Synet på ældre har bevæget sig tilbage i tiden

At mennesker over 65 år nu defineres som særligt udsatte under coronakrisen har bidraget til fornemmelsen af, at de er én homogen gruppe. Men det er en form for diskrimination, som trækker på forældede forestillinger om, hvad det vil sige at være ældre

Synet på ældre har bevæget sig tilbage i tiden
Illustration: Morten Voigt.

Nadia Sandberg er træt. Træt af at læse om og lytte til, hvordan mennesker over 65 år bliver italesat under coronakrisen. For efter at man i de seneste år har sagt, at alder ikke betyder noget, siger blandt andet politikere og myndigheder nu, at alle over 65 år pr. definition er ”ældre” og tilhører en særlig risikogruppe.

”Det, der provokerer mig mest, er, at alle hele tiden siger: ’Vi skal passe på de ældre og svage.’ Vi er ikke stakler eller svage, fordi vi er ældre. Det er en form for overdrevent hensyn, som jeg hverken behøver eller bryder mig om. Jeg ser mig selv som en stærk kvinde, der har rigtig meget at se til i hverdagen med børn, børnebørn, menighedsrådsarbejde, provstiudvalg, seniorråd og faktisk også med erhvervsaktivitet i min virksomhed. Og ja, så er jeg 69 år, og i næste måned bliver jeg 70 år,” siger Nadia Sandberg, der gik i selvvalgt karantæne i hjemmet i Køge sammen med sin mand, da de kom hjem fra skiferie kort før nedlukningen af landet, og efterfølgende har holdt afstand, når de har mødtes med familie og færdedes udendørs.

I denne tid føler hun sig sat i bås sammen med knap en femtedel af den danske befolkning, der har rundet de 65 år.

”Når folk spørger, hvordan jeg klarer den som ældre her under coronakrisen, så bliver jeg lidt paf. Vi er ikke en stor gruppe med en masse tilfælles. Kun det, at vi alle har levet et langt liv – med hver sin livserfaring til følge. Ellers er vi lige så forskellige, som alle andre er. Selvfølgelig er der nogle gamle, der er ekstra sårbare, og dem skal vi hjælpe, alt det vi kan, og tage masser af hensyn til, men personligt klarer jeg mig lige så godt som dem på 40 og 50 år,” siger Nadia Sandberg.

Sommetider bliver hun også overrasket over sin alder. Da hun forleden læste i lokalavisen, at en 67-årig mand var blevet slået ned ved et busstoppested, tænkte hun: ”Åh, hvor er det synd for sådan en stakkels gammel mand.”

”Først bagefter gik det op for mig, at jeg jo er ældre end han og hverken føler mig gammel eller skrøbelig. Så jeg kan jo desværre ikke sige mig fri for at være præget af de generelle forestillinger om, hvornår og hvordan man er gammel. De ligger nok desværre altid på lur et sted indeni,” siger Nadia Sandberg.

Hos Ældre Sagen får man mange henvendelser fra mennesker over 65 år, der er usikre på myndighedernes retningslinjer, fordi de føler sig raske og rørige. Og selvom anbefalingerne er til for at beskytte samfundets ældste, kan seniorkonsulent Anna Wilroth, der er ansvarlig for fagområdet mental sundhed hos Ældre Sagen, godt forstå, at mange er i tvivl om retningslinjernes konkrete betydning. For i denne risikogruppe befinder der sig nu en stor gruppe mennesker, der er meget mangfoldig både aldersmæssigt, personligt, livsstilsmæssigt, fysisk og mentalt.

”De meget overordnede og generelle anbefalinger under coronakrisen har bidraget til fornemmelsen af, at alle over 65 år kan bundtes sammen i én kategori som ’de ældre’. Som om du fra den dag, du fylder 65 år, pludselig tilhører én homogen gruppe. Mange henvender sig netop til os, fordi de er ærgerlige over det billede. De bryder sig ikke om at blive stemplet som én stor masse,” siger Anna Wilroth.

Andre henvender sig, fordi de er forvirrede over anbefalingerne. Er de egentlig i risikogruppen eller ej? Bør de undlade at besøge deres børnebørn og undgå at købe ind på apoteket, så de ikke bliver set skævt til i køen?

”Det er primært de 60-70-årige, der er i tvivl om, hvor meget de bør efterleve retningslinjerne. De tilhører en generation, der er vant til at leve et liv efter egne forskrifter. De gør modstand og vil ikke finde sig i, at de ikke må bestemme selv, eller at andre fortæller dem, hvordan de har det. Og jeg kan godt forstå, at det er svært pludselig at skulle identificere sig som ’ældre’ sammen med svage og svækkede, når så mange til hverdag ellers er enormt aktive i foreningslivet, passer børnebørnene ugentligt, rejser på ferie hvert år, går til kor og ovenikøbet også får dyrket motion,” siger Anna Wilroth.

På den måde giver alderen alene ikke et retvisende indblik i, hvordan et menneskes fysiske og mentale tilstand er. For mens man godt kan være 85 år og løbe et maraton, kan man også være 62 år og svækket af sygdom.

”Mange har også svært ved at identificere sig som ’ældre’, fordi begrebet er forbundet med så mange fordomme, hvilket coronakrisen desværre også har aktualiseret. Vi har nogle forskellige forventninger til, hvordan og hvor vi skal være i livet i forskellige aldersgrupper. Og her er det at være ’ældre’ behæftet med nogle negative træk – som for eksempel at være svækket, gammeldags og firkantet. Det billede skal vi gøre os umage med at nuancere,” siger Anna Wilroth.

Det er ærgerligt, at coronakrisen har betydet, at vi har bevæget os ”tilbage i tiden” i forhold til vores forståelse af ældre, siger seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) ph.d. Anu Siren, der har specialiseret sig inden for aldring samt levekår i det sene voksenliv.

”De senere år er vi ellers kommet hen mod en anden diskurs, hvor vi har talt om ’aktiv aldring’ og sagt ’alder er ingen hindring’, mens fortællingen om de svage ældre er trådt i baggrunden. Nu hedder det sig pludselig, at alle ældre over 65 år tilhører en særlig risikogruppe. Det er selvfølgelig at overse mangfoldigheden blandt dem, som vi kalder ældre,” siger Anu Siren.

At valget er faldet på netop 65 år som skillelinje, er meget typisk, omend stereotypt, mener hun.

”De præcise aldersgrænser synes ret tilfældige. I Sverige skal man være særligt forsigtig, hvis man er over 70 år. I Danmark er det så 65 år. Det kan også virke forvirrende for den enkelte. I Danmark er de 65 år en meget klassisk, nærmest klichéagtig grænse for, hvornår man bliver gammel, blandt andet fordi det er den tidligere folkepensionsalder.”

Tidligere har hun i sin forskning også beskæftiget sig med aldersbestemmelsen for fornyelsen af kørekortet, dengang det var gyldigt, indtil man fyldte 70 år. Hun kom frem til, at intet talte for, at det skulle være i en alder af netop 70 år, at kortet udløb automatisk.

”Det samme gør sig gældende her. Aldersgrænsen for risikogruppen er baseret på nogle kulturelle forestillinger om alder. Det er en alderisme (negativ særbehandling af mennesker over en bestemt alder, red.), som få mennesker sætter spørgsmålstegn ved, fordi det føles naturligt og intuitivt at falde tilbage i de forældede og negative stereotyper om ældre, som ellers gjorde sig gældende årtier tilbage.”

Særligt i en krisetid føles det endnu mere legitimt at sige, at vi jo også ”bare gør det for at beskytte”.

”Den form for alderisme så jeg også i diskussionen om kørekortet, hvor argumenter som ’det er for deres eget bedste’ og ’det er jo for at beskytte alle’ dominerede,” siger Anu Siren.

Der er lavet megen forskning om, hvordan stereotyper og forskelsbehandling på baggrund af alder påvirker menneskers mentale velvære og selvopfattelse negativt, fortæller Anu Siren.

”For det første bliver det mentale velvære presset på grund af bekymringerne, uvisheden og alle de overvejelser, der følger med: Skal jeg tage mine forholdsregler? Er ventetiden det hele værd? Hvornår er det sikkert igen at omgås andre? Og ikke uvæsentligt: Har jeg overhovedet den tid? Jo ældre man er, jo mindre tid har man tilbage,” siger hun.

For det andet påvirker stereotyperne den enkeltes selvopfattelse, fordi det at være gammel ikke er et samfundsideal. Mens vi knytter mange positive egenskaber til det at være yngre, forholder det sig omvendt med det at være ældre.

”Når man har det godt med sig selv og er tilfreds med sin krop og sit sind, er man tilbøjelig til at sige, at man føler sig yngre. For der findes ikke nogen positive egenskaber, som udelukkende knytter sig til en høj alder. Selv livsvisdom er ikke forbeholdt vores modne medborgere. Til gengæld er der stor enighed om, at en sund og ung krop er et ideal,” siger hun.

Når Anu Siren ser på tallene i forskningscentrets ældredatabase og spørger mennesker, hvor gamle de egentlig føler sig, så føler de adspurgte på tværs af aldersgrupperne sig i gennemsnit syv år yngre, end de er. Det er blandt andet et udtryk for, at vi ikke har nok tidssvarende kulturelle forestillinger om, hvad det vil sige at være gammel. Og så kan man jo kun forholde sig til, at man har det på samme måde, som man havde det for syv år siden.

”Det er relativt nyt, at vi bliver så gamle. Vores levealder er steget betragteligt de seneste 100 år. Men det betyder også, at vi mangler en forestillingsevne til at se de mange forskellige måder, hvorpå alderdommen kan se ud. I takt med at det bliver mere normalt at fylde 90 år, så bliver der heldigvis mange flere mulige variationer, man kan spejle sig i. Det kan forhåbentlig gøre lidt op med vores fasttømrede, klichéprægede syn på alderdommen,” siger Anu Siren.