Mustaherukkahyytelö står der med store typer på etiketten.
Hmm. Ja, navnet hjælper ikke meget, og det helt mørke indhold i glasset kunne snildt kandidere til at være cykelkædeolie, sovsekulør eller måske en marinade af en slags.
At dømme efter etikettens medfølgende billede er der dog tale om en slags gele, der er velegnet til at placere oven på en afskåret majskolbe.
Spændende!
Jeg står i et supermarked i Finlands hovedstad, Helsinki, og er godt i gang med en af mine favoritaktiviteter på enhver tur uanset rejseland; at besøge et lokalt supermarked.
Og jo, det skal netop være et supermarked. Kiosker, frugtboder, markeder og for den sags skyld restauranter har på ingen måde samme tiltrækningskraft, uanset hvor eksotisk udvalget af varer og madretter måtte være.
For det drejer sig ikke om det eksotiske og specielle for mig, men om at få et indtryk af hverdagen. Og i supermarkedet får man de lokale for fuld udblæsning, ofte trætte og sure og på vej hjem fra en hård arbejdsdag, måske endda med et par tiggende børn på slæb – kort sagt det perfekte sted at se det reelt levede nutidsliv i modsætning til de seværdigheder, man som turist også skal se, der typisk er udtryk for noget, der skete i fortiden.
En anden interessant ting ved supermarkeder, der med deres standardiserede indretning og internationale mærkevarer ellers er det måske ultimative symbol på globaliseringen, er, at hvert enkelt lands særpræg alligevel slår igennem i enten vareudvalget eller indretningen af butikken.
I Finland er det således udvalget af knækbrød, der sætter helt andre standarder end i Danmark. I andre lande kan det specielle være mængden af sukkersøde yoghurter, syltede agurker, mystiske mælkeprodukter, kager, forskellige salamityper eller et eller andet ubestemmeligt produkt, som jeg bare må prøve.
For det er næste del af supermarkedernes fascination – jeg skal købe noget, jeg hverken visuelt eller sprogligt kan identificere. Og i supermarkedet, der pr. definition er en selvbetjeningsbutik, er der ingen, der kommer og fortæller mig, hvad det er, jeg står og kigger på. Jeg er lykkeligt overladt til mig selv og kan glide ud af rollen som turist og bilde mig selv ind, at jeg er en af de lokale i gang med hverdagens indkøb – at jeg så ikke aner, hvad der er, jeg putter i kurven, ja, det er en del af oplevelsen.
Her har Finland så den ulempe så at sige, at eftersom svensk er officielt sprog i landet, er enhver vare også forsynet med en tekst i mindre typer på svensk, hvilket gør de fleste varer afkodelige for en dansker.
”Mustaherukkahyytelö” viser sig således at være ”svart vinbärsgelé”, altså solbærgele.
Umiddelbart ikke så spændende som først antaget, så derfor forlader jeg i stedet supermarkedet i selskab med en omgang lyserød ”vispipuuro”, der selv i den svenske version, ”vispgröt”, ikke giver den helt store mening for mig. Det viser sig at være en slags grøddessert bestående af vand, sukker, mannagryn og tyttebær, der på ingen måde kommer til at høre til denne signaturs favoritter.
Men det er heller ikke det vigtigste. Det er selve det at smage en ukendt madvare, opleve et stykke finsk hverdag og få bekræftet, at verden trods globaliseringen fortsat er et ganske forskelligartet sted.