Kære Brevkasse
Jeg har med interesse læst jeres indlæg om utroskab, da jeg selv har været det igennem, endog i et særlig grelt tilfælde, tænker jeg.
Igennem flere år følte jeg, at min mand havde mere kontakt med en af sine nærmeste kolleger, end jeg brød mig om. Hun var en gift kvinde. Jeg sagde til ham, at der også var noget, der hed åndeligt utroskab. Men han ville aldrig tale med mig om det.
Forud havde jeg været igennem et flere år langt sygdomsforløb, som til sidst blev afsløret som en sygdom i mit blodsystem. Jeg var på et tidspunkt meget dårlig, og min søn, som kom hjem på ferie, reagerede på det, da han kunne se, at det var ganske alvorligt. Min mand så ingenting.
Normalt passede jeg mit arbejde, som jeg var meget glad for, men jeg var træt og grå i kuløren og måtte have månedlange og stærke medicinske behandlinger for det.
Jeg syntes aldrig, at jeg svigtede min mand i det ægteskabelige liv. Han flyttede godt nok ud af ægtesengen med den undskyldning, at jeg snorkede. Det ved jeg ikke noget om, men nu forstår jeg hvorfor. Flere gange ville jeg snakke med ham om vores liv sammen, men han sagde hver gang, at han ikke ville skændes. Det havde vi faktisk heller aldrig gjort. Han er utrolig konfliktsky, hvilket nok har rødder tilbage fra hans oplevelser fra tidlig alder.
Jeg havde startet en erstatningssag i forbindelse med en fejldiagnose og en fejlbehandling, som jeg havde fået gennem flere år. Det tog særdeles lang tid. Jeg mistede også i forløbet en tjenestemandsstilling og derved muligheden for optjening af pension. Jeg fik dog heldigvis et nyt arbejde. Min mand ville overhovedet ikke støtte mig. Han læste ikke engang et eneste papir i sagen.
Vi har voksne børn, svigerbørn og børnebørn, som kom til, mens alt dette stod på med min mand. Jeg ville nødigt miste mit dejlige hjem, så jeg blev i ægteskabet og bestemte mig til at tage fat i damen, for jeg var ikke i tvivl om utroskaben, specielt ikke efter at jeg havde overværet et møde mellem dem. Damen forsvandt efterfølgende, men min mand ville intet indrømme eller tale om det. Det blev til et tavst ægteskab.
I cirka 20 år gik jeg alene med det. Han gik på pension, og en dag gik jeg hårdt til ham, og han indrømmede, hvad jeg allerede vidste, at de havde haft et forhold i fem-seks år. Jeg kan ikke tilgive ham, at han på den måde svigtede mig i mine vanskelige år.
Han er nu syg med afasi og langsomt fremadskridende demens og kræver på en måde, at jeg skal passe ham som dement. Nu er jeg pludselig ”åh, så sød”. Han vil ikke høre tale om plejehjem eller nogen form for aflastning. Jeg vil ikke skilles, og jeg vil gerne have min ægtefællepension.
Der må være tilfælde, hvor tilgivelse næsten er overmenneskeligt. Jeg har været nogle timer hos psykolog. Hun havde aldrig hørt så grum en livshistorie. Jeg er heldigvis rask i dag og har mange spildte år at indhente. Jeg er i dag over 80 år og tager en del ud til kurser med videre. Jeg har så kommunen ind over fem gange i døgnet til min mand, men er ved at miste noget af mit syn.
Vores børn ved alt, for deres far har selv sagt det til den yngste, og jeg til de andre. Flere af mine venner kan jeg tale med. Jeg trængte nok mest til at få lettet lidt på min sorg ved at skrive dette brev.
Venlig hilsen Britt
Kære Britt
Tak for dit brev, som vi har forkortet en del. Vi kan godt forstå, du har brug for at lette dit hjerte. Du har jo holdt til umenneskeligt meget. Du har måttet kæmpe med sygdom i flere og lange perioder, og du har skullet forholde dig til arbejde, fejldiagnoser og bekymringen omkring din mands liv og adfærd.
En ting er din mistanke om utroskab og din registrering af din mands engagement i en anden kvinde. Det er mere end hårdt nok i sig selv. Men den tavshed, som du har oplevet, må næsten være ubærlig. For når ens nærmeste ikke vil tale med en, så er man frarøvet den vigtigste kanal ind til viden, fællesskab, ærlighed og tryghed og meget mere. Du er blevet efterladt i et tavst univers uden en naturlig livline til din ægtefælle. Du har bare måttet passe dig selv og være alene med dine fantasier og med dine smerter.
Tavshed er også en betydelig magtfaktor, som kan styre en relation. Med tavshed bestemmer man rigtigt meget over et andet menneske. Tavshed forhindrer også, at glæden og nærheden kan udvikle sig. Det må have krævet umådeligt megen styrke at gå sammen med din mand igennem alle de år.
Det er godt, at du har haft menighedsarbejde og gode venner. Og så har du måttet være meget nøgtern i dine overvejelser. Vi kan se, at du ikke ville forlade dit hjem, og at du nu også har besluttet, at du vil have den ægteskabspension, som du er berettiget til.
Egentlig kan man sige, at du har levet alene – sammen med en anden. For et ægteskab uden kommunikation, uden hjælp under sygdom og uden imødekommenhed og gensidighed er ikke et ægte ægteskab. Det er et tavst bofællesskab.
Vi tænker ikke, at du skal have et indre krav om at tilgive din mands adfærd. Han har vel heller ikke bedt om din tilgivelse og ærligt fortalt dig, at han har fortrudt og været ked af, at han har såret dig både gennem utroskaben og tavsheden.
Men hvis du på en eller anden vis kan forsone dig med din historie, ville det være godt for dig, så bitterhedstanker ikke graver sig ned og får alt for megen plads. På en måde fornemmer vi, at du lever med sorgen og åbner dig op mod verden omkring dig og søger fællesskab med gode mennesker.
Et nært fællesskab med din mand er nu for sent, både på grund af hans adfærd gennem mange år og på grund af tiltagende demens. Vi kan godt forstå, at kontrasten til hans appel om støtte og hjælp står i skrigende kontrast til, hvordan det var for år tilbage.
Vi synes, at du skal bruge dine kræfter og din nøgternhed til at forlange, at han kommer på et værested eller dagcenter nogle timer hver dag, og at der bliver søgt og presset på for en plejehjemsplads. Måske kunne det være en god idé, at du kontaktede Ældre Sagen eller Alzheimerforeningen med henblik på råd og vejledning
Du må træne i at få fat i din myndige side og arbejde aktivt på, at der skal ske noget. Din mand får på en måde også nu lov til at bestemme for meget, hvordan tingene skal være, ligesom han også styrede tingene med sit hemmelige liv og sin tavshed i flere årtier.
Vi vil virkelig opmuntre dig til at tage selvrespekten i hånden og beslutte nogle gode ting for dig selv.
Det kan godt være, at det vil kræve lidt tilvænning for dig, at han efter så mange år ikke er i huset længere. Men det kan også blive rigtigt godt. Du kan stadig få nogle gode år, hvor du kan bruge dine kræfter på gode venner, dine børn og børnebørn, kurser med videre. Vi under dig nogle år med aflastning, ro og tid til at lade glæden fylde. Det har man brug for efter så megen smerte og sorg.
Mange hilsener
Annette og Jørgen