Prøv avisen
Mit livssyn

Hans Engell: Taknemmelighed er hjertets hukommelse

"Jeg holder mange møder her og kan godt lide at sidde og arbejde her,” siger Hans Engell om Det Kongelige Biblioteks café i Den Sorte Diamant i København. – Foto: Leif Tuxen

Politisk kommentator Hans Engell er taknemmelig for de mange muligheder, han har fået i sit liv, med hvad det har indebåret af op- og nedture – livserfaring kalder han det. Læs eller genlæs i anledning af hans 70-års fødselsdag

Den Sorte Diamants glasfacade blinker i solen, som den ligger der ud til Københavns Havn midt i hovedstaden. Inden døre huser Diamanten Det Kongelige Bibliotek, og her er en summen og et mylder af folk, der bevæger sig rundt i stueetagen, op og ned ad trapper eller har slået sig ned i caféen. Her holder den 69-årige politiske kommentator ved TV 2 Hans Engell af at komme.

”Jeg bruger Det Kongelige Bibliotek som kontor og kantine. Jeg holder mange møder her og kan godt lide at sidde og arbejde her. Oppe i læsesalen er et af de få steder i Danmark, hvor man kan være fuldstændig i fred og ro. Og så kan jeg godt lide bygningen,” siger Hans Engell.

Det er dagen før, han skal på ferie i Provence i Sydfrankrig sammen med sin hustru, men han har næsten ikke tid til at gå på ferie.

”Jeg er i gang med at skrive en bog sammen med håndtegneren Roald Als med politiske citater, og problemet er, at man som regel har deadline inden sommerferien, og det vil sige, at man næsten altid kommer til at bruge noget af sommerferien på at sidde og arbejde. Og så følger jeg jo dag til dag den politiske udvikling, og det er, som om Christiansborg ikke er faldet helt til ro endnu. Der foregår stadig forhandlinger, medieforligsforhandlinger og meget andet, så der er stadig en del at følge med i. Derfor burde jeg dybest set blive hjemme lidt endnu,” siger Hans Engell, der ud over tv-kommentatorjobbet også skriver klummer og har en brevkasse i Ekstra Bladet samt holder mange foredrag, skriver bøger og læser endnu flere.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Jeg har grundlæggende et lyst sind og er i grunden også optimist. Men jeg må også sige, at de seneste år er det livssyn blevet præget af, at mange ting i verden udvikler sig på en måde, der bekymrer mig. Ikke så meget på mine egne vegne, men mere på mine børn og især børnebørns vegne. Her taler jeg både om politik, forholdet mellem lande og mennesker, sult, fattigdom og flygtningestrømme, klima og et Europa, der på mange måder er ved at falde fra hinanden. Den forventning, jeg har haft om en udvikling, der kun kunne gå fremad – det synes jeg ikke holder længere. På en eller anden måde er vi kommet dertil, hvor det er svært at bevare den meget optimistiske livstilgang. Der er mørke skyer i horisonten, og selvom mennesket aldrig har været klogere end i dag – vi kan løse alverdens tekniske og helbredsmæssige problemer – er det, som om klogskaben ikke omsættes i de beslutninger, som de fleste i hvert fald i den vestlige verden ved eller burde vide er de rigtige, logiske, menneskeligt ordentlige eller visionære.

Hvad har formet dit livssyn?

Det er først og fremmest erfaringer og levet liv. Jeg har jo været heldig at få lov til at prøve rigtig meget forskelligt fra en journalistisk uddannelse og senere hen suppleret med politisk arbejde både som minister og folketingsmedlem og senest som chefredaktør på Ekstra Bladet, som i øvrigt var nogle af mine meget lærerige og sjove år. Alt sammen har gjort, at jeg har siddet til bords med meget forskellige mennesker, fra dronning Margrethe til som justitsminister indsatte i Vridsløse. Jeg har mødt både overklassen og underverdenen i Danmark, og det præger ens liv og ens tilgang til mennesker, meninger og omstændigheder. Jeg har også haft mine egne op- og nedture både professionelt og i privatlivet. Livserfaring kalder man det.

Hvad gør dit liv rigere?

Først og fremmest har jeg været heldig at få lov til at beskæftige mig professionelt med det, der interesserer mig. Og hvis man kan forene hobby og interesser med det professionelle, er det en meget lykkelig situation. Jeg er også, i takt med at årene er gået, blevet mere og mere taknemmelig i forhold til det, at jeg stadig har et helbred, der er nogenlunde fornuftigt, og at jeg stadig har min fulde arbejdskraft. Tænk dog hvad vi skylder lægevidenskaben og medicinalindustrien. Det er det, at man får lov til at få en alder efter 60-årsalderen, hvor der er masser af udfordringer, hvor man kan rejse, hvor man stadig kan opleve og opdage noget nyt og stadigvæk lære.

Vores generation er meget heldig, dels fordi vi kan få lov at leve en mere fleksibel tilværelse end vores forældre og bedsteforældre, dels at vi lever længere og har mange flere muligheder. Tidligere gik man i skole, arbejdede, var få år på pension og døde så. Sådan er livet jo ikke længere for de fleste.

Jeg ser det som en meget stor udfordring hver dag, når jeg går i seng, at være en lille smule klogere, end jeg var i går. Jeg suger til mig. Og det, jeg er mest bekymret for, er, at der ikke er tid nok. Som man sagde i gamle dage: Der er ikke forslag i tiden. Det var sådan et godt udtryk, som stort set er gledet ud af det danske sprog. Det betyder i virkeligheden, at man godt kunne bruge meget mere tid. Det der med at få lejlighed til at fordybe sig, at læse og lære, hele tiden udvide sin horisont, sætte sig ind i nye områder – det har vi enestående muligheder for i dag. Der giver internettet os trods alt utroligt meget. Hvis man selv har lyst og tid og gider, så er det i dag meget lettere at tilegne sig viden, end det var for år tilbage. Det benytter jeg mig meget af.

Og jeg forsøger at følge godt med i den litterære udvikling og musik og forsøger at blive klogere på malerkunst og fordybe mig i nogle områder. Jeg har altid været meget glad for Herman Bangs og Henrik Pontoppidans forfatterskaber, og der er jeg begyndt at gøre mig rigtig dygtig på dem, ikke bare læse deres bøger, men også gå i dybden med dem. Det gør mig også umådelig glad, at jeg stadig kan levere en arbejdsindsats med foredrag, tv og andet.

Hvad betragter du som din største ulykke?

De største ulykker har været sygdom og dødsfald i den nærmeste familie. Jeg har oplevet dødsfald i familien, som var meget tragiske, fordi det var i forbindelse med ulykker. Det sled meget hårdt.

Hvad tror du på?

Jeg er et kristent menneske. Og jeg betragter mig selv som et menneske, der i det omfang, det er muligt for os syndere, forsøger at leve op til det kristne livsgrundlag og den kristne tro. Jeg er ikke uden tvivl. De fleste mennesker er vel tvivlere et eller andet sted – det var jo selv Guds søn – og der er også meget i den kristne lære og i Bibelen, som jeg oplever som selvimodsigende og uforklarligt. Det er jo netop derfor, at troen er en tro. Men i takt med at jeg er blevet ældre, fylder den kristne tro mere for mig. Jeg bruger mere tid på at læse Bibelen og bøger om kristendommen, prædikener og gode interview med mennesker, der formår at formidle kristendommen. Og der er der tre, som har betydet meget for mig. Den ene er afdøde pastor Paul Honoré fra Sorø Kirke, som spillede en stor rolle for forståelsen af kristendommens væsen, og som var den, der lærte os, der gik til konfirmationsforberedelse hos ham, og som kom i præstegården, rigtig meget.

Og så synes jeg, at tidligere biskop Erik Norman Svendsen både som teolog og vidende menneske har været værd at lytte og lære af. Hans taler og prædikener har jeg altid læst med virkelig stor glæde. Han siger aldrig noget ligegyldigt og er en af de nutidige præster, som jeg synes har været bedst til at formidle budskabet og formår at sige noget, der rører ved os mennesker. Jeg synes også, at han i den rolle, han har haft for kongehuset som kongelig konfessionarius, har været meget synlig, og senest med prins Henriks bisættelse. Han er en sjældent begavet teolog, som udogmatisk og uden at være fordømmende formår at formidle kristendommen på en fantastisk god måde.

Og så har min kone og jeg løst sognebånd til Christians Kirke på Christianshavn, hvor vi også blev gift, og Flemming Pless er vores sognepræst. Flemming holder jeg utroligt meget af som menneske, og jeg sætter også pris på ham som politiker, selvom jeg ikke altid er enig. Han er en udfordrende, meget menneskelig og kontroversiel sognepræst, som indimellem får et gok i nødden af biskoppen, fordi han arbejder som præst på en noget anden måde end så mange andre. Men Flemming Pless er også en, der har formået, i hvert fald i forhold til mig, at få mig til at føle mig meget hjemme i kirken. Jeg kan slet ikke forstå den evige debat om folkekirkens store krise, at kristendommen er på retur, højmessen uforståelig og så videre. Det syn kan jeg overhovedet ikke genkende. Når vi kommer i kirke, ikke så tit, som vi gerne vil, men også uden for højtiderne, så er der mange mennesker i kirken og forskellige generationer. Jeg synes, at det er meget sigende, at når vi i Danmark har oplevet store fælles begivenheder, ofte store tragedier, der har ramt mennesker og samfund, så bliver kirken centrum.

Det fortæller noget om, at det kan da godt være, at for os alle sammen i dagligdagen kan kirken være lidt på afstand. Men når begivenheder rører ved vores hjerter og følelser og kalder på sorg og fællesskabsfølelse, så samler kirken. Så på den måde ser jeg ingen krise. Og for mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg føler en stor tryghed ved at være med i den kristne menighed og ved, at jeg har nogle holdepunkter, jeg kan forholde mig til, og som giver en linje i det antal år, der måtte være tilbage. Jeg elsker også roen og fordybelsen i kirkerummet og vores umådeligt store og smukke skat af salmer.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

Jeg samler ikke på store forbilleder eller moralske forkyndere. Men jeg har rigtig mange både forfattere, kunstnere, politikere og kirkelige personer, som jeg ser op til og synes har betydet og bidraget meget til min udvikling og min måde at tænke på. Og når vi ser på Danmarks politiske historie, er der en lang række, som jeg synes har betydet utroligt meget og spillet en central rolle for landets udvikling. Det, der er kendetegnende ved udviklingen i Danmark, er, at rigtig mange gode ting er bygget op i et fællesskab og samarbejde – både politisk, fagligt og på mange andre områder – ikke af enkeltpersoner og store helte.

Sandheden om det danske samfund er, at vi har så godt et land, som vi har, blandt andet fordi vi ikke, som man har set andre steder, har et lille flertal, der regerer hen over hovedet på et stort mindretal. Vi har et land, hvor langt det meste af lovgivningen, den sociale udvikling, økonomiske udvikling, vores deltagelse i internationalt samarbejde og andet har udviklet sig og er blevet formet i et samspil mellem forskellige partier. Det er et samfund, der har udviklet sig harmonisk og på en meget fin måde, og det gør også, at jeg ikke vil sidde og sige, at nogen har været helt fantastiske i forhold til andre.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Det var da et frygteligt spørgsmål. For ud over navn og adresse havde jeg nær sagt, hvad skal man så skrive på sin egen gravsten? Den følelse, som jeg håber mine nærmeste har i forhold til mig, og den følelse, som jeg i hvert fald selv gerne vil udtrykke, om det så skal være på en gravsten, ved jeg ikke, men det er en tak for livet og for de muligheder, jeg har fået i livet. Man siger jo, at taknemmelighed er hjertets hukommelse, forstået på den måde, at det er det, hjertet husker i forhold til de mennesker og forløb, der har betydet noget for en. Der synes jeg, at jeg har været i sjælden grad heldig. Jeg har fået masser af chancer, nogle af dem brugte jeg godt, nogle af dem brugte jeg skidt. Så på den måde har det været lidt op og ned det hele.

Men det har været fantastisk at få den uddannelse, jeg gerne ville have, få det liv, jeg gerne ville have, få lov til at få to dejlige børn og fire børnebørn, bevaret sundhed og en rimelig optimisme, have en dejlig kone og få lov til at opleve verden. Så ”tak” er i virkeligheden det, der skal stå, i håbet om, at nogen vil sige tak til mig, og jeg kan sende en tak fra graven. Men jeg synes heller ikke, at man ved rejsens afslutning skal blive for selvhøjtidelig eller salvelsesfuld. Så det med gravskriften vil jeg overlade til andre.