Prøv avisen
Interview

Svend Brinkmann: Vi bør blive mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede

”Jeg oplever, at det almene perspektiv er truet i de her år. For selvfølgelig er det også vigtigt at ’være sig selv’ eller ’være autentisk’, som er det ideal, der især præger tidens individualistiske menneskesyn. Men det entydige fokus er en forarmet livsanskuelse, mener jeg," siger Svend Brinkmann, der er aktuel med debutroman. Illustration: Morten Voigt

Svend Brinkmann sender i sin første roman en 17-årig gymnasieelev på dannelsesrejse med tog gennem Europa. På turen skal han nærme sig svaret på det helt store spørgsmål: Hvad er et menneske?, der også er titlen på bogen. Håbet er at nå især de unge og deres forældre og gøre op med tidens belastende idé om, at enhver skal realisere sit eget unikke potentiale og helst være en vinder

Andreas sidder i toget. Han er på vej fra Jylland til Sjælland for at besøge sin elskede farmor, der ligger på hospice. Han er 17 år, netop færdig med 2.g. og en lidt stille og indadvendt fyr, der har det bedre med bøger end med piger og heller ikke er lige så god til sport som de andre drenge. Han har gået til psykolog, lært mindfulness og meditation, laver daglige vejrtrækningsøvelser, som hans bekymrede mor konstant minder ham om, og så har han for nylig fået diagnosen depression og får derfor lykkepiller, eller ”kvalmepiller” som han kalder dem. Men når han er sammen med sin farmor, Anna, er det anderledes. Samværet og samtalerne med hende er som små oaser i hans liv, hvor han helt glemmer at mærke efter, om han nu har det godt eller skidt.

Andreas er hovedperson i Svend Brinkmanns nye bog ”Hvad er et menneske”, der udkommer den 22. august på Gyldendal. Det er psykologiprofessorens første roman og et forsøg på at bringe hans filosofiske tænkning ud til et yngre publikum ved at blande den fiktive fortælling om Andreas sammen med fakta i form af nedslag i filosofiens og videnskabens historie.

”Andreas kunne være os alle sammen. Han kunne også være mig. Han er en almindelig fyr, måske lidt mere hæmmet end de fleste, men det har været vigtigt for mig, at han netop ikke er en speciel type, men én mange vil kunne spejle sig i,” siger Svend Brinkmann, der tager imod på sit kontor på Aalborg Universitet, hvor han er professor i psykologi.

”Når jeg udstyrer ham med en diagnose, er det ikke for at sige, at vi har en hel generation af unge, der er klinisk syge. Men vi har altså en generation, der har svært ved at være mennesker. For hver ny undersøgelse, der kommer, er antallet af unge med stress, angst og depression gået op, og jeg tror, forklaringen skal findes i tidens mantra om, at den enkelte er sin egen lykkes smed, og at enhver skal blive sig selv ved at realisere sit unikke potentiale.”

”Med bogen vil jeg gerne vise, at man altså ikke behøver at være en vinder. I stedet for det store fokus på individet, peger jeg hen mod det almenmenneskelige. For hvis man vil være et godt menneske, handler det om at kunne se ud over sig selv og få øje på det, vi har tilfælles. Det tror jeg kan være en lettelse for mange.”

I bogen kommer Andreas derfor ud på en dannelsesrejse, på vej mod det almenmenneskelige, som læseren følger. Fra første stop på hospice, hvor farmor Anna er indlagt og derfor er for svag til at følge barnebarnet på den togtur gennem Europa, som hun ellers skulle have været med på – og efterfølgende med stop i både Frankrig, Rom, Firenze, Theresienstadt og Berlin. Hvor menneskets natur, kultur og idéhistorie undersøges og udfoldes på godt og på ondt. I stedet for at følges fysisk på rejsen taler de sammen dagligt via Skype, også om det manuskript, Anna har givet Andreas med på turen. Det bærer titlen ”Hvad er et menneske?” og rummer det teoretiske grundlag for Brinkmanns svar på spørgsmålet, og i hvert kapitel dykker Andreas og læseren derfor ned i seks forskellige perspektiver på det menneskelige, som ifølge Brinkmann alle er nødvendige ”for at begribe mennesket i sin helhed”, som der står i bogens i forord. Mennesket som et biologisk, fornuftigt, følsomt, socialt, fremtids- og troende væsen får derfor hvert sit afsnit som brikker til det store menneskelige puslespil.

”Jeg oplever, at det almene perspektiv er truet i de her år. For selvfølgelig er det også vigtigt at ’være sig selv’ eller ’være autentisk’, som er det ideal, der især præger tidens individualistiske menneskesyn. Men det entydige fokus er en forarmet livsanskuelse, mener jeg. I stedet peger jeg på den humanistiske tradition, som jeg skriver mig ind i, hvor livet ikke handler om at være den bedste udgave af sig selv – men om at være et ordentligt menneske. Og for at vide, hvordan den dannelse så kan foregå, er man jo nødt til at vide, hvad det særligt menneskelige er,” siger Svend Brinkmann.

Når han skal uddybe truslen mod det almene, peger Brinkmann ikke kun på mantraet om selvudvikling, -optimering og -realisering, men også på en politisk udvikling i tiden, hvor han oplever, at selve idéen om, at der findes noget alment menneskeligt, er under pres.

”I den filosofiske idéhistorie, som jeg er rundet af, med vægt på de græske filosoffer, stoikerne, renæssancens og oplysningens tænkere, løber der en rød tråd. Den handler om en evig optagethed af at forstå, hvad der kendetegner det særligt menneskelige, om at finde frem til det, der alment karakteriserer os. Blandt andet, at vi er rationelle og politiske dyr, som Aristoteles påpegede, at vi, som Kierkegaard pointerede, er udstyret med selvrefleksion, men også, som især renæssancens og oplysningens tænkere betonede, at mennesket som sådan rummer en iboende værdighed, der skal beskyttes.”

Svend Brinkmann peger på, at det blandt andet er denne tænkning om menneskelig værdighed og ukrænkelighed, der ligger bag Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, som han ser som en slags forløber for FN’s menneskerettigheder fra 1948.

”For nogle år siden var der kun få politikere, der stod frem og betvivlede menneskerettighederne. Som Søren Krarup, der mente, at den slags slet ikke eksisterer. At rettighederne blot er et påfund. Men i dag er den indvending ikke længere en marginal stemme. Der er en tendens på tværs af de vestlige lande til at fremhæve det kulturelt partikulære i stedet for det, der binder os sammen. At vende ryggen til det, der forpligter på tværs. Man kan også se nutidens identitetspolitik som udtryk for det samme: at vi i stedet for at være optaget af at finde ud af, hvad vi har tilfælles, har mere travlt med at fremhæve subkulturer og særidentiteter.”

Man skal ikke have læst mange bøger eller indlæg i medierne fra Svend Brinkmanns hånd for at forstå, at han er bekymret over den retning, vores samfunds- og menneskesyn har taget. Men han forstår sådan set godt, hvorfor individualismen med dens tro på evigt navlepilleri og selvrealisering er kommet til at dominere.

”I mange år var det omvendt. Hvor jeg i dag oplever, at det almene er truet, så var netop individet, det særegne, under pres tidligere. Tænk bare på 1950’erne. Da ville mine bøger jo ikke være særligt progressive, for da var det netop det almene, som individet skulle indrette sig efter. Med meget lidt plads til afvigelser, og normer som kunne være undertrykkende. Derfor kom 1960’erne til at handle om at gøre op og sætte fri. Der skulle optimalt set gerne være en balance, men i stedet oplever jeg, at pendulet er svinget helt væk fra det almene. Med hjælp fra postmoderne tænkere, der benægtede idéen om en menneskelig natur, og den franske filosof Foucault (1926-1984), der på samme måde afviste tanken om almen psykologi, fordi der ifølge ham slet ikke findes noget alment menneskeligt. Men den udvikling er meget farlig, for hvis vi kun står tilbage med det særegne og partikulære, hvad skal vi så som mennesker orientere os ud fra?”

I sin nye roman er det som sagt humanismens tænkere, Svend Brinkmann bekender sig til. Og selvom han samtidig skriver, at den vestlige kultur hviler på Athen og Jerusalem, filosofien og troen, som de to søjler, er der ikke mange ord om kristendommens tænkning i ”Hvad er et menneske?”. På trods af at der ellers er mange paralleller mellem det kristne univers og Brinkmanns. Som for eksempel Luthers opgør med den ”indkrogethed i sig selv”, som også Brinkmann anfægter i tiden. Eller ansvaret for næsten, der også peger ud over den enkelte og har ligheder med den etiske fordring, som Løgstrup beskrev, og som Brinkmann gerne vil abonnere på, ”fordi den ganske enkelt er en, vi konkret erfarer i vores liv,” siger han.

”Men jeg ved ganske enkelt ikke nok om for eksempel Luther. Og det er jo også en idéhistorisk linje, jeg trækker op, med hovedvægt på humanismen. Så det er lidt uden for mit område. Det er dog klart, at den tænkning, jeg beskriver, ikke er upåvirket af kristendommen, og mange af datidens filosoffer var selv troende. Men blandt oplysningstidens tænkere var der også tale om et opgør mod idéen om, at kristendommen rummede alle svar, især inden for videnskaben og etikken.”

Brinkmann mener dog, at han ved at arbejde med sin nye bog selv er kommet tættere på det religiøse.

”Og ikke bare som en accept af, at det religiøse findes, men som et af de almene træk ved det at være menneske. I bogen knytter jeg det religiøse til oplevelsen af sorg, for det er velkendt, at det især er i eksistentielle undtagelsessituationer, at trosspørgsmålet for alvor bliver relevant. Både ved tab, men også ved stor taknemmelighed. Så jeg har stor respekt for det religiøse aspekt ved menneskelivet og benytter også selv det religiøse sprog til for eksempel at beskrive livet som ’skabt’ og som ’en gave’. Det er et sprog, der giver mening, og som vi skal værne om, for det peger netop hen mod almenmenneskelige erfaringer. Men at det hører menneskelivet til at være religiøs, er jo ikke samtidig et bevis for, at der findes en Gud, som lytter.”

Uden at afsløre for meget for eventuelle læsere, kommer det måske ikke som den helt store overraskelse, at dannelsesrejsen ikke kun har givet Andreas indtryk fra europæiske seværdigheder, men også har ført til en indre rejse. Hvor udsyn, en spirende forelskelse og mod på livet, har afløst den mere hæmmede og uroplagede dreng, der steg på toget i Danmark.

”Helt basalt har han fået det bedre, på trods af at der også sker ting, som gør ondt. For han er blevet knap så selvoptaget og har i stedet vendt sig ud mod verden og får på den måde også kærlighed til andre ind i sit liv. Og det er dér, forandringen sker, ikke fordi alt går godt, men fordi dannelsesrejsen sætter ham i kontakt med omverdenen og på den måde gør ham til et helt menneske,” opsummerer Svend Brinkmann.

Eller som Andreas formulerer det i slutningen af bogen: ”...enhver må finde sin stemme at fortælle med i koret af menneskelige historier. Det er sådan, man bliver sig selv: ved at blive menneske.”

Man også se nutidens identitetspolitik som udtryk for, at vi i stedet for at være optaget af at finde ud af, hvad vi har til fælles, har mere travlt med at fremhæve subkulturer og særidentiteter

Svend Brinkmann