Den 13. februar 2019 står klokkeklart i min hukommelse. Selvom klokken var et om natten, sad jeg og strikkede i en lænestol i hjørnet af hospitalsstuen på Regionshospitalet Viborg. Min lungekapacitet var under 10 procent, så jeg fik ekstra ilt ind gennem næsen. Pludselig kom sygeplejerskerne fra min afdeling ind til mig med flag i hænderne. Jeg forstod det ikke, for det var jo ikke min fødselsdag, men så sagde en af sygeplejerskerne: ”Nu er det nu, Marianne. Du skal have nye lunger.”
Jeg var ved at bryde ud i tårer og var helt forvirret. Jeg ringede til min familie og gentog sygeplejerskernes ord: ”Nu er det nu.” Min mand, Ole, er landmand og kunne ikke tage med mig til København, så det havde længe været aftalen, at min svigermor skulle med. Hun var altid på sidelinjen og var god til at besøge mig på sygehuset med min lille søn, Jakob.
På trods af at meldingen havde været, at jeg skulle med en ambulance en halv time senere, blev det ikke sådan. Det duede ikke med ambulancen, da jeg var nødt til at have en læge med, og lægen kunne ikke nå at møde ind i tide, hvis jeg skulle nå at få lungerne i København. Nu skulle jeg i stedet med en lægehelikopter, og i den var der ikke plads til min svigermor. Den besked nåede jeg knap at sluge, før de et kvarter senere sagde, at jeg skulle med en militærhelikopter. Det blæste for meget til, at en almindelig helikopter kunne lande på Rigshospitalets tag. Og det betød, at der alligevel var plads til svigermor. Jeg blev glad, for jeg ville ikke alene af sted.
Helikopteren samlede os op i Karups lufthavn, der ligger midt imellem Viborg og Herning. Det er den første gang i mit liv, at jeg fløj med en helikopter, og jeg tænkte: ”Hvorfor er det ikke dag, så jeg kan se noget?”. Det larmede helt utrolig meget, så vi fik store hørebøffer på. I helikopteren tænkte jeg over artiklen, som jeg læste aftenen før, der handlede om risici ved lungetransplantationer. Jeg fandt ud af med mig selv, at de nye lunger var min eneste redning. Men der sad en frygt i mig for, at lungerne alligevel ikke kunne bruges.
Da vi landede på taget af Rigshospitalet klokken fem om morgenen, blev båren, som jeg lå på, transporteret ned til et stort rum, hvor jeg blev lagt i en hospitalsseng. Jeg kom ned på afdelingen, fik taget blodprøver, blev kørt til røntgen og blev hjulpet i bad, så jeg var klar til operationen. Min svigermor spurgte mig på et tidspunkt, om jeg ikke var nervøs. Men det var jeg ikke længere. Særligt ikke da jeg hen på formiddagen fik beskeden om, at det var et par fine lunger, der ventede på mig.
Da jeg klokken 13 blev kørt ned mod operationsstuen, lagde jeg ikke mærke til turen. Jeg havde travlt med at skrive og modtage beskeder, hvor jeg blev ønsket held og lykke. Min svigermor fulgte mig helt ind på operationsstuen og var nervøs, da hun skulle sige farvel. Men jeg var klar. Det sidste, der blev sagt, inden jeg faldt i søvn, var, at jeg skulle sørge for at tænke gode tanker.
Lidt over fire år tidligere havde jeg født min søn, Jakob. Mine læger fortalte mig, at graviditeten og fødslen af mit barn kunne forbedre eller forværre min meget svære astma. Det blev desværre en forværring. I løbet af sommeren 2015 kunne jeg ikke længere gå ture med barnevognen uden at få problemer med at trække vejret. Eller sætte mig på gulvet og lege med ham. For jeg havde ikke luft til at gå eller komme op fra gulvet igen. Det var en forfærdelig følelse, og jeg havde det, som om jeg var verdens dårligste mor, når jeg ikke engang kunne det. På det tidspunkt var min lungefunktion på 38 procent. Der gik tre år med at ryge ind og ud af hospitalet. Jeg var indlagt i en uge og så hjemme i 14 dage. Så begyndte den proces forfra.
I sommeren 2018 var min lungekapacitet faldet til 15 procent. Derfor tog jeg, min mand og lægerne en beslutning om, at jeg skulle være indlagt på fuld tid på Regionshospitalet Viborg. Samtidig kom jeg også på transplantationslisten for at få et par nye lunger. Det blev begyndelsen på en svær ventetid, hvor jeg kun så min søn i weekenderne.
Jeg kunne ikke særlig meget, da jeg var indlagt. Jeg skulle være i bedst mulig form, når jeg skulle opereres, så jeg trænede med en fysioterapeut, men det handlede mest om at gå. Selvom jeg ikke kunne få luft. Min fysioterapeut lærte mig også at strikke, og det brugte jeg meget tid på. Det hjalp mig til at aflede tankerne. I løbet af den tid, hvor jeg var indlagt, strikkede jeg et stort tæppe. Den tanke, som fyldte mest hos mig, var, at jeg simpelthen måtte få de lunger. I september sidste år fik jeg et anfald, hvor mit hjerte var tæt på at stoppe. Jeg blev lagt i respirator, og hele min familie blev kaldt hen på hospitalet, fordi de ikke vidste, om jeg ville klare den. Da jeg vågnede i respiratoren, tænkte jeg på, om det hele bare kunne være lige meget. Men jeg havde jo min familie, som var værd at kæmpe for.
Da jeg kom på transplantationslisten, fik jeg at vide, at der var tre til seks måneders ventetid på den akutte liste, som jeg stod på. Mens jeg var indlagt, røg jeg af listen i et par måneder, fordi der havde ophobet sig væske i min krop. Jeg var nødt til at tabe mig, fordi ens krop skal være beredt på en stor operation, som en transplantation er. Jeg tabte mig 20 kilo, og jeg fik mindre medicin, så i november sidste år, to måneder efter jeg blev taget af listen, kom jeg tilbage på den.
Da jeg vågnede den 14. februar efter operationen, var det i kort tid. Min svigermor stod og aede min hånd, og jeg kan huske, at jeg blev meget rørt. Men jeg blev lagt til at sove igen, fordi mine tal viste, at jeg ikke var klar. Morgenen efter blev jeg vækket rigtigt. Jeg kom op at sidde i en stol, men alt gjorde smadderondt. Kateteret i min ryg skulle hjælpe på smerterne, men det virkede ikke. Så jeg var fanget i et smertehelvede og kunne ikke få luft. Jeg græd og græd, delvist på grund af smerterne, men også fordi jeg stadig følte, at jeg havde mine gamle lunger. Jeg havde forventet at kunne trække vejret frit. Lægerne fortalte mig, at min reaktion var normal, og jeg fik heldigvis lagt et kateter, der virkede, så smerterne aftog.
Min svigermor blev hos mig de første 14 dage, og gradvist begyndte jeg at kunne mærke, at mine lunger var blevet skiftet ud. Efter fire uger kunne jeg gå i bad alene, og det var virkelig stort, for det havde jeg ikke kunnet gøre i flere år. Og et par uger senere, kort før jeg kom hjem, var jeg på vej i bad, da jeg så min dreng stå ude på gangen. ”Hvad laver han her?”, tænkte jeg, for det var en overraskelse, at han kom. Jeg skyndte mig ud på gangen og gav ham et kæmpe kram.
Kort efter kom jeg hjem. Helt hjem. Det var fantastisk efter næsten et år igen at skulle sove i sin egen seng. Vi spurgte min søn, om han ville sove hjemme eller hos bedstemor og bedstefar. Han var ikke et sekund i tvivl: Han ville sove hos mig. Der fik jeg bekræftet mit moderskab.
Jeg kunne igen gå lange ture med ham, men det var også en kæmpe omvæltning at komme hjem efter så lang tid på hospitalet. Jakob ville ofte ikke i børnehave, for han var bange for, at jeg forsvandt igen. Han sagde: ”Jeg vil blive hjemme ved dig, fordi jeg elsker dig.” Den frygt er dog forsvundet, fordi han nu ved, at jeg er der, når han kommer hjem.
Det er ikke problemfrit at få en transplantation. I dag er jeg indlagt med en virus, som kun er farlig for dem, der har fået en transplantation. Det føles som en streg i regningen, men det kunne være gået værre. Jeg har haft mange tanker om døden, og hvad nu hvis, at jeg ikke havde fået nye lunger. Det er ikke perfekt, og jeg skal passe mere på end andre, men det vigtigste for mig er, at jeg har fået livet tilbage.