Svensk stjernefilosof: Drop idéen om evigheden. Menneskets skrøbelighed giver livet værdi

Martin Hägglund kaldes en af tidens mest betydningsfulde tænkere. Hans filosoferen begyndte, da han som barn mistede sin farfar og ikke forstod præstens ord om sjælens udødelighed

I dag bor Martin Hägglund i New York, men han er født og opvokset i Sverige og genbesøger næsten altid den nordøstlige del af landet, Ångermanland, når han er tilbage i hjemlandet. Det var her, han tilbragte hver eneste sommer hos sine bedsteforældre. – Foto: Pontus Höök.
I dag bor Martin Hägglund i New York, men han er født og opvokset i Sverige og genbesøger næsten altid den nordøstlige del af landet, Ångermanland, når han er tilbage i hjemlandet. Det var her, han tilbragte hver eneste sommer hos sine bedsteforældre. – Foto: Pontus Höök.

Han husker især sin farfars hænder. Farfaderen var landmand, og hænderne ru og grove efter det hårde arbejde. Men når de to sammen var ude på marken for at plukke jordbær eller grave kartofler op, forandrede hænderne sig. Når farfar tog sit barnebarn i hånden, var den ellers så barkede hånd fyldt med ømhed.

”Det var, som om farfars sjæl var i hans hænder,” fortæller Martin Hägglund, der er svensk filosof og professor ved Yale University i USA.

Interviewet foregår via telefon med seks timers tidsforskel mellem Danmark og New York, hvor den 44-årige Martin Hägglund bor i dag.

Det har været aftalt længe, men også udskudt et par gange. For efter at den svenske filosof for et års tid siden udgav sin bog ”This Life. Secular Faith and Spiritual Freedom”, har medier fra hele verden forsøgt at få fat på ham. Bogen om ”Vort eneste liv. Sekulær tro og spirituel frihed” er blevet en international bestseller, og da den i oktober udkom på svensk, gik det endnu en gang helt amok.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hägglund måtte til sidst trække stikket og udsætte sine aftaler for at få lidt ro. Men nu er han klar igen og vil gerne uddybe, hvorfor netop historien om farfaderen er afgørende for hele Hägglunds tænkning, der i bund og grund er et opgør med religion og kapitalisme. Men også et bud på en slags moderne evangelium eller sprog for de ikke-troende.

Besøgene hos farfaderen var højdepunkter i Martin Hägglunds barndom. Og han elskede sin farfar. Da farmoderen blev ramt af demens, passede og plejede farfaderen hende på gården. Men på et tidspunkt blev også farfar syg. Han fik amputeret begge ben, og den ellers så fysisk aktive mand var nu bundet til en kørestol. Bedsteforældrene flyttede på plejehjem, og den 11-årige Martin insisterede på, at han og faderen flyttede med og boede der de første par uger.

”Jeg husker, at jeg holdt så hårdt om farfars fingre, mens vi var der. Og han så på mig og sagde: ’Du er en fin dreng.’ For mig er det minde en påmindelse om, at det vigtigste i livet er at se og forstå dem, vi elsker. Selv når det gør ondt. At det værdifulde i livet ligger i erkendelsen af vores sårbarhed. Vores endelighed.”

Drengen Martin var senere med, da farfar lå i kapellet. I den åbne kiste. Med foldede hænder på brystet. Og Martin græd som pisket. I kirken til farfars begravelse lyttede han til det, præsten sagde: At kun farfars krop var død, men at sjælen derimod var udødelig.

”Det forstod jeg simpelthen ikke. Min forståelse af sjælen var jo, at det var den, der havde gjort min farfar helt unik. At det er sjælen, der giver hvert menneske en uerstattelig værdi. Og helt intuitivt var den forståelse knyttet til idéen om, at farfar, ja alle mennesker, er dødelige. I min barnelogik betød det, at også sjælen derfor var dødelig. Og netop derfor betyder det noget, hvordan vi behandler hinanden, mens vi er her.”

Siden har Martin Hägglunds filosofi handlet om at sætte flere ord på den intuitive erkendelse, han havde som barn. Og det er dem, han har samlet i sin seneste bog.

”At vi kan miste noget for evigt er for mig at se helt afgørende for, at vi tillægger det værdi. Og mit opgør med troen på det evige liv er derfor først og fremmest et forsøg på at komme med en sekulær vision for meningen med livet. Som ikke abonnerer på en religiøs forståelse af, at det er vores endelighed, der skal overkommes, eller at det højeste gode er noget oven over os. Det sande liv er derimod det, der foregår imellem os. I dette, vort eneste, liv. Det er her, vores menneskelige værdier, vores ansvar over for hinanden og visionerne for vores samliv opstår og udspringer fra.”

Det er den samme erfaring, han gør sig i dag, når han lejlighedsvis er tilbage i Sverige og tager turen til Ångermanland i den nordøstlige del af landet. Her kommer Martin Hägglunds slægt fra, og når han genser de vidtstrakte skove og stejle klipper, bliver han mindet om, at han indgår i en større historie, både evolutionsmæssigt og socialt. Men også at han på et tidspunkt ikke længere er her til at se den storslåede natur. At han selv er endelig, og at han derfor værdsætter gensynet med landskabet endnu mere, end hvis livet var evigt.

”Mit argument imod det evige liv er derfor ikke det samme som hos andre af tidens ateistiske tænkere som Richard Dawkins eller Sam Harris. De ønsker at modbevise troen på opstandelsen og det evige liv med videnskabelige argumenter. Det er ikke mit ærinde. Jeg ønsker gennem filosofiske og eksistentielle argumenter at vise, at et evigt liv overhovedet ikke ville være et liv og derfor ikke er ønskværdigt. For endeligheden er betingelsen for, at det overhovedet betyder noget, hvad vi så bruger denne afgrænsede tid til. Både på det personlige plan og i forhold til hinanden.”

I bogen og i samtalen bruger Hägglund ord som ”sjælen”, ”helligt” og ”guddommeligt”, selvom han afskriver religiøse forestillinger. Derfor er det oplagt at spørge, om han i virkeligheden helt har sluppet gudstroen, eller om han er en form for ”skabstroende”, der bare ikke vil stå ved sin religiøsitet.

”Jeg bruger de ord, fordi det er dem, vi har til at beskrive de mest værdifulde ting i livet. Vi er som sekulære sprogligt fattige, når det handler om vores eksistens. Men jeg ønsker også at vise, at vi sagtens kan bruge disse ord uden at tro på et liv efter døden. Og at vi gør det. Mit ærinde er nemlig ikke ’at være efter’ folk, der har en religiøs tro, men at vise, at selv religiøse mennesker i virkeligheden er sekulære. Måske siger man, at man tror på sjælens udødelighed, men i praksis lever alle altså, som om det er dette liv, der betyder noget. Og jeg ønsker at vise, at det netop er den sekulære tro, der giver livet mest mening. Vi behøver ikke at tro på en overnaturlig eller vertikal størrelse for at tale om kærlighed mellem mennesker. Den findes imellem os. Horisontalt.”

Martin Hägglund understreger flere gange i samtalen, at hans anliggende ikke primært er en kritik af religion.

Men han mener, at når vi erkender, at endeligheden er det, der giver menneskelivet sin betydning, får det også konsekvenser for vores fælles liv. For vores visioner for samfundet. For politik.

Hägglund kalder sine politiske visioner for ’”demokratisk socialisme”. Han peger på kapitalismen som roden til den fremmedgørelse og instrumentalisering, som han mener præger nutiden. Og han ”køber ikke” indvendingen om, at det muligvis kunne skyldes manglen på en tro på en højere magt uden for mennesket, på Gud, at mange mennesker i dag savner mening, bliver udbrændte eller bukker under af selvbebrejdelser.

”Iagttagelsen er korrekt, men diagnosen er forkert. For det er ikke tab af religion, men især kapitalismens varegørelse, der forhindrer os i at leve meningsfyldte liv. Hvor vi ikke opfatter hinanden som midler til at nå vores mål. Konkurrencementaliteten eroderer det medmenneskelige.”

Han er især optaget af tidligere tænkere som G.W.F. Hegel (1770-1831) og Karl Marx (1818-1883), men også Martin Luther King (1929-1968) hyldes som forbillede for en kamp imod opdelingen, for friheden og de lige muligheders land.

Det kan undre, at en sekulær tænker som Hägglund netop fremhæver King, der ikke kun var amerikansk borgerrettighedsforkæmper, men også baptistpræst. Et menneske, for hvem netop kristendommen var kernen i hans politiske aktivisme.

”Men jeg bruger King til at vise, at der er to måder at tale om kristendom på. En, hvor man har evigheden som fortegn. Og en anden, som King talte ud fra i sit politiske arbejde, hvor han tog inkarnationen helt bogstaveligt: Gud blev menneske. Det guddommelige er med andre ord her i dette liv på jorden. I mig og i dig og imellem os! Det indebærer, at det guddommelige selv er dødeligt, at det kan gå tabt og skal opretholdes af os for at eksistere. Og forstået på den måde forpligter også kristendommen os til at skabe de rammer og institutioner i samfundet, der gør det muligt at leve det liv, der giver mening for os hver især.”

I Hägglunds idealverden er det menneskets åndelige frihed, der skal have mest mulig plads. Det er den, der adskiller os fra dyrene, siger han. For vi kan som det eneste væsen spørge os selv, hvordan vi bør leve vores liv. Livets mening eller indhold er med andre ord ikke givet, som det er for dyrene.

”At kunne stille det spørgsmål er nøglen til vores frihed. Men de materielle og historiske vilkår er afgørende for, hvordan vi kan svare. Derfor er jeg optaget af at pege på demokratisk socialisme som en anden vej. Hvor vi ikke primært ser hinanden gennem kapitalismens konkurrencelogik, men i stedet formår at samarbejde. Hvor endemålet ikke er givet på forhånd i form af profitmaksimering, men hvor vi i stedet er optaget af at skabe institutioner, der gør det muligt for os hver især at undersøge, hvad det meningsfulde liv er. Blandt andet via fri og lige adgang til uddannelse.”

På spørgsmålet om, hvorvidt netop Karl Marx ikke kan være lidt problematisk at hive frem igen som politisk ledestjerne, siger Martin Hägglund, ”at Marx stadig leverer den bedste analyse af, hvordan kapitalismen fungerer, og at han på den måde er en nøgle til at forstå de økonomiske betingelser, vi lever under i dag. Som jeg viser i bogen, er 1900-tallets kommunistiske regimer uforenelige med Marx’ vision. At overvinde kapitalismen handler ikke om at skabe et totalitært samfund, men om at virkeliggøre vores frihed og vores ansvar for hinanden.”

Hägglunds bog er blevet rost til skyerne af alverdens anmeldere. Den amerikanske avis The Boston Globe kalder den ”en ny filosofi for vor tid”, og i hans hjemland, Sverige, skriver den landsdækkende avis Dagens Nyheter, at ”visse sætninger er her så sprøde og smukke i deres enkelhed, at de lyser. Det er storslået læsning.”

Det er kommet meget bag på ham, at et forsvar for en sekulær tro i bogens første del og for en demokratisk socialisme i den anden del er slået så hårdt igennem. Og har gjort hans bog til en bestseller.

”Men jeg tror, at mange mennesker har en oplevelse af, at der er et fundamentalt problem i den måde, vi har indrettet os på i dag,” siger han og peger dels på den økonomiske, dels den økologiske krise, vi befinder os i.

Derfor er folk interesserede i nye måder at tænke på, mener Martin Hägglund, der tolker bogens gennemslagskraft i lyset af det ”filosofiske mood”, som han mener er udbredt i dag.

”Og set på den måde kan sammenbrud være en gave til os. For det vækker vores nysgerrighed efter igen at stille det allermest centrale spørgsmål om meningen med vores liv.”