Korrespondent: Jeg er fortsat på en slags tålt ophold i Belgien

Thomas Andreasen er særligt taknemmelig for én person i det officielle Belgien. Birgitte Davids er navnet på hende, som indtil videre har været den eneste, der har forsøgt at hjælpe korrespondenten med at gøre Belgien til sit officielle hjemland.
Thomas Andreasen er særligt taknemmelig for én person i det officielle Belgien. Birgitte Davids er navnet på hende, som indtil videre har været den eneste, der har forsøgt at hjælpe korrespondenten med at gøre Belgien til sit officielle hjemland. Foto: Privat.

”Velkommen til Belgien”.

Displayet på min danske mobiltelefon lyser op med en velkendt tekst, der kalder på en blanding af et smil og et suk. Beskeden kommer sådan cirka hver fjerde dag og er efterhånden ganske påskønnet, fordi jeg efter små fem måneders ophold i Belgien mest af alt føler mig uvelkommen.

Nu skulle man jo tro, at Belgien som hjemland for Nato og store dele af EU-administrationen var vant til tilflyttende udlændinge. Det virker bare ikke sådan. Jeg er nemlig fortsat på en slags tålt ophold, mens processen med at blive registreret som bosiddende i Belgien med dertil hørende sociale rettigheder og et belgisk id-kort indtil videre har involveret 11 instanser, og hvor hverken Danmark eller Belgien har gjort noget for at fremstå fremkommelige.

Eller der er ét enkelt lyspunkt. Derfor overskriften, som gentages her: Tak, Birgitte Davids.

Jeg ved ikke andet om Birgitte Davids, end at hun er ansat i en belgisk sygekasse, og at hun som den eneste person indtil nu faktisk har gjort en indsats for at få tingene til at fungere. Det var nemlig hende, der sidst i december indvilgede i at registrere mig som sygekassemedlem, hvilket er en meget vigtig ting i Belgien. Ikke blot er det lovpligtigt at være medlem af en sygekasse. Det er også dem, som står for at refundere (størstedelen af) den umiddelbare brugerbetaling i landets sundhedssystem.

Jeg mente ellers, at jeg var velforberedt. For eksempel vidste jeg alt om den paradoksale Punkt 22-situation, opkaldt efter Joseph Hellers roman af samme navn, som tilflyttere til Belgien oplever: Man kan først blive registreret på kommunen, når man er medlem af en sygekasse, men man kan kun blive medlem af en sygekasse, hvis man er registreret på kommunen.

Så da jeg i september begyndte processen hos min lokale kommune, pressede jeg på for at få et midlertidigt rigsregisternummer, svarende til et dansk cpr-nummer, til brug i det videre forløb med sygekassen. Det virkede fint. Det eneste, sygekassen derefter spurgte om, var en bestemt officiel formular fra Danmark.

Men derfra blev det med en anden litterær reference decideret kafkask. For Danmark ville da ikke udlevere den formular.

Og nu skal jeg ikke trætte læserne med tekniske detaljer omkring S1-formularer, EU-borgeres rettigheder og E-104-afslag. Den korte version lyder, at de danske myndigheder mener, at jeg ikke er dækket af dansk social sikring, da jeg fysisk udfører mit arbejde i udlandet. Belgien derimod mener, at jeg er dækket af dansk social sikring, da min arbejdsgiver er dansk. At jeg har en dansk arbejdsgiver, får til gengæld Danmark til at konkludere, at jeg er fuldt skattepligtig i Danmark, hvilket de belgiske myndigheder – egentligt forståeligt nok – ikke er enige i.

Personligt er jeg sådan set ligeglad med, hvor jeg betaler skat, og hvor jeg er socialt sikret. Bare jeg ikke ender med selv at skulle betale udgifterne, hvis jeg bliver syg.

Så tak igen, Birgitte Davids, for at have taget mig ind i sygekassen uden den danske formular.

Desværre er min sag dermed langtfra slut. Sygekassen var faktisk kun et delmål på vejen. For først til april træffer de belgiske myndigheder en endelig beslutning om, hvorvidt de vil udstede et officielt id-kort til mig.

Så indtil da vil min danske mobiltelefon nok blive ved med hver fjerde dag at byde mig ”Velkommen til Belgien”, selvom det egentlig ikke er meningen, at man permanent skal opholde sig i et andet EU-land med et dansk abonnement. Men uden id-kort ingen belgisk telefon – eller bankkonto og internetforbindelse for den sags skyld.

P.S. Underligt nok i betragtning af min situation som ikke-borger modtog jeg for godt en måned siden et brev fra de belgiske sundhedsmyndigheder med et tilbud om screening for tarmkræft.