Svend Brinkmann: Det er en livsopgave at lære at forholde sig til sin skæbne

Livet er ikke bare en lang række uforbundne valg, men også en livslang forholden sig til en livstråd eller skæbne, som individet ikke nødvendigvis selv er ophav til, skriver psykologiprofessor Svend Brinkmann. Læs et uddrag af hans nye bog herunder

Vi har brug for et sprog om skæbnens betydning, som er blevet fortrængt fra vores kulturelle bevidsthed de seneste hundrede års tid, skriver psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann.
Vi har brug for et sprog om skæbnens betydning, som er blevet fortrængt fra vores kulturelle bevidsthed de seneste hundrede års tid, skriver psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Dette er et boguddrag af bogen ”Vi er det liv vi lever”. Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen her.

Dette er historien om en 93-årig kvindes liv. Det er en fortælling om denne kvindes skæbne, men bogen giver også et mere alment bud på skæbnens betydning for vores liv og et perspektiv på, hvad et menneskeliv i det hele taget er. Kvinden kaldes Lili. Det er ikke hendes rigtige navn, men hun har sine grunde til at være anonym. Ikke fordi hun er kendt af særlig mange, for modsat hovedpersonerne i de fleste bøger om virkelige mennesker er Lili ikke en offentlig person. Anonymiteten skyldes nogle forhold i Lilis tidlige ungdom, der har været en vedvarende rød tråd i hendes livshistorie, og som hun er bange for at blive identificeret med i dag, næsten 80 år senere.

Jeg har skrevet denne bog uden helt at kunne genrebestemme den. Den er ikke som en typisk biografi, hvor berømte mennesker beretter om heltemodige bedrifter, store oplevelser eller afslører interessante personlige detaljer. Lilis liv har været stille, men bestemt ikke konfliktløst og heller ikke uden vendepunkter. Derfor kan det være grundlag for et psykologisk studie, der tjener til at anskueliggøre alment menneskelige dramaer, som kredser om spørgsmålene: Hvad betyder dybest set noget i menneskers tilværelse? Spiller skæbnen nogen rolle i vores liv? Hvordan kommer vi overens med vores fortid? Og det er dette studie af det levede liv, jeg gerne vil invitere læseren af denne bog med på – til et sted, hvor livet i sin helhed kan betragtes – med udgangspunkt i idéen om, at vi er det liv, vi lever.

Liv? Det er et af de ord, man tror, man kender betydningen af, men som bliver ganske komplekst, når man begynder at tænke over det. Hvad er livet egentlig? Det er i hvert fald såvel et psykologisk som et biologisk fænomen. Som psykolog er jeg selvfølgelig mest interesseret i det første, men livet henviser som begreb både til det at være levende rent fysiologisk – at trække vejret, omsætte energi, forplante sig osv. – og til en historie gennem tid og rum, hvor vi sanser, føler, tænker og skaber sammenhæng gennem vores handlinger. Det sidste er vores livshistorie – og det er grundlæggende den, der udtrykker, hvem vi er.

Bogen fokuserer især på det psykologiske liv og betoner det, jeg vil kalde livstrådens betydning. Livstråden udgøres af alt det, der ikke bare lader sig vælge til og fra. Livstråden er kontinuiteten og forpligtelsen livet igennem. Alt det, vi er knyttet til, og som knytter os sammen med andre, og som for en stor dels vedkommende allerede findes, før vi bliver født. I gamle dage kaldte man det skæbnen. Men skæbne og livstrådens betydning har været fortrængt fra vores kulturelle bevidsthed de seneste hundrede års tid, hvor der i stigende grad er blevet lagt vægt på individets frie livsvalg. Man skal i dag være sin egen lykkes smed, og hvis man skal tro tidens selvhjælpsbøger eller tv-programmer om livsomlægninger og vendepunkter, bliver det tydeligt, at mange opfatter livet som en lang række valgsituationer. Tilværelsen ses som en række punkter – nærmest som perler på en snor – hvor man i princippet hele tiden kan standse op og frit vælge retning. For at blive i dette billede har vi ofte fokus på de enkelte perler, men ikke så meget på den snor, der gør, at de kan hænge sammen.

Mange lader i dag til at mene, at de konstant kan begynde forfra, og at der ikke er noget, der definerer os, andet end vores egne frie valg. Mennesket betragtes som frit, ikke blot til at vælge, om man vil gå til højre eller venstre, men også til at afgøre, om det overhovedet skal have værdi at gøre det ene eller det andet. Tilværelsen ses populært sagt som et livslangt entreprenørskab, hvor man skal skabe eller løbende genopfinde sig selv snarere end forstå de kræfter, der har skabt én. Det tillægges ikke megen vægt, at vi befinder os i en verden, der på forhånd er fuld af betydning, værdi og forpligtelse. At vi ikke nødvendigvis kan frigøre os fra vores tidligere handlinger, men at det er en livsopgave at tage skæbnen på sig. Tanken om det livslange entreprenørskab virker givetvis besnærende for et moderne menneske, som ønsker at leve frit og ubundet. Men jeg vil mene, at tanken er utroværdig, både eksistentielt og psykologisk. Livet er ikke bare en lang række uforbundne valg, men også en livslang forholden sig til en livstråd eller skæbne, som individet ikke nødvendigvis selv er ophav til.

I stedet for tanken om det frie og ubundne liv sætter jeg i denne bog tråde, spor og forbindelser i centrum for det menneskesyn og den psykologi, jeg gerne vil udfolde. Mennesket er først og fremmest et forbundet væsen, hvis liv udgøres af tråde – både til andre og til sin egen historie – og som sætter spor gennem livsløbet. Hvis man fjerner tråde og spor fra livet – alle vores forbindelser til andre og til vores egen historie – er der ikke rigtig noget menneske tilbage. Der er ingen historie, der løber gennem tid, men kun punkter og enkeltstående nu’er. Jeg vil endda hævde, at man trækker trådene med sig i døden. For når man dør, sætter man godt nok ikke længere selv nye spor, men de forbindelser, der er skabt til andre – og de spor, der er sat – forsvinder ikke, blot fordi aktøren selv forlader verden. Man lever i en vis forstand videre, så længe de efterladte fortsat forvalter ens livsspor og skæbne. Livstråden er spundet til ende ved livets afslutning, men den er ofte filtret ind i andre tråde, og i den forstand vil den fortsætte ud over det biologiske livs afslutning.

Ved at dykke ned i Lilis lange liv vil jeg illustrere, at vi som mennesker er forbundet og forpligtet i kraft af vores livstråde. Med andre ord har vi en skæbne. Det er vores vilkår og er som sådan både en forbandelse og en foræring. En forbandelse, fordi der nok er mere, der ligger fast, end vi moderne mennesker bryder os om, men også en foræring, fordi vi så ikke er små guder, der konstant skal skabe os selv fra bunden. Det ville være en stor byrde. Og det er mit indtryk, at mange i dag lever med denne byrde, fordi de er blevet fortalt, at alt er muligt, hvis blot de er motiverede og passionerede. At de kan, hvad de vil. Det er måske den største livsløgn, som mennesker bliver bildt ind i dag. Engang fik folk at vide, at de som skomageren skulle blive ved deres læst, og at de stort set intet kunne vælge her i livet. Det er selvfølgelig forkert, og det er rigtig godt, at vi som kultur kom væk fra den undertrykkende forestilling. Men det er lige så galt at få at vide, at alt er muligt, at lykken er et valg, at alt er op til en selv, fordi ethvert fejltrin da kan blive set som udtryk for den enkeltes utilstrækkelighed. Uanset hvad der sker, er det min egen skyld, for jeg kunne jo bare have tænkt mere positivt, arbejdet hårdere, gået på flere kurser, spist sundere, sovet mere og al den slags. Skæbnen har ingen plads i livet. Der findes snart kun det frie valg. Alt er dermed min egen fortjeneste, men også min egen skyld.

Grundlæggeren af psykoanalysen, den østrigske læge Sigmund Freud, var måske den sidste store skæbnefortæller. Han anså mennesket for at være bundet til en livstråd fra barndommen, som man kunne forstå og komme overens med, men som aldrig helt kunne omgøres. Selv om jeg som forfatter og psykologisk forsker ikke er nær så freudiansk indstillet som min hovedperson i denne bog, er jeg i stigende grad begyndt at dele hans ganske tragiske syn på livet, udkrystalliseret i hans berømte ord om, at man gennem psykoanalysen kunne forvandle “neurotisk elendighed” til “almen lidelse”. Jeg mener, at vi i dag har brug for en stemme som Freuds, der ikke bare påtvinger os positive briller i vores livssyn, men som anerkender, at der findes kriser, uløselige dilemmaer og sår, der ikke nødvendigvis kan heles. Man er ikke forkert som menneske, fordi man har det sådan. Freud lærte os, at det er helt almindeligt at gå gennem livet med forskellige former for lidelse. Derfor var “almen lidelse”, hvad man kunne håbe på hos Freud, for lidelsen var nu engang et af livets grundvilkår. Og mon ikke den stadig er det, trods alle vores medicinske og teknologiske fremskridt? Det gør jo stadig ondt at miste, at blive syg og at se tilværelsens grundvilkår, vores dødelighed, i øjnene. Og mon ikke Freud havde ret i, at vi kan – og bør – lære at forholde os ikke-neurotisk til dette grundvilkår, hvilket denne bog også handler om. Jeg frygter, at menneskets lidelse kun forværres og ikke lindres af, at vi har smidt skæbnebegrebet væk. Eller i hvert fald erstattet det eksistentielle syn på skæbnen med et biologisk, der handler om genetiske dispositioner snarere end om vores tilværelses forviklinger, veje og vildveje.

Jeg tror, at vi har brug for et sprog om skæbne og livstråd, som ikke blot er formuleret gennem naturvidenskabens teorier om arv og miljø – selv om disse selvfølgelig er interessante og væsentlige – men som taler mere direkte til vores forståelse af det levede liv. Jeg håber, at bogen her kan bidrage til det. Bogen bygger altså på en idé om, at det både er opbyggeligt og velgørende at forstå, at man ikke kan alt, fordi man er bundet til livstråd og skæbne. Opbyggeligt, fordi det er udtryk for en elementær værdighed at se realiteterne i øjnene, og velgørende, fordi man nok kan sænke skuldrene ved tanken om, at man ikke selv kan fikse alting.

Vejen ud af det neurotiske, skæbne- og realitetsfornægtende kan både gå gennem psykoanalysen selv, som min hovedperson Lili har gennemgået i en stor del af sit voksne liv, ja, faktisk i hele 33 år, og gennem kunstnerisk erfaring og dannelse, hvilket Lili også har været optaget af i sit lange liv. Psykoanalysen er ligesom kunst, etik og religion en måde, mennesker kan forholde sig til livet og erfaringen af lidelse på – ideelt set med henblik på at blive bedre til at være menneske og at leve værdigt med den skæbne, der er blevet ens lod. Det har været Lilis store bevægelse gennem livet. At hun har forholdt sig til sin skæbne ved at skrive digte og noveller om den (som ikke er udgivet), og ved at bruge den store litterære kunst som fortolkningsramme. Det er kun Lili, der lever hendes liv, men jeg mener, at vi alle kan finde inspiration i det dannelsesprojekt, hun har gennemgået som menneske for at kunne leve et liv i værdighed.

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen her.