Liva, 6 år

Født: Aarhus
Bor: Aarhus
Beskæftigelse: 0. Klasse

Jeg bor sammen med min mor og Eliot, men min mor og far er skilt. Det er ikke så sjovt for mig. Heller ikke for Eli.

Jeg var ikke engang seks år, da de blev skilt, og de har været skilt i næsten to år. Det er faktisk sådan lidt spændende, men det er også ret irriterende, fordi jeg godt kunne lide, at de var sammen. Så hver nat tænker jeg på, at de var sammen, og at de sådan stødte sammen igen og blev kærester. Det ville jeg ønske skete.

De blev skilt, fordi de skændtes lidt. For eksempel kunne de komme lidt op og skændes, hvis min mor skulle købe ind, og min far sagde: ”Nej, jeg skal købe ind, og du skal passe på børnene.” Eller sådan noget.

Om tre uger flytter vi til Samsø. Det er okay, men jeg kommer til at savne mine venner, og de kommer også til at savne mig. Jeg savner for eksempel min bedste ven Anne, som flyttede fra Aarhus for et år siden. Hun var næsten den allerførste ven, jeg fik, og vi har været venner siden børnehaven. Vi leger rigtig godt, fx fangeleg eller gemmeleg. Og så er vi nogle rodehoveder.

Jeg har allerede fået tre venner på Samsø Friskole, og jeg skal starte i 1. klasse sammen med min første ven på Samsø. Hun hedder Viola, og vi skal være naboer.

Jeg ved godt, hvorfor det hedder Samsø Friskole. Det er, fordi man hele tiden går ture, og så har man næsten ikke nogen legeplads. Man leger bare uden for skolen, men man kan stadig høre klokken, og man må ikke sådan løbe rigtig væk. Man må kun løbe et par minutter væk fra skolen, så man stadig kan høre klokken. Og ellers kommer de voksne bare ud og siger, at nu skal vi ud og på tur. Hver gang man skal på tur, så har de sådan nogle Samsø Friskole-trøjer på.

Jeg kan bedst lide at lege med piger – fordi jeg selv er en pige. Jeg leger ikke så tit med drenge. Det er jeg nemlig ikke så vant til. De leger sådan noget ”kaboom, kaboom!” Altså sådan nogle lege som er ret vilde. Af vilde ting er jeg kun vild med at køre Moon-Cars.

Når jeg bliver stor, vil jeg gerne være opfinder, fordi jeg gerne vil lave en maskine, så man aldrig dør. For jeg nåede næsten slet ikke at se min oldemor. Jeg var kun tre år, og så døde hun. Så hun nåede ikke engang at se mig, da jeg var fire år eller seks år. Jeg kunne godt tænke mig at lave maskinen, så jeg kunne se hende.

Min mors kæreste har en pige, der hedder Una. Det er faktisk ved at blive hyggeligt, men nogle gange er det også lidt irriterende, fordi hun ikke helt ved, hvordan det er at have en søster eller en bror, fordi hun er enebarn. Men i dag har hun næsten bedt mig om at kramme hende fire gange. Så hun er vist ved at vænne sig til det.

Hvis jeg havde tre ønsker, ville jeg ønske, at vi kunne flytte til Samsø lige med det samme, og at jeg kunne få vinger og horn, og at jeg kunne få nogle ponyvenner.

Ole, 17 år

Født: Højbjerg
Bor: Højbjerg
Beskæftigelse: Mellem efterskole og 1.g

Jeg er lige blevet færdig på efterskolen – det var et sindssygt år! Jeg gik på Mellerup Musikefterskole, som er et kreativt sted med masser af musik. Det var spændende at blive slynget ud af ens komfortzone og blive præsenteret for en masse nye mennesker, men det var ret skørt at komme væk hjemmefra og at skulle tage stilling til alle mulige ting selv. Man oplever lige pludselig, at verden er meget større, og selvom der stadig er det autoritære i forhold til lærerne, så skal man til at finde sig selv og finde ud af, hvem man gerne vil være i det nye fællesskab.

Jeg er vild med at spille musik, og jeg drømmer om, at jeg kommer til at lave en masse fed musik. Det er nok meget naturligt efter et år på efterskole, hvor vi bare spillede musik hele tiden.

Jeg har en storesøster på 21 år. Jeg plejer altid at drille hende med, at hun har været så god til at gøre dumme ting, så jeg ved, hvad jeg ikke skal gøre. Hun har været et godt forbillede, og vi har altid haft et godt søskendeforhold. Hvis vores forældre var trælse, så var det os to, der stod sammen. Så var de bare nogle båtnakker.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år. Sådan nogle ting kan man tit mærke, når de er under opsejling. Det var næsten det allerværste, fordi jeg gik og havde en dårlig fornemmelse. Da de blev skilt, så tænkte jeg: “Nu er jeg en af dem.” Der var så mange af mine kammerater, hvis forældre var blevet skilt, så jeg blev bare en del af klubben.

Mine forældre var egentlig ret gode til at forvalte den her skilsmisse i forhold til os børn, men det var stadig rigtig, rigtig træls, da de skulle flytte fra hinanden. Vi havde rimelig frie tøjler, i forhold til hvor vi gerne ville være, og de var gode til at fortælle, at det ikke var vores skyld. Jeg tror, at det var en udmærket skilsmisse, hvis man kan sige det sådan, men jeg savnede noget mere gennemsigtighed – at de fortalte, hvorfor de blev skilt, hvad der skulle ske, hvad der var sket og så videre. Jeg var selvfølgelig lidt yngre dengang, så de har sikkert bare taget hensyn til mig, men de senere år har jeg brugt energi på at finde ud af de ting, som jeg ikke fik at vide dengang. For eksempel hvad der lå til grund for, at de gik fra hinanden. Gennemsigtighed er bedst på den lange bane.

Jeg var på Roskilde Festival for første gang i år. Det var med 72 elever fra efterskolen, og det var helt klart med til at give en tryghed, at man altid kunne gå tilbage til camp’en, for der var jo nogen, man kendte. Jeg synes faktisk, at det var ret ekstremt. Det hele lignede jo en svinesti! Så vågner man der om morgenen, finder en dåse tun og noget rugbrød, og så går man i gang med at drikke øl igen – det er sådan lidt ligesom at være på overlevelsestur. Det var ikke lige fedt hele tiden, men det var sjovt at prøve, og musikken var megafed!

Alexander, 24 år

Født: Fredericia
Bor: Åbyhøj
Beskæftigelse: Studerer filosofi

Mine forældre har fortalt mig, at jeg gerne ville være politimand som barn. Det kan man godt sige, at jeg er gået lidt væk fra.

Det har været en relativt almindelig opvækst, men jeg gik på en helt forfærdelig folkeskole. Det var sådan en skole, som dem, der blev smidt ud fra de andre skoler, kom over til. Det var ret hårdt, men det gav også en god indsigt i, hvor stor diversitet der er i Danmark. Vi er et velstillet land, men der er stadig rigtig mange problemer og folk, som har det hårdt.

Jeg tog på efterskole i 9. klasse, og det reddede mit liv! Det var en kunstnerisk efterskole med musik, design, medie og sådan nogle fag. Det var lige det, jeg havde brug for. Jeg var meget indelukket og introvert, men det kan man ikke være på en efterskole, så det fik åbnet op for nogle ting. Jeg er 100 procent sikker på, at det har reddet mit liv.

Efter efterskolen gik jeg på gymnasiet, og så blev jeg deprimeret igen. Jeg havde lige været på efterskole, hvor jeg havde fundet ud af, at der også fandtes nice mennesker, og jeg glædede mig til at komme på gymnasiet, men så var det bare deprimerende. Jeg kom dog igennem det.

Da jeg var 18 år, tog jeg ud og rejste rundt som hjemløs i Europa. Det var nok en måde at hærde mig selv på, men også et forsøg på at gøre mig mere taknemmelig for de ting, jeg havde, og at prøve at klare mig selv for så lidt som muligt. Jeg har sovet nogle mærkelige steder – under broer, i buske, ved en flod i Frankrig. Jeg kunne nok ikke gøre det med samme sindsro i dag. Jeg har altid døjet med angst og depression, og det fik jeg eddermame aflivet på den tur.

Jeg læser filosofi på universitetet, og jeg glæder mig helt vildt til at starte på tredje semester – det havde jeg sgu aldrig troet, jeg skulle sige. Jeg har virkelig fundet et studie, som giver mening for mig. Filosofi er den ældste disciplin nogensinde, og det er grundlæggende for vores tankevirksomhed.

Jeg vil gerne skrive en ph.d. i filosofi på et tidspunkt, og jeg drømmer også om at blive ved med at udvikle min egen filosofi og at kunne leve af det. Det er svært, men sådan er det med alle humanistiske fag. Jeg drømmer også om fred i verden, men det er nok ikke lige for døren.

For at blive punker skal du starte med at være sur. Historisk var det nok dér, hippierne udviklede sig til punkere – der var nogle, der holdt op med at ryge hash. De blev sure i stedet for. Der var mange ting, der tiltrak mig ved punk-kulturen. For eksempel æstetikken, men også gør-det-selv-kulturen og tanken om at gøre dig så uafhængig som muligt – det kan man selvfølgelig ikke helt i et kapitalistisk samfund, men man kan gå et stykke ad vejen.

For punken har det altid handlet om politik som nummer et. Man gør tingene af en årsag, og musikken handler altid om noget. Punk er en attitude og en holdning – mere end en genre eller en stilart.

Henriette, 47 år

Født: Haderslev
Bor: Odense
Stilling: Projektleder

Ved siden af mit job er jeg forfatter. Jeg er i gang med at skrive på en biografi omkring mit liv som pårørende til min mor, som har haft Alzheimers i over 20 år. Så bogen er på baggrund af, at jeg selv som meget ung pludselig stod til at skulle miste min mor.

Allerede som barn drømte jeg om at blive forfatter. Jeg har siddet mange gange i mine forældres kælder på varme sommerdage med fødderne på det kolde cementgulv og skrevet på en gammel skrivemaskine. Der skrev jeg min første lille kriminovelle. Drømmen om at få lov til at skrive og formidle mine tanker har fulgt mig lige siden barnsben.

Jeg ved, at det, der gør forskellen på mennesker og dyr, er, at vi mennesker kan drømme. At vi er i stand til at bevæge os ud og ind af tid. Da jeg var ung, før jeg mødte min mand og fik børn, drømte jeg om at rejse, opleve verden og måske også bo i udlandet. Men så mødte jeg pludselig en mand fra udlandet, og så var udlandet kommet til mig.

Da jeg mødte min mand, blev det meget tydeligt for mig, hvem jeg var og er. Fordi han netop ikke har en dansk baggrund, fordi han var en ung, iransk flygtning, og fordi mine omgivelser reagerede meget negativt og med stor bekymring.

De havde ikke noget at have det i – for de kendte ham ikke. Så jeg var kun 16 år, da jeg blev klar over, at jeg ikke skulle leve andre folks liv. Jeg ville ikke acceptere, at andre skulle fortælle mig, hvem jeg måtte omgås eller være venner med. Det var helt klart et øjeblik, hvor jeg blev bevidst om, at jeg skulle være mig selv. Det er nok også den begivenhed, der har rystet mig mest, men også styrket mig mest – og gjort mig til det menneske, jeg er i dag. Jeg har i øvrigt også skrevet om mødet med min mand. På et eller andet tidspunkt tænker jeg, at det skal udgives.

Som mor skal man stå for de helt basale ting som amning, mad, tøj og alt det der. Som mormor, som jeg er blevet nu, er man ude over de ting. Jeg skal bare give dem masser af kærlighed, gøre dem til nogle stærke mennesker og bakke dem op i det, de gerne vil. Det har jeg også gjort med vores døtre. Jeg har altid sagt, at de skal følge deres hjerter.

I venskaber kan man give meget, men man kan også få meget. Jeg kan fx sidde sammen med en veninde uden at sige noget. Vi kan have været adskilt i lang tid, og alligevel når vi så mødes, kan jeg mærke, at nu er vi connected igen. Det synes jeg, er dejligt. Jeg har en veninde helt tilbage fra folkeskolen, og det med, at vi har en livslang historie sammen, er meget værdifuldt for mig. Vi kender hinanden igennem livets sorger og glæder.

Alle os omkring et menneske, der drømmer, vi skal bare bakke op og sige: ”Ja! Intet er umuligt!” Vi har brug for opmuntring, og vi har brug for hinandens energier. Det synes jeg, vi er forpligtede til.

Jørgen, 64 år

Født: Råsted
Bor: Risskov
Beskæftigelse: Tv-vært

Jeg byggede simpelthen så mange huler, at jeg måtte gå 5. klasse om.

Jeg er født på landet, hvor livet gik med at være dreng med hestene og køerne, være i markerne med mine forældre og med at fiske. Sådan fik jeg grundlagt det liv, jeg har i dag. På godt og ondt kan man sige, for jeg blev smidt på privatskole, fordi jeg var en skidt knægt. I privatskolen var jeg den eneste i historien, der ikke kom videre i gymnasiet. Det var selvfølgelig et hårdt slag. Jeg havde krudt i røven, og jeg gad ikke at læse. Jeg ville hellere bygge huler og være i naturen.

Alle de andre rejste til Aarhus, begyndte på universitetet og blev uddannet til det ene og det andet. Jeg tænkte bare: Fuck, jeg er fandeme nødt til at gøre et eller andet med mit liv.

Jeg startede som praktisk gris hos DR, men jeg tænkte, at jeg da kunne gøre det lige så godt som værten Kristian Kryger. Han lavede nogle pissefede interviews a la Søren Ryge. Det lå i baghovedet, og pludselig fik jeg chancen.

På et tidspunkt fandt jeg på, at vi skulle lave noget, der hed ”Ude i naturen”. Det var udsendelser om at bygge en kano med en hammer, et håndbor, en kniv og en sav. Ikke noget med elektriske instrumenter. Det var sammen med en, der hedder Svend Ulstrup, som kom til at betyde rigtig meget for mit liv. Totalt genbrugstøj, han ejer to gårde på Sjælland, tre børn, tre fjernsyn, hvor de to nederste er gået ud, men det øverste virker.

Svend starter med at smide noget pergamentpapir på bordet. Vi har aldrig set hinanden, og så spørger jeg ham: “Hvor ligger den naturlivsskole, du har?” ”Inde i mit hjerte,” svarer han. Så pakkede han pergamentpapiret ud, og indeni var der en makrel. Så åd vi den der makrel og talte om liv og død, og om at leve et liv, hvor man bruger sit hoved og sin krop og sine hænder. Han havde et natursyn, som jeg godt kunne lide.

Jeg kan godt lide den indianske filosofi. At vi skal passe på hinanden, imens vi er her. Alle sammen – som folk og som verden. Det går jo ad helvede til. Vi skal være sammen om den store opgave, som vi står over for. Nemlig at få naturen til stadigvæk at bestå og skabe et liv, hvor vi ikke bekriger hinanden. Det har vi simpelthen for lidt fokus på.

Her i 2017 rammer jeg 40 års ansættelse ved DR. Det er på mange måder en underlig tanke, for der kommer en dag, hvor døren til DR skal lukkes. Hvornår det sker, ved jeg ikke, men selvom jeg holder meget af mit arbejde, så glæder jeg mig også til at åbne den dør, der hedder tid til kammerater, tid til konen, tid til børnene og børnebørnene og tid til mig selv. For det savner jeg faktisk lidt. Altså sådan en sommerferie, hvor jeg bare har tid til mig selv.

Aase, 84 år

Født: Odense
Bor: Bredsten
Beskæftigelse: Pensionist, tidligere sygeplejerske

Jeg blev gift med en dyrlægestuderende, og vi kom til Jylland, fordi han fik en stilling herovre. Jeg var uddannet sygeplejerske, men blev så dyrlægekone på den gammeldags manér, hvor jeg passede telefonen. Det var det rigtig jyske, jeg kom over til, og det var noget af en overraskelse. Det største chok var nok, da jeg for første gang overværede, at min mand ringede hjem til sine forældre. Pludselig slog han over i rigtig djurslandsk, og jeg forstod ikke ét ord af det. Jeg har vænnet mig til det jyske, men jeg har aldrig lært at tale det.

Da jeg var knap 50 år, blev jeg skilt og tog fat på min sygeplejerskeuddannelse igen. I 22 år havde jeg ikke beskæftiget mig med faget, men jeg lånte nogle bøger af nogle veninder og fik læst op igen. Der var sket meget nyt, men det var fantastisk at mærke, at basis trods alt stadig var der. Jeg fik job på et plejehjem, og jeg var utrolig glad for arbejdet.

Jeg var alene i fem år, hvorefter jeg mødte en ny mand, og vi flyttede sammen og blev gift. Han var litterært begavet og fantastisk god til at fortolke jyske forfattere. Det holdt han foredrag om, og det blev til, at han tog mig med, og så sang jeg forfatternes sange. Vi kom faktisk over det meste af Jylland, og det var så dejligt, fordi vi kunne gøre det sammen.

En af mine fire sønner bor i Australien, og i dag kan alt jo lade sig gøre. I forgårs sad jeg ved min computer, og så var der en email om, at de havde graduation på mit barnebarns skole, og at det ville blive sendt på YouTube. Så jeg var simpelthen til graduation og så mit barnebarn få sit eksamensbevis. Det er da fantastisk med den teknologi!

I godt 30 år har jeg sunget i kor, og jeg er lykkelig for alt det, jeg oplever derigennem. Vi har blandt andet sunget i Peterskirken i Rom. Vi havde sagt ja til at synge til en aftengudstjeneste, og så viste det sig, at det var en af de rigtig store gudstjenester ved højaltret. Der stod tre præster og messede, og så sang vi indimellem. Det var helt fantastisk! Man kunne fornemme den sidste tone, der fløj rundt i det store rum og kom tilbage igen. Det gav virkelig et indtryk af, hvor stort rummet er – det var en uforglemmelig oplevelse!

I den her alder er der jo mange venner og bekendte, der falder fra. Sidste år mistede jeg en meget god veninde, som jeg lærte at kende på husholdningsskolen. Vi har været otte piger derfra, der mødtes igennem årene, og nu er vi kun tre tilbage. Jeg mistede også min ven gennem 60 år, som jeg fik et varmt forhold til for fem år siden. Man kan godt blive forelsket igen – selv i en moden alder.

Et af mine børnebørn sagde en dag: “Det er lige meget, hvilken vej du går. Det kommer an på de mennesker, du møder på din vej.” Det har jeg sandet i mit liv, og jeg har været utrolig heldig med de mennesker, jeg har mødt på de veje, jeg har gået.

Nanna, 100 år

Født: Hyllested
Bor: Risskov
Beskæftigelse: Pensionist, tidligere hjemmegående.

Vi var syv piger og fire drenge, og jeg var nummer fem i rækken. Vi var bude for far, der var uddeler i Hyllested Brugsforening. Vi skulle hjælpe til og blev ikke opvartet, men det var nu ikke spor hårdt. Jeg havde nogle fantastiske forældre, og min mor var så dygtig – hende når jeg ikke til knæene.

Jeg mødte min mand til et bal i Hornslet. Vi dansede sammen, og så blev vi lidt glade for hinanden. Han arbejdede oppe på stationen, hvor han senere blev stationsforstander. Han hjalp til med togene, når de skulle ud og køre. Det var jo helt anderledes, end det er i dag.

Jeg var hjemmegående, for der var nok at se til med fire børn – vi fik én søn og tre piger, og så har jeg 8 børnebørn og 19 oldebørn. Jeg har lige været sammen med dem alle sammen her til min 100-årsdag.

Fødselsdagen blev holdt på Sjette Frederiks Kro nede ved vandet, men jeg havde ikke noget med planlægningen at gøre. Jeg troede bare, jeg skulle sidde hjemme den dag, men børnene havde arrangeret en hel masse. Min ældste datter kom og klædte mig på i fint tøj – jeg havde en sød kjole på – og det var sådan en dejlig og stor dag. Jeg hyggede mig med et glas indimellem, og så fik vi noget dejlig mad. Jeg blev kørt i limousine hen til restauranten, og det var meget flot – det blev jeg meget overrasket over. Richard Ragnvald kom også og underholdte. Jeg havde det så godt den dag!

Det føles ikke ret anderledes at være 100 år, for jeg er jo bare blevet ældre. Jeg kan dog ikke så meget, som jeg har kunnet. Det er det, jeg er mest ked af, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Mine børn er gode til at hjælpe mig, og så har jeg også hjemmepleje. De kommer og laver både morgenmad og middag, og så kommer de også sent om aftenen for at høre, om alt er vel.

Den bedste oplevelse var, da jeg mødte min mand og blev forelsket. Desværre havde jeg ham ikke så længe, som jeg ønskede mig. Han døde, da han var 39 år, af leukæmi. De mange blodtransfusioner hjalp ikke noget.

Efter min mand døde, skulle jeg jo videre, for jeg havde fire børn at tage hensyn til. Det kunne ikke nytte noget, at jeg lå og græd hele tiden. Jeg blev simpelthen nødt til at rejse mig og tage fat. Der har været et par bekendtskaber siden, men jeg har aldrig giftet mig igen. Jeg fik en god pension fra min mand, så på den måde var der heller ikke nogen grund til at skulle ud i noget andet.

Jeg har boet her i 35-40 år, og det er et lækkert sted med en smuk udsigt. Der er så mange skønne træer. Jeg kommer dog ikke så meget ud mere, for jeg er ikke så godt gående.

Jeg tager to kodimagnyler om dagen for min helvedesild, og så tager jeg en lille D-vitaminpille. Det er det. Jo, og så får jeg saften fra et par appelsiner hver morgen, og det er jo C-vitaminer. Jeg er ikke meget for at tage piller.