Svend Brinkmann: Et ordentligt menneske tænker på andre end sig selv

Svend Brinkmann er blevet kaldt ”Rasmus Modsat”, fordi han siger nej til tidens krav om evig udvikling - men årets modtager af DR's formidlingspris ser mere sig selv som en snusfornuftig mand, der bare siger det højt, som andre mangler sprog for

Det, jeg gerne vil have fokus på i stedet for selvudvikling og selvrealisering, hvor det hele handler om at kigge indad, det er at få os til at kigge udad. På hinanden, på fællesskabet - på det, der er større end den enkelte, siger Svend Brinkmann, der er noget så usædvanligt som en psykologiprofessor med egen fanside på Facebook. Foto: Cathrine Ertmann
Det, jeg gerne vil have fokus på i stedet for selvudvikling og selvrealisering, hvor det hele handler om at kigge indad, det er at få os til at kigge udad. På hinanden, på fællesskabet - på det, der er større end den enkelte, siger Svend Brinkmann, der er noget så usædvanligt som en psykologiprofessor med egen fanside på Facebook. Foto: Cathrine Ertmann.

Hver dag får Svend Brinkmann 10 nye henvendelser fra folk, der vil høre, om han kan komme og holde foredrag. Men der er først hul i kalenderen om halvandet år.

Siden han i 2014 udgav bogen ”Stå fast”, er det gået helt amok, og han har været nødt til at lave regler for sig selv i forhold til, hvor mange interview, foredrag og seminarer han må sige ja til. Ellers er der slet ingen tid til familien i den nedlagte Brugs ved Randers, hvor han bor sammen med sin kone og tre børn.

”Det er helt vildt. Og lige før jeg skulle have mig en sekretær,” siger Svend Brinkmann med et smil, da han dukker op. Præcis på klokkeslettet. Og med både nærvær og stor imødekommenhed, selvom han har måttet presse interviewet ind på vejen mod endnu et fyraftensforedrag: ”Om kunsten at sige fra og tage nej-hatten på”.

Det er svært at se, at den 39-årige psykologi-professor skulle være en rebel eller en ”Rasmus Modsat”. Det har nogle medier ellers kaldt ham, fordi han i sin bog går mod tiden og siger nej til det krav om evig selvudvikling, han mener præger den. Ifølge Brinkmann er netop dét fokus en vigtig årsag til, at så mange af os føler os utilstrækkelige og aldrig er helt tilfredse med vores liv.

Den høje mand med det friserede hår og trimmede fuldskæg virker faktisk mere som en meget venlig og velopdragen voksen, der bare er god til at udtrykke med ord, hvad mange nok i virkeligheden går rundt og tænker.

”Jeg forstår heller ikke selv, at jeg skulle være en ”Rasmus Modsat”, og jeg ser bestemt ikke mig selv som en rebel. Meget af det, jeg siger, opfatter jeg egentlig bare som almindelig sund fornuft. Og hvis det skulle være rebelsk, så er der da virkelig noget galt – men det mener jeg selvfølgelig også, der er,” siger han og griner.

”Det, jeg gerne vil have fokus på i stedet for selvudvikling og selvrealisering, hvor det hele handler om at kigge indad, det er at få os til at kigge udad. På hinanden, på fællesskabet - på det, der er større end den enkelte. For det er netop ved at opdage alt det, der omgiver os, og det, der overskrider en selv, at livet giver mening. Der er jo ikke noget derinde i én selv, vi er kun noget i kraft af hinanden og for hinanden. Så tidens krav om evig personlig udvikling og forandringsparathed er dømt til at skabe frustration og utilfredshed, og det tror jeg faktisk, mange af os oplever. Vi mangler bare sprog for det ubehag, og det forsøger jeg så at skabe med min bog. Blandt andet ved at genindføre ord som pligt, værdighed og taknemmelighed.”

På bare et år er ”Stå fast” trykt i 11 oplag, og den har ligget på boghandlernes bestsellerlister stort set hver eneste uge, siden den udkom. De 157 siders opgør med tidens udviklingstrang har ramt et meget bredt publikum og gjort Svend Brinkmann til kult. Han har en fanside på Facebook og 13.000 følgere på sin egen profil - og hans seneste bog, ”Diagnoser”, der hudfletter nutidens eksplosive brug af psykiatriske diagnoser, har kun været med til at forstærke hans popularitet.

”Det er et fantastisk privilegium, at folk nu lytter til det, jeg siger. I virkeligheden har jeg sagt stort set de samme ting de sidste 10 år, men mine andre bøger har ikke haft samme gennemslagskraft. På den anden side frygter jeg også lidt at komme til at lyde som en kliché eller blive for slidt. Og jeg gør meget for at sige nej til ting, der kan udvande opfattelsen af, at jeg har et seriøst ærinde med min forskning.”

Derfor har den 39-årige professor blandt andet sagt nej tak til at være med i programmer som ”Kender du typen” på DR 1 og ”Quizzen med Signe Molde” på DR 2.

”Bagsiden af succesen er jo, at nogle begynder at se på en som en linselus, der selv opsøger den store opmærksomhed. Så jeg prøver at være meget selvkritisk og forsøger at demontere den der ”heltestatus” ved for eksempel at lave nogle meget grundige analyser uden hurtige one-liners i den blog, jeg har på Politiken. Men det kan nok ikke undgås, at der er nogle, der misforstår mit budskab.”

”For nylig var jeg ude på et bibliotek og holde foredrag, og så sad der flere blandt publikum, der havde taget nej-hatte på i dagens anledning - selvom jeg jo bestemt ikke ønsker at være guru.”

Ud over medie-interesse, fans og følgere har Svend Brinkmann også vundet priser for sin evne til at gøre forskning tilgængelig. Han er årets modtager af DR's Rosenkjærprisen, der gives til videnskabsfolk, der kan formidle, så det fænger og kan forstås. Og tidligere i år modtog han sammen med sin kollega Lene Tanggaard Gyldendals Formidlingspris.

Men det var ellers ikke berømmelse og popularitet, der lå lige for, da Svend Brinkmann voksede op som efternøler i en kernefamilie med far, mor og to store søskende i den lille by Tjørring lidt nord for Herning.

Han er født lillejuleaften 1975 og nåede aldrig at se sin morfar, der døde året før, men har ham alligevel med sig overalt. I sit navn. For som moderen sagde: ”Der skal altid være en Svend Brinkmann i familien.” Men han var træt af det navn. Der var ingen andre på hans alder, der hed Svend. Og da han blev ældre, og pigerne begyndte at blive interessante, syntes han, det lød fuldstændig kikset, når han sagde, at han hed Svend.

Tjørring er mest kendt for sport. Og i dag kender fodboldentusiaster byen som det sted, hvor en af Superligaens helt store profiler, angriberen Pione Sisto fra FCM, er vokset op.

Svend var derimod ikke god til sport. Han forsøgte med mange forskellige sportsgrene, men måtte erkende, at det var noget andet, han var bedst til: at læse bøger. Og han var ikke ret gammel, før det også var de helt store tanker og spørgsmål, der fyldte, lige inden han faldt i søvn.

”Når jeg lå der i sengen, så tænkte jeg: Det, jeg oplever nu, er jo i virkeligheden bare noget, der sker i min hjerne. Så hvordan kan jeg egentlig være sikker på, at der findes noget uden for min hjerne. Og så havde jeg de der tanker, som mange sikkert har haft: Hvordan kan jeg være sikker på, at der overhovedet findes andre mennesker - at alle de andre ikke bare er robotter? Man kan så sige, at hvor mange vokser fra eller glemmer den slags spørgsmål, ja, sådan gik det ikke for mig. Og det var blandt andet derfor, jeg valgte at læse filosofi, da jeg var færdig med gymnasiet.”

Svend Brinkmann gik på Herning Gymnasium, hvor han også mødte Signe, der i dag er hans kone og mor til deres børn. Og så var han langhåret og hørte hård rock.

”Jeg synes, mine forældre var meget rummelige. De gav mig plads, men lærte mig samtidig, at jeg skulle tage hensyn til andre. Både min far og min syv år ældre bror er jurister, så filosofi var nok ikke lige det studie, de havde mest forståelse for. Men i dag tror jeg, at mine forældre er stolte af mig. Ikke fordi jeg er kendt, for man kan være kendt for så mange ting. Men fordi jeg faktisk er blevet kendt for noget, der ligger i forlængelse af deres værdier. De lærte mig at have fokus på, hvor vigtigt det er at have rødder, at gøre sin pligt og familiens betydning. Kort sagt: at være et ordentligt menneske, der tænker på andre og andet end sig selv.”

Selvom Svend Brinkmann måtte rykke til Aarhus for at læse filosofi, følte han sig hjemme. For i dialogen med de 2000 år gamle tænkere som Platon, Aristoteles og stoikerne oplevede han, at der var andre, der havde tænkt de samme tanker som ham, og at de kom med spørgsmål og refleksioner, som bragte ham nye steder hen. Især stoikernes livsfilosofi med vægt på selvbeherskelse, pligtfølelse, integritet og værdighed tiltalte ham.

I bogen ”Stå fast” har han dedikeret et helt afsnit til romere som Marcus Aurelius og Seneca, fordi de præsenterer en slags antiselvhjælpsfilosofi, som ifølge Brinkmann er yderst relevant at kende nu.

”Stoikerne erkender, at livet ikke kun er fyldt med fremgang, men også kriser og sorg. Og at døden er et vilkår, vi aldrig må glemme. På den måde er de med til at give os et sprog for eksistensen, som nutidens positive psykologi ikke formår. Der ér noget, der gør ondt - og vi kan ikke bare ”komme videre” eller tage en ja-hat på hele tiden. Men samtidig peger de på, at nok er vi sårbare og dødelige, men vi er det sammen. Og derfor er der også en stor social bevidsthed i deres tænkning, hvor pligten og omsorgen for medmennesket er afgørende.”

På et tidspunkt begyndte Svend Brinkmann nu alligevel at overveje det med filosofien som levevej. For det var svært at se mange job som filosof, og med drøm om familie, hus og stationcar begyndte han at overveje, om han skulle skifte studie. Valget faldt på psykologien, hvor man med hans egne ord næsten er sikker på, at der bliver ved med at være arbejde, ”for psykologien skaber jo nærmest selv de lidelser, den så kan behandle”.

Det var altså med en noget kritisk tilgang, at Svend Brinkmann begyndte på sit nye studie, som han i dag er professor i ved Aalborg Universitet.

”Ja, jeg begyndte at læse psykologi - for at kritisere den. Og det har jeg faktisk gjort lige siden. Derfor er mit område også socialpsykologien, der har fokus på samfundet. For hvis vi skal bekæmpe individualiseringen og dermed overbebyrdelsen af det enkelte individ, så er vi nødt til at kigge på de rammer, vi lever under. Dét blik synes jeg er meget fraværende i dag. Det er, som om den ydre samfundskritik er forstummet i dag, og i stedet har vi fået en indre selvkritik. Alt bliver på den måde til dit eget ansvar - din egen skyld. Men vi er nødt til at kigge på det samfund, der er årsag til den udvikling, og her er Karl Marx altså stadig relevant. Også selvom jeg ikke er marxist. For der er jo nogle økonomiske interesser i at udvikle et individ, der ikke slår rødder, men hele tiden er mobilt, omstillingsparat og fleksibelt, men de er ikke nødvendigvis med til at sikre det gode liv.”

For Svend Brinkmann er det gode liv især familielivet og det at være far til to drenge på 12 og 10 og en pige på 7 år.

”Da jeg blev far første gang for knap 13 år siden, sagde en af mine filosofvenner: 'Nu behøver du ikke lede efter meningen med livet mere. Nu er den i hvert fald sikret de næste 18 år.' Og det er jo rigtigt. Det er også som forælder, man kan gøre en forskel helt konkret, og min kone og jeg er meget enige om, at vores børn skal have 'selv-udsigt'. Derfor bliver de slæbt med på en masse museer og ture, og så læser vi mange bøger sammen med dem. De skal lære ikke bare at se deres egne behov, men opleve, at der er en rig verden, vi kan opleve, og at den verden er meget sjovere og vigtigere at gå på opdagelse i, end det er at kigge ind i sig selv.”