Prøv avisen
Boguddrag

Sådan tager du ansvar for din sorg

Man bliver ikke det samme menneske efter at have mistet sin kære, men man kan vokse med sorgen. Gode spørgsmål eller stor omsorg og opmærksomhed fra andre kan lindre og varme, men det fjerner ingen sorg.

Når man mister den, man elsker, bliver livet aldrig det samme igen. Men ved at tage aktiv del i sin egen sorg - blandt andet ved at skrive minderne om afdøde ned - kan vejen tilbage til livet blive lettere. En ny brugsbog hjælper sørgende med at bringe sig selv i spil. Læs et uddrag

Som sørgende er man hver dag nødt til at opretholde livet. Det er ned i det helt konkrete og livsnødvendige; ved hvile og søvn og ved at få tilstrækkeligt at spise og drikke. Det er rigeligt at forholde sig til det i den første tid.

Som sørgende får de fleste også mange kommentarer fra omgivelserne. De er sagt i trøst eller forsøg på opmuntring, men de virker ofte sårende og malplacerede:

Det var da godt, han fik fred.

Det var heller ikke et værdigt liv til sidst. Du må også til at komme videre.

Andre oplever, at omgivelserne beretter om dødsfald, der er mere tragiske end den situation, man selv står i, fx:

Det var da godt, at I nåede guldbrylluppet – det er meget værre at miste et barn. Det er de færreste, der bliver trøstet af ukendte menneskers lidelseshistorier. Andres skrækhistorier gør sjældent ens egen sorg og fortvivlelse mindre.

Men hvem kan dømme, hvad der var et værdigt liv?

Hvordan måles det så, hvor langt man er kommet? Det er umuligt at afgøre. Men for hver dag, der går, kommer man videre, endda videre end hvad de fleste – herunder også en selv – aner.

Selv hvis man forsøger at betragte sig selv udefra og kommer til at tænke, at der da ikke sker noget som helst, er man videre, for man trækker vejret, får søvn, mad og drikke, og så lidt skal der til for at være på vej.

Noget andet er, at man måske ikke kommer videre på præcis den måde omgivelserne forventer. Da hører man ofte velmenende kommentarer, fx:

Hvornår bliver du dig selv igen? Eller: Du skal da begynde at date på nettet og finde en ny kæreste …

Også disse kommentarer gør ondt. De er sagt som opmuntring og i den bedste mening, men kommentarerne har den modsatte virkning. De virker som en kritik, og som om folk ingen agtelse har for den sørgende.

Man må gerne sige fra over for den mangel på indlevelse og pli. I sådanne tilfælde kan det være godt at have gode svar parat, der slår fast, at nok er man sørgende, men ikke et barn, som andre kan tale ned til. Ingen skal ophøje sig selv til dommer over, hvad der er godt for den, der sørger.
 
Gode og legitime svar på sådanne kommentarer kan fx være: Du skal vide, at jeg aldrig bliver mig selv igen. Eller: Ved du hvad, jeg er lige så langt, som jeg skal være. Eller: Jeg er længere, end du kan forestille dig. Eller jeg har ikke flyttet mig, for det har jeg ikke lyst til/er jeg ikke klar til.
 
Ligeså hvis nogen stiller det meget brede og hyppigt stillede spørgsmål: Hvordan går det? Så kan et passende svar være et mod- spørgsmål, som: Hvad mener du? Så er bolden ovre hos den anden, og han eller hun skal nu formulere, hvad præcist han eller hun mener med, hvordan det går. Er det med at spise alene, med gravstedet eller noget tredje?

Redskaber 

Både sørgende, men også omgivelserne efterspørger ofte nogle redskaber, som man kan ty til, når man er i sorg. Heldigvis er der ingen.

For det eneste, der kunne få sorgen til slet og ret at gå væk, ville være, at den døde blev levende, rask og frisk igen. Det sker ikke. Intet andet vil kunne genetablere og gøre livet helt igen, så derfor kan intet andet få sorgen til at forsvinde, og intet redskab kan reparere det tabte.
 
Man kan spørge sørgende, der efterspørger redskaber, om de vitterligt ønsker, at sorgen skulle forsvinde. Svaret er nej, for det ville betyde, at kærligheden til den, de savner, var væk, og det er der få, der ønsker. Tværtimod. I smerten over at være adskilt oplever man, hvor forbundet man er til den, man er skilt fra, og det smerter, at historien, man delte, nu er slut. Døden betyder, at der ingen nutid og fremtid er for ’os’ længere, men ens kærlighed består, selvom man ikke kan udtrykke den over for den kære.

Gode spørgsmål eller stor omsorg og opmærksomhed fra andre kan lindre og varme, men det fjerner ingen sorg.

De store ting i livet som kærlighed og savn kan ikke lige ordnes. Heller ikke ulykkelig kærlighed kan bearbejdes til at forsvinde med redskaber. For hvis man kunne reparere sin kærlighed til en, man elsker, men som ikke elsker tilbage, eller hvis man kunne trække sin kærlighed tilbage til en, der ikke er her længere, med et redskab, ville det forenkle og reducere det, man betyder og har betydet for hinanden. Det ville være en hån mod kærligheden, som for de fleste er livets mening.

Den større nye identitet 

Når man mister et menneske, man var tæt knyttet til, vender ingen tilbage til deres gamle jeg, men man bliver en ny slags udgave af den, man var. For livet forandrer alle mennesker. Ligesom enhver vokser og bliver større af alt det, der gør livet lykkeligt og smukt, udvikler enhver sig også af det triste.

Man har dermed intet ansvar for eller nogen som helst pligt til at blive den gamle udgave af sig selv, og det bliver dermed omgivelsernes ansvar at forholde sig til dét, man med tiden udvikler sig til. Det er langtfra altid let for omgangskredsen at acceptere dette.

Man vil i tiden efter dødsfaldet forstå sig selv som et menneske i sorg. Sorgen fylder en helt ud, i alt hvad man gør, tænker og er, og det er meget svært at forestille sig, at det nogensinde bliver anderledes. Men med tiden opleves det, at man – udover at have mistet – stadig er en forælder, bedsteforælder, veninde, nabo, kollega, m.m., som det er vigtigt at være, og som det fortsat giver mening at være.

Man må også gerne smile eller le, selvom man savner. Det sørger man ikke mindre af, det elskede man ikke mindre af, og ingen skal have dårlig samvittighed, hverken når man græder eller når man ler. Man har ikke glemt den, man savner, fordi man ler eller har det godt i andres fællesskab.
 
Man kan sige, at den sørgende vokser, fordi man med tiden kommer til at indbefatte alt, hvad man er.