Prøv avisen
Spørg om livet

Svigter jeg min afdøde mand ved at indlede et nyt kærlighedsforhold?

Jeg føler stadig, at jeg er gift med min første mand, og at det vil være et svigt over for ham, hvis jeg indleder et forhold til en anden. Hvad gør jeg, spørger Tine. Foto: Nima stock/ritzau

Tine mistede sin mand for fire år siden. Nu er hun blevet glad for en ny, men plages af dårlig samvittighed og er bekymret for børnenes reaktion

Kære Brevkasse

I de seneste uger er der blevet skrevet om sorgen efter at have mistet en ægtefælle. For snart fire år siden mistede jeg min mand efter mange gode år. Døden kom pludseligt, og min verden brød sammen.

Jeg følte mig ensom, forladt, amputeret, og jeg var gennemsyret af en meget stor sorg, der sammen med rådvildhed gjorde livet næsten ubærligt. Jeg har hele tiden haft mennesker omkring mig, der har hjulpet, støttet og bare været der.

Efter et par år kunne jeg igen glæde mig over livet. Det kom ganske langsomt, og en dag gik det op for mig, at jeg i stedet for at føle hver dag som en stor og uoverskuelig opgave igen kunne se den som en gave – endda en dejlig gave.

Det havde jeg ikke troet muligt. Det er noget, jeg takker Gud for.

Så er der sket det, at noget, som jeg havde troet var umuligt, er hændt. Jeg er blevet glad for en ny mand. Det er en af min mands tidligere kolleger, som i mange år har været perifert i vores omgangskreds. Vi mødtes tilfældigt, faldt i snak og opdagede, at vi havde mange fælles interesser. Vi er begyndt at se hinanden jævnligt, og vi har begge to lyst til, at det skal blive til mere. Måske et kærlighedsforhold.

Men det er ikke så ligetil for mig. Jeg føler stadig, at jeg er gift med min første mand, og at det vil være et svigt over for ham, hvis jeg indleder et forhold til en anden. Med min forstand ved jeg, at det er irrationelt, men det er heller ikke forstanden, men følelserne, der er på spil her.

Mine børn ved ikke noget om det, ikke engang at vi mødes. Når jeg ikke har sagt det, er det vel, fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg er nok også bekymret for, hvad de vil sige til, at jeg indleder et nyt forhold. De var tæt knyttet til deres far. Jeg har ingen, jeg har lyst til at drøfte det her med. Jeg har tænkt på at tale med min præst, men ham kender jeg for godt, synes jeg. Derfor bliver det jer. Hvordan kan jeg komme videre?

Er jeg nødt til at trække mig ud af det nye i en erkendelse af, at jeg er forbundet med min mand i liv og død?

Venlig hilsen

Tine

Kære Tine

Mange tak for dit brev, som beskriver en problemstilling, som bestemt ikke er sjælden. Det er ganske almindeligt, at mennesker, der mister i moden alder, kan komme til at leve alene rigtig længe. Mister man sin ægtefælle for eksempel omkring de 70 år, kan man måske se frem til 20 år eller længere. Ikke alle har noget behov for at finde en anden og har det fint med at bo alene. Men egner man sig dårligt til det, og – ikke mindst – finder man den rigtige, som man kan være fortrolig med og have fælles interesser med, er man heldig.

Så vi synes, du skal forsøge at tænke taknemmeligt på, at du både havde en god mand i rigtig mange år, og at du nu langsomt kan åbne mere og mere op for en glæde over, at du har fundet en ny ven, hvor I sammen forhåbentlig kan få det bedste frem i jer begge.

Den store kunst er, at man både tager vare på sig selv og sine følelser og samtidig viser respekt og omtanke over for sine børn. Jo yngre de er, jo sværere kan det ofte være at fortælle dem, at der er kommen en ny kæreste ind i billedet. Det oplever utallige skilsmissebørn, og det er et stort og svært tema for sig selv. Men her er der ikke en konflikt mellem forældre, som de skal forholde sig til. Og dertil kommer, at vi tænker, at dine børn er voksne og har deres eget liv.

Uanset hvor gammel man er som barn, så kommer man ikke helt uden om, at det nogle gange kan være en underlig situation at se sine egne forældre forelskede og få en ny ven eller ægtefælle. Alligevel er der en del voksne børn, der kan synes, at det er rigtig godt både for den forælder, som er tilbage, og for dem selv. De kan tænke, at det er dejligt, at deres forælder er glad og ikke er så meget alene, når man selv måske har en hverdag med job og børn og mange pligter og gøremål.

Andre kan finde det vanskeligere at tænke på, at et fremmed menneske kommer ind i familien eller måske flytter ind i ens barndomshjem, hvor man ved, hvor alle ting er, og som man ikke synes, andre skal rode i. Dem, som finder det svært, kan nogle gange med tiden opleve, at det ændrer sig. Det kommer ikke mindst an på, hvilken person det er, man er faldet for, og så på hvilken måde man er blevet introduceret for den nye ven eller kæreste. Søskende i den samme flok reagerer heller ikke altid ens hverken i ung alder, eller hvis de er noget ældre.

Vi synes, du på respektfuld måde og på et gunstigt tidspunkt skal fortælle dine børn, at du har fundet en ny ven. Fortæl dem, at du ikke synes, det er så let at fortælle dem det, for du vil så nødig, at der sker noget imellem jer. For du sætter så umådeligt meget pris på dem, og du har forholdet til deres far dybt begravet i dit hjerte for altid.

Sig, at det måske godt kan være lidt overraskende for dem, at du nu fortæller det, men at du samtidig ikke har lyst til, at de skal være uvidende om det. Fortæl, at du har tænkt meget over, hvordan du kunne gøre det på en god måde, og at du ikke ved, om det er lykkedes, men at det betyder meget for dig, at I kan snakke om det nu og fremover.

Når din ven en tid senere skal introduceres, kan det gøres på flere måder. Måske skal det være med børnene hver for sig, eller også er det mere naturligt, at de er der alle sammen. Det kan være til kaffe eller måske helt stille og roligt til en skovtur eller noget helt tredje. Langsomt kan de måske se og opdage, at han er en god mand, og at dit forhold til ham gør dig glad. Fortæl dem også gerne om, hvor taknemmelig du er over, at det overhovedet er muligt igen at finde et menneske, man kan dele mange ting med – for det har du vel nok savnet meget efter din mands og deres fars død.

Du skriver, at du har meget dårlig samvittighed. Vi ved ikke, om det er noget, der generelt plager dig i dit liv, også på andre områder. For det er en tung følelse at gå rundt med i mange situationer. Det er helt i orden at få dårlig samvittighed, specielt hvis man har gjort noget, som ikke er i orden. Så er vejen at sige undskyld eller ændre det, man har dårlig samvittighed over. Men over for din afdøde mand, har du ikke grund til dårlig samvittighed, du skader ikke ham eller hans minde ved at finde en ny mand. Og din kærlighed til ham kan du bevare ved siden af din nye kærlighed.

Er din nye ven god for dig, og er han et respektfuldt menneske over for dine børn, så har du heller ikke i forhold til det grund til dårlig samvittighed. Dine børn lever jo også deres liv, hvor du ikke hele tiden er med i deres forskellige valg og prioriteringer.

Der kunne godt uddybes mange flere ting omkring dit spørgsmål. I bogen: ”Sorg – når ægtefællen dør” fra Videncenter for Rehabilitering og Palliation, 2015, udfolder vi dette emne meget mere i kapitlet: ”Når en igen bliver til to”. Vi ønsker dig og andre i en lignende situation alt godt.

Mange hilsene r