Susanne Bier: Mit livs flop var en forklædt god erfaring

Fiaskoer er mere lærerige end succeser, mener Susanne Bier, der fik en vigtig lærestreg, da hendes anden film ikke gik som planlagt

På en underlig måde bliver man faktisk mere usikker efter succeserne, siger filminstruktør Susanne Bier.
På en underlig måde bliver man faktisk mere usikker efter succeserne, siger filminstruktør Susanne Bier. Foto: Scanpix

Fortalt af Susanne Bier

Det er en kliché, at alt, der ikke slår en ihjel, gør en stærkere. For man kan jo ikke kun slå sig selv ihjel, men også slå sig alvorligt ved at ramme bunden, men når man kommer op til overfladen igen efter en krise eller en fiasko, er det alligevel min egen erfaring, at man faktisk er blevet både stærkere og rigere – som en dykker, der har fundet en perle på havets bund og nu kan bære rundt på den skat resten af livet.

Derfor skatter jeg faktisk mine fiaskoer højere end mine succeser. Og fiaskoerne er i hvert fald langt mere lærerige, selvom de aldrig er så sjove som succeser.

Selv var jeg heldig at få en kæmpesucces med min første film ”Freud flytter hjemmefra”, der var en svensk film, der blev set af næsten 300.000 svenskere og en masse danskere. Den fik også en masse priser. Og ret kort tid efter lavede jeg ”Det bliver i familien”, som også havde Ghita Nørby i hovedrollen.

Jeg troede, at jeg havde luret, hvordan man fik succes, så der var en form for hovmodig energi over den film. Jeg tænkte nærmest heller ikke over risikoen for at få tæsk for filmen af anmeldere og publikum, og jeg husker stadig den morgen, hvor jeg sammen med en stor del af filmholdet gik tidligt ned i kiosken for at hente aviserne, så vi sammen kunne sidde og nyde de gode anmeldelser sammen med morgenmad og kaffe.

Selvfølgelig var jeg spændt, men jeg havde slet ikke forventet, at alle anmelderne ville give den bank. Men det gjorde de. Og det var også berettiget, for der var meget ved den film, der ikke fungerede og hang for løst og sjusket sammen. Manuskriptet ville for eksempel alt for meget på én gang. Men det var alligevel et chok at læse den ene dårlige anmeldelse efter den næste. Og jeg kan stadig huske, hvordan vi sad tavse sammen i køkkenet. For lige så sjovt det er at blive rost og få priser, lige så forfærdeligt er det at blive sablet ned. Og filmen blev også et kommercielt flop, som ingen gad gå ind at se.

Men oplevelsen lærte mig alligevel noget helt centralt. For hvis man skal overleve som kunstner, kan man ikke være som et siv, der lader sig rive med af hverken ros eller ris. Selvfølgelig skal man tage ved lære af konstruktiv kritik, ligesom det er helt i orden at glæde sig over, at noget lykkes. Men man skal huske at bevare jordforbindelsen, når man går op ad den røde løber for at få en pris, ligesom man er nødt til at tage en slags mentalt visir på, når man får bank.

Det tror jeg også gælder i alle mulige andre situationer. For alle mennesker har jo både prøvet at få ros og ris, men man bliver for sårbar, hvis man lader sig styre totalt efter sin længsel efter at få succes.

For nyligt fik jeg mega-gode anmeldelser i England for min tv-serie ”Natportieren”, der også blev den mest sete dramaserie i 10 år på BBC. Og det var jeg da superglad for. Men mine fiaskoer har lært mig, at man aldrig skal blive hovmodig, når man får ros. For det kan hurtigt gå den anden vej. Og stor seersucces, filmpriser og gode anmeldelser betyder ikke, at det nødvendigvis bliver nemmere næste gang, man skal lave noget. På en underlig måde bliver man faktisk mere usikker efter succeserne. Man har lyst til, at det skal gå godt. Og man har lyst til at få ros, men man kan ikke arbejde fremefter ved at kigge sig tilbage.

For hvis man ikke banker sig selv i hovedet og stopper det, får man en trang til at lave det samme igen for at gøre alle glade. Og det skaber en form for nervøsitet, der ikke er konstruktiv. En succes kan derfor hurtigt blive en uheldig erfaring, hvis man ikke passer på, mens en fiasko faktisk kan være mere konstruktiv. Sådan var det i hvert fald for mig efter ”Det bliver i familien”.

Og efter det kæmpe flop lærte jeg både at være mindre hovmodig og mindre følsom over for, hvad folk tænkte om mig. Og der er ingen tvivl om, at den fiasko både gjorde mig stærkere og gav mig mere fightervilje, der siden har betydet, at jeg kunne blive så produktiv, som jeg trods alt har været siden. Derfor ville jeg i dag slet ikke have undværet den fiasko. For selvom det ikke blev nogen sjov morgenmad i mit køkken dengang, gav det mig en vigtig erfaring, der har hjulpet mig siden.
 
ANNONCE: Køb bogen her