Storm ligger i barnevognen og sover. Døren ud til haven står åben, så hans mor kan høre ham, når han vågner. Med sine seks måneder er han lidt af en efternøler, for storebror Hjalte er 10 og storesøster Pil er syv.
Da Pil havde fehår og var babybuttet som Storm, begyndte hendes mor Sarah Roued Thomsen at samle på fortællinger fra andre mødre. Kvinde til kvinde-fortællinger om det at føde, om at give liv. Hun sendte et brev rundt til kvinder i hele Norden, hvor hun skrev: ”Kære Kvinde og Mor! Dette brev er en invitation til at give din erfarede visdom om det at føde videre til fremtidens svangre kvinder og kommende forældre.”
Hun fik over 100 beretninger tilbage. Og sammen med jordemoder Eva-Maria Wassberg udvalgte hun 41 fortællinger, som er udgivet i bogen ”Født Godt. Kvinders fortællinger om at føde”.
Her finder man livsbekræftende og positive historier om fødslen som en god oplevelse. Beskrivelser af den mest naturlige del af kvindelivet, som er grundlaget for hele menneskehedens historie. Og fortællinger, der gerne skulle give andre gravide kvinder mod og tro på, at de nok skal klare den. Som andre har gjort det før dem. For det at føde ”er for rigtig mange en god, lærerig og kraftfuld oplevelse”, som Sarah Roued Thomsen skriver i bogens forord.
Sarah Roued Thomsen var dengang på barsel fra lærerstudiet. I dag arbejder hun på friskolen, der ligger lige ved siden af Friland, som er navnet på den økolandsby på Djursland, hvor hun bor med sin mand og deres tre børn. Hun byder indenfor i et halmhus, de selv har bygget for 15 år siden. Med tykke hvide lerklinede vægge, stampet gulv og finsk masseovn midt i huset. Et bevidst valg de tog for netop at kunne prioritere familielivet i en gældfri tilværelse med plads til børnetid for både mor og far og i et fællesskab, der især skaber rum for landsbyens mange børn.
Da Sarah Roued Thomsen skrev bogen, manglede hun selv de gode fortællinger, da hun skulle være mor – og føde – første gang.
”Der er så mange, der er usikre på, om de nu kan klare det, og jeg savnede selv andres erfaringer at læne mig op ad, da jeg var gravid med mit første barn. Derfor fandt jeg på at skrive bogen, for den ensomhed, som mange gravide og nybagte mødre taler om i dag, hænger jo sammen med, at vi slet ikke får fortalt de her historier til hinanden. Vi hører mest om det, der går galt. Det er faktisk svært at fortælle om noget, der går godt. Om at vi godt kan. Og det samme er tilfældet, når man bliver mor. Også her mangler vi fortællinger, fra kvinde til kvinde, fra generation til generation, om det gode moderskab. Om at turde tro på os selv som mødre, og at vi også her indgår i en lang kæde af kvinder, der har trådt stierne før os.”
Sarah Roued Thomsens savner i det hele taget, at man ser sig selv som en større del af et fællesskab, som kvinde, som mor og som forælder. ”Men det er, som om vi mangler sprog for det i dag. Overleveringen mangler, og det er jo egentlig underligt, når man tænker på, at så mange mødre har en kæmpe stor erfaret visdom at give videre. Man behøver med andre ord ikke at føle sig så isoleret og ensom,” siger Sarah Roued Thomsen, mens hun hælder kogende vand over kaffebønnerne og fortæller, at hun derfor overvejer at skrive en ny bog, tre år efter den første udkom. Mens hun som 38-årig er på barsel for tredje gang.
”Det skulle være en bog om det gode moderskab. Ikke fordi jeg selv er det, men fordi jeg også her mangler fortællingerne, og jeg tror, det kan være med til at forklare, hvorfor mange føler, at de står helt alene med moderrollen. Ikke mindst når barnet bliver ældre. For mens der er mange praktiske ting, man kan få hjælp og gode råd til som babymor, så bliver det pludselig sværere, når ens barn bliver ældre, for så er det jo opdragelsen, det handler om. Og det betyder, at det i højere grad handler om værdier, psyke og evnen til at være tydelig som forælder. Med andre ord er det en selv som person, der er på spil. Og her blander vi os pludselig ikke længere eller beder om gode råd.”
Både som veninde og lærer oplever hun, at det kan være svært. Både at blande sig, men også at bede om råd fra andre.
”Hvis man for eksempel har gæster på besøg, hvor barnet ikke kan sidde stille på sin stol eller opfører sig urimeligt på andre måder, så går man jo ikke ind og retter på barnet. Moderen spørger heller ikke om råd, selvom man kan se hendes stigende frustration. Det er blevet et privat område og dermed også ensomt. Og selvfølgelig er der meget på spil, når det handler om vores børn, som vi har så uendeligt kært, og jeg ved også fra mig selv, at det gør ondt, når vi har problemer med vores børn. Men det er jo den smerte, der er ved at elske. Det er bare så trist, at vi har fået skabt en kultur, hvor vi ikke kan spørge hinanden til råds eller give gode råd. I stedet fylder skam, ensomhed og masser af tvivl om ens egen formåen som forælder.”
”Som lærer skal jeg derfor også træde varsomt, for selvom jeg oplever børn, der for eksempel har problemer, fordi de ikke har fået tydelige grænser fra deres forældre, så er det svært for mange at høre råd fra en lærer som andet end en personlig kritik. Det er, som om vi ikke forstår, at man ikke pr. automatik er en god eller dårlig mor, men at meget af det også handler om livserfaring – og at vi derfor kan lære noget af hinanden og af vores mødre og bedstemødre. Så i stedet for at dømme deres erfaringer og gode råd ude, tror jeg, vi bør lytte til dem.”
Derfor er familien på Friland også i gang med at undersøge, hvordan de kan indrette sig, så Sarahs mor kan blive en del af huststanden. Præcis som Sarahs svigermor er flyttet sammen med sin anden søn og hans familie.
”Jeg tror, vi alle sammen bærer rundt på en arketype af det fællesskab, vi længes efter i dag. Og det er ikke kun noget, der var engang i landsbyen og familien, men noget som helt grundlæggende hører til det at være menneske. At være en del af en flok, en stamme, hvor vi lærer af og tager vare på hinanden. Også hinandens børn.”
Storm græder. Sarah Roued Thomsen henter ham i barnevognen og sidder med ham på skødet, mens han langsomt vænner sig til lyset og lydene igen.
Kort efter er han klar til at indtage verden og kravler af sted på stuegulvet.