Sygdomsramt Kløvedal: Jeg tror ikke på genopstandelse, men jeg tror på kærligheden

Forfatteren og langturssejleren Troels Kløvedal er ramt af den aggressive sygdom ALS, og han ved, at han ikke har langt igen. I bogen "Modne Mænd" reflekterer han over et vidunderligt liv, og den hengivenhed og kærlighed han mærker fra sin kone og børn. Læs et uddrag her

"Jeg har allerede talt med fire af mine børn i dag, inden du kom. Når man bliver syg, bliver man skrøbelig, og det er så smukt og varmt at mærke deres kærlighed og hengivenhed." Sådan siger Troels Kløvedal i bogen "Modne Mænd". Læs et uddrag her.
"Jeg har allerede talt med fire af mine børn i dag, inden du kom. Når man bliver syg, bliver man skrøbelig, og det er så smukt og varmt at mærke deres kærlighed og hengivenhed." Sådan siger Troels Kløvedal i bogen "Modne Mænd". Læs et uddrag her. Foto: Janus Engel/Polfoto.

Hvad har det betydet for dig og dit liv at få børn?
Uha, det var et stort spørgsmål. Det betyder, at jeg sidder nu, og er blevet meget syg, og jeg mærker rigdommen af mine børns kærlighed. Jeg har allerede talt med fire af mine børn i dag, inden du kom.

Når man bliver syg, bliver man skrøbelig, og det er så smukt og varmt at mærke deres kærlighed og hengivenhed. Jeg har børn, der hver eneste dag fortæller, hvor meget, de elsker mig.

Er den kærlighed, du mærker, gaven i din alvorlige sygdom?
Ja, det er da en kæmpestor gave. Man hører så meget om ældre, som er ensomme, men jeg er det fuldstændig modsatte, og jeg har en dejlig kone, der er gymnasielærer, og det arbejde skal hun da blive ved med at passe, selv om jeg er syg.

Er du troende?
Overhovedet ikke. Jeg er et barn af den europæiske kultur, og jeg har filmet meget i de danske kirker, bl.a. kalkmalerier. Men jeg er ikke troende. Man dør jo lige så godt i Kina og Indien, som man gør i Europa. Når jeg ser på kristendommens blodige historie, ser jeg mig ikke som en del af den. Jeg tror ikke på genopstandelse, men jeg tror på kærligheden, som er det smukkeste, vi har.


Hvad tror du, der sker, når vi dør?
Jeg tror, at vi er døde. Der er ikke andet eller mere.

Hvad er så meningen med livet?
Det er alt det, vi sidder og taler om her. At handle. Goethe sagde, at meningen med selve livet var livet. Så enkelt er det. Meningen er at bevæge sig. Være nysgerrig. Se verden og livet. Man taler så meget om, at mennesker har rødder. Ved du, hvad de har: De har først og fremmest fødder!

Lige siden, mennesket blev skabt her på jorden, har vi vandret. Det er menneskets natur at ville over og se, hvad der er på den anden side af floden. På den anden side bjerget. Det er livet.

Har du nogen sinde været bange for noget?
Da jeg var ung, var jeg meget bange for at dø, men den angst er langsomt forsvundet med alderen. Jeg tror, det ligger biologisk i os, efterhånden som vores organer bliver brugt og slidt.

Hvordan vil du gerne dø?
Jeg vil da gerne dø ligesom Jeppe Aakjær. Han døde, mens han gik og lugede i sine roser i haven på Jenle, og så skvattede han bare om. Det kunne være en fin måde. Men der er også mange, som dør, ved at de går i seng og bare sover ind i døden. Det må være en nådig død.

Ville du gerne have gjort noget anderledes i dit liv?
Nej, for pokker da. Jeg kunne ikke have drømt om at være i live i en bedre periode i verdenshistorien. Vi har levet i en enestående tid med Armstrong på månen, og vi var de første, som så den blå planet og verdenshavene udefra.

Det er helt specielt, når du som jeg har sejlet jorden rundt tre gange, og været op og ned af hver eneste bølge. Så har du en arm i havbunden. Du kommer ikke tættere på jordens kerne. Jeg var den sidste generation, som sejlede jorden rundt i et gammelt sejlskib med kun 38 centimeter fribord fra dækket til vandlinjen, og som fandt vej over verdenshavene med den astronomiske navigation.

Jeg er den sidste generation, som før GPS udelukkende navigerede med sekstant, log, nautiske årbøger og kompas. Jeg tror slet ikke, man underviser i det mere på navigationsskolen. Det var som at opfinde verden, og at få verden forærende, hver gang jeg kom til en ny ø efter 30 dage på søen.

Vi benyttede slet ikke søkort. Vi brugte bare bagsiden af et kort og vores stjerneobservationer, og så vidste vi, at vi ankom til en palmeø næste dag.

Hvad har det betydet for dig at få lov at dele dit liv og dine oplevelser i dine mange foredrag og film?
At holde foredrag har været noget af det mest vidunderlige og livgivende, der fandtes. Tilhørerne var glade og tilfredse, jeg var glad og tilfreds, og arrangøren var glad og tilfreds. Alle har fået noget ud af det. Det har på alle måder været lykken at være foredragsholder, og jeg er ked af, af jeg måtte stoppe i marts og aflyse fem bookede foredrag på grund af min sygdom.

Det er første gang i mit liv, jeg har aflyst. Jeg har også elsket at lave film, og TV2 spurgte i foråret 2016, om jeg ikke ville lave en serie om italiensk kultur. Det havde været herligt, men det går jo heller ikke med mit helbred og min stemme. Men jeg klager ikke. Jeg har fået lov til at slutte mine mange film med flådens historie, mit Danmark og Grækenland, så jeg er taknemmelig.

Jeg har sejlet så mange tusinde sømil, at ingen nogen sinde vil kunne forstå det, og jeg har besøgt alle mulige fremmede kulturer, og jeg har kørt med hundeslæde i månedsvis i Grønland. Jeg føler, jeg har fået det hele. Det hele!

Jeg havde aldrig nogen sinde drømt om, at mit liv kunne blive så vidunderligt, og at jeg skulle opleve så meget, så der er ikke noget piv her. Og i slutningen af Grækenland-serien skriver jeg faktisk min egen nekrolog.

Foto: Janus Engel

Hvad er en god dag for dig?
Det er en vidunderlig sommerdag som i dag, hvor vi to kan sidde her og snakke. En fransk forfatter har skrevet en bog, som hedder ‘Alle morgener på jord’, og en morgen som i dag er jo Guds velsignet.

Nu kan jeg ikke længere sejle selv, men jeg elsker at være her på den firelængede, stråtækte Gravlev Vestergård, som jeg købte i 1986, og som jeg selv har sat helt i stand. Mine morgener er poetiske. Jeg tager gerne en kop kaffe med ud, og så går jeg ud i haven eller over markerne fuldstændig beruset af lykke over, at jeg er her. Jeg går en tur i mosen eller til Stubbe Sø.

Når jeg går op på bakken Skovsland mellem Gravlev og Hyllested, kan jeg se hele Ebeltoft halvøen og til Samsø. Mange har spurgt, hvorfor jeg ikke valgte at bo ved vandet. Men når jeg ikke var på verdens-havene, ville jeg være i læ for vinden. Og det er jeg her i Gravlev, hvor gårdene putter sig i bakkerne i den smukke natur.

En god dag er også en dag, hvor jeg går ned i enden af min smukke bondehave til min digterhytte på kanten af mosen, som kun er til skønhed. Her kan jeg skrive, høre musik eller bare ligge ned og sove eller slappe af helt alene.

Tove Ditlevsen taler om at have sit helt eget helt private, personlige stykke inde i os, og jeg tror også, at der skal være et sted, som er dit helt alene. Vi har alle vores personlighed, som vi skal værne om. Vi har et brændstofkammer, en reaktortank, en livseleksir, som er vores helt egen, personlige – helt urørlige.

Den er kun din, og ingen andre bør have adgang til den – heller ikke psykologer, som gerne vil ind og pille ved den slags. Her skal jeg leve de sidste måneder af mit liv. På min dejlige gård. I min vidunderlige have. I min digterhytte, som er fyldt med skønhed.

Og her vil jeg sidde og tænke tilbage på mit magiske liv, omgivet af alle dem, jeg elsker, og som elsker mig.

Indånde, mærke, nyde, være til stede. Mens jeg kan. Og jeg vil tænke på mit liv på de store verdenshave, hvor man hele tiden flirter med katastrofen og døden og lever på kanten af afgrunden, og hvor man kun overlever, hvis man gør alt rigtigt.

Vi søfolk lever med en bevidsthed, som I landkrabber aldrig nogensinde vil kunne forstå, og det er også lige meget.