Prøv avisen

Tabuerne blev hjemme, da vågetjenester inviterede til middag og samtale om døden

Over et måltid med lam, kalv og ovnbagte grøntsager drøftede deltagerne alvorlige spørgsmål som: Hvordan vil du gerne tage afsked, når du selv eller en af dine kære skal dø? Foto: Camilla Stubbe Teglbjærg

Ældre Sagens og Røde Kors’ vågetjenester i Helsingør inviterede til fællesspisning og samtale om den ultimative ensomhed, døden

Bentes mand, Tage, døde af kræft for otte år siden på et hospice. Men selvom han led så frygteligt, ville han ikke give slip på livet.

”Jeg var forbavset over den lyd, der kom ud af ham – som en ulv, der tuder. Det var sorg over at skulle herfra. Han ville ikke af sted, men jeg kunne se døden stå bag mig. På et tidspunkt gik sygeplejersken ud af værelset, og så sagde jeg til min mand: ’Vil du ikke være sød at gå i forvejen, så kommer jeg bagefter’. Og så døde han. Han blev så smuk og fredelig at se på, al smerte og angst forsvandt. Han blev 67 år,” fortalte Bente.

Hun var en af deltagerne, da Ældre Sagens og Røde Kors’ vågetjenester i mandags inviterede til fællesspisning og samtale om den ultimative ensomhed, døden, i Toldkammeret i Helsingør. Arrangementet var et af mange over hele landet, der blev holdt som led i Folkebevægelsen mod Ensomheds kampagne ”Danmark spiser sammen”. Knap 30 var mødt op i Helsingør, to mænd og resten kvinder, og som Randi – man var på fornavn denne aften – sagde: ”Det er typisk. Når det handler om de store spørgsmål, er mændene ikke på banen.”

Bente supplerede med at fortælle, at hun gerne ville være med til at udbrede et andet forhold til døden.

”Jeg er nysgerrig, har antennerne ude og har nogle erfaringer med døden. Jeg vil gerne høre, hvad de andre har at sige,” sagde Bente.

Alle pladser var optaget ved de runde borde, der var fint dækket med lyserøde roser og hvide servietter. Der sad fire ved hvert bord med en ”bordstyrer” i skikkelse af en vågekone fra de to arrangørers vågetjenester. Ved Kristeligt Dagblads bord var Randi bordstyrer, og i hendes vågetjeneste i Helsingør vil de helst kaldes for ”vågere”, fordi en ud af 14 i teamet er en mand.

Aftenens overskrift, ”Med døden til middag”, kan lyde som titlen på en kulørt kriminalroman fra 1960’erne. Men der var ikke noget trivielt over de emner, der kom på bordet. Det var, som om det tabu, der kan eksistere omkring døden, og som arrangørerne havde sat som formål at bryde, var blevet efterladt derhjemme.

Der var mange spørgsmål til den indledende oplægsholder, Sille Kongstad fra bedemandsforretningen Bededamerne i København. Hun præsenterede sig som en ikke helt almindelig bedemand med en baggrund som teologistuderende og lærer, der inviterer de efterladte til at være med til at lave kistedekorationerne og har designet og fået sat en cykelrustvogn i produktion, som bliver brugt mere, end hun havde regnet med.

”Den fornemste opgave for mig som bededame er at finde ind til, hvor folk er. Det er fantastisk at være med til de fine øjeblikke, som folk har med deres døde. Det er jeg så taknemmelig over,” sagde Sille Kongstad, der havde flere eksempler på, hvordan hun som bededame havde været med til at arrangere en lidt anderledes sidste afsked:

Familien til en afdød kunstner havde ønsket at være med til brændingen i krematoriet, hvilket er tilladt.

”Det var enormt smukt og også lidt voldsomt, for på et tidspunkt rejser rygraden sig op. Efterfølgende tog de urnen med til en fransk landsby, satte den op i et magnolietræ, mens de spiste, og lod efterfølgende asken blæse med vinden ud i bjergene,” sagde Sille Kongstad.

Det fik en kvinde til at fortælle om en veninde, hvis far havde været krematoriearbejder.

”Han blev syg af det, fordi de døde rejste sig op og gloede på ham.”

Sille Kongstad gentog, at det var et voldsomt syn, men også smukt. Hun kunne også fortælle om en kvinde på Amager, der sidste år døde i sit hus i den sofa, hun altid sad i, når familien kom til kaffe og kage.

”Kvinden blev siddende død i sofaen, og så mødtes familien med hende og drak kaffe og spiste kage, inden jeg hentede hende dagen efter.”

En ville vide, om damen i sofaen ikke var stiv.

”Det er kun lige i begyndelsen, så bliver man blød igen. Det lyder makabert, men de fleste døde mennesker ser fine ud, fordi alle rynkerne er glattet ud,” sagde Sille Kongstad.

Blandt de andre spørgsmål, der blev stillet, var: Når jeg er død, kan jeg så blive begravet et andet sted end på kirkegården? Kan man våge over den døde i flere døgn? Når folk dør alene, hvad så? Hvornår finder dissektioner sted, når man har doneret sit legeme til videnskaben? Hvor meget hensyn bliver der taget til min sidste vilje? Og hvad med frysetørring, foreslog en mand som alternativ til kremering.

Så var det tid til at spise. Lammeculotte, kalvefilet, brun sovs, kartofler, sellerifritter, ovnbagte rødbeder og rødløg, tzatziki og salat kunne hentes på buffeten, og dertil var der vin og vand. Imens blev der delt en ”samtalemenu” ud, hvorfra man på skift ved bordene kunne vælge et spørgsmål, man gerne ville tale om.

Et af dem lød: Fortæl om et dødsfald, som har gjort særligt indtryk på dig? Det var her, at Bente fortalte om dengang, hendes mand, Tage, døde. Også Kirsten fortalte om, da hendes mand for 20 år siden døde af kræft. Han blev 61 år.

”Min mand fik en meget fredelig død,” sagde Kirsten.

Våger og bordstyrer Randi havde for nylig siddet og våget hos en mand på 90 år, der døde, mens hun var der.

”Han lå bare der, havde ingen pårørende, og hjemmeplejen og akutteamet kom 12 gange i døgnet og vendte ham og gav ham smertestillende medicin. Han sov det meste af tiden. Men den nat slog han øjnene op. Der lød voldsomme lyde fra hans lunger, og jeg tænkte, at han nok ikke klarede den. Jeg vidste, at akutteamet kom klokken 01.30. Men han så fredfyldt ud.”

”Han lå og så på mig, og jeg holdt hans hånd, der var kold. I de sidste minutter blev der længere imellem ind- og udåndingen, og så kom den sidste udånding. Jeg oplevede situationen som utrolig smuk. Han var ikke bange, men ved bevidsthed, og det var, som om han lå og samarbejdede med døden,” sagde Randi, der, efter at manden var død, lukkede døren op til hans terrasse, så sjælen kunne komme ud.

”Jeg tror på, at vi har en sjæl, og jeg synes, det er en smuk tradition.”

Kirsten ville gerne tale om et andet spørgsmål fra samtalemenuen: Hvorfor er nogle mennesker bange for at dø?

”Jeg er ikke bange for at dø og tror, det er, fordi jeg tror på Gud. Og det gør jeg, fordi vi fik lov til at beholde vores søn, efter at han som gymnasieelev var ude for en dramatisk faldulykke. Jeg tror også på et liv efter døden. Det bliver man næsten nødt til at tro på i vores efterhånden grufulde verden,” sagde Kirsten og tilføjede:

”Gabriel Faurés ’In Paradiso’ skal spilles til min bisættelse. Og så tror jeg, at jeg igen skal møde min mand, mine forældre og min søster. Det er noget, der trøster en.”

Hver deltager fik en såkaldt samtalemenu med spørgsmål, der kunne drøftes til arrangementet ”Med døden til middag”. Foto: Camilla Stubbe Teglbjærg