Prøv avisen
Signatur

Tak for rundkredspædagogik og grydehår

1970’erne var præget af gruppearbejde. Her ses børn på Peder Lykke Skolen på Amager, 1973. Foto: Christen Hansen/Ritzau Scanpix

Vi havde så meget at fortælle hinanden. Så mange minder og glemte oplevelser, skriver journalist Bjørg Tulinius efter en genforening med sin gamle skoleklasse

I 5. klasse fik vi nye lærere. To af dem havde grydehår og bare fødder i sandalerne. Det var ikke lige den slags mænd, vi ellers så flest af derude på landet, hvor den røde Massey Ferguson holdt lige så naturligt på Brugsens p-plads som naboens Ford Escort. Men nu var de ansat og skulle blandt andet lære os noget om Bokseropstanden i Kina og undervise os i dansk, engelsk og musik. Vi var 40 i klassen. Nogle gange sammen og andre gange delt op i to hold, hvor vi sad i små grupper og i fællesskab hjalp hinanden med dagens opgaver. Lige siden 1. klasse havde vi været sammen. Dengang var der ikke noget, der hed inklusion. Vi var her bare. Både storfabrikantens søn, fabriksarbejdernes børn, dem fra gårdene i oplandet og så alle os andre, hvis forældre alle havde helt styr på, og hvor der derfor både var en Peter Maler og en Lone Bager, opkaldt efter deres fædres erhverv. Vi var også helt klar over, hvornår vi skulle tage særlige hensyn, og at ikke alle kunne holde store fødselsdage for hele klassen eller købe de nyeste kassebukser og træskostøvler.

Der var derfor heller ingen, der brød sammen af grin, da en af de nye lærere spurgte os, om vi vidste, hvad klima betød, og en af drengene tøvende svarede, at han mente, det var noget, man smurte på træerne. For han, der havde listet en finger i vejret, gjorde det ellers aldrig. Han var en af de usikre og mere tavse typer, og derfor vidste vi andre godt, at hvis vi grinede nu, så ville han aldrig turde svare igen. Vi var også klar over, at det var de nye læreres fortjeneste, at han faktisk endelig havde gjort det.

I dag går min yngste i 9. klasse på en skole, hvor han hvert år skifter klasse, eller primærgruppe, som det hedder. Hans primærgruppe består lige nu af elever fra både 7., 8. og 9. klasse, og det betyder, at nye kommer ind i gruppen, når andre går ud. Sådan har hans skolegang været ”aldersblandet” siden 1. klasse med nye konstellationer hvert år og mange forskellige børn og navne at holde styr på for eleverne. Og for os forældre næsten umuligt.

Så er det jo, man let kan komme til at forherlige noget, der var engang. Men det vil jeg også godt. For mens mange har skældt netop 1970’erne ud for dens pædagogiske rundkredstilgang, så tror jeg helt klart, den kunne noget, som vi mangler i dag. Dels var lærerne tændt af et engagement, som de fik lov til at omsætte til eksperimenterende undervisning uden at blive bremset konstant af nye reformer. Vi børn blev udsat for hinanden på godt og ondt igennem hele vores skolegang. Jeg er med på, at ikke alle havde det godt. Der var mobning, og der var kliker. Men der var også et sammenhold. På tværs af sociale skel, boligforhold og økonomi. For vi var netop et blandet fællesskab på en helt anden måde end i dag, hvor mange stort set kun går i skole med nogen, der kommer fra hjem, der ligner deres eget. Hvor begrebet ghetto også kan dække den mere privilegerede del af befolkningen, som foretrækker naboer af samme slags.

For få år siden var vi så samlet igen, os fra landsbyskolen. Vi mødtes i byens forsamlingshus til tre retter mad og levende musik fra et band med to af klassekammeraterne. Vi sad ved langborde på kryds og tværs af de grupper, der ellers måtte have været engang, og vi havde så meget at fortælle hinanden. Så mange minder og glemte oplevelser. Den ene af lærerne med grydehår var der også. Nu som kortklippet, men med samme nysgerrighed og interesse i os og vores verden. Klokken var halv fire om natten, da vi begyndte at bryde op.

Jeg tvivler på, at min søn får den samme mulighed for at komme til jubilæum med sin gamle klasse en dag. For der er jo ingen i dag – kun midlertidige fællesskaber.