Prøv avisen
Ægteskab

Tak for ægteskabet og de andre intimrum

Katrine Frøkjær Baunvig er religionshistoriker og forfatter til bogen "Den eneste ene", som er en kulturhistorisk gennemgang af, hvordan vores opfattelse af kærligheden har ændret sig op gennem århundrederne. Foto: Lars Aarø

Den kulturelle opmærksomhed på senge og soveværelser afslører skiftende tiders syn på ægteskabet og de langvarige parforhold. I 2018 kan en velfungerende kærlighedsrelation godt bygge på en bund af europaller

Min fremtidige ægtemand og jeg har et soveværelse, hvor man kan lukke døren helt. Der er flere vinduer i rummet. Skabe til at hænge sit tøj i er der også. Jeg har 41 bøjler og en dedikeret plads til mine strømper. I midten af de 20 kvadratmeter står en diskret seng af europaller. Ved siden af den finder man en reol med en æske fuld af sentimentalt nips. Heri ligger smålevn fra de fire-fem år, min kæreste og jeg har været sammen: Konfetti fra en vigtig koncert med Arcade Fire; rosenblade fra den første buket. Den slags, som ingen andre end jeg orker at beskæftige sig med. Den slags, som ikke rigtigt hører hjemme andre steder end i det private rum mellem to elskende. Det rum, som et soveværelse kan være.

Denne form for privatliv er ingen selvfølge. Det er en luksus, som jeg dagligt værdsætter.

Både som barn og som voksen har jeg sjældent haft min egen dør, mit eget rum, min egen seng. Det har der været mange grunde til. En af dem er, at jeg er den ældste i en flok på seks søskende, og at vi (trygt, men lidt tæt) voksede op i en treværelses lejlighed. En anden er, at jeg som en af ”de unge mødre” boede med min daværende mand og barn i en etværelses. Faktisk har jeg det meste af mit liv sovet i stuer, alkover eller mellemgange. Gerne på sovesofaer – futoner af den ene eller anden slags.

Det er fint. Ikke alle har ret til fredfyldte soveværelser. Men det er godt at have, synes jeg. Det er nemlig rart med et sted, hvor man lavmælt og fortroligt kan bundfælde verden med den, man holder af. Hvor man kan hænge skjorter og dagligdagen på plads.

Hvis man er en af de heldige, som allerede har sådan et sted, kan man måske mobilisere lidt taknemmelighed? Måske ved at sende en kærlig tanke til borgerskabet i tidlig moderne tid (det vil sige 1500-1600-tallet) for deres store arbejde med at udbrede retten til sådanne rum. En ret, som ændrede forventningerne til og kvaliteten af de intime relationer mellem mand og hustru.

I den europæiske middelalder var det nemlig ikke almindeligt med rum forbeholdt ægteskabet. Mænd og koner sov med resten af husstanden, hvor der nu engang var ledigt, tørt og varmt. Økonomi og plads var selvfølgelig nogle af forklaringerne. Men den manglende interesse for forholdet mellem mand og kone afspejlede samtidig en religiøs skepsis over for stærke følelsesmæssige forbindelser – ikke mindst mellem ægtepar. Kirken opfordrede måske nok folk til at finde en ægtefælle, de godt kunne lide – men man anså det for bedst, hvis der ikke var store følelser involveret. Forelskelse stillede sig nemlig i vejen for 1) arbejdsdueligheden og 2) den fortrolighed, som helst skulle være den vigtigste: den til skriftefaderen.

Det ændrede sig i den tidlige modernitet. Det ændrede sig i de katolske, men hurtigst i de nye protestantiske klimaer. Særligt middelstanden begyndte her at gøre ægteskabet til et tyngdepunkt. Godt nok var forelskelse stadig ikke et nødvendigt udgangspunkt. Men forholdet mellem mand og kvinde efter brylluppet blev betragtet som noget ophøjet; noget, der kunne opfattes som en religiøs bestemmelse; noget, der erstattede det klosterliv, man nu afviste og afviklede.

Præsters og teologers tekster fra den periode bakkede forestillingerne op. De fik ægtefolk til at betragte deres forpligtelser over for husstanden og hinanden som ukrænkelige. Martin Luther skrev ligefrem til husmoderen, at det var hendes kald at vaske sine børns bleer.

Men der var også andre ting, som bakkede forestillingerne op. Helt konkrete ting. Møbler. Ægtesengen. Den var vigtig. Den var det sted, hvor et par elskede hinanden. ”Kærlighed kommer af omgængelse,” skrev man i datidens breve og taler. Det, man mente, var, at kærlighed kommer af et aktivt sexliv.

Og det var afgørende – eller i det mindste prestigiøst – at man elskede sin ægtefælle. Og derfor brugte man tid og penge på at vise, at man var lykkeligt gift. Enten ved at købe sig varme, milde blikke fastholdt på oliemalerier og familieportrætter. Eller også ved at give penge ud på netop ægtesengen, som flere og flere investerede større og større summer i. Den blev udsmykket med udskæringer på de høje stolper, hvorfra himlen og omhænget hang og fremviste dyrebare tekstiler. Undertiden flyttede man ganske enkelt intimmøblet ind i stuen, så alle kunne se det.

Se, vi elsker hinanden! Vi er hinandens fortrolige! Vi har et forhæng, der beskytter vores tosomhed! Det var det, sengen og de tidlige moderne mennesker råbte. Og det virkede.

Med årene blev kærligheden og følelserne gradvist mere fundamentale for ægteskabet. Velstandsstigninger underminerede den ydre nødvendighed ved institutionen, som blandt andet lå i arbejdsdelingen mellem kønnene. Til sidst var det faktisk kun følelserne – dem, som man i middelalderen rynkede på næsen ad – der var tilbage. Det er vores virkelighed, hvor brud og skilsmisser er restproduktet, når følelserne forsvinder.

Måske er det derfor, boligmagasiner med tillæg om soveværelsesindretning sælger ekstra godt i vore dage? Måske er det derfor, at Hästens-senge betragtes som gode investeringer? Måske er det oftere folk i langvarige parforhold, som køber den slags? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det er godt at sikre sig fysisk plads til sin kærligheds intimrum. Jeg ved også, at europaller er et udmærket fundament.