Der vil komme en tid, hvor mennesket får brug for at bekæmpe støj lige så målbevidst som kolera og pest.
– Bakteriolog og nobelpristager Robert Koch, 1905
Noget af det mest rystende, men samtidig det mest håbefulde, jeg har læst om dette emne, er utvivlsomt ”One Square Inch of Silence” af Gordon Hempton. Han betegner sig selv som akustisk økolog og har i mere end 30 år rejst rundt på kloden og indspillet lyde og stilheder. Jeg skriver ”stilheder”, fordi Hempton mener, at der kan være stor forskel på stilhed og stilhed, noget man ifølge ham kan opleve på de indspilninger, han har lavet og lagt på forskellige lyttetjenester.
Gordon Hempton er en opmærksom lytter og mener, at stilheden på jorden befinder sig på kanten til direkte udryddelse. Hans definition på stilhed er, når man ikke kan høre nogen menneskeskabt lyd i et tidsrum på mindst 15 minutter. Kun naturens og atmosfærens egne lyde. Vinden, som trækker gennem træerne, fuglesangen og vandet, som risler i bækken. Han mener, at der i USA nu kun findes ti sådanne steder, og at han i de seneste år har måttet stryge mange andre på sin liste. I Europa findes der ifølge ham ikke længere sådanne helt stille steder.
Hvad sker der med sjælen i en sådan verden? Hempton mener, at det er en af vores medfødte rettigheder at kunne lytte stille og uforstyrret til de naturlige lyde og lade det, vi hører, få betydning. Længe inden de lyde og den støj, som mennesket selv har skabt, fandtes der blot naturens egne lyde. Menneskets høreorganer blev perfekt udviklet og tilpasset til at kunne høre disse lyde. Vinden, som indikerer et omslag i vejret, forårets første fuglesang, som bringer bud om, at marken endnu en gang vil grønnes, et optræk til storm, som lover en slutning på tørken, og tidevandet som himlens egen ballet – blot for at nævne nogle af hans eksempler.
Hempton kalder planeten jorden for en ”jukeboks, der kører på solceller”. Dette udtryk dækker over, at hvis man tager til ækvator og lytter til regnskovene i Amazonas, vil man ifølge Hempton opleve dette tydeligt. Solcellepanelerne, det vil sige løvet, indfanger lyset og energien og anvender dette i det bioakustiske system. Lyden fra alt det liv, som opstår der, er så forstørret, at det næsten opleves som for stærkt.
Stilheden, mener han, er en helligdom for sjælen, et sted, som åbner vores sanser og gør os levende:
”Stilheden kan som glødende kul bæres fra et bål, stilheden kan findes, og den kan finde os, den kan gå tabt, og den kan genskabes, men man kan ikke forestille sig den, hvilket mange tror. For at opleve stilhedens sjælsudvidende mirakel må man høre den.”
Dette udsagn fra en mand, som hævder at være åndelig, men ikke religiøs, er ligefrem metafysisk. Hempton mener, at det ikke nytter noget, at vi afskærmer os med støjdæmpende høretelefoner eller støjbegrænsende lovgivning. Det, der hjælper os, er at genoprette kontakten med naturen, den natur, som taler til os med et stille råb, et råb, vi kun kan opfatte, hvis vi mødes i stilheden. Stilhed og lytten er sjælens grobund og stemmegaffel.
Ifølge Gordon Hempton er vi kommet til en fase i menneskehedens historie, hvor den globale miljøkrise kræver permanente livsstilsændringer. Nu, mere end nogensinde, må vi forelske os i naturen. Og Hempton mener, at stilheden skal være vores mødeplads.
Det sidste er spændende, synes jeg. Stilheden som mødeplads mellem os og den natur, vi bliver nødt til at falde for igen, som vi falder for et menneske, når vi er forelsket. Men også sådan, at vi fortsætter med at falde – igen og igen – således at forelskelsen får en rimelig chance for at modnes til en livslang kærlighed.
Det er måske her, at truslen mod stilheden kan blive en vej fremad. Truslen bliver håbet, så at sige. Måske findes der en nøgle til fremtidshåbet i Hemptons ord om, at stilheden er mødepladsen? Eller hvis man udtrykker det i kærlighedens termer: det gemmested, hvor kærligheden holdes levende.
Hvorfor er stilheden så vigtig? Stilheden giver næring til vores menneskelige natur. Den hjælper os til at forstå, hvem vi er. I stilheden kan vi ikke gemme os for os selv. Måske er det derfor, vi undertiden gør alt for at undgå den. Men når vi gør det, går vi glip af det, som i bund og grund gør os til mennesker. Det, som fremkalder et modtageligt sind og en kalibreret hørelse. I den gode stilhed bliver vi bedre lyttere: til naturen, til hinanden og til Gud. Måske bliver vi også mere seriøse lyttere, efterhånden som vores længsel efter at leve naturligt vokser. Vi får redskaber til at afsløre selvoptagetheden, økonomifikseringen og materialismen, og vi indser, at vi selv har svært ved at tackle grænsen mellem behov og begær.
”Det, som sker stort, sker stille”, skriver økologen Stefan Edman, når han i sin bog ”Förundran” lytter til et grantræ. Teksten, som begynder med, at han beskriver en fuglekonge på bare fem gram, fortsætter med en halvfemsårig gran, som rummer dobbelt så mange indbyggere som Stockholmkvarteret Östermalm, glider efterfølgende ud i et univers, der egentlig er én stor stilhed. ”Lyden opstår i de levende skabninger”, skriver han og sammenfatter: ”Virkeligheden bor i stilheden.”
Hvad er stilhed egentlig? Spørgsmålet er, om der overhovedet findes nogen total stilhed. Det, vi mener, når vi taler om, at der er stille, er jo ikke nul decibel. Hvis der virkelig var helt stille, ville vi i løbet af kort tid blive vanvittige. Det drejer sig snarere om, at vi synes at drømme os til steder, hvor lydene er begrænsede, hvor vi opfatter de lyde, vi ellers ikke hører, lyde, vi ikke selv kan frembringe med vores apparater, ikke engang taleapparatet. En stilhed, hvor vi kan sande nuancerne i tilværelsen. (Det er for resten et fint ord, ”sande”. At blive bevidst om noget, der gradvist manifesterer sig. Det har været der hele tiden, men først nu er man i stand til at få øje på det. Man sander det).
Den egensindige komponist og forfatter John Cage skriver i sin bog ”Silence”:
”Der findes ikke noget som et tomt ydre eller en tom tid. Der findes altid noget at se, noget at høre. Faktum er, at hvor meget vi end forsøger at skabe en stilhed, så kan vi det ikke. Lyde opstår, uanset om der findes en hensigt eller ej.”
Han ender sit ræsonnement med, at selvom det skulle lykkes os at opnå stilhed, så ville det bare være for at opdage ”bulderet fra vores indre, fra blodet, der pumpes rundt. (…) Nej, støjens store fejl er ikke, at den berøver os dette ikke-væsen, dette uvæsen, stilheden, men at det fratager os alle de små, fine lyde. For støjen har ikke bare gjort det umuligt for os at vide, hvordan ting lyder, den har også fået os til at glemme, at de lyder.”
Dette er en tanke, det lønner sig at opholde sig lidt ved, for ikke at sige tænke dybt over. Hvad er det for nogle små, svage, forsigtige lyde, jeg ikke længere opfatter? Hvad er det, som er gået tabt i støjen? Det er umuligt at vide. Den eneste måde at finde ud af det på er at turde møde stilheden.
Peter Englund skriver i ”Tystnadens historie och andra essäer” om, hvordan lydlandskabet i vores verden har ændret sig, og at vi i dag må håndtere store mængder lydaffald i en i forvejen forurenet verden:
”Men det lyder ikke blot så meget højere, det lyder også så meget mere i den forstand, at støjen har tilranet sig en større og større frekvensbredde, elapparaternes omfattende larm, jetflyenes fjerne rumlen og biltrafikkens nære kværnen, alt det medvirker til at gøre vores akustiske horisont kortere, vores akustiske verden simplere og simplere, fattigere og fattigere.”
Han mener, at hørelsens natur har ændret sig, at vi før lyttede mere intensivt, lyttede efter de lyde, vi blev nødt til for at overleve, at lydene havde mening. I dag er lyde noget i baggrunden, som mest findes for at kunne sies fra.
Der findes en søgen efter stilhed, som har tomheden som mål. Ikke se, ikke høre, ikke føle. For mig er det nærmest en definition på døden. Det er altså ikke det ærinde, jeg er ude i. Det, jeg forsøger at skrive mig varm på, er den stilhed og ro, som virker i modsat retning, som gør os til mennesker med et klarere syn, en skarpere hørelse, et rigere og varmere følelsesliv og et dybere engagement.
Den gode stilhed handler mere om at finde tonen end at blive tavs. Få ører for de svage signaler, som bærer min tone, mit bidrag til denne verden og en evne til at skelne mellem, hvad jeg skal og ikke skal blande mig i.
I den britiske avis Daily Mail læser jeg om det ekkofrie kammer i Orfield Laboratories i South Minneapolis. I 2012 blev det klassificeret som det mest stille sted på jorden. Kun få udholder at opholde sig særlig længe det sted. I løbet af ganske kort tid begynder man at hallucinere, ingen har vist klaret mere end en time i den totale stilhed. Kammeret er så kompakt stille, at ørerne døves. Men i et interview med Steven Orfield, en af initiativtagerne til oprettelsen af kammeret, kunne man læse følgende:
”Jo mere stilhed der er, jo flere lyde hører man; hjertet, som slår, lungernes bevægelser og ens egen mave, der arbejder. I kammeret bliver du lyden.”
Jeg elsker den sidste sætning: ”I kammeret bliver du lyden.” Den er som et ekko af Jesu ord i den legendariske tale, som har fået navnet Bjergprædikenen: ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte.”
Orfield-kammeret er nu tilsyneladende blevet overgået af Microsofts ekkofri kammer i Redmond, USA, men videnskabsmandens analyse tilfører en ekstra dimension: ”I kammeret bliver du lyden.” Jeg tror, at det er sandt i både direkte og overført betydning. At stilheden og afsondretheden lader eller tvinger os – på godt og ondt – til at møde os selv. Der findes i stilheden en sandhed, som man ikke kan smyge sig udenom.
I en uforkortet svensk udgave af Henry David Thoreaus Livet i skovene, som udkom i 2006, hedder det, at ”spørgsmålet er, om ikke den moderne teknik er på vej til at udslette mange af de kundskabsinstrumenter, hvormed vi tidligere lyttede indad.”
Jeg følte mig på en måde ramt, da jeg læste dette. Men også vejledt. Jeg indså pointen med, at jeg i løbet af min dag – eller måske i en lidt længere sammenhængende periode i ugens løb – burde udskære en tid og et sted, hvor jeg selv vælger, hvad jeg vil lytte til, og så sikre mig en plads, hvor jeg kan få hjælp til at børste støvet af de ældgamle kundskabsinstrumenter.
Menneskets indre er vidt udstrakt, og i dette indre, vide landskab kan stilheden og roen give os en chance for at se de lange linjer, tænke lange tanker, tilmed tankekæder, og få anbragt tingene i en sammenhæng. ”Bie”, som min mor sagde, når hun ikke umiddelbart kunne svare på et spørgsmål: ”Jeg har brug for lige at bie.” Og det er så fint. At bie er ikke det samme som at vente. Det er at ind-vente og gøre det i troen på, at det gode er på vej til os.