Prøv avisen
Tre dage i mit liv

Sygeplejerske: Jeg står trippende med en knude i maven og afventer næste slag

Sygeplejerske Freja Wirlander er ansat i akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. Pandemien betyder, at der er flere patienter, som skal i isolation på grund af mistanke om corona, men det betyder ikke at man har færre af de patienter, som ellers kommer til afdelingen. Lige nu, hvor vejret er koldt, fylder KOL-patienterne meget. Når hun møder en KOL-patient, tager hun kittel, handsker, visir og så selvfølgelig mundbind på. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Freja Wirlander tager mod mange patienter med corona. Hun kæmper med en mental coronatræthed og frygter, hvordan situationen vil udvikle sig

mandag

Det er min fridag. Jeg har været i nattevagt og skal prøve at vende døgnet, hvilket ikke er helt let. Klokken var fem, da jeg faldt i søvn, og jeg registrerede ikke, at min kæreste stod op og tog på arbejde. Jeg vågnede klokken 11, og min kanin var ret sulten. Det er en dværgkanin, som jeg fik for to år siden. Han hedder Leif og er ret populær på Twitter.

Det er 13 år siden, jeg flyttede fra Kolding, hvor jeg er vokset op, til København. Jeg bor på Nørrebro, og det plejer at være et sted, hvor ting sker. Da jeg går fra vores lejlighed til min fysioterapeut på Frederiksberg, tænker jeg, at storbyen i den her tid er et sted, hvor ingenting sker. Alt er corona. Sådan er det på mit arbejde, og sådan er det, når jeg har en fridag. Mens jeg går, lytter jeg til en lydbog. I dag er det en krimi, og det fungerer godt for mig at komme ud på den måde.

Klokken 14 går jeg ind på TV 2’s hjemmeside og tjekker smittetallene. Det er blevet en fast rutine og har været det siden marts, for på mange måder dikterer coronaen, hvordan min hverdag skal være. Virussen er blevet vores faste arbejdsmakker, og lige nu er vi i en frygtelig ventetid. Jeg står trippende med en knude i maven og afventer næste slag: Hvordan vil den britiske mutation slå an? Jeg kan se, at indlæggelsestallet er faldet, og det er umiddelbart godt, men meget er stadig uvist.

Jeg har ikke nogen døgnrytme. Inden jeg spiser aftensmad med min kæreste, tager jeg en lang lur, og det er virkelig dumt, for jeg skal gerne kunne sove i nat, så jeg kan være udhvilet til en dagvagt i morgen.

tirsdag

Det drypper, men jeg klæder mig på, så jeg kan cykle de 10 kilometer ud til Hvidovre Hospital. Det er fem år siden, jeg blev ansat på akutmodtagelsen, og jeg er rigtig glad for det kollegiale fællesskab og arbejdsopgaverne, hvor man står med akut dårlige patienter. Vi tager mod patienter i alle døgnets timer, og dagens rytme er frem for alt flydende. Der er travlt, da jeg møder ind. En patient er lige blevet overført til intensiv med vejrtrækningsbesvær, og en anden patient er på vej til intensiv.

I foråret havde Hvidovre Hospital en særlig modtagelse for coronapatienter, og det skete ikke så tit, at vi fik patienter med corona i akutmodtagelsen. Nu er der ikke en særskilt modtagelse for coronapatienter, så vi har langt flere, der kommer med corona til os. Det er dog langtfra kun min afdeling, der er mærket af coronaen, for patienterne bliver efterfølgende ofte overflyttet til andre afdelinger.

Før jul var der vagter, hvor jeg tog hjem med en følelse af håbløshed, fordi der kom flere plejehjemspatienter ind med corona, og i virkeligheden var der ofte ikke ret meget, vi kunne gøre. Nogle fik ilt, nogle fik en sengeplads på en afdeling, og mange kom tilbage til plejehjemmet med noget beroligende medicin, så de var smertedækket.

Vi har flere patienter, som skal i isolation på grund af mistanke om corona, men det betyder ikke, at vi har færre af vores almindelige patienter. De patienter, jeg møder, kan groft sagt inddeles i fire grupper: Infektioner, dehydreringer, bryst-smerte patienterne, som kommer ind, fordi man er bekymret for en blodprop, og så er der patienter med vejrtrækningssygdomme. Lige nu, hvor vejret er koldt, fylder kol-patienterne meget. Når jeg møder en kol-patient, tager jeg kittel, handsker, briller og så selvfølgelig mundbind på, som jeg ville gøre det, hvis patienten havde corona. Jeg skal ofte arbejde hurtigt, og samtidigt kan jeg tydeligt gennem maskerne mærke, at mine lunger er på overarbejde.

I dag er ikke mere travl, end jeg kan gå op i kantinen og hente dagens ret, som er forloren hare. Jeg går tilbage til afdelingen og når at spise, inden jeg skal ud på gulvet igen. Vi får en patient ind med svær lungebetændelse, og jeg krydser fingre for, at det ikke er corona, men det er en sygdom, som kan snyde. Vi har haft patienter, der selv kom gående ind på afdelingen, men viste sig at have en iltmætning på 80 procent, hvilket burde give blå læber. Lynhurtigt skal sådan en patient få tilført store mængder ilt.

Da jeg klæder mig om og gør klar til at cykle hjem, tænker jeg, at det har været en fin vagt. Mine patienter lever, og jeg har kunnet nå at gå på toilettet, og så har jeg sat pris på at være sammen med nogle virkeligt skønne kollegaer, som jeg kan grine med. Det betyder meget i en tid, hvor vi vist alle både fysisk og mentalt er coronatrætte. Hjemme har min kæreste lavet lasagnette. Vi vender dagen, mens vi spiser, inden vi ender i sofaen foran fjernsynet.

onsdag

Jeg slapper af med et afsnit Barnaby i sofaen, mens Leif tøffer rundt i stuen. Jeg skal nå et bad, noget mad og et hvil, inden jeg skal være på arbejde klokken 15.

Jeg tjekker smittetallene klokken 14. Tallene siger dog ikke noget om, hvor mange patienter der kommer ind hver dag og måske kan have corona. Vi isolerer og tester for corona hos alle, der kommer ind med symptomer, som giver mistanke. Vi tager ingen chancer.

Regnen siler ned, og jeg beslutter mig for at tage bilen på arbejde. I dag er det mig, som har den koordinerende indsats. Vi har 27 senge i akutmodtagelsen, og jeg skal have overblikket, koordinere og ikke mindst sørge for at få nogle af patienterne overført til andre afdelinger. Det er en slags tetris-spil for voksne. Jeg er i kontakt med lungemedicinsk, infektionsmedicinsk og endokrinologisk afdeling. Det hele går, som det skal.

Blandt kollegaerne er der en vis frustration. Vi er alle blevet vaccineret første gang, men på grund af mangel på vacciner har vi i dag fået en mail om, at vi ikke kan få den anden vaccination som planlagt. Jeg har forståelse for, at der skal træffes rigtig mange svære prioriteringer i den her tid, men jeg har følt en helbredsmæssig usikkerhed i forbindelse med varetagelsen af mit arbejde, som har været ud over det sædvanlige. Selv fik jeg corona tilbage i april og var syg i to uger, og jeg har fået en senfølge i form af søvnbesvær. Beskeden om den udsatte vaccination bidrager til en følelse af, at vi som medarbejdere skal kæmpe for vores sikkerhed.

I en pause ringer jeg til min kæreste og spørger, om han ikke vil lægge en flaske hvidvin på køl. For fire år siden var jeg i USA og arbejdede for Hillary Clintons kampagne, og havde det ikke været for pandemien, skulle jeg have været i USA i november og arbejdet for Bidens kampagne, så det mindste, jeg kan gøre, er at skåle for ham.

Klokken er 20.30, og der er roligt, så jeg ser lidt nyheder på gangens fjernsynsskærm, hvor de viser billeder fra Washington, da jeg hører hjertestopalarmen. En rigtig dårlig patient er kommet ind med ambulance. Den høje hyletone betyder, at alt på afdelingen stopper, og som koordinerende sygeplejerske skal jeg sørge for, at der er en stue klar, tilkalde en læge og sygeplejerske samt sørge for, at hun har det mandskab, hun har brug for. Da der er afklaring på stuen, bestiller jeg en portør, og patienten bliver overført til intensivafdelingen.

Klokken er 23.45, da jeg låser mig ind i lejligheden. Leif er oppe og følger med mig ud i køkkenet, hvor han får en godbid, inden jeg lander i sofaen med hvidvin og fejrer, at Trump ikke længere er USA’s præsident.

I foråret havde Hvidovre Hospital en særlig modtagelse for coronapatienter, og det skete ikke så tit at man fik patienter med corona i akutmodtagelsen. Nu er der ikke en særskilt modtagelse for coronapatienter, så i akutmodtagelsen er der langt flere med corona, hvilket påvirker sygeplejerske Freja Wirlanders arbejde. Foto: Johanne Teglgård Olsen