prøve at arbejde i det private erhvervsliv.

Hvem vil du gerne rette en tak til?

Det er i virkeligheden nok min kone. Hun har udvist en langmodighed med mig og min nysgerrighed og alt det, jeg har kastet mig ud i gennem årene. Det at være sammen med en gennem mange år, som kender ens svagheder og styrker – det er noget, jeg virkelig sætter pris på.